Klarinetmusik

Jeg var til en fantastisk koncert med Århus Symfoniorkester i går. Mere præcist, så var det finske Kalevi Ahos klarinetkoncert med Martin Fröst som solist, der var fantastisk. Simpelthen det bedste, vi har hørt i denne symfonikoncert-sæson. "Fænomenale Fröst" var overskriften for koncerten, og det var i den grad rigtigt, men orkestret og dirigent Michael Schønwandt var nu også på dupperne. Maksimum antal stjerner og hjerter og hvad man ellers kan give fra mig.

Dette billede er på mange hjemmesider,
så jeg regner med, det er ok at bruge det

Frösts klarinetspil var vildt imponerende. Jeg hørte klarinettoner, jeg aldrig har hørt før, og kom længere og længere ud i sædet. Bedømt på bifaldet var jeg ikke den eneste begejstrede. Ekstranumrene med klezmer baggrund var heller ikke ringe, og meget anderledes.

Vi hørte også Hornemanns Gurre Suite, meget dejlig musik med en udpræget nordisk, hjemlig tone, og Schumanns 2. symfoni, som straks var mere kedelig.

Til gengæld var vi så heldige, at der efter symfonikoncerten var "Late Night Contemporary" med Århus Sinfonietta og solisterne Bjarke Mogensen på accordeon og David Lau Magnussen på klaver. Vi syntes vældig godt om det sidste musikstykke i ekstrakoncerten, Martin Lohses Collage de Temps.

Vi havde aldrig hørt om hverken Martin Lohse eller klaversolisten før, men det var et godt bekendtskab. Utroligt og skønt, at der laves så megen god og spændende ny musik.

Jeg har for resten længe været glad for klarinetten som instrument. Det startede nok i jazzen med blandt andet Sidney Bechets indsmigrende toner. Tænk bare på Petite Fleur. Den kender de fleste nok.

På højskolen boede jeg på værelse med en pige, der spillede klarinet. Jeg prøvede også at spille på hendes klarinet, men fik ikke den mindste tone ud. Så nøjedes jeg med at lytte.

Lidt senere kom den klassiske musik til. Især Carl Nielsens klarinetkoncert er på hitlisten, men Mozarts klarinetmusik kan jeg også godt lide, selv om jeg normalt ikke er meget for Mozart. Og endnu senere kom klezmermusikken. Nu er så også Ahos klarinetkoncert på mit repertoire.

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.

Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.

Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.

Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.

Bom bommelom

Den store tromme var med - og det var den lille tromme og alle de andre slagtøjsinstrumenter også, da vi i torsdags var til vores første symfonikoncert i 2012. Jeg havde et stykke tid ævlet om, at netop den koncert skulle vi da have billetter til, og så viste det sig, at det havde vi allerede. Hø!!! Heldigt vi fandt ud af det, inden vi investerede i flere billetter.

Det var åbningskoncerten ved slagtøjsfestivalen PercussionPlus, og jeg ville gerne have været til flere af koncerterne, men man kan ikke nå alt. Åbningskoncerten nåede vi altså, og det var godt!

På programmet var Kodálys charmerende Danse fra Galanta, Bartoks spændende Koncert for to klaverer, slagtøj og orkester med hele 4 solister og Carl Nielsens 6. symfoni. Altså lutter musik fra det 20. århundrede.

En af solist-paukerne brugt i Bartok-musikken på vej ud igen i en vældig fart i pausen.

Jeg var vild med både Kodály og Bartok, men for en gangs skyld kunne jeg ikke lide Carl Nielsen. Den symfoni stritter altså i lidt for mange retninger, synes jeg.

Vi har været til endnu en god koncert i februar, nemlig Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Jeg kendte godt deres første cd sammen, Officium, i forvejen, så jeg var ikke i tvivl om, at det var spændende musik, men at det lød så fantastisk i kirkerummet, og at rummet blev brugt så meget, kom alligevel som en overraskelse. Selv om det er tidligt på året, så er jeg sikker på, at det bliver en af årets oplevelser. De skal bare komme igen, så skal jeg også nok møde op.

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Mozart-fan

bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg var mere musikkyndig, så det muligvis anderledes ud, men jeg synes altså, det meste af Mozarts musik er noget letbenet - for muntert, springer af sted på alt for lette fjed og er nærmest irriterende i sin ubekymrethed.

Der er undtagelser. Jeg synes helt sikkert bedst om ham i mol, og hans Requiem (i d-mol!) er jeg endog meget glad for. Det hørte vi til symfonikoncerten i torsdags.

Først hørte vi Poulencs Gloria, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er kirkemusik, men ikke lige typisk kirkemusik - det er så også fra 1959. Noget uegalt, syntes jeg, men spændende og flot sunget af sopranen Lina Valantiejute.

Hun var også med i requiemet, som jeg må have hørt et utal af gange. Straks fra de første toner følte jeg mig helt tryg og på kendt grund - det er utrolig smuk musik. Jeg spekulerede lidt på, om dirigenten Stefan Solyam praktiserede den lidt slankere orkesterlyd, der er så moderne netop nu. Under alle omstændigheder lød det godt.

Billetsanget til næste sæson startede i mandags. Jeg var - bevæbnet med en lydbog på mp3-afspilleren, strikketøj og taburet - med i køen foran Musikhuset, men Dorthe kom meget hurtigere igennem på nettet. Jeg nåede lige at få en kop kaffe og en småkage, så havde Dorthe billetterne i hus, og jeg kunne tage på arbejde.

Billedet tog jeg, da der var blevet delt numre ud. På Musikhusets facade kan man se nogle af de store bannere med hoppende symfoniorkestermedlemmer. Sidste år hoppede de også på billederne, og da var det meget sjovt med de alternative billeder, men nu må de godt finde på noget nyt - det er ved at blive lidt trivielt.

Tiden slår ikke til

...eller også vil vi for meget. I hvert fald når vi ikke alt det, vi har lyst til. Men symfonikoncerterne har vi jo for længst købt billetter til, så dem SKAL vi heldigvis nå. Vi var af sted både i går og i forrige uge, og begge gange blev der - til vores store fornøjelse - udelukkende spillet musik fra det 20. århundrede.


I går hørte vi John Adams (ham med operaerne), Bartók, Vaughan Williams og Janácek. Vi havde nok mest bestemt os for denne koncert på grund af Vaughan Williams tubakoncert, men det hele var godt, og især var Janáceks Taras Bulba spændende.

Ugen før hørte vi den koncert, vi har glædet os allermest til i hele programmet, og det blev også den bedste indtil nu - vi har vist en enkelt tilbage. Estiske Kristjan Järvi dirigerede, og han er altså god. Meget, meget levende, og vi syntes, han fik alt det bedste frem i orkestret. Jeg lagde ikke mærke til det før pausen, men efter pausen dirigerede han Rachmaninovs Symfoniske Danse uden partitur. Godt det samme! Järvi dansede sig igennem musikken og havde brug for al pladsen på dirigentpodiet. Nodestativet var garanteret drønet i gulvet med et brag, hvis det altså havde været der.

Før pausen spillede Mikhail Simonyan Barbers violinkoncert. Det var måske ikke lige min yndlings violinkoncert, men den var ikke kedelig, og det var Simonyan heller ikke. Han må gerne få endnu en invitation og meget gerne sammen med Kristjan Järvi.

Det allerbedste var dog Arvo Pärts 3. symfoni. Da måtte jeg frem på stolen. Den spænder fra det lyseste sarte til det mørke, fyldige, voldsomme. Intenst, gribende, fantastisk -ikke så minimalistisk som Pärt senere er blevet (jeg kan altså også meget godt lide det minimalistiske). Han må da være en af de allerstørste komponister i sidste halvdel af det 20. århundrede, hvis ikke den største. Billedet er lånt fra Sonnings musikfonds side. Arvo Pärt fik prisen i 2008.

Første gang, vi hørte noget af Pärt, var i den af os stærkt savnede musikquiz Kontrapunkt. Det var selvfølgelig kun et lille bitte stykke, men vi spidsede straks ører: Det her var noget særligt. Siden har vi hørt en del Pärt, men det er første gang vi har oplevet ham spillet i koncertsalen. Forhåbentlig ikke den sidste.

Mahler i fare

I torsdags var vi igen til symfonikoncert, denne gang med Mahlers store 3. symfoni på programmet.

Det var lige ved, jeg måtte blive hjemme. Jeg har været plaget af vinterens tredje forkølelse (!) og havde bl.a. en irriterende tør hoste. Jeg kan ikke fordrage, at folk tager til koncert, når de hoster vildt, så jeg måtte jo overveje, om det var tilfældet med mig selv.

Torsdag havde vi begge en fridag og skulle egentlig have været på udflugt til en garnforretning, men vi var fornuftige og tog en slapper hjemme i stedet, så jeg hostede ikke så slemt, da vi nærmede os aftenen. Jeg tog en hostestillende pille og bevæbnede mig med Bentasil, og det gik også godt nok. Jeg hostede kun to gange og begge gange ganske lidt.

Mahlers symfonier er altså imponerende, og det gælder også den 3.
STORT orkester, kor, solist, musik, musik, musik i utallige variationer. Man skal godt nok gøre sig umage, hvis man skal kede sig til Mahler.

Det var sjovt, at trombonespiller Jesper Busk Sørensen var hentet "hjem" fra Berlin for at hjælpe i messingblæser-sektionen. Han havde ligesom de fleste andre i orkestret nok at gøre.

Billedet er lånt fra Berlinerfilharmonikernes hjemmeside. Dem håber vi på at komme til at høre, næste gang vi skal til Berlin.

Mere musik

Vores sidste symfonikoncert i sæsonen 2009-10 var opførelsen af intet mindre end Brittens War Requiem. Vi er meget glade for Britten, og requiemet var en stor oplevelse. Det er et vældigt værk for orkester, kammerorkester, 3 solister (bl.a. sang Morten Frank Larsen en fantastisk baryton) og stort kor sammensat af en del andre kor.

Det er spændende og grum musik, og den blev meget flot udført, syntes vi. En værdig markering af 65 året for krigens afslutning og en værdig afslutning på vores sæson.

Vi har allerede fået købt billetter til den nye sæson. Mandag stod jeg sammen med en masse andre i kø foran Musikhuset - godt at jeg skulle arbejde sent!

Til alt held var det godt vejr at stå og vente i, indtil Musikhuset og billetsalget åbnede kl. 11. Egentlig synes jeg, det godt denne dag kunne åbne noget tidligere - eller at man kunne åbne for salget en søndag. Det må da være en medvirkende grund til, at gennemsnitsalderen for symfonikoncerternes publikum er så høj. I hvert fald er de gode billetter forbeholdt dem, der kan sætte en mandag formiddag af til at stå og vente.

Vi havde på forhånd sat mange flere krydser i programmet end ved de koncerter, vi faktisk købte billet til, men der skal også være plads til andet, så vi forsøgte at beherske os. Noget af det, vi glæder os mest til, er Mahlers 3., og så er Arvo Pärt til vores store glæde endelig kommet på programmet.

Efterårets glæder - og ikke-glæder

Selv om sommeren igen i år var for kort, så er der nu også gode ting ved efteråret.

Bl.a. starter musiksæsonen igen for alvor, og vi var til den første symfonikoncert i går. Programmet bestod af Beethovens Leonore-ouverture, Prokofievs 1. violinkoncert og Carl Nielsens Symfoni nr. 2 med navnet De fire temperamenter.

Carl Nielsen var som altid god, og vi synes også, at Århus Symfoniorkester har rigtig godt fat i Carl Nielsens tone. Beethoven var lettere kedsommelig - jeg greb mig selv i at sidde og undersøge, hvor mange af orkestrets kvindelige medlemmer, der var iført stiletter (jeg konstaterede ingen mænd med stiletter :-)

Det bedste var helt afgjort Prokofiev. Solisten var en ung brite af russisk afstamning, Alexander Sitkovetsky. Af udseende mindende han mig om en nøkke, bare iført briller og tøj, og straks fra første tone var man klar over, at det her ville blive noget særligt, hans tone er usædvanlig smuk og varm, og hans virtuositet kom meget fint frem i Prokofievs spændende musik. Det var bare godt!

Det skulle egentlig have været norske Vilde Frang, der skulle være solist. Jeg har hørt meget godt om hende og havde glædet mig til at høre hende, men jeg var meget begejstret for substitutten, og Frang må vi så have til gode til en anden gang.

Men hvorfor skal det absolut blive efterårsvejr, bare fordi kalenderen siger, at det er efterår???

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.

Mere sæsonafslutning

Så har vi også været til sæsonens sidste symfonikoncert. Michel Tabachnik dirigerede, og programmet var næsten rent fransk: Messiaen, Debussy, Tabachnik selv (han er schweizer, derfor kun "næsten") og Debussy igen - og det var alt andet end kedeligt!

Der var også en solist, den hollandske pianist Ralph van Raat, som spillede i både Debussys Fantasi for klaver og orkester og i Tabachniks Klaverkoncert. Han var vildt virtuos, og i Takachnik-koncerten spillede han med hele kroppen og angreb nærmest flygelet. Det er et værk fra 2003, og hvis jeg bare havde hørt det i radioen, ville jeg nok have syntes, at det var et infernalsk spektakel. Det er selvfølgelig helt anderledes, når man oplever det live.

Messiaen troede jeg ikke, jeg kunne lide, men det kunne jeg godt, og Debussy kan jeg vældig godt lide. Han kunne åbenbart ikke selv lide fantasien, for han forbød den opført, mens han var i live, og rent faktisk blev den ikke spillet før efter hans død. Jeg syntes, den var god, og jeg syntes også, jeg sagtens kunne høre, at det var Debussy, selv om det ikke er nær så karakteristisk for ham som aftenens sidste værk La Mer.

Det er vist det første stykke impressionistisk musik, jeg for alvor stiftede bekendtskab med - for omkring 40 år siden! Egentlig troede jeg, at jeg kendte det som min egen bukselomme, men det var nu ikke helt rigtigt.

Dejligt med et genhør! Og dejligt at programmet for næste sæson udkommer om et par dage - eller måske allerede i morgen.

P. S. Det er Tabachnik på det øverste billede, Debussy nederst. Han ser voldsomt fransk ud, ikke?

Ferieuge

Vi har haft ferie i denne uge, primært for at se VM i kunstskøjteløb fra Los Angeles - det vender jeg tilbage til.

Men vi har nået en masse andet også. I weekenden foredrag om Berlin både lørdag og søndag og spisning med venner lørdag. Tirsdag var vi til naturvidenskabeligt foredrag, onsdag til et litteraturarrangement, og i går aftes var vi til symfonikoncert.

Det blev en af de bedste symfonikoncerter, vi har været til i denne sæson. Da vi først havde overstået en af Haydns utallige symfonier (Haydn står ikke på min hitliste, jeg synes han er kedelig, men denne var nu ikke en af de værste), blev det rigtig, rigtig godt.

Carl Nielsens er i hvert fald ikke kedelig, og hans klarinetkoncert med unge Mathias Kjøller som solist var minsandten også spændende.

På billedet er nogle af de store mæssingblæsere ved at blive gjort klar til på efter pausen at skulle i gang med Mussorgskijs Udstillingsbilleder i Ravels instrumentering.

Udstillingsbilleder har jeg kendt og holdt af, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg har hørt den utallige gange på plade og cd, men det var første gang, jeg hørte den i en koncertsal, og det er godt nok en helt anden og meget mere intens oplevelse. Det var en rigtig dejlig aften!

Kultur 1

Vores kulturelle arrangementer ligger tæt i denne tid. For 1½ uge siden var vi til symfonikoncert, hvor der blev spillet Charles Ives, Mahler og Brahms.

Charles Ives stykket var så kort, at det næsten ikke var der, og Brahms er jeg ikke så vild med - det kommer måske - men Mahler er jeg rigtig glad for. Det var hans Des Knaben Wunderhorn-sange, og hvor det tidligere var hans symfonier, jeg bedst kunne lide, så er jeg nu blevet meget glad for hans sange - dem vil jeg fordybe mig mere i, når jeg får mere tid!

Jeg syntes, man tydeligt kunne høre inspirationen fra folkemusikken, og jeg syntes også, der var en lighed med noget af min absolutte yndlingsmusik, nemlig Canteloubes Auverne-sange, hvor det også er den folkelige musik, der er den store inspiration.

Symfonikoncert

Vi var til vores anden symfonikoncert i denne sæson i går.

Programmet var kendt og ukendt musik mellem hinanden: Først Ravels Bolero, en af mine favoritter. I det hele taget er Ravel en af mine favorit-komponister.

Så en uropførelse af Ib Nørholms 11. symfoni Den følende blomst med Anne Margrethe Dahl som solist. Teksten har jeg kendt siden mine unge dage (jeg kunne nu ikke huske den!), men musikken var i sagens natur helt ny. Interessant, men jeg ved ikke rigtig, om jeg kunne lide det.

Og til slut Stravinskijs Petrusjka, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg fik en vældig lyst til at se hele balletten.

Egentlig var der også lidt Carl Nielsen på programmet, men det blev vi af ukendte årsager snydt for.

Nu varer det lang tiden inden vores næste koncert - det vi helst vil høre, klumper sig fra februar og frem. Til gengæld starter operabio snart!

Den blå anemone - og symfonikoncerter

Her er vores fine blå anemone.

Hepatica nobilis
Originally uploaded by cats_in_blue

Den er så yndefuld, og jeg er meget glad for den. Faktisk har vi adskillige, den frøspreder sig åbenbart selv.

I går var vi til sæsonens sidste symfonikoncert - med et rigtig godt program med musik udelukkende fra det 20. århundrede. Først Carl Nielsens Helios-ouverture, så Elgars cellokoncert, der er så smuk, at man næsten kommer til at græde, og til sidst Bartoks Koncert for orkester.

Vi er ikke særlig godt kendte med Bartok, men vi kunne rigtig godt lide orkesterkoncerten - ikke nær så avanceret, som vi havde troet. Ham må de gerne spille mere af! Men det bliver ikke næste sæson. Vi har lige fået kataloget, og der er ikke noget Bartok med. I det hele taget ser det ud til at være lidt mere publikumsfavoritter end i denne sæson.
Billedet viser Edward Elgar - very British, isn't he?