Viser opslag med etiketten blå anemoner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blå anemoner. Vis alle opslag

fredag den 30. marts 2012

Anemoner


Jeg er glad for anemoner. Det er en beskeden og uprætentiøs blomst, synes jeg; der er ikke så meget pjat med den. Meget harmonisk.

Der er selvfølgelig adskillige i vores have. Den på billedet, Hepatica Nobilis, er min yndling, men der er også hvide anemoner. 

De hvide vækker minder om vores allerførste kat, Bitsjka. Hun elskede at være med os i sommerhus, hvor hun kom ud i sele. Allerbedst var det om foråret, mens anemonerne - og dem var der mange af ved mine forældres sommerhus - blomstrede. Da sommerhuset blev solgt, tog vi nogle anemoner med hjem og plantede dem i vores "skovbund" i forhaven. På mystisk vis har de bredt sig til den blå have på den anden side af huset, og der får de selvfølgelig lov til at blive sammen med de to blå anemonearter.

Om efteråret er der lyserøde høstanemoner i forhaven. De er måske for høje til at blive kaldt beskedne, men harmoniske, det er de.

tirsdag den 13. marts 2012

Det begynder at krible...

...rigtig meget for at komme i gang i haven i det skønne forårsvejr.


Forårsløgene har været i gang i lang tid som de sart violette krokus i krukken. Dem kan man jo sagtens se, men nogle af de andre er faktisk lidt skjult af visne stauder fra sidste år, så det haster med at få dem fjernet.

Jeg er altså også begyndt på det, og en af dagene skal jeg i gang med hæksaksen i lavendelbedet, så jeg ikke klipper toppen af de tulipaner, der også står i det bed.


Billederne blev taget 1. marts. Dengang var den blå haveanemone (Hepetica transsylvania) på billedet den eneste - nu er der mange. Den "rigtige" blå anemone (Hepetica nobilis) er vist ikke sprunget ud endnu, men det kan ikke vare så længe.

fredag den 3. april 2009

Forårsweekend

Så blev det rigtigt forår - og meget betænksomt lige til en weekend.

Jeg nåede at være lidt i haven efter arbejde, og adskillige mælkebøtter måtte lade livet. Hvor er det snedigt, når de placerer sig helt tæt til buskenes stammen, så man næsten ikke kan få fat i dem uden at beskadige busken.

Fotoapparatet blev også luftet. Vi har er lille piletræ, hvor gæslingerne er lige ved at springe ud. Jeg synes, det er svært at få den rigtige sølvfarve med på billederne - det her blev mit bedste forsøg. Måske prøver jeg igen, når de er lidt mere sprunget ud.

Det er også svært at få den rigtige farve på de små iriser. De er en meget mørklilla, fløjlsagtig farve, kun omkring 20 cm høje, og meget søde, synes jeg. På billedet kan man også se nogle af de blå anemoner, der spreder sig, som det passer dem - og det passer mig godt. De er så kønne. Og så er der også nogle af de forkætrede - nu næsten afblomstrede - erantisser. De er da ikke kønne, når de er ovre den første ungdom, vel?

Tænk hvis vejret holder til påske :-)