Føddernes forår

Når det er forår, kan jeg gå i mine røde Art-støvler.

Det er nogle af mine yndlingsstøvler, hvis ikke yndlingsstøvlerne, og jeg prøver at passe rigtig godt på dem. De må absolut ikke komme ud i regnvejr for eksempel. Jeg har haft dem i mange år - syv, otte? - og i mine øjne ser de stadig fantastiske ud.

Desuden er de vildt behagelige at have på. Læderet er nærmest som handskeskind, syningerne generer ikke, hele min fod kan være i støvlerne. Hvad kan man ønske mere?

Jeg har ikke investeret i så meget fodtøj de sidste par år. I butikkerne er der ikke så meget interessant, synes jeg. På nettet kan jeg sagtens finde noget, men jeg har brændt mig et par gange med hensyn til pasformen, så det er heller ikke så tillokkende mere. Jeg er med andre ord ikke skoafhængig mere, hvis jeg altså nogen sinde har været det.

Det, mine fødder er allergladest for, nu det er blevet lunere i vejret, er dog at gå barfodet indendørs. Det er for alvor deres forårsfest.

Trængsel i skoskabet

Jeg har benyttet påsken til en mindre oprydning i mine sko og støvler. Nærmere betegnet alle dem, der var placeret i skabene i vores baggang.

Der var i alt 29 par: Støvler, sko, sandaler og et enkelt par tøfler. Ikke nogen, jeg bruger ret tit, baggangen er lidt en retrætepost. Man skulle umiddelbart tro, at der var en god mulighed for at få noget udrangeret, men jeg er elendig til at smide sko ud.

Jeg har alle mulige undskyldninger, som i bund og grund allesammen drejer sig om, at jeg nok vil komme til at bruge de sko igen.

Den undskyldning var dog ikke aktuel for mine elskede gulbrune støvler. Som det ses på billedet har sålen på den ene løsnet sig fra resten af støvlen. Den har selvfølgelig været til skomager, men reparationen holdt ikke. Det gjorde mine egne forsøg på at lime heller ikke.

Jeg har holdt hånden over støvlerne i mange år, for måske ville der komme en eller anden mirakelkur, men jeg tror ikke rigtig selv på det mirakel, og denne gang røg støvlerne i skraldespanden. Det samme gjaldt endnu et par sko, og et par sandaler (stort set ubrugte, fordi en rem var alt for stram over mine lilletæer) samt et par sko (der også var for små, men som jeg har beholdt af sentimentale grunde) er blevet sat til genbrug. Endelig er endnu et par under overvejelse, men resten er allesammen rykket tilbage i skabene igen.

Når jeg har så svært ved at smide fodtøj ud, er en af årsagerne, at jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt ikke mere kan få noget, mine fødder kan være i.

Mine fødder er meget fodformede, og det er der ikke ret mange sko, der er. Prøv at se ankelstøvlerne på billedet. Øverst et par Fitflop. Rigtig smarte i imiteret firbenskind. Med en sål, der er en drøm at gå på og med en god bredde. Men hvorfor skal de gå ind, der hvor der skulle være plads til storetåen? Ja, og i lilletåsiden også. Faktisk ser de også for store ud på mine fødder, formodentlig fordi de er nødt til at være lidt længere, end hvis de havde været rigtigt fodformede.

Nederst er et par gamle Angulus. De passer min fod. Desværre har de rågummisåler, så de er stort set ubrugelige i fugtigt vejr. Angulus er vist nok begyndt at bruge andre materialer til sålerne. Til gengæld laver de ikke ret mange fodformede sko mere.

Under alle omstændigheder har jeg sikkert fodtøj nok til resten af livet, om jeg så bliver 100. Det er bare ikke så sjovt som at få nye sko, men oprydningen skabte ikke for alvor plads.

Forår på forskud

Lige nu føler jeg det nærmest, som om det aldrig nogen sinde bliver sandaltid igen. Kunne der ikke godt komme bare en lille smule forår i luften?

Nå, jeg har nu - på trods af de lave temperaturer - taget lidt hul på foråret og købt et par sandaler. På udsalg til halv pris hos Brandos, så jeg fik dem til under 400 kr., og i en dejlig bred facon, hvor min fod kan være.

Når den tid kommer, altså.

Jeg er noget ambivalent med hensyn til skokøb på nettet. Udvalget er unægtelig større end i de fleste skobutikker. I hvert fald butikker her i provinsen. Jeg har nogle gange i en butik fundet en model, jeg godt kunne lide, men de havde bare ikke den farve, jeg gerne ville have. Så er det jo vældig smart at købe den rigtige på nettet.

Problemet er bare, at hvis det sker alt for tit, så bliver der vel ikke nogen butikker tilbage, hvor man kan føle og mærke og selvfølgelig prøve.

Når det skal være, så er Brandos en god butik at handle i. De er lynhurtige, og som regel kommer der ikke ekstra udgifter til porto på. Heller ikke hvis man er nødt til at returnere. Fin service, synes jeg. Og så har de en hel del Art sko, et af mine yndlingsmærker.

Passer alle slagordene ikke på de nye sandaler?

Nye sko

Jeg har købt nye sko. Sko til træning!

Jeg var meget i tvivl om, om der fandtes nogen med plads til alle mine tæer. Eksisterer der mon slet ikke fodformede og brede træningssko? Mærkeligt - men jeg har i hvert fald ikke fundet nogen.

Før har jeg brugt nogle gamle Arauto Rap, men det er ikke just lette sko, så hele sommeren har jeg haft bare fødder til træning. Det syntes jeg så, det efterhånden blev lidt koldt til, så jeg gik på jagt og fandt de her, som faktisk er ok. Der er plads til mine lilletæer, og også til storetæerne, men det er kun fordi foden ikke går helt ud i spidsen.

De vejer næsten ingenting , og jeg kan godt lide deres udseende.

Jeg er ellers stort set holdt op med at købe sko. Jeg har i næsten alle de farver, jeg gerne vil have (mangler mærkeligt nok lilla), men jeg har mistet overblikket over mine sko, og det irriterer mig. Måske er der nogle af dem med rågummisåler, der kan kasseres. Rågummisåler er noget hø, glatte i vådt vejr, og somme tider går de lidt i opløsning. Jeg fatter ikke, at skofabrikanterne bliver ved med at bruge det materiale, men pyt - jeg lader bare være med at købe dem.

Måske kunne jeg dog godt bruge nogle flere støvler. Det er jo også en slags sko.

Årets bedste...fodtøj

I betragtning af min passion for sko, bør årets bedste fodtøj med på bloggen, men jeg er ikke helt stolt ved det.

Jeg har købt vist nok 11 par sko og støvler i 2010, men jeg har ikke engang brugt halvdelen af dem, så når det kommer til stykket, ved jeg ikke, hvilke der er årets bedste.


De zebramønstrede Fly-støvler og de olivengrønne El Naturalista, som er de første ikke helt flade sko, jeg har haft i årevis, har jeg i hvert fald brugt, så de får æren.

Det er Sarantoya, der hjalp med fotograferingen, og hun fortrak langt de zebrastribede. De har jo snørebånd!

Måske burde de gode, gamle - slidte og grimme - snowjoggers være årets bedste fodtøj.

Det er i hvert fald dem, jeg går bedst i, når det er glat, og jeg kan også nænne at tage dem på, selv om jeg skal traske i sjap, sne og salt. Man kan ikke rigtig få den slags mere, så jeg håber de holder vinteren over.

GODT NYTÅR til alle!!!

P.S. Mit nytårsfortsæt: At begrænse fodtøjsindkøbet!
P.P.S. Hmmm...jeg har lige fundet et par støvler, som jeg godt kunne tænke mig, på nettet...

Søndag formiddag i byen

Godt jeg havde kameraet med! Og det er altså ikke mig, der har arrangeret nogen af motiverne. Bilen er en Audi, men der burde jo kun have været 4 doughnuts.

Jeg er en ødeland med en svag karakter!

Hvorfor får man - jeg! - altid lyst til at købe nye sko, når det er forår? Det er alt andet end fornuftigt, for tiden mellem støvler og sandaler er for mig meget kort. Og jeg mangler overhovedet ikke forårssko.

Ikke desto mindre gik det galt i år igen. To gange endda. Egentlig er jeg lidt flov over det.

Men jeg er nu også rigtig glad for mine nye sko fra Art Company. Jeg så modellen i Hamborg, men i en mørkerød farve, som i hvert fald ikke er min farve. Jeg prøvede dem, og de sad bare perfekt, men selv om det holdt hårdt, købte jeg dem ikke. Det hjalp, at der var et par billige, men søde, Rieker, som også passede, og som jeg så "nøjedes" med at købe.

Hjemme igen undersøgte jeg Art Companys hjemmeside for at se, om modellen (der i øvrigt hedder Berlin - prøv lige at se nærmere på sålen!) blev lavet i andre farver, og jo, der var masser af farver. Dog på daværende tidspunkt kun én af farverne i min størrelse, nemlig den orange. Den kan jeg meget bedre bruge, og efter et par dages betænkningstid kunne jeg ikke holde mig i skindet længere. Bare 4 dage efter bestillingen var skoene i hus. Supereffektivt, må jeg sige.

Prøv lige at se nøglevedhænget også. Det var med som en lille gave. I dejlig blød gummi og perfekt til min bilnøgle. Hvordan kan man være så glad for et nøglevedhæng?

Heldigvis er den blåturkise udgave af skoene der ikke mere i min størrelse, og den grå, som jeg også var vildt forelsket i, har vist hele tiden været udsolgt i netbutikken. GODT!

Fornuftig 1. maj formiddag

Jeg var en af de heldige, der fik lov at afspadsere de få timer på arbejde, inden alle fik 1. maj fri, og jeg fik lavet forskellige meget fornuftige ting.

Bl.a. fik jeg pudset mine vinterstøvler, stoppet papir i snuderne på dem og fik dem arkiveret i deres æsker. De tungere støvler var nu slet ikke i brug i vinter, så dem var der ikke noget arbejde med, men et par røde Art-Company og et par brunsorte Bubettier har jeg brugt med stor fornøjelse. Nu er de sat væk til næste vinter. Om sommeren foretrækker jeg altså sandaler.

Min opbevaring af fodtøj er meget fiks :-) Den består simpelthen af alle æskerne stablet - i vores gæsteværelse, for jeg mangler plads andre steder.

Dansesko eller ej

Dans er endnu en sportsgren, som jeg er vældig glad for at kigge på. Jeg praktiserer den ikke selv af et par forskellige grunde. Dels mangler jeg en partner - dels vil jeg aldrig få mine fødder i et par dansesko.

Jeg var så heldig at være ung, da andefødder var moderne, og det syntes mine fødder vældig godt om. De fandt deres naturlige facon efter den meget pure ungdoms mindre behagelige fodtøj (konfirmationsskoene havde stiletter), og siden har de fået lov til at brede sig. Jeg har aldrig problemer med mine fødder!

Heldigvis kan man nu sagtens være sko-fetischist, selv om man vil have smarte sko med god plads til både fod og tæer. Nogle af yndlingsmærkerne er El Naturalista og Eject - og en gang imellem Bubetti - men velegnede til ballroom dans er de altså ikke.

Billedet tog jeg i går, da jeg var publikum til en venskabs-danseturnering. OK, det var ikke ligefrem topdans, men det var hyggeligt og sjovt, og det vigtigste var selvfølgelig, at Dorthes 7-årige niece deltog i rækken for børn, 6-7 år. Hun og hendes partner fik endda en 1. plads: TIL LYKKE, BENEDIKTE OG TOMMY!