Viser opslag med etiketten Venchi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Venchi. Vis alle opslag

onsdag den 5. juni 2024

Godt i Ribe

Carl Rasmussen: Ribe set fra vest, aften. 1869

Sådan så Ribe ud i 1869. Og sådan ser byen næsten ud i dag, når man kigger ind fra omfartsvejen vest om byen. 

Domkirken troner stor og mægtig over byen i det flade landskab, og det gør den stadig. Det er en del af Ribes magi. Tak og lov for at der ikke er blevet bygget højhuse. Jeg spekulerer lidt på, om de skorstene, der faktisk er på billedet, stadig er der. Under alle omstændigheder er de så smalle, at de ikke ødelægger noget.

Carl Rasmussens lille billede (18 x 26 cm) er udstillet på Ribe Kunstmuseum, som er et af de rigtig gode provinskunstmuseer. Der er ikke plads til voldsomt meget, men det, der er, er kræs. 

Det er nogle år siden, vi var der sidst, så vi nød gensynet ekstra meget. Blandt andet er der nogle af Skagen-malernes rigtig gode billeder.

J. F. Willumsen: Side fra skitsebog.
Oran 1931
Selvfølgelig var det på grund af katten,
at det lige præces var den side, 
jeg tog et billede af
Da vi var der i pinsen, var der også en særudstilling, "I lyset af Nordafrika - J. F. Willimsen og andre danske kunstnere". Den er blevet til i samarbejde med Willumsen-Museet i Frederikssund.

Absolut en spændende udstilling, blandt andet var det sjovt at se, hvor meget Willumsen havde udviklet sig i tiden mellem hans to Nordafrika- rejser. 

Men de ledsagende tekster var ved at få os op i det røde felt. De forekom os at være nedladende over for kunstnerne og både nedladende og forsøgt manipulerende over for os betragtere. 

For eksempel forekommer det os at være det rene vrøvl, at de forskellige kunstnere har skildret den nordafrikanske befolkning som stereotyper. Ja, den er skildret i de lokale klædedragter - hvad ellers? Der var nok ikke mange andre end europæerne, der gik i europæisk tøj. Det var der heller ikke i begyndelsen af 70erne, hvor jeg var i Marokko. Jeg tror, den kurator har fået woke-bevægelsen galt i halsen.

Dog er det rigtigt, at kunstnerne ikke har skildret koloniseringen, og dermed heller ikke bagsiden af samme, men faktisk synes jeg heller ikke, det kom specielt meget frem i teksterne.

Vi var der på udstillingens sidste dag, så det er altså for sent af se den med mindre den kommer op på endnu et kunstmuseum.

Derimod kan man altid besøge Jacob A. Riis Museet. Det gjorde vi, og det var noget af en oplevelse. Mere omfattende end forventet og både rørende og med stof til eftertanke. Absolut et besøg værd.

Det er Terpager og Co også. Huset er fra ca. 1550 og må være et af Ribes ældste. Det er selvfølgelig blevet ændret mange gange i tidens løb, men de nuværende ejere har ført det tilbage til 1671, hvor Niels Terpager ændrede huset fra et gavlhus til et længehus. Kig på Terpager og Co hjemmeside og se, hvor meget tilbageføringen har betydet.

I den ene ende af huset er der købmandsforretning (landets ældste?), i den anden ende café og ikke en hvilken som helst cafe. Den serverer nemlig kun plantebaseret kost suppleret med en lille smule fisk. Lige noget for os. Vi nød vores frokost med udsigt til den meget skæve dør på billedet, der må være en erstatning for det foto af købmandsbutik og café, som jeg ikke fik taget.

Lidt længere nede i gågaden var der åbnet er ny butik med italienske ejere og italienske produkter - faktisk mest chokolade. Hvabehar! Vi kunne da godt lige gå derind og se, om de tilfældigvis skulle forhandle Venchi - min favoritchokolade. Stor overraskelse, det gjorde de! Så selv om jeg endnu ikke har spist alt det, jeg købte i Berlin, måtte jeg naturligvis have noget mere med hjem. Godt at vide, at det kan fås i Ribe. Det er unægtelig tættere på end Berlin.

fredag den 3. maj 2024

Opera og forår i Berlin. Med mere!

Det var en opera- og forårstur til Berlin, vi var på. Med Gislev Rejser og med bus. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare busturen. Sidst jeg var på bustur - i øvrigt også til Berlin, var jeg ikke så glad for det, men denne gang gik det fint. Sandsynligvis fordi vores fremragende chauffør holdt pauser med passende mellemrum, så man kunne blive strakt ud og få foretaget andet presserende.

Foråret var så sandelig kommet til byen. Berlin er i forvejen en meget grøn by; jeg kender ikke andre byer med tilnærmelsesvis så mange træer, og når træerne er forårslysegrønne, så kan det ikke blive bedre.

Platanen på billedet stod lige uden for vores hotelvindue. Hotellet lå på selveste Ku'Damm, altså helt centralt i den vestlige del. Vi havde udsigt til Ku'Damm, men vi hørte ingen gadestøj.

Over træerne havde vi udsigt til en masse kraner, for som alle andre byer bygger Berlin stadig. Jeg har nu ikke noget imod at se på kraner.

Operaen, der var inkluderet i turen, var La Traviata, som blev opført på Deutsche Oper. Vi havde en glimrende operaguide med på turen, så vi var godt forberedt, og vi kendte selvfølgelig også La Traviata i forvejen. Jeg tror nok, vi også har set den i operabio, og faktisk er det måske netop operabios skyld, at vi ikke er så lette at imponere operamæssigt. De færreste kan hamle op med The Met i New York.

Deutsche Oper kunne i hvert fald ikke. De medvirkende sang mestendels udmærket, men der var ikke megen dramatik i dem, og scenografien var kedelig. Men musikken er jo dejlig, og vi kedede os i hvert fald ikke.

Selvsamme operaguide havde gjort opmærksom på, at der også var sang på programmet hos Berliner Philharmonikerne, så hvis man ikke havde fået sang nok, kunne man jo prøve at få billetter der. Vi var straks fyr og flamme, især da vi hørte, at der var Schönberg på programmet.

Jeg undersøgte straks på telefonen, om der stadig var billetter at få, og til min store overraskelse var der ledige pladser. Kombinationen af Schönberg, der nok ikke lige er den lettest tilgængelige, at sopranen var en anden end den annoncerede, og at der var hele tre opførelser kom os nok til hjælp og tak for det.

Det blev turens højdepunkt! Vi syntes, at Schönbergs Erwartung var vildt spændende, og sopranerstatningen, Ausrine Stundyte, var mere levende på scenen end Violetta i La Traviata, men det er så anderledes musik, at vi ikke har en jordisk chance for at bedømme kvaliteten af opførelsen.

Anderledes var det med Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte i koncertens anden del. Vi har ikke nogen særlige musikalske forudsætninger, men vi bildte os ind, at vi kunne høre, hvor godt et orkester Berliner Philharmonikerne er.

Jeg blev glad og overrasket, da jeg opdagede den danske basunist Jesper Busk Sørensen i orkestret. Ham har vi hørt mange gange med Aarhus Symfoniorkester, og jeg vidste godt, at han spillede i Berlin, men dels havde jeg glemt det, dels var det jo ikke sikkert, at han stadig var der.

Vi var helt euforiske efter koncerten, det var en vild oplevelse.

Vi nåede lidt shopping, men foretog ikke mange indkøb. Garnforretningen Fadeninsel i Kreutzberg var en skuffelse, og så gad vi ikke flere garnforretninger.

Derimod fik vi lidt chokolade med hjem. Dels fra KaDeWe, der forhandler min absolutte yndlingschokolade Venchi - ellers fandt vi ikke KaDeWe særlig spændende - og dels fra Rausch, som har en stor, flot butik i Charlottenstrasse.

Her så vi Brandenburger Tor i chokolade. Den ægte Brandenburger Tor var vi ikke forbi, men vi så den mange gange i U-Bahnen, hvor den er på vinduerne i togvognene.

Den kollektive trafik er en del af en storbyferie for os, og vi er ret begejstrede for undergrundsbanerne i Berlin. 

Cirka 100 meter fra hotellet lå Uhlandsstrasse med posthus (vi er stadig på feriekort med en enkelt), apotek (Dorthe havde strikket hul på en finger i bussen), en super kaffebar og konditori (Berliner Kaffeerösterei i nummer 173-174, hvis der er nogen kaffebarsentusiater, der læser med) og ikke mindst U-Bahn station. Det passede os godt, det var dejligt at blive afleveret helt tæt på hotellet, da vi kom hjem fra aftenens koncert.

Vi var spændt på, om alt også var sprunget ud, når vi kom hjem, men lige så snart vi kørte ind i Slesvig-Holsten, så det ud, som da vi forlod Århus 4 dage tidligere. Det har heldigvis ændret sig, nu er det jo næsten sommer. Så er Århus også fin, men Berlin er det trods alt ikke.