Tre dages forkælelse

Jeg har været tre dage helt for mig selv i København. Eller helt for mig selv og helt for mig selv... hele den første dag var jeg da sammen med Lise, der kom med sit tog næsten samtidig med, at jeg kom med mit.

Vi var på en herlig shoppe- og cafétur, fik begge lidt nyt til sommergarderoben og spiste brunch, og senere prøvede vi de gode kager på Taste i Store Kongensgade. Mere kunne vi ikke nå - tiden gik alt for hurtigt!

Jeg overnattede på Cabinn Metro på Amager. Det var billigt (Wake Up var for dyrt for mig denne gang, muligvis var priserne steget på grund af Women Deliver konferencen), men også ret skrabet. Jeg var lidt spændt på hotellet, som er tegnet af Daniel Libeskind, men det er nu kun i det ydre, man bemærker, at der har været en stor arkitekt ind over.

Foto lånt fra Philip Glass' hjemmeside

På andendagen var jeg kulturel. Aftenens koncert med Philip Glass Ensemble i Helsingør var hovedformålet med min miniferie. Jeg kan vældig godt lide Philip Glass' musik, så det var jo en fantastisk chance for at høre manden selv.

Vi hørte Music in 12 Parts fra 1974. Normalt opdeles det i flere koncerter, men dette var den fuldstændige udgave. Spændende musik med de små musikalske figurer, der gentages og gentages og ændres lidt og gentages. Både meditativ og engagerende på samme tid.

Opførelsen fandt sted i en gammel værftshal på Kulturværftet. Spændende sted, jeg kan godt lide sådanne rå industribygninger, men jeg var ikke helt sikker på akustikken. Jeg syntes, lyden løb lidt sammen og blev lidt ulden, men dels ved jeg ikke, om det skulle lyde sådan, dels er jeg jo vant til en ekstremt god akustik fra vores symfoniske sal. Desværre havde jeg glemt kamera. Jeg kunne ellers se mange fine motiver i den hal.

Inden koncerten havde jeg været på Ordrupgaard for at se udstillingen Hjemme hos Hammershøi. Det er en vældig god udstilling, og jeg er meget glad for, at jeg fik den at se.

Somme tider synes jeg, at særudstillinger med en enkelt kunstner kan blive lidt kedelige, men det syntes jeg bestemt ikke i dette tilfælde. Tværtimod syntes jeg denne gang, at de mange billeder fra samme motivkreds satte hinanden i perspektiv.

Som nævnt havde jeg ikke kamera med, så billedet er ikke fra Ordrupgaard, men derimod fra Den Hirschsprungske Samling. Ikke så vildt repræsentativt for Hammershøi, men det er altså ham, der er kunstneren. Og jeg kan godt lide træer.

På min sidste dag i København i denne omgang tog jeg til Designmuseet i Bredgade for at se deres udstilling Learning from Japan (igen en af disse irriterende engelske titler).

Udstillingen var imidlertid meget god. Måske var den japanske indflydelse lidt overdrevet. Jeg tror for eksempel, de danske kunstnere omkring år 1900 godt kunne finde ud af at lade sig inspirere af havet og bølgerne uden nødvendigvis først at skulle inspireres af japansk kunst. Det er dog en mindre detalje, indflydelsen har givetvis været der, og det var sjovt at se mange af tingene fra museets store japanske samling sat sammen med den danske kunsthåndværk.

Jeg fortsatte med kulturen, da jeg kom hjem, for søndag var vi i operabio, hvor vi så Donizettis Roberto Devereux, og det blev en af de bedste operabio-oplevelser i denne sæson. Matthew Polenzanis arier i sidste akt kunne røre en sten til tårer, og vi gik heller ikke ram forbi.

Mørke morgener

De sidste par uger har morgenerne unægtelig været temmelig mørke og kedelige. Men ikke altid. Se bare disse knap 2 uger gamle billeder:

Jeg elsker det fine lys ude over havnen og kranerne, der ser ud som legetøj. Højhuset er Århus' nyeste hotel. Vi frygtede det værste i byggefasen, hvor man så en enorm, kompakt, hvid klods vokse op, men det hjalp gevaldigt med den mørke fladebeklædning. Nu kan jeg godt lide bygningen i byens silhuet.

Jeg var tidligt oppe, fordi Dorthe skulle køres til toget. Bagefter skulle jeg i operabio, men der var tid til en kop af yndlingskaffen på Baresso inden.

Operaen var Verdis Macbeth. Jeg har set den før, og til min overraskelse var det samme produktion. Ikke at jeg havde noget imod det, for den er særdeles vellykket.

Jeg var meget rørt, første gang jeg så operaen, og det blev jeg igen. Historien må være evigt aktuel.

Anna Netrebko sang Lady Macbeth helt formidabelt. Der var lutter stjerner i hovedrollerne, og de var alle i topform, men Netrebko overstrålede hele bundtet.

Langt om længe

...fik vi oplevet Jonas Kaufmann i Operabio.

Ikke i en Verdi-opera, som billedet - som var det bedste med Creative Common licens, jeg kunne finde på Flickr - kunne antyde, men i Massenets Werther.

Handlingen kan beskrives som ulykkelig kærlighed, ulykkelig kærlighed og endnu mere ulykkelig kærlighed, hvilket ikke kan overraske kendere af Den unge Werthers lidelser. Massenets musik er dejlig, og Jonas Kaufmann fyldte den tragiske rolle fantastisk ud.

Når sandheden skal frem, har vi oplevet Kaufmann én gang før. Det var bare ikke så vellykket. Det var i Wagners Parsifal. Så vidt jeg husker, var vi kommet sent hjem aftenen før. Jeg er ikke så gode venner med Wagner, og da vi så, at Parsifal varede 6 timer, var jeg allerede træt, inden den begyndte. Da Kaufmann så kom på scenen i bare fødder og en påklædning, der til forveksling lignede min mørkeblå pyjamas, bortset fra at den ikke havde bordeaux kanter, var det altså for distraherende. Vi så ikke operaen til ende.

Det kunne ikke falde os ind ikke at se Werther til ende. Allerede inden starten blev jeg enig med min sidemand (af hunkøn) om, at vi i hvert fald fik noget pænt at kigge på. Da operaen var slut, kunne vi igen samstemme, at vores forventninger ikke var blevet skuffede. Og som Dorthe sagde, så kunne også bagerste række høre ham. En sand maskulin diva!

Nyt på operarepertoiret

Inden for en uge har vi set hele to nyere operaer.

Først så vi i operabio Sjostakovitj' Næsen, der havde premiere i 1930. Historien er hentet fra en novelle fra 1836 af Gogol. Jeg kendte den faktisk godt i forvejen, for den er udkommet som billedbog, illustreret af Gennadij Spirin, så jeg har læst den i min tid som børnebibliotekar.

Jeg synes, det er en meget spændende opsætning, The Met har lavet. Hele produktionen understreger den absurde historie, der på trods af absurditeten også er spækket med både satire og humor, og Sjostakovitj' spændstige og mangestrengede musik. Jeg hørte nogle, der mente, at det slet ikke er musik, men jeg tror, de bare skal høre noget mere 1900-tals musik i almindelighed og Sjostakovitj i særdeleshed. En masse stjerner fra mig.

Parat!

Et par dage efter så vi Janáceks opera Katja Kabanova opført af Den Jyske Opera. Den havde premiere i 1921. Forlægget til librettoen er et skuespil, Stormen, af Alexander Ostrovskij.

Straks fra ouverturens første toner var vi klar over, at det er en helt vidunderlig musik. Den er først og fremmest smuk og hjertegribende, men indeholder også en masse andre stemninger. På en mærkelig måde syntes jeg, den er lidt i familie med noget andet af min yndlingsmusik, Canteloubes sange fra Auvergne.
Jeg har senere læst, at Janácek bliver kaldt Tjekkiets Puccini. Det kan jeg godt tilslutte mig.

Titelrollen blev sunget fantastisk godt af den tjekkiske sopran Pavla Vykopalova, men i det hele taget var det en god opførelse med gode sangere, god dirigent og orkester og fin om end enkel turnescenografi. Jeg har ikke tidligere været begejstret for Den Jyske Opera, men det er jeg for Katja Kabanova. Endnu flere stjerner til den.

For en gangs skyld slår den levende opera operaen i biografen. Var det i øvrigt ikke noget for The Met at få Katja Kabanova på repertoiret?

Oktoberfornøjelser

Vores tempeltræ er en daglig fornøjelse i oktober. Bladene bliver bare gulere og gulere, indtil de falder af. De ser endnu bedre ud med en grå himmel som baggrund end en blå.

Når vi er allermest heldige, blæser de ikke af, men pludselig en dag slipper de allesammen i løbet af nogle timer. Så sner det med gule tempeltræblade, der langsomt daler til jorden. Det er et fantastisk syn.

Så heldige bliver vi vist ikke i år, for der er lovet en småstorm i morgen, og så daler bladene naturligvis ikke stille ned. På den anden side har vi været heldige, at der ikke allerede har været en af de mere voldsomme blæsevejrsdage, for så var træet nok på nuværende tidspunkt blevet berøvet det meste af sin pragt.

Billedet er taget i dag ud af vores køkkenvinduer. Udenfor var det regnvejr. Vi var lige kommet hjem fra operabio - den første forestilling i sæsonen og endnu en god ting ved efteråret.

I dag så vi Eugen Onegin med Mariusz Kwiecien (en af mine absolutte favoritter) i titelpartiet, Anna Netrebko i den store kvindelige hovedrolle og i det hele taget med en fremragende rollebesætning. Det er måske ikke så sært, at Den Jyske Opera har lidt svært ved at stå distancen.

Glædeligt slangeår

Søndag gik vi ifølge det kinesiske horoskop ind i slangens år. Efter vores operabio var vi lige forbi Musikhuset, hvor nytåret som sædvanligt blev fejret, denne gang også med fremvisning af et par slanger.

De vakte stor opmærksomhed, især blandt børnene. Men de er også dejlige at røre ved, lidt kølige og porcelænsagtige. Hvordan nogen har fundet på, at de skulle være slimede, er en gåde, for er der noget, de ikke er, er det netop slimede.

Operaen var Maria Stuarda (= Maria Stuart) af Donizetti, og det var en af de rigtig gode. Joyce DiDonato sang titelpartiet helt fantastisk, og den unge sydafrikanske Elza van den Heever var en magtfuld, men ulykkelig Elizabeth I. Det var en dybt bevægende opera, især i 2. akt.

Men det er galt med hukommelsen. Vi kom om lørdagen til at bilde nogle unge mennesker ind, at komponisten var Puccini, og at Maria Stuart skulle synges af Anna Netrebko. Ikke så godt!

En verdensstjerne i Århus

Flórez på plakaten med reflektion af rådhustårnet

I går sang Juan Diego Flórez i Musikhuset, og vi var blandt publikum! Han er en af vores yndlingstenorer.

Så er det lige ved...

Og han var god. Ja, sådan set var han fantastisk! Han synger så klart og ubesværet, behøver overhovedet ikke at presse stemmen, selv om han synger masser af de helt høje toner.

Det er altså noget af et scoop fra Musikhusets side at have fået ham til byen. Hans Europa-tour indbefatter også koncerter i Paris, London, Liege, Berlin, Rom, Wien og Salzburg. Fornemt selskab, må man sige.

Flórez er ikke en spradebasse på samme måde som Roberto Alagna, men han er lige så charmerende på sin måde og havde ingen problemer med at komme ud over rampen. Vi var ikke ene om at være begejstrede, og der måtte hele tre ekstranumre til. Både Politiken og Jyllands-Posten giver koncerten 6 stjerner af 6 - helt fortjent.

Flórez med sin dirigent Alessandro Vitiello
og meget velfortjente blomster

Der er ingen tvivl om, at den fabelagtige Flórez for os blev højdepunktet i musiksæsonen 2011-12, som nu er slut. Vi var til den sidste symfonikoncert for en uges tid siden og til den sidste operabio i søndags.

Symfonikoncertrækken sluttede med Mahlers Opstandelsessymfoni, som også blev afskedskoncert for chefdirigent Giancarlo Andretta. Rigtig godt, og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været utilfredse med en symfonikoncert.

Vi har købt billetter til næste sæson. Det er et meget interessant program, synes vi, og vi var nødt til at købe til flere koncerter, end vi på forhånd havde tænkt os. Vi må spare et andet sted, og tiden har vi jo nu. Når den nye sæson starter, er Dorthe også gået på pension.

La Traviata, som var vores slutforestilling i operabio, har jeg faktisk aldrig set før, men jeg kender jo den dejlige musik. Natalie Dessay sang titelpartiet. Jeg er ellers glad for Dessay, men jeg synes ikke, hun var nogen særlig god Traviata. Opsætningen var moderne og minimalistisk - for minimalistisk for min smag, og La Traviata  var lidt en skuffelse.

Det var operakoncerten på Århus Teater samme eftermiddag til gengæld ikke. Vi havde vundet billetterne til Passione, som koncerten hed. Dejlig musik med to sopraner akkompagneret af klaver plus - ikke mindst - Herning Kirkes drengekor og for resten også deres pigekor. I operabio siger de altid, at opera på film ikke kan sammenlignes med den ægte vare, og det er rigtig nok, både når den ægte vare er Passione, og i særdeleshed når den er Juan Diego Flórez i levende live.

Søndagsaktiviteter

Vi nåede mere end Marcel Breuer-udstillingen i weekenden.

Søndag var vi først til operabio. Dagens forestilling var Satyagraha af Philip Glass. Jeg er vild med Philip Glass' minimalistiske musik, men det er første gang, jeg har hørt en af hans operaer.

Satyagraha handler om Gandhi. Teksten er fra det hinduistiske oldtidsdigt Bhagavad Gita. Det er skrevet på sanskrit, og operaen blev også sunget på sanskrit! Noget af en kraftpræstation af de medvirkende. Der var kun nogle få oversættelser, men det var alligevel let at forstå meningen - Gandhi er selvfølgelig heller ikke nogen ukendt skikkelse.

Titelrollen blev sunget af Richard Croft med en stor klarhed i stemmen. Det passede godt til rollen, men der var adskillige store roller, alle fantastisk sunget. Et fremragende kor og en spektakulær iscenesættelse, tilsammen en dybt bevægende totaloplevelse, som blev suget ind med tilbageholdt åndedræt.

Bagefter blev det lige til en time i Ridehuset til årets første antik- og genbrugsmesse. Jeg faldt for et keramikfad/tallerken bemalet med fisk, fra Knabstrup og dekoreret af Johannes Hansen. Med stor sandsynlighed fra 1960erne.


For et par år siden ville jeg ikke have skænket den et øjekast, men ens smag ændres tydeligvis.

Jeg fik også keramik i julegave, bl.a. en meget yndig lille skål fra Søholm. Jeg plejer ikke at være så vild med Søholm, men i denne skål går facon og dekoration op i en højere enhed, synes jeg. Skålen er lige godt 10 cm i diameter.

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Jeg kan ikke lide...

Dorthes niece på 10 år siger, at man skal smage på noget 7 gange, inden man kan sige, at man ikke kan lide det. Er det mon på samme måde med operaer?

Jeg er normalt ikke en Wagner-woman (jvf. Inspector Morse), og den eneste gang, jeg tidligere har set en Wagneropera (i Musikhuset i Århus), faldt jeg uhjælpeligt i søvn.

Det var vist nok en fejl, at vi var kommet til at købe billetter til Siegfried i operabio, men den var nu ikke så ringe endda med både humor og en meget smuk kærlighedsscene, og musikken er i hvert fald ikke kedelig.

Jay Hunter Morris havde fået kæmperollen - den siges at være det vanskeligste tenorparti overhovedet! - som Siegfried med meget kort varsel, men vi syntes, han var indbegrebet af Siegfried.

Jeg synes dog de næsten 6 timer, operaen varede med pauser, var for meget. Wagner gik givetvis ikke ind for less is more princippet. Og ok, ind imellem kom jeg da til at lukke øjnene.

Ugen efter så vi Mozarts Don Juan, selv om Mozart bestemt ikke er på vores hitliste. Vi købte billetter til den, udelukkende fordi Mariusz Kwiecien skulle synge titelrollen, og en bedre Don Juan kunne vi ikke forestille os. Han var ganske rigtigt også helt perfekt, men det var Luca Pisaroni som Leporello minsandten også. Han var lige ved at overstråle Mariusz, men rollen er sådan set også lidt sjovere.

Forestillingen udmærkede sig ved sin fantastiske besætning, og det er da heller ikke det værste Mozart, vi har hørt, men min yndlingsopera er det nu heller ikke.

Fotoet af Mariusz er lånt fra The Mets side.

Rendemasker

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

Tidnød

Er det absolut nødvendigt, at VM i de nordiske skidiscipliner PLUS skiskydnings VM PLUS indendørs EM i atletik skal foregår samtidig? Det går lige at få det hele set, når harddiskoptageren ellers kører nærmest i døgndrift - og man har ferie - og det har vi haft i den forløbne uge af samme grund.

Men når vi så også skal til operabio, så kommer vi i knibe. Optageren kan jo kun optage på en kanal ad gangen, og vi havde brug for mindst to. Det var lige ved, jeg overvejede at droppe operaen, men også kun lige ved - noget af vintersporten måtte ofres. Operaen var nemlig John Adams' Nixon in China, og den ville jeg godt nok svært nødigt gå glip af efter Doctor Atomic, som vi så for et par år siden.

Vi blev ikke skuffede! Jeg er vild med Adams' musik, og jeg synes, det er så spændende, at hans operaer handler om noget, der har betydning. Nok en gang fantastisk sunget og spillet af samtlige medvirkende i alle roller. Det var sjovt at se Kathleen Kim som fru Mao - en helt anden karakter end dukken i Hoffmanns eventyr.

Der er forbløffende få i Århus, der er interesserede i moderne operaer. Vi var 10 (ti!) tilskuere i den store sal i BioCity. Jeg er næsten flov på min bys vegne.

En fuldfed opera

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

Endelig fik vi ham at se igen!

"Ham" er Mariusz Kwiecien, baryton på The Met, og vi så ham i dag i operabio i Donizettis Don Pasquale. Vi så ham første gang i Lucia di Lammermoor - også Donizetti - og han var både imponerede og charmerede. Det er han minsandten også i Don Pasquale!

Det er en opera, der er meget anderledes end de fleste af de operaer, vi ellers har set. Der er 4 kæmpepartier, kun en enkelt lille rolle og næsten ingen kor. Det kræver meget af de 4 hovedrolleindehavere, men der var ikke sparet på kræfterne. Ud over Mariusz var det Anna Netrebko, Matthew Polenzani og ikke mindst John Del Carlo. De sang guddommeligt, agerede fantastisk og så ud til at have det enormt sjovt. Og det havde vi også - det er nemlig en komisk opera.

Det har været en rigtig travl weekend. Fredag aften så vi Line Knutzons Birkehytten på Svalegangen, gæstespil fra Mungo Park. Det var godt fundet på og godt spillet og også rimeligt sjovt - men så heller ikke mere.

Lørdag var vi det meste af dagen til danseturnering i Randers. Dorthes niece var med i børnerækken og klarede sig rigtig flot sammen med sin partner.

Der var også EM i 10 danse for ynglinge. De så nu ret voksne ud, og dansekjolerne var mindst lige så konforme som de voksnes. Der er altså alt for meget bling-bling og slør og flæser efter min smag. Adskillige af pigerne lignede dansede juletræer i alternative farver.

Jeg tog nogle få billeder (som ikke blev specielt gode) af et par af de lidt mere interessante kjoler.

Den rødlilla er ganske vist også glitter, men i det mindste stilrent glitter. Jeg kunne dog sagtens undvære de flagrende slør fra armene, men det er tydeligvis nærmest obligatorisk. Den anden kjole skilte sig ud ved at være syet af et flot, mønstret stykke stof.

Der var masser af god dans, så det var meget sjovt at være der på trods af den alt for voldsomme lydstyrke. Heldigvis havde jeg mine ørepropper med, så jeg kunne høre Don Pasquale i dag uden øresusen. Weekendens højdepunkt på knock out!

Jeg elsker Carmen...

...og det gør de fleste andre nok også.

Jeg har set Carmen på scenen mindst 3 gange, og i dag så vi den i operabio med Elina Garanza og Roberto Alagna i de to store roller som Carmen og Don José. Bedre kan det ikke gøres! Elina er som skabt til femme fatale-rollen, og Roberto er en vidunderlig naiv bondedreng. Ikke underligt det er hans signaturrolle. Men det allerbedste var deres vokale præstationer, de gav både gåsehud og rislen ned ad ryggen.

Som sædvanlig var også alle de andre roller stærkt besat - dog var vi en lillebitte smule skuffede over, at Mariusz Kwiecien, der skulle spille toreadoren, var blevet syg. Kor, orkester og iscenesættelse super - bl.a. var børnekoret bare så godt. Der var vist ikke noget at brokke sig over, og Carmen er altså en fantastisk opera.

Forrige søndag var vi til Strauss' Rosenkavaleren. Jeg har aldrig før set en Strauss-opera og var ret spændt, men det var ikke vores kop te. Der var sikkert ikke noget i vejen med opsætningen, og selveste Reneé Fleming sang i en af de hovedrollerne, men det forhindrede ikke, at vi kedede os så meget (vi faldt begge i søvn flere gange), at vi gik efter et umådeligt langt 1. akt. Jeg er åbenbart ikke til tysk opera. For mange år siden forsøgte jeg at se en Wagner-opera (jeg tror, det var Valkyrien) i Musikhuset. Også den gang faldt jeg i søvn flere gange i 1. akt, og jeg sad på en af balkonerne, så jeg var helt bange for at falde ned. Som sidste søndag gik jeg hjem efter 1. akt.

Næ, må jeg bede om Bizet. På YouTube er der flere fine koncertbrudstykker med Elina Garanza, der synger Carmen. Bl.a. dette, hvor hun synger Habaneraen.

Overraskelse

Selv om Øst for Paradis er min yndlingsbiograf, så dur den alligevel ikke til operabio. Der skal en ordentlig stor sal og et super lydanlæg til - og det har de i BioCity.

I går så vi Offenbachs Hoffmanns eventyr. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men under alle omstændigheder var det bedre. Det var også en ualmindelig stærk besætning, både udi sang og i ageren.

Alle var gode, og alle burde egentlig fremhæves, men jeg nøjes med to. Kathleen Kim som den mekaniske dukke Olympia (billedet) var bare så sjov og sang bare så godt. Hun var simpelthen et fund til rollen.

Den store stjerne var selvfølgelig Anna Netrebko som både Stella og Antonia. Egentlig havde Offenbach vist ment, at alle Hoffmanns fire tilbedte skulle synges af den samme, men jeg synes såmænd, det var imponerende nok med to.

Anna Netrebko har simpelthen den smukkeste stemme. Selv om hun er sopran, så er der også en hel masse mørke undertoner, det er helt vidunderligt at høre. På et tidspunkt sang hele det store kor og alle hovedpartierne samtidig, og man kunne hele tiden høre Annas fantastiske stemme gennem det hele. Man var lige ved at få kuldegysninger, så smukt var det.

Bedste foretilling indtil videre i denne sæson. Det sagde jeg også, da vi havde været til Turandot. Det kan da ikke blive ved med at blive bedre og bedre.

Weekend med dans og opera

Så er weekenden desværre næsten gået - for vores vedkommende var det en dejlig travl en af slagsen.


Lørdag var vi til dans næsten hele dagen. VM i standard plus en latinturnering og en ungdomsturnering også i standard. Bortset fra at det hele først startede kl. 12 til trods for, at der stod kl. 10 på billetterne, var det en fint afviklet turnering, som efter vores mening fik de rigtige vindere.

Det øverste billede er til Benedikte, for det er hendes danselærere, Bjørn Bitsch og Ashli Williamson. De klarede sig fint og gik til semifinalen.

En af grundene til, at jeg godt kan lide dans, er musikken, og selv om det ikke var levende musik i går, var den rimeligt god. Jeg er godt klar over, at danserne helst vil have dåsemusik, men egentlig synes jeg, at når det er VM-klassen, så burde de også kunne danse til levende. Men altså, musikken var ok i går.

Det er i hvert ikke for kjolernes skyld, jeg kommer. De er noget voldsomme og overdrevne. Lidt nytænkning - eller nydesign - ville ikke være af vejen

I dag var vi så igen til operabio. Puccinis Turandot i en Zeffirelli-iscenesættelse. Superflot - der var noget at kigge på! Man kan bestemt ikke beskylde Zeffirelli for minimalisme. Og der var også noget at lytte til med Maria Guleghina, Marina Poplavskaya og Marcello Giordani, som vi efterhånden har set en del gange, i de tre største roller. Det har indtil nu været den bedste forestilling i denne sæson, og så kan jeg godt se igennem fingre med, at Caláf er et af de ikke helt få fæhoveder i operalitteraturen.

Mildt vejr

Så fik vi alligevel en tiltrængt dag med mildt novembervejr - og heldigvis på en søndag!

Før vi kom ud i vejret, var vi til vores anden operabio, denne gang Verdis Aïda. Det er unægtelig noget af en karnevalsopera, og det så absolut ud til, at både scenograf og kostumier havde moret sig pragtfuldt.

Da jeg så den i Århus for en del år siden i en opførelse med et eller andet østeuropæisk - eller var det tyrkisk? - operakompagni, var selveste Nilen på scenen. Det var den ikke i The Mets udgave, til gengæld var der adskillige levende heste. I ældre tid var det vist elefanter, men det er man da heldigvis holdt op med. På en eller anden måde kan jeg ikke tage Aïda helt alvorligt, men skøn musik, det er det.

Efter operaen gik vi en tur i det dejlige vejr langs stranden. Det var der, jeg fik billedet af refleksionerne i vandet.

På vej derud kom vi forbi en antikbutik med ophørs-

udsalg på Skt. Pauls Plads. Det måtte vi selvfølgelig se, men der var nu ikke noget, jeg absolut måtte eje. Til gengæld var der et dejligt lys på Pauls Kirke, så der kom et par fotos med hjem.

Forventninger

Endnu en god ting ved vinterhalvåret: Operabio. Der var premiere, hvis man kan kalde det sådan, i dag, og i hvert fald var der en forventningsfuld og meget hyggelig stemning i biografen. De operasøndage er bare noget af det bedste!

Det er jo Allehelgensdag i dag, og biografen var stadig vældig pyntet op efter Allehelgensaften - eller på nudansk: Halloween. Græskar, skeletter, edderkopper og deres spind og andre hyggelige ting i mængder overalt i foyeren.

Premiereoperaen var en af mine yndlinge: Puccinis Tosca. Desværre med Karita Mattila i titelpartiet. Hun synger fremragende, men jeg har det stadig ikke godt med hendes udstråling eller mangel på samme. Det var meget bedre her end i Manon, for i modsætning til Manon kanTosca udmærket være en endog temmelig moden kvinde, men nærbillederne gør altså ikke noget godt for Mattila.

Dorthes niece har set denne udgave af Tosca "i virkeligheden" på The Met og syntes vist, at den var lidt tør - eller måske snarere lidt for meget opera, men jeg var nu meget godt tilfreds med iscenesættelsen. Også med de mandlige hovedroller, især var George Gagnidze ondskaben selv som Scarpia, og Marcelo Álvarez sang guddommeligt som Cavaradossi. Så vi kom fint fra start!

Sæsonafslutning

Så har vi været til vores sidste operabio i denne sæson. Jeg var godt nok ikke rigtig vågen, da vi skulle af sted, for vi var på besøg hos venner i går aftes og var kommet for sent i seng, men jeg skal love for, jeg blev vågen i biografen.

Jeg havde også glædet mig rigtig meget til denne forestilling, Bellinis Søvngængersken, med Nathalie Dessay og Juan Diego Flórez i hovedrollerne, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det er den mest helstøbte forestilling, vi har set i sæsonen. Den var sat op som en prøve på operaen, og det gav en ekstra dimension med alle sangerne - og for den sags skyld også hele koret - som både "sig selv" og som rollerne i operaen.

Både Dessay og Flórez er fantastiske bel canto sangere, og det blev rigtig udnyttet, og det gjorde Dessays store komiske talent også. De ser også godt ud - Flórez gør i hvert fald. Dessay er ikke en klassisk skønhed, men hun kommer i den grad ud over scenekanten, og hun kan sagtens agere en ung pige både i stemme, krop og bevægelser.

Jeg sad og nød det hele med et stort smil på næsten hele tiden, så jeg til sidst havde helt ondt i kæberne. Dejligt, dejligt, dejligt...

Denne sæsons højdepunkter har for mig været Søvngængersken, Lucia di Lammermoor og Dr. Atomic. Nu glæder vi os til næste sæson!