Viser opslag med etiketten roser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten roser. Vis alle opslag

mandag den 27. juni 2016

Rosentid

Der er så mange smukke roser i år. Billederne viser bare to af en hel masse, jeg så på en tidlig tur i byen. En af mine venner mener, det måske er den sort, der hedder Peace.

Mit eget forhold til roser er ambivalent. Jeg elsker udseendet og duften, og jeg hader tornene.

I vores blå have har vi en enkelt, en Rhapsody in Blue.

I skumringen ser den næsten blå ud, om dagen er den unægtelig rødlilla. Den dufter vidunderligt, og den har masser af torne.

Vi har også én i hækken. Det er min haderose, for den skal aldeles ikke være i hækken, men det er den ligeglad med.

I forhaven har vi også et par stykker, bl.a. en New Dawn, der af og til er ved at tage magten fra mig, for den gror mildest talt godt. Den dufter også dejligt, og selvfølgelig har den torne, men ikke så mange igen. Heldigvis, for den skal tit beskæres.

Roserne på billedet duftede i øvrigt næsten ikke, så det er nok alligevel ikke Peace. Den skulle vist dufte.

torsdag den 9. juli 2009

Principper

Et af mine principper for, hvad der må være i vores have, er, at der ikke må være noget, der stikker.

Det har tidslerne ikke hørt om. Dem er der nogen af hvert år, i hvert fald indtil vi opdager dem og luger dem væk. Men de ellers meget flotte blå og blålilla prydtidsler er der altså ingen af.

Principper skal man dog ikke tage alt for højtideligt - i hvert fald ikke dette, for så kunne der jo ikke være nogen roser. I den pink/orange forhave havde vi roser før princippernes tid. Den, der havde de værste torne, er fjernet, men der er nogle stykker tilbage.

I den blå have er der en enkelt rose, som jeg en gang har fået i fødselsdagsgave. Den hedder Rhapsody in Blue, men helt blå er den - som det ses på billedet - ikke. Farven skifter meget, både efter hvor gamle blomsterne er og efter tidspunktet på dagen, så navnet passer meget godt. Især om aftenen ser den ret blå ud. Og den har masser af torne!