Opera og forår i Berlin. Med mere!

Det var en opera- og forårstur til Berlin, vi var på. Med Gislev Rejser og med bus. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare busturen. Sidst jeg var på bustur - i øvrigt også til Berlin, var jeg ikke så glad for det, men denne gang gik det fint. Sandsynligvis fordi vores fremragende chauffør holdt pauser med passende mellemrum, så man kunne blive strakt ud og få foretaget andet presserende.

Foråret var så sandelig kommet til byen. Berlin er i forvejen en meget grøn by; jeg kender ikke andre byer med tilnærmelsesvis så mange træer, og når træerne er forårslysegrønne, så kan det ikke blive bedre.

Platanen på billedet stod lige uden for vores hotelvindue. Hotellet lå på selveste Ku'Damm, altså helt centralt i den vestlige del. Vi havde udsigt til Ku'Damm, men vi hørte ingen gadestøj.

Over træerne havde vi udsigt til en masse kraner, for som alle andre byer bygger Berlin stadig. Jeg har nu ikke noget imod at se på kraner.

Operaen, der var inkluderet i turen, var La Traviata, som blev opført på Deutsche Oper. Vi havde en glimrende operaguide med på turen, så vi var godt forberedt, og vi kendte selvfølgelig også La Traviata i forvejen. Jeg tror nok, vi også har set den i operabio, og faktisk er det måske netop operabios skyld, at vi ikke er så lette at imponere operamæssigt. De færreste kan hamle op med The Met i New York.

Deutsche Oper kunne i hvert fald ikke. De medvirkende sang mestendels udmærket, men der var ikke megen dramatik i dem, og scenografien var kedelig. Men musikken er jo dejlig, og vi kedede os i hvert fald ikke.

Selvsamme operaguide havde gjort opmærksom på, at der også var sang på programmet hos Berliner Philharmonikerne, så hvis man ikke havde fået sang nok, kunne man jo prøve at få billetter der. Vi var straks fyr og flamme, især da vi hørte, at der var Schönberg på programmet.

Jeg undersøgte straks på telefonen, om der stadig var billetter at få, og til min store overraskelse var der ledige pladser. Kombinationen af Schönberg, der nok ikke lige er den lettest tilgængelige, at sopranen var en anden end den annoncerede, og at der var hele tre opførelser kom os nok til hjælp og tak for det.

Det blev turens højdepunkt! Vi syntes, at Schönbergs Erwartung var vildt spændende, og sopranerstatningen, Ausrine Stundyte, var mere levende på scenen end Violetta i La Traviata, men det er så anderledes musik, at vi ikke har en jordisk chance for at bedømme kvaliteten af opførelsen.

Anderledes var det med Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte i koncertens anden del. Vi har ikke nogen særlige musikalske forudsætninger, men vi bildte os ind, at vi kunne høre, hvor godt et orkester Berliner Philharmonikerne er.

Jeg blev glad og overrasket, da jeg opdagede den danske basunist Jesper Busk Sørensen i orkestret. Ham har vi hørt mange gange med Aarhus Symfoniorkester, og jeg vidste godt, at han spillede i Berlin, men dels havde jeg glemt det, dels var det jo ikke sikkert, at han stadig var der.

Vi var helt euforiske efter koncerten, det var en vild oplevelse.

Vi nåede lidt shopping, men foretog ikke mange indkøb. Garnforretningen Fadeninsel i Kreutzberg var en skuffelse, og så gad vi ikke flere garnforretninger.

Derimod fik vi lidt chokolade med hjem. Dels fra KaDeWe, der forhandler min absolutte yndlingschokolade Venchi - ellers fandt vi ikke KaDeWe særlig spændende - og dels fra Rausch, som har en stor, flot butik i Charlottenstrasse.

Her så vi Brandenburger Tor i chokolade. Den ægte Brandenburger Tor var vi ikke forbi, men vi så den mange gange i U-Bahnen, hvor den er på vinduerne i togvognene.

Den kollektive trafik er en del af en storbyferie for os, og vi er ret begejstrede for undergrundsbanerne i Berlin. 

Cirka 100 meter fra hotellet lå Uhlandsstrasse med posthus (vi er stadig på feriekort med en enkelt), apotek (Dorthe havde strikket hul på en finger i bussen), en super kaffebar og konditori (Berliner Kaffeerösterei i nummer 173-174, hvis der er nogen kaffebarsentusiater, der læser med) og ikke mindst U-Bahn station. Det passede os godt, det var dejligt at blive afleveret helt tæt på hotellet, da vi kom hjem fra aftenens koncert.

Vi var spændt på, om alt også var sprunget ud, når vi kom hjem, men lige så snart vi kørte ind i Slesvig-Holsten, så det ud, som da vi forlod Århus 4 dage tidligere. Det har heldigvis ændret sig, nu er det jo næsten sommer. Så er Århus også fin, men Berlin er det trods alt ikke.

Lille Bamse og Berlin

Lille Bamse har igen været i Berlin, sammen med os selvfølgelig. Faktisk har han været med hver gang, vi har været i Berlin, og han har oplevet mangt og meget. Jeg troede egentlig, jeg selv havde blogget om hans første, meget "spændende" besøg før murens fald. Det har jeg ikke, men Dorthe har - læs her.

På vores sidste tur, som vi kom hjem fra for lidt over en uge siden, var et af målene den nyåbnede Caspar David Friedrich-udstilling på Alte Nationalgalerie. Vi havde købt billetter hjemmefra, men skulle nu alligevel stå i kø sammen med en masse andre.

Forår, kø til Caspar David Friedrich-udstillingen, Berliner Dom og faktisk også fjernsynstårnet
ses på dette foto, taget på vej ud af museet.

Anglificeringen har også ramt Berlin. Udstillingen havde titlen "Infinite Landscapes", hvilket passer dårligt til hovedpersonen. Jo, det med de uendelige landskaber er selvfølgelig rigtig nok, men Friedrich var hjemmefødning. Ganske vist studerede han en tid i København, men han skulle i hvert fald ikke på studieture til Italien, som det ellers var almindeligt på den tid. 

Jeg synes selv, at alle de billeder af muntre indfødte i farvestrålende dragter på tavernaer er temmelig kedsommelige og fandt det befriende at slippe for dem. Så er tåge meget mere spændende efter min og Friedrichs mening:

Morgennebel im Gebirge, 1808

Riesengebirgslandschaft mit aufsteigendem Nebel, 1819-20

Tilbage til Lille Bamse. Han var også med på museet og på vejen ud ville han lige hvile sig på en stor marmorstatue. Det skulle han dog ikke have gjort. "Nicht anfassen, nicht anfassen" lød det fra en unødigt bister vagt. Altså, Lille Bamse anfassede ikke noget (ok, han sad lige så forsigtigt på skødet af englen eller hvad det nu var), og jeg anfassede kun Lille Bamses hue, som var ved at ryge ned i øjnene på ham.

Vagten indbød dog ikke til, at man skulle parlamentere, og vi mindedes besøget for 40 år siden. Nogle har vist ikke helt glemt DDR-tiden, og også i Vesttyskland fandtes der magtmennesker, og de findes åbenbart stadigvæk. Vi forføjede os, men ha-ha, jeg havde nået at forevige Lille Bamse på forbudte veje:

Bortset fra det var det en fin udstilling.

Mere Berlin

Her kommer endnu en billedkavalkade fra Berlin:

Vi har ikke før været i Rigsdagsbygningen.
Det var spændende at gå i kuplen, både da det var lyst, og da mørket var faldet på.

På julemarkedet på Gendarmenmarkt mødte vi denne Buddy Bear i juleantræk.
Den hedder WeihnachtsZauber, og kunstneren, der har dekoreret,
hedder Nana Topchishvili. 

Man skulle måske tro, at en af de garnbutikker, vi besøgte, lå i nærheden af denne murdekoration,
men vi så den nu på Kreuzberg i nærheden af knappebutikken.

På vores hotel foregik der mangt og meget. Blandt andet var der denne indbydelse til "Leichenschmaus", der vel nærmest kan oversættes med gravøl eller begravelseskaffe,  men det lyder både morsommere og mere morbidt i danske ører.
 Desværre forgik det ikke lige, mens vi var i byen.
På billedet kan man også se hotellets oprindelige grønne og hvide kakler. Meget specielle!
Måske ikke så underligt, at kunstnercabareten kom til at hedde Die Badewanne.

Tyskerne er vist verdensmestre i at lave julepynt, herunder glaskugler.
Jeg kunne godt lide ræven i midten med rigtig pelshale.

Mere jul.

I et forretningsvindue så vi dette juletræ lavet af strudsefjer og -dun.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes om det, men opfindsomt er det unægteligt.

Til sidst endnu en vægdekoration.

Anden er spist...

...og julen er stort set ovre for i år, men der er trøst at hente, for den starter jo i oktober 2019 igen :)

Decembers højdepunkt for mig blev nu ikke anden juleaften, for vi var et par dage i Berlin midt i måneden. Det er 9 år siden, vi var der sidst, så det var på tide at indsnuse berlinerluften igen.

Berlin i december er bogstaveligt talt lys i mørket. Her kommer en lille billedkavalkade til illustration:

Så ved vi, hvor vi er!
Og det er altså ikke mig, der har leget med Photoshop.

Vi boede på Ellington Hotel i Nürnberger Strasse i Schöneberg. Jeg syntes, området virkede så bekendt, og da vi kom hjem, fandt vi ud af, at vi også boede i Nürnberger Strasse første gang, vi var i Berlin - i 1984. På et andet hotel, som ikke eksisterer mere.

Ellington Hotel er et hotel med historie. Selve den 185 m lange bygning ud mod Nürnberger Strasse er fra slutningen af 20erne, og den overlevede krigen uden alt for store skader. Både udvendig og indvendig kan man tydeligt se 1920er-arkitekturen. Neue Sachlichkeit blev stilen kaldt. 

Der har ikke altid været hotel i bygningen. Da det blev bygget, hed det Femina-Palast og var et (stort!) dansested. Særdeles prominente musikere spillede her, det er ikke nogen tilfældighed, at hotellet hedder Ellington. Efter krigen blev det først en kunstnerkabaret, Die Badewanne. Die Badewanne blev senere en jazzklub og igen med nogle af jazzens topnavne på plakaten. 

Senere blev der discotek, Der Dschungel, og igen blev det et sted, hvor berømthederne kom. David Bowie, Mick Jagger, Iggy Pop, Nick Cave og Blixa Bargeld for bare at nævne nogle. I 2007 indviedes Ellington Hotel, hvor der stadig spilles masser af levende jazz. Jeg ville ikke have noget imod at bo der igen.

Udsigt fra Rigsdagsbygningens kuppel mod hovedbanegården

Julemarkedet i Charlottenburg var præget af musik.
Indtil flere messingblæserensembler spillede,
og overalt var der musicerende engle - dog uden lyd.

Vores lokale juletræ

En slags fødselsdag

I dag er det præcis en måned siden, vi nærmest indlogerede os på Berlins smukke Olympiastadion. 14 gange i løbet af 9 dage hjalp billetten mig gennem tælleapparatet - og Berlin og atletik VM fylder stadig utrolig meget i bevidstheden.

Vi var så heldige med meget. Vores lejlighed lå tæt på Bellevue S-togs stationen. 2-3 stop til den ene side, og vi var i charmerende Mitte. Og til den anden side kom vi direkte til Olympiastadion - sådan! Det vidste vi ikke, da vi lejede lejligheden, og selv om det er smadderlet at komme rundt i Berlin, så var det da et ekstra plus - tak for tippet, Anne Marie!

Vejret var med os. Kun en enkelt dag kom der en byge på stadion, og den holdt hurtigt op igen, så konkurrencerne kunne fortsætte. Ellers skinnede solen fra en stort se skyfri himmel.

Vi var også heldige med vores pladser, men det var mere held end forstand, for faktisk kom vi for sent ud af starthullerne. Da vi bestilte vores billetter 13 måneder før det hele gik i gang, havde forsalget allerede været i gang i 2 måneder, og der var solgt mange billetter, så vi måtte nøjes med, hvad der var til overs. Og så viste det sig, at vi ikke kunne have siddet bedre.

På så stort et stadion som Olympiastation kan man ikke se alt uden brug af kikkert, men vi havde selvfølgelig udvalgt pladserne efter, hvor vores favorit-discipliner skulle foregå, så vi sad i første parket til spydkast og stangspring. Vi kunne også se opløbet i løbedisciplinerne, og det meste af syv- og tikamp foregik i vores ende. Desuden var vores pladser næsten hele tiden i skygge - et stort plus i det fine vejr - og under tag. Hvor heldig kan man være?

Det blev én lang fest med en fantastisk stemning og en masse spændende konkurrencer, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie. Om to år er Korea vært, og der tager vi altså ikke til, men hvor mon det skal foregå om fire år?

Der Ampelmann

De mest særprægede souvenirbutikker i Berlin er nok Ampelmann-butikkerne.

Ampelmændene (eller -menneskene) er de grønne og røde lyssignal-symboler ved fodgangerovergangene, vel at mærke i de glade, østtyske udgaver. De er designet til at gøre folk i godt humør, og jeg tror næsten, det virker.

Da alt skulle ensrettes efter murens fald, skulle det "selvfølgelig" være efter den vesttyske standard, men østtyskerne ville ikke af med deres muntre små Ampelmänn, og lige præcis på dette område vandt den østtyske standard.


De små glade mænd er blevet en slags maskotter i Berlin, og de ses overalt. Også som grafitti og på stadion, hvor den røde kom på lystavlen ved tyvstart. Og her var der i hvert fald udbredte smil, første gang man så dem.

I Ampelmann-forrretningerne kan man kun købe ting med Ampelmann, men det er så til gengæld i alle mulige og umulige udgaver. Vi købte et par små udstikskageforme, og de gæster, vi skal have besøg af i aften, vil få serveret grønne og røde Ampelmänn til aftenkaffen.

For resten er Ampelmannen truet igen, denne gang fra EUs side. Tænk hvad vores dyrt betalte EU-embedsmænd bruger deres tid på!!! Som om man ikke skulle kunne regne ud, hvornår man må gå eller ej, ligegyldigt hvordan symbolet ellers ser ud. Man kan selvfølgelig håbe på, at det bliver de små, glade mænd, der skal indføres i hele området :-)

Knapper

Den sidste søndag i Berlin passede det så fint med programmet på stadion, at vi kunne nå at komme på marked først.

Vores lokale marked fandt sted på Strasse des 17. Juni lige ved Tiergarten S-togs stationen. I den ene ende af markedet er det antik- og loppemarked, i den anden marked for kunst og kunsthåndværkere. De har også en hjemmeside.

Vi nåede begge ender. Der var faktisk antikviteter, men også en del nye ting og skrammel i antikenden, mens kvaliteten i kunsthåndværkerafdelingen var ret høj. Kunst var der ikke så meget af.

Jeg fandt lidt nye (gamle!) knapper - jeg har en svaghed for sjove knapper, selv om jeg sjældent bruger dem til noget. De to sorthvide blomster og den mørkegrønne/hvide er af plastic, de små blå er glas. Alle disse blev købt på antikmarkedet, de søde blå i en stand, hvor de kun handlede med knapper.

Den store rødlilla, der også er af glas, havde jeg købt nogle dage før i en butik, der hedder Pearls Planet. Den handler kun med tjekkisk glas, primært glasperler og Swarovski-krystaller.

Da vi var næsten hjemme fra markedet, var vi blevet så erfarne berlinere, at vi kunne vise nogle andre vej dertil. Ikke så dårligt?

14 dage i Berlin

Lige noget for storbymennesker som os - hele 14 dage i Berlin! De 9 af dem blev godt nok tilbragt på Olympia Stadion, hvor VM i atletik blev afviklet. Vi har set frem til det i flere år, billetterne blev købt for over 1 år siden - og det levede helt op til forventningerne. Gode konkurrencer, fantastisk stemning!

Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.

Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.

Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.

Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.

En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!

Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.

Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.