Usympatiske forretningsmetoder

Der er åbenbart hård kamp om kunderne i detailhandlen, og metoderne til at holde på dem bliver værre og værre. Klub- eller medlemskort, hvor man kan samle point, har længe været lidt af en pestilens. Samlemærkerne, som både Dansk Supermarked og COOP og sandsynligvis flere excellerer i, er en tand værre.

Men Føtex' nyeste ide er det, der for alvor har fået mig op i det røde felt - og til tasterne. Meget kortfattet går ordningen ud på, at man indbetaler 80,- kr. om måneden, og derefter får man 20% rabat på de fleste økologiske varer.

Man skal ikke være specielt spids for at regne ud, at den ordning gavner de store husholdninger med et højt forbrug af økologiske varer på bekostning af de små. I min husholdning er vi to personer, der spiser ret meget økologisk, men ikke særlig meget kød, så vi vil næppe komme op på det forbrug på mindst 100,- kr. om ugen, der skal til, inden vi vil få glæde af rabatten. I stedet vil jeg komme til at betale de store forbrugeres rabat, for nogen skal jo betale den, og det bliver helt sikkert ikke Føtex.

Jeg vil under ingen omstændigheder stavnsbindes til at lægge så stor del af mine indkøb i Føtex. Og jeg vil slet ikke lade koncernen Dansk Supermarked få en snabel direkte ned i min bankkonto. Jeg holder simpelthen op med at handle i Føtex.

Selvfølgelig har jeg brokket mig direkte til kilden og har ikke uventet fået et glat og intetsigende svar retur. Man kan håbe på, at en masse andre også vil give deres utilfredshed til kende. Hvis vi bliver tilstrækkeligt mange, kunne det da ske, at Føtex igen vil overveje, om det nu også er så smart en ordning.

I det hele taget synes jeg, det er gået ned ad bakke for Dansk Supermarked koncernen, efter at Herman Salling ikke har tøjlerne mere. Bilka er bestemt ikke, hvad de tidligere har været. Der er færre forskellige varer, og der er masser af tomme hylder, som det i høj grad kniber med at få fyldt op. Når man tager i så stort et varehus som Bilka, forventer man at kunne få alt på huskesedlen, men det kan vi aldrig. Desuden er der så grimt.

Heller ikke Salling bliver bedre med tiden efter min mening, men holder dog nogenlunde status quo, Kort tid efter Herman Sallings død begyndte de at drøne høj musik ud over det hele, men det er de heldigvis holdt op med igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg kommer til at handle i fremtiden, men Føtex skal ikke forvente mit besøg.

Nok er nok!

Og der er mere end NOK garn i mit lager. Jeg er kommet over 150 forskellige registreret på Ravelry, og så er der endda en lille smule, jeg ikke har registreret.

Noget må gøres. Jeg vil jo gerne med god samvittighed kunne tage på flere garnudflugter. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring: For hver meter garn, jeg strikker, må jeg max. købe 25 cm nyt. Ikke mere.

Nogle har måske bemærket, at der er kommet et strikkometer på min blog. Jeg startede med at anvende det den dag, jeg tog beslutningen. Det der med "this year" passer selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke finde en bedre tekst. Foreløbigt er et par sokker blevet færdige, så nu har jeg tilladelse til at købe godt 50 m nyt ;)

Men ikke nok med det. Jeg skal også se at få brugt noget af det garn, der har været længst i lageret. På Ravelry kan man få sorteret sit garn efter den dato, det er blevet tilføjet, og der skal jeg vælge noget fra de to nederste rækker mindst hveranden gang, jeg starter et nyt projekt. Måske bliver den begrænsning for snærende, men foreløbig synes jeg, det er sjovt at prøve.

Faktisk bliver flere af de ting, jeg lige nu er i gang med, strikket af ældre garner. Et sjal strikker jeg af Rowan Purelife Revive, købt i juni 2013. Nå ja, det er måske ikke så lang tid siden endda, jeg synes bare, det har stået i en af garnkasserne så lang tid.

Sjalsmønsteret er Ann Thomsens Yokohama, som jeg har hentet på Ravelry - ganske gratis. I Revive bliver det et ret rustikt sjal

Så strikker jeg nogle baby/børnetoppe af bomuldsflammé, og det har jeg i hvert fald haft i årevis. Det blev købt i min forrige strikkeperiode, hvilket vil sige, jeg har haft det i mindst 25 år. Det er for resten vældig behageligt at strikke med.

Nr. 1 er færdig. Den blev mindre, end jeg gerne ville have den - muligvis krøb den i vask, men der er garn til flere.

Også dette mønster, som er af Imke von Nathusius, fandt jeg på Ravelry.

"Spisebordstrøjen", som jeg før har omtalt, bliver strikket af garn, jeg købte på Fanø i 2011, og endelig strikker jeg babystøvler af rester af sokkegarn, som jeg godt nok har købt i år - men det er så også snart strikket op.

Sjalet, den første babytop og spisebordstrøjen blev alle startet, inden jeg fik mit strikkometer, så de kommer ikke til at tælle med.

Hvor er det dog fantastisk ikke at skulle på arbejde - især når vejret er så vidunderligt som i disse dage. I dag har jeg udover at være til træning og at lægge nyvaskede underhylere sammen ikke foretaget mig en disse. Jeg har siddet i haven og strikket på Yokohama. Jeg er kommet til hulmønsterkanten, så det er ikke fjernsynsstrik mere, men det er absolut havestrik.

Flere af den slags dage, tak.

Endnu en god efterårsting

Indirekte opfordring til grovspiseri

Det her er vist lidt bagvendt, men jeg synes, det er godt, at det ikke er is-tid længere.

Jeg er ikke den helt store isspiser, men det er der nogle i min omgangskreds, der er, og de fleste gange snupper jeg så en is sammen med dem. Med stor irritation over priserne på iskugler til følge.

Som regel vil jeg gerne nøjes med en enkelt eller to kugler, men man bliver straffet på prisen. Det er godt nok et dyrt papbæger, når kugle nr. 1 koster 22 kr., kugle nr. 2 koster 8 kr. og kugle nr. 4 bare 5 kr.

De "færdige" is er jeg ikke så vild med, kuglerne er lidt bedre, og man kan være heldig og få en rigtig god softice. Hvornår kommer den skyr-softice, vi smagte på Food festivalen i Århus i handelen?

Her kan man ikke engang få lov at nøjes med en enkelt kugle

Jeg kan dog allerbedst lide Ben & Jerry's. Yndlingsvarianten - jeg har langt fra smagt dem alle - er New York Super Fudge Chunk, sikkert fordi der er tæt smag af chokolade. Måske er det meget godt, at den ikke kan fås så mange steder.

Og så efterårsglæder jeg mig over, at de dyre iskugler nummer 1 og 2 overhovedet ikke frister på denne tid af året - HA!

Rejer og rejer er to ting

På billede ses den smagsprøve på søkogte rejer, jeg fik på madmessen i fredags. Jeg elsker rejer!

Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.

Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.

Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.

Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.

Men selvfølgelig ikke så godt som de friske. På vores ferie i Skagen spiste jeg friske rejer alle dage undtagen én. Jeg glemte bare at fotografere dem, men jeg huskede at tage et billede af en af de räksmörgåser, som vi indtog i Feskekörka i Göteborg. Mængder af rejer, brød, dild og en smule mayonnaise, nix weiter. Sådan skal en rejemad være.

Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal

Er den her blog egentlig ikke igen begyndt at handle lidt rigeligt om mad? Jeg må prøve at skære ned på madindlæggene, men jeg syntes jo, mine rejebilleder skulle publiceres for alverden.

Kvalitet og pris

Man kan få mørk chokolade i mange prislag, men er den dyre bedre end den billigere?

På Kirsebærfestivalen i Odense købte jeg noget af den lidt dyrere chokolade, nemlig de to afbildede plader af Friis-Holms 70% chokolader. Jeg har gemt dem lidt tid, men nu er jeg begyndt at spise af dem.

Den grønne Rugoso har en ekstremt kraftig, men dejlig smag. Alle de der "noter", som andre kan smage, har jeg ikke styr på, men det er i hvert fald en chokolade, der smager af noget. Hvis jeg havde blindsmagt den, ville jeg have troet, at der var mere end 70% i. Den er dog ikke spor tør, som nogle af chokoladerne med endnu højere %-indhold har en tendens til.

Jeg har altid syntes, det er krukket, når der er nogen, der påstår, at man ikke kan spise ret meget af de mørke chokolader. Det gælder ikke mig. I hvert fald ikke indtil jeg smagte Rugosoen. Jeg har simpelthen ikke lyst til mere - og heller ikke til nogen anden chokolade - når jeg har spist et lille stykke Rugoso. 

Den brune Johé er helt anderledes. Den er også meget fyldig, men på en blød og blid måde. Den smager skønt og kunne godt blive min yndlingschokolade, hvis det ikke lige var for prisen.

For den er altså næsten 5 gange så dyr som min "dagligchokolade", Bjørnstedts økologiske 85%. Den er også bedre, men er den 5 gange bedre? Min anden hverdagschokolade, Hachez' Wild Cocoa 70%, er heller ikke nær så dyr. Den er desuden en god begrundelse for en tur til Flensborg.

Friis-Holm chokoladerne kan mildest talt heller ikke fås overalt - de kan dog købes på nettet. De må nøjes med at blive mine forkælelseschokolader, men det er nu heller ikke så ringe endda.

Hvilket ØKONOMI-køb ? ? ?

Set i Føtex:

Billedet er ikke så godt, men det er altså denne dåse oliepiller, der er økonomikøbet.

Indhold: 180 stk., pris 159.95, stykpris 0,89 kr.



















Normalstørrelse med 120 stk. til 79,95, stykpris 0,67 kr.



Måske har jeg misforstået udtrykket økonomikøb. Man sparer selvfølgelig emballage, hvilket jeg da kun kan gå ind for, men så skal jeg altså betale 22 øre mere pr. pille.

Hmmmm....

Billige tricks

Producenter gør alt muligt for at snyde os forbrugere.

Eksempel 1: Vores katte får kattemalt p.gr.a. henholdsvis hårboller og hård mave. De vil kun spise en bestemt slags, nemlig Trixie, så det har vi at rette os efter.

Malten serveres altid om morgenen på sengekanten, og Lilit får altid først.
Hun er færdig med sin portion, men slikker sig stadig om munden,
mens Sarantoya labber sit i sig.

Malten fås i to størrelse tuber. For at have styr på hvor meget de får, tager jeg lidt på min finger, og katten slikker det så af fingeren. Sædvanligvis køber jeg de små tuber, men en enkelt gang købte jeg den store, fordi det burde være mere økonomisk. Det var det bare ikke, for hullet i tuben var meget større end i den lille tube med risiko for, at kattene fik mere malt, end de behøvede.

Ingen tvivl om at Sarantoya synes, hun får noget lækkert.
Sådan har det ikke altid været, men da hun en gang fik hård mave,
tvangsproppede jeg malt i hende to gange. Derefter har hun spist det frivilligt.

Jeg gik tilbage til de små tuber igen, men minsandten om ikke hullet i dem nu også er blevet større. Jeg er sikker på, det er et trick for at få forbrugeren til at tømme tuben hurtigere.

Eksempel 2: For ikke så længe siden var et af de store tilbud i en dagligvarekæde den meget nødvendige vare chokoladeskildpadder.

Jeg har ikke normalprisen på skildpadder i hovedet, men jeg kunne da se, at der var 3 skildpadder i pakken. I "gamle dage" var der 4. Klart at det kan blive en god pris, når indholdet kun er 3/4 af det, man er vant til. I sandhedens interesse må jeg tilføje, at jeg ikke lige har present, hvornår normalpakningen indeholdt 4 skildpadder.

For resten synes jeg, skildpadderne var meget bedre i meget gamle dage, hvor man købte dem enkeltvis. De var ikke helt så store, noget fladere, og så var de fyldt med en gul romcreme. Meget bedre end det karamelagtige, der er i dem nu.

Taskestrejke

Jeg er gået i taskestrejke! Eller måske har jeg snarere lockouted tasker? I hvert fald er jeg irriteret over, at jeg har så mange tasker, som jeg ikke får brugt, så nu vil jeg ikke købe flere.

Egentlig ville jeg gerne altid have en taske med, der matcher mit tøj, men det er åbenbart for besværligt for mig at skifte fra den ene taske til den anden. Resultatet er, at den taske, jeg bruger "lige nu", bruger jeg i lang tid, og alle de andre fylder bare op.

I realiteten kunne jeg nøjes med at have en enkelt taske eller et par stykker i forskellig størrelse. Og det er jo ikke så tit, man slider en taske op, så der er ikke nogen naturlig afgang (sidst jeg sled en taske op, var det en, jeg var så glad for, at jeg anskaffede en ny af samme slags. Hvor idiotisk kan man være?).

Jeg har vist ikke købt en taske i over et halvt år. Der har da været fristelser, men så er jeg kommet i tanke om hele raden af opmarcherede tasker derhjemme, og så har jeg mistet lysten til at investere i endnu én til samlingen. Det er ikke noget regulært princip for mig, så lad os nu bare se, hvor længe jeg holder mig i skindet.

I går spiste vi frokost på Lynfabrikken, hvor de, som det ses på billedet, har et helt pænt udvalg af Freitag-tasker. Da kunne jeg godt mærke, at det kriblede - lidt, men ikke så meget, at jeg måtte gribe til betalingskortet.