Viser opslag med etiketten Peter Beier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peter Beier. Vis alle opslag

mandag den 22. april 2019

P er for Plantage Påskeæg, Påskefrokost og ...Pjuske


Aldrig har jeg ejet så stor en æske chokolade før. Jeg har vundet den i Peter Beiers påskekonkurrence, og som det ses, ligger påskeæggene tæt. Selve æsken er lavet af bananblade som de øvrige æsker i Plantage serien. Så P er for Plantage Påskeæg fra Peter Beier.

Jeg er nu også en trofast kunde i deres forretning her i byen. Jeg er lidt afhængig af deres 88% chokolade fra Hispaniola, og deres påskeæg er de bedste, jeg kender. Jeg havde selv investeret i nogle af de mindste, for jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville vinde i konkurrencen. Men denne gang var det mig, der blev Lykkens PamPåskefis.

P er også for Påskefrokost. Det er ikke noget, jeg sædvanligvis beskæftiger mig med, men i år havde Dorthe inviteret nogle af vennerne og mig på Früd (som i denne forbindelse burde have heddet noget med P, men det gør den altså ikke. Men F og P ligger i det mindste lydmæssigt tæt på hinanden). Hun kender stedet, fordi hun går til sang i bygningen, der ligger i forbindelse med et lokalcenter.


Frokosten bestod af en masse fisk, kylling, lam og to franske oste. Traditionelt og så alligevel ikke. Det smagte godt altsammen, og vi kommer nok på Früd igen.

Og endelig er P naturligvis for Pjuske. Han er inde/udekat, men mest inde, for selv om vejret har været så dejligt, vil han først ud i skumringen. Om dagen er det vigtigere at snakke og kæle og bare være sammen, men i formiddags fik jeg lokket ham udendørs for en kort bemærkning. Han er bare så fotogen, og jeg har taget et hav af billeder.


fredag den 18. april 2014

Påskeæg


Med dette digitale påskeæg: GOD PÅSKE til alle, der kommer forbi her på bloggen.

Hvis jeg vil have påskeæg, må jeg nu om dage købe dem selv. Det gør jeg så. Ikke det på billedet, men de små dueæg fra Peter Beier. Sådan set er det kun faconen, der er anderledes end Beiers sædvanlige chokolader, men jeg forkæler kun mig selv med Beier chokolade til påske. Det får lov til at gøre påskedagene til noget særligt.

Da jeg var barn fik jeg påskeæg. Jeg kan huske, at jeg nogle påsker var på ferie hos min mormor og morfar sammen med min jævnaldrende kusine. Vi sov sammen med dem i deres store seng, min kusine i morfars side, jeg i mormors. Når vi vågnede påskemorgen (tror jeg, det var), stod der et påskeæg på hvert natbord. Vi kunne næsten ikke falde i søvn af spænding.

Hvis jeg ikke var på ferie, fik jeg et påskeæg derhjemme. Jeg var måske mindre interesseret i chokoladen, det vigtigste var pynten. En lille gul kylling eller en påskelilje lavet af crepepapir kunne det være. Det blev omhyggeligt gemt fra år til år.

Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en plastichøne, der kunne lægge små likøræg, når man trykkede på den. Jeg mener, jeg købte den selv hos landsbyens bager for penge, jeg fik i anledning af, at der havde været afholdt en slags årlig eksamen i skolen. Også den høne holdt i mange år - likørræggene måtte dog fornys. Selv om jeg egentlig ikke brød mig om dem, forsvandt de hvert år.

Så er det noget andet med Peter Beiers dueæg. Dem bryder jeg mig afgjort om.

søndag den 14. november 2010

Godt nyt for århusianske chokomaner

...som mig: Peter Beier er kommet til byen - med chokoladefortæne og det hele. Måske har han været her i længere tid, men jeg opdagede det først i går. Det har også været muligt at få nogle af hans chokolader i en vinforretning og måske andre steder, men nu er hele sortimentet her altså. Det er et godt stykke tid siden, jeg har fået Peter Beier chokolade, men så vidt jeg husker, er især selve den mørke chokolade af rigtig god kvalitet.

Jeg synes, vi har savnet en rigtig god chokoladeforretning her i byen. Ganske vist er Summerbird her, men deres chokolader er lidt for fantasifulde til mig.

Derimod kan jeg godt lide mange af Chokoladefabrikkens varer. De kan fås i en af mine yndligsbutikker, Mundus kaffe & the, der ligger så prosaisk et sted som i City Vest. Det ser heldigvis ikke ud til at afholde kunderne fra at komme, der er altid mange mennesker i butikken - måske er det derfor, de ikke har tid til at ajourføre deres hjemmeside. Da jeg var der i går, sagde en af de andre kunder, at det er en butik fyldt med fristelser, og det er ingen løgn.

Faktisk er jer også meget glad for den økologiske chokolade fra Woodshade Organics - tidligere Mølle Skovly. De har en vildt god kaffechokolade, og deres ingefærchokolade hører også til de bedste. Man kan være heldig at finde det i diverse øko-butikker, men de har aldrig hele sortimentet, og i firmaets webshop kan man kun købe kilovis, hvis man ikke vil have blandet - og det vil jeg ikke. Og et helt kilo er lige i overkanten - også selv om julen nærmer sig.