Sommer i byen

Byen - kulturliv - sommer, tre ingredienser til en god juli for mig. Med hensyn til det sidste måtte der godt være lidt færre byger, eller i hvert fald kunne de holde sig til at falde om natten, men hellere byger også om dagen end konstant 30 graders varme. Og så slemt har det heller ikke været.

Til jazzfestivalen tror jeg, de fleste af de udendørs arrangementer blev gennemført, så voldsomt problematisk var det ikke.

Programmet var ikke helt så spændende, som det har været tidligere år. Der var en frygtelig masse af det, jeg kalder frokostjazz, sådan lidt let jazz, som man da godt kan høre med fornøjelse, men som ikke just sætter spor. Til gengæld var der ikke meget avantgarde i programmet.

Det betød dog ikke, at vi ikke hørte en hel del godt. Men vi syntes ikke, vi gik glip af så meget, så måske var det lidt smalle program bare en god ting ;)

Vi hørte to sangerinder, som vi ikke har hørt før, men som var virkelig gode.

Randers Big Band havde Keshia Christiansen med som solist - et indtil nu helt ukendt navn for os og mange andre, kunne vi forstå på snakken rundt om. Men hun var god, meget livlig, charmerende og som det vigtigste så sang hun godt. Hun må gerne komme tilbage næste år.

I det hele taget hørte vi en del big band. Blandt andet Kathrine Windfeldt Big Band, som var gode, men ikke helt så gode som tidligere, syntes jeg. Det modsatte var tilfældet med Aarhus Jazz Orchestra. Dem synes jeg aldrig at have hørt så sprudlende og skarpe som i år.

Deres solist i år var Thad Jones. Ikke i levende live, da han døde for adskillige år siden, men koncerten var en hyldest til ham og hans arrangementer. Sådan set var dirigenten, Dennis Mackrel, også solist. Han mente godt nok selv, at han var kommet ind i den allersidste fase og bare stod og viftede lidt med hænderne, og at det var Nikolai Bøgelund (som også dirigerede Randers Big band), der havde øvet med orkestret, som burde have æren, men jeg gætter nu på, at begge havde deres andel i at bandet var så velspillende. Vi nød det!

Den anden gode sangerinde, vi hørte, var Lisa Bassenge, også hun ukendt for os før denne koncert. Hun er tysk og synger utrolig godt, og til denne koncert fortolkede hun Cole Porter sange, så materialet var der bestemt heller ikke noget i vejen med. Også hende vil vi meget gerne høre igen

I en noget anden boldgade var vi i selveste domkirken til Share Improfest Maraton. En masse unge musikere fra forskellige lande spillede improvistationsmusik. Jeg ved egentlig ikke, om det var jazz, men det var spændende og opløftende, og der skete hele tiden noget. Man kunne også rigtig høre domkirkerummets flotte akustik.

Koncerten, hvis man kan kalde det det, varede i 4 timer, men vi blev der kun de to første. Ikke fordi vi kedede os, men fordi vi skulle andetsteds hen.

Moesgaard ligger godt nok lidt uden for byen, men hører alligevel til byens kulturliv. Vi har ikke overrendt deres udstillinger, mest fordi vi har ment, at vi kendte udstillingernes emner, for eksempel Pompeji, for godt.

Den nyeste, Ud af kaos, beskæftiger sig med tiden mellem romerrigets (det vestlige, altså) fald og vikingetiden. I min historieundervisnings tid kaldte vi det folkevandringstiden.Den er ikke lige vores spidskompetence, så den udstilling måtte vi hellere se.

Det viste sig, at udstillingen primært omhandlede romerne, hunnerne og goterne, med nogle lidt mærkelige udflugter til for eksempel Øland (i øvrigt en spændende historie), og faktisk var der alligevel ikke så megen ny viden for os.

Jeg var ikke overbegejstret. Dels var udstillingen noget mindre, end jeg havde forventet, dels synes jeg, den var noget rodet, men der var en masse fine genstande, man kunne kigge på.

På billeder er det en lille statue af selveste Jupiter. Jeg synes, han er nuttet.

Det, der optog os mest, var faktisk, at vi for anden gang inden for kort tid, stødte på det vulkanudbrud, der fandt sted i 536, og som udløste en større klimakatastrofe. Faktisk var der vist flere vulkaner, der var i udbrud nogenlunde på det tidspunkt, og man har fundet ud af, at i hvert fald vulkanen Katla på Island havde et gigantisk udbrud. Flere år med formørket himmel, ingen høst, ingen sommer, hungersnød og så videre var resultatet. 

Katla er en aktiv vulkan, og sædvanligvis er den i udbrud med mellemrum på 40-60 år. Den har sidst været i udbrud i 1918! Uhyggeligt eller hvad? Man ved jo, hvad der kan ske, når en vulkan samler sammen til et rigtig stort udbrud. Eyjafjallajökull udbruddet i 2010, der lukkede en del flytrafik i en uge, kan risikere at blive det rene ingenting i sammenligning.

Det er lige til at blive fatalist af. Hvis ikke vi mennesker kan få ødelagt kloden hurtigt nok, kan Katla måske hjælpe os. Men det kan da godt ske, at vi kommer først, og jeg er såmænd lige ved at forstå de mennesker, der lystigt flyver kloden rundt. Det går jo galt under alle omstændigheder.

Tilbage til kulturen: Vi har også været på en enkelt kunstudstilling. På galleri Lene Bilgrav blev der udstillet værker af Inge Ellegaard. "Blomster, striber og tern" hed den. Egentlig kan jeg bedre lide hendes værker fra dengang i 80erne, hvor hun var ung og vild. Hendes senere blomsterbilleder havde jeg tidligere kun set på tryk, og de er godt nok meget bedre i virkeligheden. Ikke desto mindre kommer her et eksempel:

For at komme hele vejen rundt så har vi også i biografen set Oppenheimer. Ikke nogen dårlig film, og det er i hvert fald en interessant historie, men lyden var alt, alt for høj. Jeg tog selvfølgelig mine ørepropper på, alligevel måtte jeg i lange passager sidde med hænderne for ørerne. Det ødelagde oplevelsen.

Men alt i alt har det været en dejlig juli i kulturbyen.

Det var den jazzfestival

Line up:
Christian Vuust og Benjamin Trærup (t-sax), Thomas Sejthen (b) og Morten Nettelmann (drm)

- og den kom ikke til at forløbe helt, som jeg havde ønsket.

Starten fredag var god nok. På billedet hører vi Christian Vuust m.fl. på Café Gemmestedet. Ikke noget overraskende, men bare god musik og god stemning. Senere samme dag hørte vi endnu en koncert, som vi var mindre begejstrede for.

Lørdag havde vi lagt en fin plan, men på vej til den første koncert gled jeg i en bananskræl og fik en regulær fibersprængning i det ene baglår. Jeg måtte hjem og have is på og have smertestillende, og det lykkedes os at komme af sted til aftenens koncert med Caro Emerald, som vi havde købt billetter til i forsalg.

Hun er en livlig og stærkt syngende dame, og med Aarhus Jazz Orchestra i ryggen skulle man tro, at hun var i gode hænder, men det klædte hende ærlig talt bedre, når det kun var udvalgte medlemmer af orkestret, der bakkede hende op. Det var heldigvis tilfældet i de fleste af numrene, og generelt var det en fin koncert. Men Musikhusets trapper var jeg ikke gode venner med den aften.

Sådan en fibersprængning tager sin tid, så det var meget begrænset, hvad jeg ellers kom af sted til. Man mærker også ekstra meget, hvor dårlige stolene er rundt omkring, når man har en skade. Nogle steder er der bare bænke uden ryglæn, andre steder klapstole, som stort set alle har tvivlsom siddekomfort. Jeg plejer ikke at være følsom for dårlige stole, men med en fibersprængning ser det anderledes ud, og selv en uge efter tog vi hjem før beregnet, fordi vi ikke kunne klare flere dårlige siddepladser.

Jeg må af sted til noget mere hverdagsjazz, når mit lår bliver helt i orden igen, og så kommer der jo en ny festival næste år.

Denne meget snavsede fiskekutter mødte vi på vej til en koncert på Hantwerk på havnen - jeg i yderst adstadigt tempo. Den må have ligget på havets bund, men så vidt vi kunne se, havde vandet ikke været så dybt. Man kunne tydeligt se på masten, hvor meget af kutteren, der havde været under vand. Der var folk om bord, så den kommer måske til at sejle igen.

Årets jazzfestival i Århus

Årets jazzfestival i Århus er slut, og sjældent har vi nået at høre så meget. Og jo, det var mestendels godt vejr, så vi hørte også nogle af de udendørs arrangementer.

Vi sluttede lørdag med maner med Norrbotten Big Band dirigeret af Anne Mette Iversen, der også havde skrevet materialet. "Everything in between" kalder hun programmet, som også senere (hurra!) skal resultere i en CD.

Anne Mette Iversen og Norrbottens Big Bands saxofongruppe.
Lige fra den lyseste til den mørkeste var repræsenteret.

Det var ren fryd for øregangene. Spændende, spændende melodier virkelig godt arrangeret og spillet. Lange numre med lange soli - dejligt - og fantastisk sammenspil. Den koncert blev et af festivalens højdepunkter for os.

Vi trængte også til noget rigtig big band. Godt nok havde vi hørt Aarhus Jazz Orchestra, og det var også godt, men årets tema var sydafrikansk big band musik, sådan meget Miriam Makeba-agtigt og noget forskelligt fra det, vi forstår ved rigtig big band musik.

Før Norrbotten Big Band havde vi også hørt finalen i Global Jazz Explorers Youth Camp. Fire ungdoms-big bands fra Letland, to fra Holland og fra Danmark havde haft workshops hele ugen og gav en rigtig fin finalekoncert.

Trængsel på scenen: Alle fire ungdomsbands spiller sammen.

Der er bestemt grøde i jazzmusikken, men da vi hørte Norrbotten Big Band, kunne vi nu godt høre, at de unge har et stykke vej endnu.

I år levede festivalen mere end sædvanligt op til at være international, sandsynligvis takket være tilskud fra kulturby midlerne. Vi startede for eksempel med tre koncerter, hvor japanske musikere var involveret. Vi hørte også nordmænd, finner, estere, italienere og amerikanere. Og sydafrikanere. Og andre fra det afrikanske kontinent. Og en masse danskere naturligvis. Plus at jeg nok har glemt nogle nationaliteter.

Cesar Joaniquet, som vi også senere
hørte med Aarhus Jazz  Orchestra

Endnu et højdepunkt fra ugens løb var trioen Tsu-Na-Mi, der spillede materiale af saxofonisten Cesar Joaniquet, spanier, men bosiddende i Danmark.

Jeg synes somme tider, det er lidt for meget, når de forskellige bands absolut skal spille egne kompositioner, ikke alle er efter min mening lige så gode komponister, som de måske selv mener, men det her fungerede. Musikken var anderledes, spændende og godt spillet.

For resten var vi også til koncerten med Madeleine Peyroux. Det er nok i udkanten af jazzen, men ikke desto mindre var det vældig godt. Madeleine Peyroux har en helt speciel stemme. Det vidste vi selvfølgelig godt, men vi vidste ikke, at hun var så humoristisk, og hun og hendes meget dygtige musikere gav en meget professionelt koncert.

En anden koncert, der ikke helt kunne kaldes jazz fandt sted på Kunstnernes Værksted på havnen. Under titlen "Rummenes Ekko" havde Christian Balvig optaget lyde i huset og mixet dem med levende musik, som vi hørte, mens vi blev ført fra rum til rum i huset. Vi blev tvunget til at opleve den gamle bygning på en ny, langsom måde i dialog med husets lyde og musikken. Jeg syntes, det var tættere på moderne kompositionsmusik end jazz, men det er sådan set ligegyldigt. Under alle omstændigheder en fin og anderledes oplevelse.

Christian Balvig fyldte et  rummene i "The House" med toner

Selv om det igen var en uge, hvor jeg måtte øve mig på at gå glip af noget mere, blev det en af de allerbedste jazzfestivaler, vi har deltaget i. Nu står der nedtrapning - eller måske er det snarere en kold tyrker -  på programmet.