Musik i marts

Marts blev en vældig musikalsk måned for vores vedkommende.

Billedet her er taget ved Aarhus International Piano Competition. Jeg havde ikke tid til at være der hele tiden, men jeg hørte da en del af de yngste og næsten alle de af de ældste, der var gået videre fra første runde.

Det blev kommenteret af Mathias Hammer, min - og adskillige andres - yndlings-P2-vært. Jeg er aldrig enig med dommerne, men denne gang var der dog flere af mine favoritter, der kom i finalen.

Sidst på måneden var der RAMA festival. Denne gang var det 100% tilrettelagt af de studerende, og man kunne altså godt mærke, at der manglede et professionelt touch, men der var også nye, sjove tiltag. Blandt andet en hemmelig rundtur på konservatoriet. Hvor er der dog mange øvelokaler!

Undervejs lyttede vi til musik, som da en af de organiststuderende fortalte om et af de fine øveorgler og spillede på det.

Der blev også spillet rundt om i gangene, både på rundturen og ellers.

Det bedste, vi hørte, var RAMA saxofonensemblet, der spillede både ny og gammel musik, og ikke mindst to kommende operasangere, der sang Gluntarne. Ingen tvivl om, at operasangere nu skal kunne andet end at synge. Det var bare morsomt!

Det var det også, da vi var til en aften med swingmusik fremført af Aarhus Jazz Orchestra med Live Foyn Friis som solist og historikeren Søren Hein Rasmussen, der særdeles underholdende fortalte om swingtiden. Det er længe siden, jeg har grinet så meget.

Desuden en slagtøjsdebutkoncert, flere symfonikoncerter og operabio, hvor vi så Regimentets datter. Det er den sødeste opera, jeg kender. I denne udgave sang og spillede sydafrikanske Pretty Yende Marie og mexicanske Javier Camarena Tonio, og det gjorde de helt utrolig godt. Begge har afgjort komiske talenter, ud over at de kan synge. Camarena måtte endda efter publikums ihærdige klapsalver og stående ovationer gentage arien "Ah! Mes Amis", så vi fik ikke bare ni, men atten høje C'er.

Så fremragende var Den Jyske Operas udgave af Maria de Buenos Ayres langt fra. Faktisk var den temmelig kedelig. Vi har set den før i Holstebro, og den udgave var på alle måder meget bedre.

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program

Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Ung musik

I lørdags var vi til den årlige RAMA-festival, hvor Musikkonservatoriets elever holder et hav af koncerter, alle med gratis adgang.

Der foregår noget i stort set hele Musikhuset, som ellers virkede underligt uengagerede i arrangementet. Da vi et par dage inden spurgte efter programmet i billetsalget, var de alt andet end hjælpsomme. Det var tydeligvis Konservatoriets arrangement, som Musikhuset ikke ønskede at have nogen andel i. På selve dagen blev der kun orienteret om Musikhusets egne arrangementer på de storskærme, som nu er obligatoriske alle mulige steder.
Mærkelig prioritering, synes vi, men vi klarede os så uden storskærmene.

Elever fra den rytmiske afdeling spillede og dansede i RMB-sjowet til rytmer fra Senegal, hvor de havde været på studietur.

Hvis de unge mennesker ikke kendte noget til rytmer i forvejen (det gjorde de nu nok), så gjorde de det i hvert fald efter rejsen.

Ellers hørte vi mest slagtøjs- og blæsermusik fra den klassiske uddannelse. Allerbedst syntes vi om RAMA Symphonic Wind Band, der var dannet til lejligheden, men også eleverne fra slagtøjsklassen spillede spændende musik.

Vi hørte også pasodobler - det var også blæsere og slagtøj - hvor elever fra den klassiske og den rytmiske afdeling spillede sammen. Dejlig musik!

En anden fusion var mellem jazz og klassisk, hvor musikken var inspireret af et par sværvægtere som Ornette Coleman og Igor Stravinski. HØVL kaldte orkestret sig.

Selv om vi nogle gange godt kunne høre, at de studerende ikke er helt færdiguddannnede endnu, så var vores overordnede indtryk, at de kan en masse, og det var spændende at høre, hvad der rører sig.

Weekend med Gloria, Lawrence og ...

Det var helt vildt, så meget der foregik i Århus i den forgangne weekend. Så meget, at vi var nødt til at vælge til og fra.

Normalt er teater noget, vi vælger fra, men den lillebitte forestilling PIG kunne vi ikke stå for.

Her står bondemanden fra England med sin sovende gris, Gloria. Når hun vågner op, kan 10 smågrise (=tilskuere) lægge sig til hver sin patte og se ind i Glorias mave, hvor der bliver opført en meget fin lille forestilling.

Fredag var det Dorthe og jeg, der stod med krølle på halen og morede os sammen med børn og andre barnlige voksne.

Lørdag var vi til koncert med den fantastiske tenor, Lawrence Brownlee, i Musikhuset. Mærkeligt nok har vi aldrig hørt og set ham i operabio, for han har ellers haft mange roller på The Met. Men nu fik vi hørt ham i levende live, og det var godt. Brownlees stemme har en meget smuk, varm og ren klang, og han beherskede den fuldstændigt. Der var ikke den mindste vaklen i programmet, der mest bestod af Rossini og Donizetti.

Jeg fik ikke nogen billeder af Brownlee, men på vej til Musikhuset kom vi forbi denne mand på en bænk.

Han ser ikke helt glad ud, og det forstår man, når man ser, hvad han har i hånden. Hvad er der mon sket? Sidder han i selvmordstanker, eller har han allerede haft skydevåbnet i anvendelse? Eller begge dele?

Ved manden står der, at værket hedder "Drawing of a created memory", men det er alt, man får at vide.

Ind imellem nåede vi også latinerfestival i latinerkvarteret og kunsthåndværkermarked på Klostertorv. Begge dele uden at svinge betalingskortet, så jeg følte mig helt helgenagtig.

Den følelse forsvandt igen søndag, da vi var til kagedag i Den Gamle By.

Ikke nok med det, vi deltog også i det sønderjyske (eller skal der være d i jysk i denne forbindelse?) kaffebord i Bendtsens Pakhus.

Jeg har faktisk aldrig været til sønderjysk kaffebord før, men jeg ved da, at når det er "rigtigt", bliver værtinden meget fornærmet, hvis man ikke smager på alt. Her kunne man heldigvis vælge (til og fra :-), så jeg fik plads til 1½ stykke rugbrødslagkage. Og en helt masse andet, men ikke det hele.

Det var den weekend....

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.

Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.

Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

Kultur i påsken m.m.

Vores påskeaktiviteter var meget traditionelle, for vi besøgte en del større og mindre kunstudstillinger.

Den bedste var uden tvivl Holstebro Kunstmuseums udstilling The Staging Area - Peter Linde Busk. Vi kendte ikke Peter Linde Busk i forvejen, men vi kunne rigtig godt lide hans billeder. De er meget varierede, og man finder både humor og alvor, ironi, sarkasme, bekymring, poesi. De fleste har en lang billedtitel, som var sjov at læse, når man ellers havde kigget - for var ens egen tolkning og kunstnerens nu parallelle? Her er en lille billedkavalkade:

Dette hedder: They don't give you any hope,

but they leave you plenty of rope.

Jeg kom straks til at tænke på Billie Holiday og Strange Fruit.

Det her syntes jeg kunne være en illustration
til Johannes V. Jensens Kongens fald.

Der er noget landsknægt og Carolus over det.

Det hedder: The Dam Has Broken, Young Man, and Only Ourselves Can Fuck Up

(hvilket jeg ikke rigtig forstår meningen med)

Mine associationer: De Unge Vilde, måske også Nick Cave.

Ved nærmere eftertanke kunne det godt være en illustration af krigsrædsler.
Titel: You Made Me a Murderer

 

Peter Lunde Busk arbejder også med keramik og grafik.

Dette keramiske værk hedder Charakterkopf 1 (For F.X. Messerschmidt).
Der var adskillige Charakterkopf'er på udstillingen

Det er tredje år i træk, vi har været på Holstebro Kunstmuseum i påsken, og for tredje gang var det en stor fornøjelse. Det er vist blevet en god vane.

Det bliver nok også en vane at tage til RAMA Festival, som vi var i går. Det er de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, der afholder en hel række små koncerter inden for alle de genrer, der undervises i på konservatoriet.

Man er nødt til at vælge ud, og vi ville ønske, vi kunne have været flere steder på en gang. Vi valgte slagtøjsklassens koncert; mere slagtøj i en koncert, der hed Legetøj, som var for fløjte og slagtøj; lidt af cellisternes koncert og endelig baltisk kormusik. Det, vi hørte, smagte af mere, og hvis vi kan, kommer vi bestemt igen næste år.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.

En opera i din nærhed

Til operabio gør de altid opmærksom på, at den "levende" opera er at foretrække frem for opera i biografen. Meget pænt af The Met, men passer det? The Met er ikke let at måle sig med.

Puccinis Tosca er min yndlingsopera - eller i hvert fald en af dem, så efter en del år, hvor vi har haft Den Jyske Opera lagt på is, gik vi i går til deres udgave af netop Tosca.

Svenske Ingela Brimberg var er rigtig god Tosca. Stemmen er der i hvert fald ikke noget i vejen med, skuespilpræstationen levede måske ikke helt op til stemmepragten. Rafael Rojas som Caravadossi sang sig op igennem operaen og var især meget fin i tredje akt, og så var orkester - "vores eget" Århus Symfoniorkester - og dirigent Giordano Bellincampi super. De øvrige medvirkende var lidt svagere, specielt syntes vi, at Scarpia blev sunget noget blegt, ifølge programmet af Jørn Pedersen.

Vi blev ikke helt overbevist om, at opera bør ses i operaen, så vi holder fast ved vores operabio-forestillinger.

Før forestillingen forkælede vi os selv med sushi på Saichi Sushi i Jægergårdsgade.

Det er vores foretrukne sushi-sted lige nu, faktisk er det så godt, at vi har problemer med at vælge et andet. Vi er ikke sushi-eksperter, men vi synes bare, at Saichis sushi smager rigtig godt. Til vores store fornøjelse var der fyldt med gæster i restauranten i går. De andre gange, vi har været der, har der været så tyndt befolket, at vi frygtede for, om den kunne overleve.

Sushien smager godt, men deres desserttallerken er også god - og her er vi nok mere eksperter.

En god og stærk chokoladeis, en næsten klassisk créme brûlèe (næsten, fordi der var lidt chokolade i bunden, så hele desserten var over et chokoladetema) og en lige så klassisk chokolademousse. Helt nede på jorden og helt efter vores smag, og så er der overhovedet ikke noget, der generer Dorthes allergier. Godt gået!

Årets bedste...musik

Årets bedste:
Én musikoplevelse rager op over alle andre: Koncerten i maj med Juan Diego Flórez.

Årets næstbedste:
Årets nr. 2 må være koncerten med Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Smuk og spændende musik og en fabelagtig udnyttelse af kirkerummet.

Jeg ville prøve at vælge den bedste af de mange symfonikoncerter, vi har været til, men det kan jeg ikke. Der er simpelthen for mange gode. Den sidste, hvor vi hørte den unge polske Krzysztof Urbanski dirigere Dvorák og Ludoslawski, var i hvert fald ikke den ringeste. Finske Arto Noras var solist i Dvoráks cellokoncert - rent guf for øregangene. Og Lutoslawskis Koncert for orkester var rigtig, rigtig spændende. Den var en koncert efter vores hoveder.

I en helt anden genre var genhøret med Kaizers Orchestra rigtig godt. Vi hørte rigtig meget Kaizers i tiden efter forestillingen på Svalegangen.

Årets skuffelse:
En koncert i Domkirken, hvor musikken simpelthen ikke sagde os noget. Det var Jacob Buchanans iRequiem, som på papiret lød som noget for os, men det var det altså ikke. Vi gik efter 1½ time, hvor vi var kommet igennem 3 af requiemets 9 dele. Det var mere end rigeligt.

P.S.
Nytårsønske til symfoniorkestret: Henryk Goreckis 3. symfoni på programmet. Det behøver ikke nødvendigvis være med Dawn Upshaw som solist. Eller noget fra Alan Hovhaness' omfattende produktion. Jeg tror bestemt, orkesteret godt kan spille det.

Anbefalinger

MUSIK  -  Benjamin Aggerbæk: My Oh My

Jeg bliver altid så overrasket, når jeg hører noget, jeg slet ikke kender, og så er det bare smaddergodt.

Sådan har jeg det med Benjamin Aggerbæks My Oh My. Det er jazz i den meget blide og bløde ende, men det swinger, og det overrasker. Faktisk også selv om man har hørt det 100 gange, og det har jeg vist, for cd'en var fast inventar i bilen i et par måneder. Det allerbedste er Aggerbæks stemme i nogle af numrene - lidt hysterisk og lige ved at kamme over, men den holder.

FILM  -  En kat i Paris

Animationsfilm for børn og barnlige og katteglade voksne. Måske lidt en bagatel, men jeg var nu meget charmeret både af katten og ikke mindst af filmens skildring af Paris. Jeg vil snart til Paris igen, ja jeg vil!

Det lød også til, at de børn, der så filmen, godt kunne lide den. Det er altid så sjovt at se film sammen med mindre børn. Deres kommentarer, som ikke bare kommer som en hvisken, er ret underholdende.

Jeg undrer mig dog over, at den i øvrigt fine musik i filmen skulle være originalmusik af Serge Besset. I mine ører lyder det meste som Philip Glass, og der er også noget Billie Holiday. Det kan vel ikke være den af mig ukendte Serge Besset, men han er den eneste, der er akkrediteret.

LITTERATUR  -  Anne Marie Løn: Willums verden

Minsandten om jeg ikke også har læst en roman, jeg synes godt om.
Da vi i ferien besøgte Strandfogedgården i Rubjerg, fandt vi ud af, at Willums veje foregår i netop det område under de store sandflugter. Den måtte jeg absolut læse.

Det fortrød jeg bestemt ikke, faktisk synes jeg, det er en fantastisk god lille roman.
Den kryber ind under huden, og man kan næsten mærke sandet knase mellem tænderne. Desuden er der en fantastisk flot opbygget spændingskurve. Godt gået!

Jeg er meget imponeret af Anne Marie Løns evne til at bruge sproget. Det er ikke så tit, jeg er det. Jeg skal vist have læst noget mere af hende - også selv om det ikke handler om sandflugtens mennesker.

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.

Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.

Blind eller døv?

Hvis jeg absolut skulle blive enten blind eller døv, og jeg selv måtte vælge, så ville jeg vælge at blive blind. Ganske vist er jeg glad for billeder, men det ville for mig være endnu værre at undvære musikken.

Orkestret er ved at gøre klar.
Nogle grå hoveder, men flest yngre musikere.

I løbet af de sidste par uger har vi været til alle Århus Symfoniorkesters sommerkoncerter, fire styk i alt, den ene bedre end den anden. Jeg har glædet mig så meget hver eneste gang, og når først jeg sidder på min plads, bliver jeg helt varm indeni af forventning. Næsten som da jeg var barn til jul.

Det har nu også været et godt program med - for mig - både kendt (og elsket) og ukendt musik. Blandt det ukendte musik af danske Hans Abrahamsen og polske Karol Szymanowski. Dem vil jeg gerne høre mere af. 

Blandt publikum dominerer de grå frisurer unægteligt.

Szymanowskis Violinkoncert nr. 2 hørte vi i går aftes spillet af en meget ung japansk violinist, Akiko Suwanai, og dirigeret af en lige så ung dirigent, polske Krzysztof Urbanski. Nej, hvor er det spændende musik, og hvor blev det godt spillet. Jeg synes, Akiko Suwanai har en utrolig klang med masser af over- og undertoner, og der manglede ikke noget i følelsesregistret.

For at det ikke skal være løgn, er sommerkoncerterne næsten gratis. Kun den i går kostede et mindre beløb. Ubegribeligt at der ikke var fyldt op på samtlige pladser. Jeg går ud fra, der er fri adgang for at gøre reklame for de "almindelige" koncerter. Jeg håber, det er lykkedes. Hvis det ikke er, er det i hvert fald ikke på grund af manglende kvalitet i koncerterne.

Nu holder symfonikerne sommerferie (gætter jeg på), men heldigvis bliver der lejlighed til at høre anden musik, for sommerens jazzfestival nærmer sig.

Jeg har ikke kigget nærmere på programmet endnu, men det skulle da være mærkeligt, hvis der ikke er noget, jeg gerne vil høre.

Foreløbig kan jeg godt lide plakaten.

For at vende tilbage til indlæggets overskrift, så må det have været aldeles forfærdeligt for Beethoven at blive døv. Og for Matisse at blive blind. De havde nok også gerne villet vælge selv. 

En verdensstjerne i Århus

Flórez på plakaten med reflektion af rådhustårnet

I går sang Juan Diego Flórez i Musikhuset, og vi var blandt publikum! Han er en af vores yndlingstenorer.

Så er det lige ved...

Og han var god. Ja, sådan set var han fantastisk! Han synger så klart og ubesværet, behøver overhovedet ikke at presse stemmen, selv om han synger masser af de helt høje toner.

Det er altså noget af et scoop fra Musikhusets side at have fået ham til byen. Hans Europa-tour indbefatter også koncerter i Paris, London, Liege, Berlin, Rom, Wien og Salzburg. Fornemt selskab, må man sige.

Flórez er ikke en spradebasse på samme måde som Roberto Alagna, men han er lige så charmerende på sin måde og havde ingen problemer med at komme ud over rampen. Vi var ikke ene om at være begejstrede, og der måtte hele tre ekstranumre til. Både Politiken og Jyllands-Posten giver koncerten 6 stjerner af 6 - helt fortjent.

Flórez med sin dirigent Alessandro Vitiello
og meget velfortjente blomster

Der er ingen tvivl om, at den fabelagtige Flórez for os blev højdepunktet i musiksæsonen 2011-12, som nu er slut. Vi var til den sidste symfonikoncert for en uges tid siden og til den sidste operabio i søndags.

Symfonikoncertrækken sluttede med Mahlers Opstandelsessymfoni, som også blev afskedskoncert for chefdirigent Giancarlo Andretta. Rigtig godt, og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været utilfredse med en symfonikoncert.

Vi har købt billetter til næste sæson. Det er et meget interessant program, synes vi, og vi var nødt til at købe til flere koncerter, end vi på forhånd havde tænkt os. Vi må spare et andet sted, og tiden har vi jo nu. Når den nye sæson starter, er Dorthe også gået på pension.

La Traviata, som var vores slutforestilling i operabio, har jeg faktisk aldrig set før, men jeg kender jo den dejlige musik. Natalie Dessay sang titelpartiet. Jeg er ellers glad for Dessay, men jeg synes ikke, hun var nogen særlig god Traviata. Opsætningen var moderne og minimalistisk - for minimalistisk for min smag, og La Traviata  var lidt en skuffelse.

Det var operakoncerten på Århus Teater samme eftermiddag til gengæld ikke. Vi havde vundet billetterne til Passione, som koncerten hed. Dejlig musik med to sopraner akkompagneret af klaver plus - ikke mindst - Herning Kirkes drengekor og for resten også deres pigekor. I operabio siger de altid, at opera på film ikke kan sammenlignes med den ægte vare, og det er rigtig nok, både når den ægte vare er Passione, og i særdeleshed når den er Juan Diego Flórez i levende live.

Kaizers på teatret

Sidste år var vi flere gange i teatret, men bortset fra Leonard Cohen teaterkoncerten kedede vi os grusomt hver gang, så vi svor, at det ville vi hverken bruge tid eller penge på mere.

Man har som bekendt en mening, til man tager en ny.
En teaterforestilling - Maestro - bygget over sange af Kaizers Orchestra, som vi er ret vilde med, måtte vi naturligvis se, så i går var vi igen på Svalegangen.

Vi blev rigtig godt underholdt - det var alt andet end kedeligt! Forestillingen er lige så syret og mystisk som KO-sangene. Meget tro over for sangene, med gode skuespiller- og måske især sang- og musikpræstationer og mange skøre indfald. Er man fan af orkestret må forestillingen være et must.

De sidste par dage har kun Kaizers Orchestra fået lov at blive spillet i bilen. Dejligt, når noget man har hørt for nogle år siden, stadig lyder lige godt. Og det synes vi Kaizers gør.

Billederne er pressefotos taget af Morten Fauerby. Jeg går ud fra, det er ok at bruge dem på en blog også.

Bom bommelom

Den store tromme var med - og det var den lille tromme og alle de andre slagtøjsinstrumenter også, da vi i torsdags var til vores første symfonikoncert i 2012. Jeg havde et stykke tid ævlet om, at netop den koncert skulle vi da have billetter til, og så viste det sig, at det havde vi allerede. Hø!!! Heldigt vi fandt ud af det, inden vi investerede i flere billetter.

Det var åbningskoncerten ved slagtøjsfestivalen PercussionPlus, og jeg ville gerne have været til flere af koncerterne, men man kan ikke nå alt. Åbningskoncerten nåede vi altså, og det var godt!

På programmet var Kodálys charmerende Danse fra Galanta, Bartoks spændende Koncert for to klaverer, slagtøj og orkester med hele 4 solister og Carl Nielsens 6. symfoni. Altså lutter musik fra det 20. århundrede.

En af solist-paukerne brugt i Bartok-musikken på vej ud igen i en vældig fart i pausen.

Jeg var vild med både Kodály og Bartok, men for en gangs skyld kunne jeg ikke lide Carl Nielsen. Den symfoni stritter altså i lidt for mange retninger, synes jeg.

Vi har været til endnu en god koncert i februar, nemlig Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Jeg kendte godt deres første cd sammen, Officium, i forvejen, så jeg var ikke i tvivl om, at det var spændende musik, men at det lød så fantastisk i kirkerummet, og at rummet blev brugt så meget, kom alligevel som en overraskelse. Selv om det er tidligt på året, så er jeg sikker på, at det bliver en af årets oplevelser. De skal bare komme igen, så skal jeg også nok møde op.

Mild november

Jeg er vild med denne milde november. Grå, at og til med solstrejf og med de dejligste blå skumringsfarver.

Der er stadig adskillige blomstrende planter i vores have.

Storkenæbbet Sandrine er en af dem.

Den har en dyb rødviolet farve med ravnesort midte, og det er umuligt for mig at få den helt rigtige intense farve på fotos, men jeg har gjort et forsøg.

Også et par af krukke-pelargonierne blomstrer endnu - pelargonier er ikke fedtede!

Sidste år ved denne tid var der sne og frost, og det var meget ubehageligt at køre i. Derfor var det med nogen bekymring, at vi købte billetter til Maria de Buenos Ayres, som vi så i går i Holstebro, men det viste sig heldigvis helt ubegrundet.

Forestillingen var noget så usædvanligt som en tango-opera fra 1968 med musik af Astor Piazzolla og libretto af Horacio Ferrer. Den er blevet til i et samarbejde mellem Den Fynske Opera og Operaen i Midten - altså i Region Midt, og er blevet vist på Fyn og forskellige steder i Jylland.

Det var rigtig spændende, vellykket og meget professionelt. Et glimrende orkester, gode sangere - især Ingeborg Novrup Børch, der sang titelpartiet - og to helt eminente dansere, Alejandra Heredia og Mariano Otero. Der var noget for både ører og øjne.


Forestillingen blev vist på Knudsens, en meget fint restaureret hotelsal, der altså nu er bl.a. teatersal. Dorthe husker udmærket Knudsens Hotel fra sin barndom, men selve hotellet er der ikke mere. I hvert fald fungerer det ikke som hotel.

Vi var nu glade for, vi havde billetter helt fremme på 3. række, for det må have været noget vanskeligt at se helt bagerst i den flade sal. Derimod har pladserne på balkonen sikkert været gode. Det var der, jeg tog billedet af salen i pausen.

I dag har vi gået en tur ved Moesgård, og da vi kom hjem, drak vi te (Rooibush med ingefær og kanel fra Victorias Palace på Fanø) og spiste dadelsmåkager til. Vi nærmer os da vist juletiden :-)

Rendemasker

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

100 år...

...skulle den amerikanske komponist Alan Hovhaness (1911-2000) nå at blive, inden jeg opdagede hans eksistens. Men bedre sent end aldrig.

Jeg hørte noget af hans 6. symfoni en morgen i radioen. Det lød rigtig godt, syntes jeg, men selv om jeg spidsede ører, fik jeg ikke fat på komponistnavnet. For en gangs skyld stod musikken heller ikke på DRs playlister. Jeg kontaktede DR pr. email og fik et venligt svar efter en uges tid.

Minsandten, de århusianske biblioteker er indehaver af flere cd'er med musik af Hovhaness, og på en af dem er også den 6. symfoni, som har titlen Celestial Gate. Hele CDen hedder Mountains and Rivers Without End efter en af de andre Hovhaness-kompositioner, og det er bare godt altsammen. Den er kommet på min ønskeseddel.

Når indlægget illustreres af et foto af en sort kat, er det, fordi der på Hovhaness-siden er et dejligt billede af Hovhaness og hans sorte kat Rajah. Der står om det: "Hovhaness adored cats, and believed them to be very intelligent. Here he is pictured with his favourite cat, Rajah Mahatmah Hoyden (1935-1949), originally called Haydn. Long after the cat died the composer's correspondence alludes to ongoing spiritual visitations from it, and he continued to leave milk out for Rajah overnight".

Jeg er for resten ret stolt af netop dette foto. Sorte katte er altså ikke lette at fotografere, men det lykkedes med denne, synes jeg.