Viser opslag med etiketten robinie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten robinie. Vis alle opslag

søndag den 21. oktober 2018

Ugens bonustræ - uge 42


Jeg er nødt til også at have det tredje træ, der stod i kø i sidste uge, med. Disse billeder blev ligesom billedet af spidslønnen taget i sidste uge, så det er dobbelt snyd.

Træet lyste mig i møde med sine fligede, gule blade, hvoraf de fleste nu ligger på jorden, og nogle meget store og meget særprægede frugter. Hvad kunne det være?

Heldigvis var der nogle gartnere i den lille park foran musikhuset, hvor træet stod, som jeg kunne spørge. Akacietræ, sagde de. Vi snakkede lidt om frugterne, som ligner kæmpestore ærtebælge eller frugter fra johannesbrødstræet.

Jeg undersøgte lidt om akacietræer på nettet, og de kan ikke gro i Danmark, stod der, så det er nok en uægte akacie. Også kaldet robinie, og det er jo et træ, jeg udmærket kender, jævnfør uge 37.

Jeg har bare ikke tidligere set dem så store, og jeg har ikke lagt mærke til frugterne før. Desuden synes jeg, bladene er lidt spidsere og mindre afrundede end på den robinie, jeg plejer at kunne genkende. så måske er det alligevel en art ægte akacie, der på trods af oplysningerne på nettet godt kan gro i vores klima.

Jeg vidste heller ikke, at robinie også kaldes uægte akacie, men så lærte jeg det.

torsdag den 13. september 2018

Ugens træ - uge 37


Jeg har været i Jægergårdsgade for at finde ugens træer.

For ikke så mange år siden, blev der plantet træer i gaden - robinier. Det er et træ, der åbenbart egner sig godt i byer, og de århusianske stadsgartnere er i hvert fald glade for det, for det er næsten altid det, der bliver valgt, når der bliver plantet nyt.

Træet på det øverste billede er ældre end de træer, der står i selve gaden. Jeg synes, det er rigtig godt, når der bliver plantet træer i byen, og jeg er glad for robinierne i Jægergårdsgade, selv om det ikke er mit yndlingstræ. Men Jægergårdsgade er en af mine favoritgader.

Man skal passe på de cyklende i gaden. Til gengæld er det umuligt for bilerne at fræse af sted.
Superbrugsen på hjørnet er specielt focuseret på økologi, og på det modsatte fortov ligger
Street Coffee, hvor der er rart, og hvor man får en rigtig god kaffe.