Viser opslag med etiketten kunstgallerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunstgallerier. Vis alle opslag

mandag den 25. juli 2011

Tur til Vestfyn

I lørdags var vi sammen med Yrsa på en tur til Vestfyn. Vejret var ikke det bedste, men der kunne ikke ændres på tidspunktet. Vi ville besøge Galleri Sulegaarden i Lundager lige uden for Assens samt Ernsts Samlinger i Assens centrum, og når vores arbejdstider så kom ind over, kunne det rent logistisk kun blive denne ene lørdag

På Sulegaarden var der den årlige "Put and take"-udstilling med arbejder af godt 40 kunstnere. Det er et sjovt koncept, hvor værkerne skal være små i format. Så små at en cykelturist godt kan få plads til et i rygsækken.

Vi kunne jo godt have plads til mere, da vi var i bil, men derhjemme har vi ikke så meget plads, så det lille format passer os godt, og både Dorthe og jeg fik et lille kunstværk med hjem.

Heller ikke Ernsts Samlinger, hvor vi kom med på rundvisningen næsten på det yderste mandat, skuffede. Jeg har lånt Sølvmanden, Maria Grønlykkes roman om Frederik Ernst, med hjem, men er ikke rigtig kommet i gang med den endnu, og det var måske i virkeligheden den rigtige rækkefølge at få "virkeligheden" først og derefter fiktionen.

Vejret var så venligt at undlade øsregn, da vi var færdige med udstillingen, så vi kunne gå en tur i Assens. Der er mange gamle huse og bygninger, bl.a. Plums Gård, hvor min mor i sin tid blev udlært på kontoret. Den maleriske blå og noget forfaldne bygning, ligger bag Plums Gård. Den må vel have været en slags lagerbygning?




I et af de mange bindigsværkshuse lå der en kat bag ruden. Vinduet var noget snavset, måske på grund af regnen, men katten kunne sagtens se og måske også høre nogle fugle udenfor. Det så det ud til, den havde stor fornøjelse af.

søndag den 12. september 2010

Kunstgallerier

Hvorfor har alle andre byer end Århus gode kunstgallerier? Og er det rigtigt, at der ikke er gode kunstgallerier i Århus? Måske kender vi dem bare ikke. Kommentarer til det modtages meget gerne.

Under alle omstændigheder var vi i Horsens i går netop med kunstgalleri-besøg på programmet. Nå ja, vi nåede kun to, men de var altså gode begge to.

Først besøgte vi Galleri Franz Pedersen på Carolinelunds- vej. Der var en forholdsvis nyåbnet udstilling af nye værker af Lise Malinovsky. Gode, meget farvestrålende, især kunne vi godt lide hendes tyre-billeder. Der var solgt godt af dem, og det kunne vi godt forstå.

Bagefter var vi i Galleri Progres i Smedegade. Det var sidste dag af deres udstilling med Knud Odde, grafik og keramiske værker. Det sidste er nyt for Knud Odde, men hans meget grafiske tilgang virkede godt sammen med keramikken. Allerbedst syntes jeg dog hans monotypier var.

Billedet er taget i Galleri Franz Pedersen og viser, som det ses, en skulptur af Michael Kvium, som der også var en del værker af. Det må bestemt være nutidens bibliotekar i en - måske forgæves, men i hvert fald vanskelig - balancegang på det boglige medium. Bag skulpturen et af Lise Malinovskys malerier. Det er tilfældigt, at det lige er det med katten, for faktisk synes jeg, det var et af de mere uinteressante på trods af motivet.