Udflugt til Middelfart

Vi havde nok engang været heldige og vundet billetter til en af Realdanias rundvisninger, denne gang til keramikmuseet Clay i Middelfart. Vi skulle se og høre både om den forholdsvis nye tilbygning og om den aktuelle særudstilling Playing with Fire.

Museet ligger så smukt ved Lillebælt, og der er en åben skulpturpark, som godt nok lige nu var lidt smattet at gå rundt i. På billedet er det Peter Brandes meget store krukke, der godt kunne være museets vartegn.

Vi startede med kaffe og kage i den nydelige café - men stolene er rædselsfulde. Det er vist ikke meningen, man skal blive siddende alt for længe.

Derefter skulle vi rundvises i samlinger og særudstilling. Vores guide kom til at fordybe sig for meget i de faste samlinger, så der næsten ikke var tid til særudstillingen, men vi hoppede fra, før han var færdig, så vi fik kigget lidt mere på Playing with Fire.

I udstillingen går den britiske kunstner (bl.a. keramiker og forfatter) Edmund de Waal i dialog med Axel Salto. Jeg må indrømme, jeg nåede ikke rigtig til dialogen, men jeg så og genså en masse af Saltos værker. Ikke bare hans kendte keramiske værker, men også for eksempel tekstiler og bogillustrationer.

Det er en god og spændende udstilling, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage, inden udstillingen skal videre til Norge i august. 

På billedet ses en af bogillustrationerne eller mere korrekt en kopi på lærred (tror jeg nok) af en af illustrationerne.

Inden Salto og de Waal havde vi som nævnt været igennem de faste udstillinger.

Jeg blev urimeligt glad for at gense en af Hans Munck Andersens krukker:

Vi har besøgt hans og hans kone Gerd Hiort Petersens værksted på Bornholm, hvor vi fik en god snak med Hans Munck Andersen. Det er så sjovt, for de er så vidt forskellige. Han arbejder meget i porcelæn og har et helt andet og lettere udtryk end hende, der arbejder i stentøj med et robust og rustikt udtryk. 

I Skatkammeret udstilles genstande fra de sidste 235 års danske design- og industrihistorie, blandt andet denne fine missemor:

Jeg glemte at få data på den, så det er altså absolut nødvendigt, at vi vender tilbage til Middelfart inden alt for længe.

Batteriopladning i Bogense

Vi har næsten lige været på en miniferie med to overnatninger på Hotel Bogense i - nå, ja, Bogense på Nordfyn.

Bogense viste sig at være en uventet charmerende by. Vi nød at gå rundt i gaderne, hvor der var masser af gamle huse, både større med afgjort flest små. Blandt andet ligger rigets mindste hus på torvet:

Jeg synes ikke, det ser så lille ud endda, men det må jo være rigtigt nok, når det blev bekendtgjort på et skilt på pladsen.

Der var selvfølgelig allerede blevet juleudsmykket, og det passede godt til byen, der ellers var oplyst af gammeldags gadelamper som den på billedet herunder.

Ud over selve byen tog vi ud til Gyldensteen Strand, hvor vi var så heldige at se både bramgæs og grågæs. Og ikke mindst høre. Der var også et udstillingscenter, hvor man blandt andet kunne høre en del fuglestemmer, og måske kan jeg nu kende forskel på lyden af bram- og grågås.

Det er - selvfølgelig havde jeg nær sagt - Aage V. Jensen Naturfonden, der har været ind over. 

Endelig var vi i et par kirker. Selvfølgelig Bogense Kirke, hvor vi morede os over prædikestolens gengivelse af syndefaldet:

Denne Adam har da helt sikkert sin del af skylden for faldet. Hvis Tommy Steele i sidste halvdel af 1950erne havde troet, at han havde en moderne frisure, kunne han godt tro om igen. Prædikestolen er fra 1604. Hele arkadefaget med Adams kokette kropsholdning kan ses her.

De andre kirker. vi så, var Søndersø Kirke med meget interessante kalkmalerier fra middelalderen. Og Asperup Kirke, hvor der også er kalkmalerier, men også en meget fin krucifiksgruppe af Claus Berg - eller i hvert fald fra hans værksted. Og så også den søde lille Anna selvtredje fra sengotisk tid, som ses på mit foto.

Der er flere kirker i området, der er værd at kigge nærmere på, så måske skulle man vende tilbage til foråret, når fugletrækket sætter ind.

Byens garnforretning, der var af den helt normale slags, lå bare et par numre fra hotellet, så der var vi selvfølgelig inde, men på hjemvejen kørte vi også ind til Middelfart, hvor der er en spændende, men også dyr garnforretning, der hedder Knit Sister's Studio. Spændende, fordi de har nogle garner, man ikke ser ret mange steder. 

Jeg forkælede mig selv med et bundt Nurturing Fibres Supertwist Sock. Det kommer fra Sydafrika, er økotex-mærket, og i det hele taget forsvarligt fremstillet. Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvilken farve, jeg ville have, men endte med den, der hedder Driftwood, ikke mindst på grund af navnet - og jeg ved godt, at det er mere end fjollet, men jeg har altså en svaghed for drivtømmer.

Der er for resten også en anderledes kage- og chokoladebutik i Middelfart. Kring Chokolade hedder den. Vi havde selvfølgelig fået en større morgenservering på hotellet, så vi nøjedes med te og en bolle med ost, men en anden gang kunne man da godt fristes af kagerne.