Slaraffenland

Sidste weekend var der WOLLFEST i Hamborg.

Hamborg er ikke afskrækkende langt væk fra os, og Annett, Dorthe og jeg bestemte os for en forlænget weekend med tre overnatninger i Hamborg.

Vi havde naturligvis gransket Wollfestens hjemmeside i detaljer, og vi syntes, det så ud til, at festivalen ville være en del anderledes end de danske festivaler. I hvert fald på salgssiden, som var det, der interesserede os. Det viste sig at være rigtig nok.

Det, der faldt mest i øjnene, var farverne. Tyskerne synes at være mindre farveforskrækkede end danskere. Det var nærmest et farveorgie af garn, vi kom ind til.

Alle regnbuens farver i forskellige lækre kvaliteter hos Skein Queen.

Der var også flere lækre garnsammensætninger, end vi er vant til - ikke så meget ren uld og strømpegarn, selv om man også kunne finde det.

Annett og Dorthe overvejer.
Det er irsk håndspundet garn fra S Twist Wool,
der bliver indkøbt.

Nogle få af os kendte garner blev forhandlet, Karen Noe og Isager bl.a. Heller ikke de garner, der sædvanligvis er luksus i de danske garnbutikker - Hedgehog og Madelinetosh for eksempel - manglede, men langt de fleste stande var mindre tyske eller britiske firmaer - ukendte for os. Især var der meget håndfarvet garn.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville købe nogle luksusgarner i farver, der "talte" til mig, men det var der godt nok meget, der gjorde. Jeg måtte begrænse mig.

Nej, hvor blev der gramset! Og savlet - dog heldigvis kun billedligt talt.

Udstilleren fra Yarn over Berlin
 vakte berettiget beundring
med sin opfindsomme halskrave. 

Jeg havde min tunika i grønne og orange farver på om søndagen, og den blev minsandten beundret. Det er ikke sket ret tit herhjemme, muligvis fordi den er for farvestrålende. Men det generede ikke i Hamborg.

Der var i øvrigt ikke mange danskere på festivalen. Kun én gang hørte vi dansk tale. Underligt, de mange danske strikkere plejer da at være vilde med festivaler og messer.

Der var ikke så mange mønstre og strikkekit, hvilket ikke gjorde mig så meget. Jeg har alligevel ikke lyst til at strikke det samme som alle andre.

Forplejningen lod også lidt tilbage at ønske. Der var ikke meget at vælge imellem, og de kager, der ellers så meget delikate ud, slap op allerede om formiddagen.

Pyt med det, det var garnet, der var det vigtige. Jeg købte fem forskellige af de dyre garner:

Fra venstre er det en alpaka-silke-cashmere blanding fra Skein Queen og derefter en merino-silke blanding samme sted fra. Jeg er pjattet med den farve, så jeg så igennem fingre med, at den er entrådet - noget, jeg ellers ikke plejer at strikke med. Den mørke er fra DyeForYarn. Det er en blanding af uld og kameluld, og farven er meget flottere i virkeligheden. Meget mørk aubergine, den hedder Burning Red Fuchsia. Derefter er det en blanding af babyalpaka, silke og hør fra Snailyarn, der vist er italiensk. Og endelig det lækreste, lækre angora fra Seidenhase.

Dyrevelfærd og miljøhensyn er mere væsentligt i Tyskland end i Danmark. Kaninerne hos Seidenhase lider ingen overlast, og meget af den merino, man kunne købe, var fra Sydamerika eller Falklandsøerne, så ingen mulesing der. Jeg undrer mig stadig over, at det ikke er salgsargumenter her i landet. Jo, det er ved at være et salgsargument, at bomulden er økologisk, men ellers er det ikke noget, man hører ret meget om.

Jeg købte også bomuld. Genbrugsbomuld lavet af gamle cowboybukser. Det er set før, men det her virker meget lækkert og har en fin tykkelse.

Det er fra et større tysk firma, der hedder GGH. Jeg er ikke stødt på dem før, så det er spændende, hvordan garnet er. Ja, det gælder sådan set alle garnerne. Det var i hvert fald en fest at være med på festivalen.

Vi nåede andet end garn, så der kommer nok mere fra Hamborg.

Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.