Viser opslag med etiketten salater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten salater. Vis alle opslag

mandag den 19. august 2013

Reklame (ufinancieret)

Jeg har fået et nyt frokost-favoritsted her i byen, Fika i Jægergårdsgade. De har nemlig gode salater til en rimelig pris.

Fika er svensk for (kaffe)pause, og jeg tror, nogle af de svenske dyder, når det drejer sig om mad, er bragt med. Gode råvarer, økologisk, uprætentiøst. Egentlig beregnet som take-away, men man kan også spise sin mad og drikke sin kaffe på stedet, enten inde eller ude.


Salatbaren, hvor man kan vælge mellem adskillige færdigblandede salater og lidt forskelligt tilbehør som bagte rødbeder og humus, er et sikkert hit hos mig.

Super frokost efter torveturen
Det giver mindelser om Cranks i Grønnegade i København i "gamle dage". De havde nogle store fade med de herligste salater, og så kunne man selv bestemme, hvor mange af dem, man ville have plads til på sin tallerken. Det var der, jeg lærte at spise salat som et helt måltid. Det vil sige, som regel kunne jeg ikke holde mig fra deres osteboller. De var nok ikke specielt sunde, men nøj, hvor de smagte.

Cranks har desværre ikke eksisteret i mange år, men Fika findes lige i min hjemby. Dejligt, at der er nogen, der tør lave en færdigblandet salat, der ikke lige er en Caesar's eller en pastasalat, og fjernt fra de kedelige salatbuffeter med standardgrønt, feta, solsikkekerner og industridressinger. Det gør en hel del for smagen, når salaten er blandet færdig med dressing og det hele.

Billedet viser den tallerken salat, jeg konsumerede i lørdags. Egentlig ville jeg have valgt lidt færre "ingredienser", men jeg havde svært ved at begrænse mig. Det må blive næste gang.

onsdag den 23. januar 2013

Favoritsalaten

Jeg har i nogle år været rigtig god til at spise salat til frokost. Så god, at hvis jeg ikke har fået salat nogle dage, så savner jeg det.
Det skal være en salat med noget der fylder i - ikke bare grøntfoder, og der skal være en STOR portion, så jeg bliver ordentlig mæt. Det fyldige kan være en eller anden form for bælgfrugter, eller det kan være "perler", altså perlespelt, rug eller byg. I sjældne tilfælde pasta eller bulgur. Til gengæld spiser jeg aldrig brød til.

Min yndlingssalat netop nu ser sådan ud:


Opskriften er nogenlunde sådan til 1 person:
En håndfuld blandede salatblade (ca. 25 g)
125 g blomkål snittet i småstykker
125 g kogte butterbeans (også kaldet Lima bønner eller "bønnernes Rolls Royce")
75 g æble i småstykker. På denne tid af året bruger jeg cox orange
7 sorte oliven
½ spsk olivenolie
1 tsk rødvinsbalsamico
Friskkværnet peber

Et par tips:
Salatbladene: Jeg synes, det tager sin tid at lave salat (og endnu længere tid at spise den), så hvor det kan lade sig gøre, springer jeg over, hvor gærdet er lavest. Det gælder for eksempel salatbladene, hvor jeg med stor fornøjelse bruger de færdige blandinger, man kan købe i poser. Jeg kan bedst lide den, man kan få i Føtex og andre af Dansk Supermarkeds forretninger og helst den der hedder French mix. Den er skyllet, og der er faktisk ikke sand eller jord i den.
Når man får en pose med lang holdbarhed og kigger efter, at der ikke er for meget fugt i posen, holder den sig godt. Når jeg har åbnet posen, putter jeg dog altid det, jeg ikke i bruger, i en bøtte i køleskabet for at forlænge holdbarheden.
Det gælder også for rucola, hvor jeg også bruger den færdigskyllede. Somme tider bruger jeg halvt blanding og halvt ren rucola.
Bønnerne: Jeg koger en hel pose bønner ad gangen. Dem, jeg ikke bruger straks, bliver frosset. Bønnerne bliver klargjort efter anvisningen på posen, dog er jeg lidt påpasselig med at få dem kogt lige præcis tilstrækkeligt, men heller ikke mere. Det er synd, hvis de bliver overkogt. Man er nødt til at smage sig frem, for kogetiden afhænger af, dels hvor gamle bønnerne er, dels hvor lang tid, de har stået i blød.
Jeg tilsætter salt, nogle peberkorn, et par laurbærblade og måske andre krydderier og/eller krydderurter ved kogningen. Et par hele allehånde er for eksempel gode, synes jeg. De fremhæver bønnernes smag.

torsdag den 3. juni 2010

Mums!

Jeg er blevet helt skrap til at tage salat med til frokost på arbejde. Dog sjældent en ren råkostsalat. Jeg synes, det tager alt for lang tid at spise - jeg har altid været en langsom spiser - og desuden synes jeg, jeg bliver for hurtigt sulten igen. Der skal være noget substans i form af korn eller endnu hellere bælgfrugter også.

Noget af det bedste er INDISKE KIKÆRTER. Opskriften er fra en indisk kogebog.
2 tekopper kogte kikærter
2,5 cm hel ingefær
1 hvidløgsfed
2 hakkede, grønne chilier
½ tsk paprika eller chili
1 tsk gurkemeje
2 spsk olie
2 hakkede løg
1/4 kg hakkede tomater
1½ tsk salt
1 tsk garam masala

Min udgave er en hurtig-udgave. D.v.s. hurtig og hurtig - jeg koger ærterne selv, og så skal de altså stå i blød mindst 8 timer og koge i ca. 50 minutter. Men det behøver jeg jo ikke stå og kigge på.
Når først ærterne er kogt, går det stærkt. Jeg laver en pasta af knust ingefær og knust hvidløg (begge dele fås på glas) samt chilipasta, som svitses af på panden i lidt fedtstof - det behøver ikke være den dyreste olivenolie. Ærterne tilsættes sammen med lidt vand, og der smages til med gurkemeje, garam masala og chili som i opskriften, men jeg kan også finde på at bruge for eksempel spidskommen og kanel. Og salt. Til gengæld blander jeg ikke tomater og løg i.
Ærterne spises med en blandet salat, gerne de færdigblandede fra supermarkedet, og friske tomater. Der skal ikke dressing på, men friskpresset citronsaft over er godt.

En anden favorit er
SALAT MED PERLEBYG
2 dl perlebyg
2 julesalater
1 grønkålsblad eller 1 bundt persille
1 dl soltørrede tomater i olie
2 dl majskerner
1 dl nicoise oliven
Dressing:
2 spsk tahin
2 spsk citronsaft
2-3 tsk ristet sesamolie
2 fed hvidløg
1 spsk reven ingefær

Jeg bruger næsten hellere perlespelt end perlebyg, og julesalaterne kan erstattes af radiccio eller en anden let bitter salattype. Mon ikke den dressing også kan bruges til noget andet?