Langvarigt strikkeprojekt...

...som nu er færdigt.

"Spisebordstoppen" er i brug!

Jeg heftede de sidste tråde, da vi var ankommet til Fanø (d.v.s. der er vist stadig en ti tråde, der mangler, men de ses kun på bagsiden), så jeg kunne præsentere den på festivalen.

Faktisk var den politisk ukorrekt på den officielle festival. Den er nemlig strikket af Karen Noe-garn, og Karen Noe var én af dem, der ikke var inviteret med i kæmpeteltet i Nordby, men hun var heldigvis at finde i Sønderho. Jeg kan godt lide hendes garner og også nogle af hendes modeller.

Garnet blev købt på Fanø-festivalen i september 2011. Jeg begyndte at strikke toppen i april 2013 og færdiggjorde den altså her i september 2015. Det har unægtelig været en langvarig proces.

Egentlig er der ikke noget belæg for, at det skulle tage så lang tid, for den var ikke specielt vanskelig. Somme tider (det meste af tiden faktisk) skulle jeg bare strikke med ret mange nøgler samtidig, så det var bedst at sidde ved et bord, hvor jeg kunne opmarchere nøglerne.

Jeg fandt stærk inspiration i "Fur" i Annette Danielsens Kunsten at strikke en ø, men tegnede selv mit snitmønster, hvis man kan kalde det sådan, når det er strik, det drejer sig om.

Garnet er Country Casual, 80% uld og 20% silke. Det garn blev der solgt meget af på festivalen i 2011, for det var vist et rigtig godt tilbud. Jeg har stadig næsten halvdelen tilbage af mit indkøb, og det vil jeg nok bruge til børnetøj, selv om det vist ikke kan vaskes i maskine. På trods af at det mestendels er uld, kradser det næsten ikke.

Dorthe har fotograferet mig i mit nye klædningsstykke ved sommerhuset på Fanø. I livlig blæst - eller måske i laber brise, som nordmændene til vores udelte fornøjelse kalder en af vindstyrkerne.

I lilla uld

Endelig har jeg fået min lilla kofte (det hedder modellen) helt færdig og syet sammen og foreviget og alting.

Jeg har strikket af Jo Sharp Silkroad DK Tweed, 85% uld, 10% silke og 5% kashmir. 435 g brugte jeg. Ærmekanterne er i Ramillas Luksusgarn i en gul, der er præcis magen til nogle af nisterne i tweeden.

Modellen er ret løs, men med tætsiddende ærmer. Det er jeg meget tilfreds med.

Nu er jeg i besiddelse af 3 uldne overdele. Denne med 3/4 ærmer, en jakke også med 3/4 ærmer og en sweater med lange ærmer. Det burde være tilstrækkeligt med uldne trøjer til mig, der ikke er ubetinget begejstret for at gå i uld. Der er da heller ingen af de tre, der er fuldstændig kradsefri, men jeg kan holde ud at går med dem alle. Når det altså ikke er for varmt. Det er det nu, så trøjen måtte fotograferes uden indhold.

Der er bare det, at jeg er i gang med endnu en ulden sag, min såkaldte spisebordstop. Den har jeg været i gang med i over et år. Det er ikke fjernsynsstrik, for jeg strikker med for mange nøgler samtidig, og den har ligget i dvale et stykke tid, men jeg har lige genoptaget strikningen af den. Faktisk tror jeg, at det uldgarn (Karen Noes Country Casual), jeg strikker af, måske ikke kradser. Håbet er som bekendt lysegrønt.

Heldig igen

Store Bededagsaften sprang jeg hvederne over (jeg synes alligevel, det er et kedeligt bagværk) og var i stedet i strikkecafé hos Sys Fredens i Fandango.

Det var som sædvanligt hyggeligt. Vi fik vist, hvordan man laver venderækker usynligt. Det er de virkelig på den måde, vi lærte. Og for anden gang i træk var jeg heldig i lodtrækningen om aftenens gaver. Denne gang vandt jeg et bundt Malabrigo Lace.

Det er et garn, jeg har kigget på mange gange. Nu er det på vej ud i Fandango. Som Sys siger, så har hun haft det i mange år, og alle dem, der gerne ville strikke af det garn, har allerede gjort det. Bare ikke mig. Jeg har villet gemme det til en særlig lejlighed, men nu faldt der så et i turbanen.

Man må gerne bytte sin gevinst til en anden farve, og jeg kiggede og kiggede, men kunne ikke lade den glade, gule farve, som var i posen, gå tilbage.

Jeg er startet på en bluse til mig selv af alt det Country Casual fra Karen Noe, jeg købte til strikkefestivalen på Fanø for 1½ år siden. Modellen er stærkt inspireret af "Fur" i Annette Danielsens bog Kunsten at strikke en ø. "Alle" andre har allerede strikket modeller fra denne bog, men ligesom med garnet, så skulle ideen lige modnes hos mig først.

Jeg har selv lavet min opskrift, men de forskellige striber bliver meget som i Annette Danielsens model. Det giver lidt disciplin. Hvis jeg selv skulle lave striberne også, blev det sikkert for vildtvoksende.

Jeg er startet med midterstriben og skal så strikke ud fra den til begge sider. Den var lidt langsom at lave med 10 nøgler garn samtidig. Ikke lige noget, jeg kunne strikke i sofaen med en kat på maven. Men den blev færdig i går, og nu kan det begynde at gå hurtigere.

Ind imellem har jeg lavet forskellige mindre ting, bl.a. den søde top "Fiona" fra Rasmilla.

Jeg var igen imponeret over, så gennemarbejdede hendes modeller er. I denne, som er startet for oven, er der forskel på halsudskæringen for og bag. Det har der ikke været i de andre ting, jeg har strikket oppefra, og det har faktisk irriteret mig.

Garnet er Rasmillas Luksusgarn plus en lille rest af Rasmillas Yndlingsgarn. Let, fint, lækkert.

Toppen er givet væk som gave, men måske laver jeg flere med salg for øje.

Det investerede jeg i

Som nævnt kunne jeg ikke helt dy mig på strikkefestivalen:

Her ligger det indkøbte garn på strikkekurvens låg. Der er mest Country Casual fra Karen Noe. Jeg kan godt lide de douce farver, og de modeller, der var strikket af det, var lækre at føle på. Garnet udgår åbenbart, så det var på tilbud. Jeg købte 8 forskellige farver, og jeg aner ikke, hvad det skal bruges til.

Jeg kan jo også godt lide skrappe farver, og det var farverne, jeg faldt for i de to bundter Gepard angora. De skal sikkert bare bruges som effekt.

Endelig er der også et bundt af den lækreste bløde, mellemgrå babykameluld. Beregnet til den sædvanlige babyundertrøje, men den medfølgende opskrift havde en fin variation, som jeg glæder mig til at prøve - men det kan godt ske, det bliver i noget andet garn, og så bliver babykamelulden også til noget andet. Kommer de små babykameler egentlig ikke til at fryse, når man tager deres uld? Jeg får helt dårlig samvittighed.

P.S. Keramik-knapperne fra Buttonmad var slet ikke til at stå for. De er lavet i Sydafrika, og der var bl.a. alle mulige og umulige dyr. Det var MEGET vanskeligt at vælge. Men dem, jeg købte, var der kun et enkelt ark tilbage af - det hjalp på beslutningsprocessen. Sandsynligvis havde sælgeren flere i kufferten :-) Jeg er nødt til at strikke et eller andet specielt til disse knapper.