Utro

Jeg følte mig nærmest utro, illoyal og svigagtig, da vi besluttede at udskifte Clio'en, selv om jeg jo godt er klar over, at man ikke kan være utro over for en bil. Derfor er dette indlæg EN HYLDEST til vores forrige bil.

Det var kærlighed ved første blik, da vi første gang så en gul Clio i et parkeringshus. Den lyste bare op!

Der gik dog et halvt års tid, hvor vi kiggede på en masse andre biler og endda var til bilshow (det var meget mod forventning SJOVT!), inden vi besluttede os: Det var en Clio, vi ville have.

Vi var glade for køreegenskaberne, affjedringen og udstyrsniveauet (som paradoksalt nok nærmest er lavere i vores nye Yaris), men vi må indrømme, at vi tog den på grund af udseendet.

Der havde altså været nogle designere ind over der, det var en bil med personlighed. Jeg syntes, der var lidt engelsk taxa over den - især bagfra. Det var simpelthen en sød bil, og jeg blev i godt humør af at se på den.

Vi fortrød aldrig den gule farve. Den klædte modellen og havde ydermere den fordel, at bilen kun meget sjældent så snavset ud. Det var også en holdbar lak, der ikke tog mod hverken ridser eller rust. Dog opdagede Dorthe et lidt tyndt sted i lakken ved en af bagskærmene, efter vi havde solgt den. Det blev jeg næsten glad for. Det bekræftede mig i, at det var det rette tidspunkt for en udskiftning.

Hvis Renault ikke havde ændret designet, havde vi måske valgt en Clio igen. Men det har de altså, og vi kan ikke nær så godt lide den nye model. Den er mere ordinær og mangler personligheden.

Se lige detaljen her. Det er knappen til åbning af bagagerummet. Hvorfor lurer andre bilfirmaer ikke det?

Knappen på den nye bil ser mildest talt klumset ud ved siden af, men vi tog jo heller ikke vores Yaris på grund af udseendet - og faktisk ser den også lidt sød ud. Især forfra.

Fornuftsægteskab

Vi har indgået et fornuftsægteskab med en bil.

Vores "nye bil" - den gule Renault Clio - var efterhånden blevet 9 år. Helt ubegribeligt, vi havde jo lige købt den. Den så også ny ud, men opførte sig ikke altid sådan. Selv værkstedet indrømmede, at de så den for tit. Og med mærkelige ting, som ikke altid var så let at finde ud af. Senest var det en defekt bremseforstærker. Banale ting som problemer med at starte eller udskiftning af lydpotten led den aldrig af.

Nå, vi begyndte så småt at overveje udskiftning, og pludselig gik det meget stærkt. Resultatet blev en Toyota Yaris.

Guderne skal vide, at vi ikke tog den på grund af udseendet. Det er en udpræget fornuftig bil (håber vi!), der overhovedet ikke findes i sjove farver. Det vildeste var en blå, men den sidste blå blev solgt, mens vi kørte prøvetur, så vi måtte slå os til tåls med en koksgrå. Vi kunne vist også have fået sort, hvid eller sølvgrå, men sort og hvid passer ikke til vores bilvaskefrekvens, og sølvgrå ville dog være at gå for meget på kompromis.

Det er helt sikkert den kedeligste og mest anonyme bil, vi nogensinde har haft. Du fredsens, hvor kører der mange grå biler rundt! Vi skal til at huske, hvor vi parkerer kareten - er det ikke et fantastisk kedeligt billede ovenfor? - og vi kan godt begynde at bekymre os om, om den bliver stjålet.

Forhåbentlig er der andre fordele. Foreløbig er vi glade for airconditionen, men ellers har vi ikke indtil nu opdaget andre fordele i forhold til Clioen. Vi har heller ikke kørt så langt i den endnu. "73" på billedet er kilometertallet:-) I hvert fald er den nye rigtig lækker at køre i (men det var Clioen nu også).

Jeg håber, det udvikler sig til kærlighed hen ad vejen.

Biler for kvinder

For en månedstid siden var jeg ved at køre galt på vej til arbejde. Ved Fiat-forhandleren på Viborgvej holdt der nemlig en LYSERØD Fiat 500, og jeg havde svært ved at få blikket fra den og tilbage på vejen.

Den holdt der kun et par dage - den blev nok solgt - og jeg nåede ikke at få den foreviget, men det gjorde min veninde Annett.
Af et eksemplar magen til hos en anden forhandler. Uafhængigt af mig havde hun snuppet nogle billeder af den. Tak for lån af billedet, Annett. Den er supersød også med sne på.

Jeg har i mange år ønsket mig en fuchsiafarvet bil og har for 6-7 år siden også set noget i den retning; vist nok en Mazda. På det tidspunkt var vores bil dog ret ny, så det var overhovedet ikke på tale at skifte den ud. Bortset fra den har jeg ikke set noget som helst, der bare tenderede lyserød, pink, fuchsiafarvet - før nu.

Er bilfabrikanterne slet ikke er klar over, hvor stort et køberpotentiale kvinderne udgør? Jeg er sikker på, der er andre end Annett og mig, der kan forelske os i biler i "pigefarver". Nu er der nok ikke nogen bilfabrikanter, der læser min blog, men ellers ville jeg råde dem til at kigge lidt på læbestift- og neglelakfarver. Der er nok at tage af.

Efter påske har jeg igen fået halsgymnastik på vej til arbejde, og nu står der ikke bare én, men to af de lyserøde vidundere.

Er de ikke bare nuttede?

P.S. Jeg tror for resten, sådan en pink firehjulet lille sag ikke bare er for kvinder. Den kunne også være et godt scoretrick for en ung mand. Da jeg var ung, ville jeg i hvert fald have elsket at blive fragtet rundt i sådan én.