Sarantoya 2000 - 2018

Vores allerbedste julegave nogensinde, vores månestråle, vores lille højtråbende sirene, vores elskede lille Sarantoya døde den 6. marts, 17 år og 2½ måned gammel.

Billedet tog jeg den 28. februar, og cirka på det tidspunkt begyndte hendes appetit at blive dårligere. Jeg lokkede for hende, prøvede endda med noget andet end hendes diætmad, og det gik også bedre nogle dage, men så ville hun igen ikke spise noget. Kun kattemalt kunne hun få ned.

I mandags lå hun i sin katteseng og mjavede. Godt nok snakkede hun meget, men ikke på den måde. Vi tror bestemt, hun bad om hjælp, og jeg gav hende både kvalmestillende og prednisolon. Det hjalp også, så hun faldt til ro.

Tirsdag havde vi en dyrlægetid, faktisk for at få taget en test, så vi kunne se, om hendes nyremedicin virkede, men vi var godt klar over, at det nok var noget andet, der kom til at ske. Vi håbede, at dyrlægen ville finde en dårlig tand eller noget andet banalt, men i stedet konstaterede hun, at nyrerne var ganske små og hårde, så der var kun en løsning. Det gik så fint og roligt, som sådan noget nu kan foregå, og vi er tilfredse med, at det blev gjort i tide.

MEN VI SAVNER HENDE!!!
Al hendes snakken. Her er alt for stille nu. Hun var så god til at kommunikere, hun var helt sikkert den klogeste kat, vi har haft. Vi skulle altid sige godmorgen til hende, før vi foretog os noget andet om morgenen. Alle ritualerne. Jeg savner at kunne stryge hende over ryggen og helt ud på den lange hale. Jeg savner hendes fine små poter og hendes tykke pels. Jeg savner hendes knurhår, også selv om de i adskillige år har været knækket i højre side. Og hendes smukke øjne. Jeg savner hendes lille, lyserøde tunge, når hun ivrigt slikkede malt af min finger. Det gjorde hun endda den allersidste morgen.

Da hun var en lille killing, sagde vi, at der nok ikke var andre end os, der kunne elske hende, så støjende og anderledes (ingen tid til kæl) som hun var. Larmen blev bare værre med årene, til gengæld lærte hun efterhånden at sætte pris på kæl. Vi måtte beholde hende selv, og vi har elsket hende, men jeg er også sikker på, at de venner, der kom regelmæssigt i huset, kom til at holde af hende og hendes særheder.

Måske bliver det lidt småt med blogindlæg i den kommende tid. Der er ligesom ikke rigtig noget, der er vigtigt.

Sarantoya 17 år

Sarantoya fyldte 17 år juleaftensdag.

Det er jo en anselig alder for en kat, og selv om vi helst ville, så kan vi ikke helt nægte, at der er kommet lidt aldersrelaterede problemer.

Hun har nu levet godt et år med forhøjet stofskifte. Det bliver holdt i ave med diætfoder. Jeg synes, det er fantastisk, at der findes et sådant foder. Måske har jeg somme tider syntes, at det foder, man køber hos dyrlægen er lidt bekosteligt, men når firmaerne forsker og udvikler nye effektive diæter, der virker så godt som Sarantoyas, så fortryder jeg ikke én eneste krone. For øvrigt tror jeg slet ikke, der er så stor forskel prismæssigt, som nogle gerne vil gøre det til, med mindre man sammenligner med decideret junkfood.

Ved decembers helbredstjek blev der taget en blodprøve, som kan vise alt muligt. Den viste desværre, at nyrerne er begyndt at blive lidt mindre effektive. Også på dette område er der sket forbedringer i de senere år. Dels kan man opdage problemet tidligere end før, hvor man først kunne konstatere det, når det nærmest var for sent. Dels er der kommet noget ny medicin, Semintra, og den får Sarantoya nu. Vi kender flere katte, der også får Semintra, og det er åbenbart ret effektivt, så det håber vi, det også er for Sarantoya.

Hun er næsten, men ikke helt endnu, den ældste kat, vi har haft. Hendes mor. Lilit, blev 17 år og knap en måned. Sarantoya bliver bestemt ældre. Jeg har en aftale med hende om, at hun skal blive mindst 20 år, men det har jeg nu haft med alle vores katte, og indtil nu har ingen altså overholdt aftalen.

Det øverste billede blev taget dagen efter fødselsdagen. Ikke noget særlig godt billede, men lidt sjovt alligevel, synes jeg. Det var ikke let at tage billeder i de dage, fordi vejret var så mørkt. I dag fik jeg taget et lidt bedre.

Sarantoya ligger på sit lille, højtelskede syntetiske pelstæppe. Det er her, hun bliver børstet, og det er en af hendes største fornøjelser, så det sker adskillige gange dagligt. Altid på tæppet. Tæppet er også med på ferie, og der fungerer det på nøjagtig samme måde.

Sarantoya 16 år

Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.

Sommer - sol og skygge

Når det er sådan et forrygende sommervejr, som det er i øjeblikket, opholder jeg mig helst i skygge. Jeg kan ikke rigtig tåle solen, får soleksem (også selv om jeg fedter mig ind i faktor 30) og får også let hovedpine. Men i skyggen har jeg det fint.

Andre lader sig gerne bage selv i de varmeste timer. Forleden gik jeg en tur i nabolaget, og på en af vejene i området er der stort set ikke nogen træer, og dermed heller ikke nogen skygge. Jeg vælger en anden rute næste gang.

Jeg blev dog belønnet, for jeg så turens eneste kat på netop den vej. Den lå fornuftigvis i skyggen - den kunne heldigvis nøjes med noget mindre end et træ. Den kiggede søvnigt på mig og lagde sig så til at sove igen.

Sarantoya sover også dagen væk, når det er så varmt. Først når det bliver aften, kommer der liv i hende.

Vi har været lidt bekymrede for hende, men det er der vist ingen grund til, for når vi tænker efter, ved vi godt, at sådan er det hvert år i varme perioder.

I går kørte vi en tur til Skagen, og da kunne vi faktisk godt have brugt lidt mere sol, for det var en ret kølig vind, der kom ind fra syd.

Knud var med sammen med sin nye storesøster Krista. Det var første gang, de var på tur sammen. De to ænder på vores spisested passede præcis til en ridetur for miniaturebamser.

På vejen til Skagen var vi på Yrsas anbefaling i Cloostårnet i Frederikshavn. Tænk, at vi aldrig har hørt om det før. Det er ellers værd at køre efter - sikken en udsigt! Der var stadig en let morgendis, så vi havde besvær med at finde Læsø - måske fandt vi den, måske ikke, men vi fandt med sikkkerhed både Råbjerg Mile, Rubjerg Knude Klit, Sæby Kirke og Det Grå Fyr i Skagen.

Citater om katte #35

En søvnig vinteraften er uden en halvsovende kat ikke søvnig nok.
Denise Hawkins



Denise Hawkins er en amerikansk kunstner. Hun har egen hjemmeside, hvor man kan se nogle af hendes værker.

Fotoet er af Sarantoya. Jeg har oceaner af fotos af hel- og halvsovende katte. De er i sagens natur meget lettere at fotografere end vågne, men da Sarantoya var yngre, hørte hun nu tit de små klik fra kameraet og vågnede op.

Jeg tror, hun er blevet lidt døv nu, eller også er det bare alderen, der gør, at hun sover meget tungere end tidligere.

Forfatteren har i øvrigt ret. Der er noget utroligt beroligende ved at have en halvsovende - somme tider stadig svagt spindende - kat på skødet, og det er meget let at komme til at falde i søvn selv. På det område passer Sarantoya sit arbejde fint. Nogle gange for fint. Så forsøger hun at dirigere os til at sætte os med tæppe på, så hun kan ligge enten på eller under tæppet. Uden tæppe dur det ikke.

Billedet er ikke nyt. Det er før både de hvide og de knækkede knurhårs tid.

Indedage

Denne januar er vist vejrmæssigt meget typisk. Skiftevis tø og frost, lidt sne, meget slud, sjap og tåge.

Vi mennesker kan opholde os indendørs, de små fugle må finde sig i vejrets luner. Rødkælken på fotoet opfatter tydeligvis vores forhave som sit territorium. Vi ser den til vores store fornøjelse så godt som hver dag. Den er ikke bange af sig - det er vist ret normalt for rødkælke. Når jeg kører bilen i carport, er det ikke altid, den gider flytte sig fra foderhuset, selv om jeg kun er 1-2 meter væk.

Som noget nyt har vi fået besøg af et par bogfinker, og i dag så jeg også en grønirisk. Til gengæld er det desværre meget længe siden, jeg har set vores dompapper. Jeg savner deres lavmælte kvidren. Jeg håber, de bare holder til et andet sted.

Sarantoya hygger sig som os indendørs. Hun har fundet ud af, at der er rart i badeværelset, husets eneste rum med gulvvarme. Nu har hun fået en katteseng derind, en af (aben) Osvald'erne fra Djingiz' tid. Den blev straks taget i anvendelse.

På billedet kan man, hvis man ser godt efter, se, at en del af hendes knurhår i højre side er knækkede. Sådan har det været et stykke tid. Hvorfor mon? Knurhårene i venstre side er og har hele tiden været helt intakte.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen

Sarantoya enekat

Sarantoya har nu været ene kat i huset i 8½ måned. Der er ingen at varme sig sammen med i kattesengen.

I et stykke tid efter Lilit var død, kunne vi tydeligt mærke på hende, at hun savnede sin mor, men vi synes, det går bedre nu.

Til gengæld er hun mere afhængig af os, og det er vel ikke så sært. Hun er ret skrap til at dirigere med os. For eksempel er der ikke i orden, at Dorthe ser fjernsyn, og jeg sidder ved computeren. Sjovt nok er det Dorthe, der bliver gjort opmærksom på tingenes uorden. Så hun skal få mig til at slutte mig til selskabet foran kassen.

Det er helt sikkert ikke nemmere kun at have en enkelt kat. Vi er endnu mere opmærksomme på nu, at vi ikke skal være for længe væk. Hun skal imidlertid ikke have en ny kattehusfælle, for vi tør simpelthen ikke løbe den risiko, at hun ikke ville kunne lide den nye. Det ville være synd for begge parter.

Sarantoya har altid været en meget snakkende kat, og hun snakker mindst lige så meget nu - måske endda mere - og det er os, der skal opfylde hendes behov for kommunikation, kæl og nærvær. Det nyder vi meget.

Citater om katte #30

En søvnig vinteraften er ikke søvnig nok uden en døsende kat.
Denise Hawkins

Det er igen Sarantoya, der er citatkat, på et kun få dage gammelt snapshot fra lænestolen. Hun ligger helt sikkert mere hos os nu, hun er blevet enekat. Det har vi ikke noget imod, men somme tider er vi alligevel til alle parters store fortrydelse nødt til at afbryde seancen. Når man sidder med en kat på sig, er der basis for adskillige kopper kaffe med, hvad deraf følger. Jeg tænker på noget, der ikke kan ordnes fra lænestolen.

Her kommer lige endnu et billede fra samme serie:

Lilit 1997-2015

Vores elskede lille Lilit døde i onsdags, 17 år gammel. Hun blev begravet på dyregravpladsen torsdag.

Det var ikke uventet, men vi synes ikke, det har været lettere af den grund. Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg, men det skal med. Bloggen fungerer lidt som en dagbog for mig, og vores tanker har næsten kun drejet sig om Lilit den sidste måneds tid.

Jeg har heller ikke lyst til at skrive mere om Lilit lige nu, men det kommer nok.

Billedet er taget kort tid, før vi for sidste gang kørte Lilit til dyrlægen. Hun havde fået sine beroligende piller og lå med næsen i Sarantoyas tykke pels, som hun så tit har gjort.

Sarantoya har virket lidt trist, men ikke så meget, som vi frygtede.

25000 hits

Dette billede er mit mest sete på Flickr. I går passerede det 25000 hits.

Det, der har næstflest, har godt 22000, og så er der et meget langt spring, for nr. 3 har kun lige passeret 8000.

Det er for resten vores egen Sarantoya på billedet.

GODT NYTÅR

Gårsdagens fødselar

...ja altså, ud over ham, der bliver fejret over det meste af verden

SARANTOYA, 14 ÅR GAMMEL

Til lykke. gamle tøs!

Solskinslørdag

Det kan godt ske, vi tabte krigen i 1864, men i går havde danskerne erobret Flensborg igen. Vi har tit været der i december, og der er altid mange danskere, men vi har vist aldrig set så mange som i går.

Dog ikke så underligt, for så dejligt var der i Flensborg i går! Det er som om de solskinsdage fylder ekstra meget, når der ikke er så mange af dem.

Vi skulle såmænd bare købe vores kalendere (der var allerede kun én tilbage af Dorthes) og nogle af de lækre romjulestoller. Og så ville jeg have nogle strømper i Karstadt. De har et enormt udvalg i forhold til en hvilken som helst forretning af mit bekendtskab her i landet.

Det er stadig grønkålstid i Tyskland, og vi fik, lige hvad vi ønskede os til frokost: Grønkål med pølse, "kasseler" (hamburgerryg) og brasede kartofler. Jeg kunne faktisk ikke spise mere resten af dagen.

Den lille kat til højre mødte vi på vej sydpå på den allersidste rasteplads inden grænsen.

Det så ud til at være en næsten voksen killing. Den var ikke vild, men heller ikke så frimodig, at den ville snakke med os, selv om den tydeligvis gerne ville have kontakt på afstand. Måske var den sulten? Og måske var der somme tider nogen, der gav den nogle rester fra deres madpakke på rastepladsen. Desværre havde vi ingen mad med.

Jeg håber, den hører til på den gård, der lå ikke så langt væk, og at den kunne finde hjem.

Hjemme nød vores egne katte også solskinnet.

Sarantoya har anbragt sig bag gardinet i Dorthes værelse. Det gør hun vist kun, når solen skinner.

Som alle katte er både hun og Lilit også gode til at finde solpletterne, hvor de kan få varmet ører og mave.

Citater om katte #29

Hvad deres skapsindighed angår, må jeg sige, at deres evne til i ethvert rum altid at finde de luneste pladser og de blødeste puder er uovertruffen; og deres punktlighed, når det drejer sig om mad, er beundringsværdig.
Thomas Henry Huxley

Man skulle tro, forfatteren til citatet havde kendt Sarantoya!

Citater om katte #28

I ethvert hus fuldt af tæpper, hylder, puder, stole og vindueskarme vil hver eneste kat uvægerligt slå sig ned lige præcis på det papir, man netop er i gang med.
Dominic Courcel

Jeg har i flere uger ikke kunnet få bladret i min vægkalender, fordi jeg ville have dette citat med i citatsamlingen.

Problemet var at finde et billede. Jeg ved, at jeg har adskillige fotos af vores egne katte siddende eller liggende på dagens avis - men hvor? Måske skulle jeg alligevel have givet alle mine billeder søgeord, men det har jeg altså ikke.

Jeg har grebet til nødløsningen: At bruge et billede, der tidligere har været på bloggen. Det er ellers imod mine principper, og så er det endda anden gang i år. Jeg kunne selvfølgelig også have taget et nyt billede, men nu bliver det på denne måde.

For resten har jeg ikke den kalender med kattecitater, jeg har haft de sidste par år. "Weisheit der Katzen" hed den. Så vidt jeg kunne finde ud af, udkom den ikke i 2014, så også her måtte jeg ty til en nødløsning. Nødløsningen hedder "Der literarische Katzenkalender", og den er ikke helt så god som den anden, men den går an.

Citater om katte #26

For en kat findes der fritid, sovetid, spisetid og putte-sig-tid. Ansigt til ansigt, kærtegnende, nussende, spindende henrevet for til sidst at putte sig i søvnen.
Pam Brown

Jeg er nødt til at bruge to billeder til at illustrere citatet. Her er det igen Djingiz og Uzuri, som også var med i det blå indlæg.





Og så må jeg altså også have mit yndlingsbillede af vores nuværende katte med:

Sarantoya forrest, Lilit bagerst. Når man ser det billede, er det mærkeligt at tænke sig, at de i flere år ikke kunne være i stue sammen (det er ikke overdrevet).

Billedet er taget inden kontroverserne, men nu ligger de igen meget tit sammen. Godt vi holdt ud og fik dem på ret spor igen, men sjovt var det ikke, mens det stod på.

Begge billeder har for resten været på bloggen før, men det er lang tid siden, så det er der såmænd ikke nogen, der kan huske, og jeg synes bare, de passer så godt til citatet.

Katteopdatering

Jeg blev noget bekymret, da jeg så, at Lilits nye diætmad er små kugler. Hun plejer bedst at kunne lide store. Men mine betænkeligheder blev gjort til skamme. Til alt held vil hun godt spise de små kugler. Vi har nu også en mistanke om, at hun godt kan lide somme tider at få noget nyt, hvilket vist er ret usædvanligt for katte, men denne gang skal hun altså bare fortsætte med det her foder.

Hendes sår ser rigtig fint ud, og hun har ikke gnavet ret meget i trådene. Det er lige ved at klæde hende med det lille grønne broderi.

På billedet ligger Sarantoya og snupper sig en lur. Hun plejer ikke at ligge på denne måde, men jeg syntes, det så sjovt ud, så jeg skyndte mig at forevige situationen.

Det går ikke glat med hendes skift til ny kost - i hvert fald tror vi, det er kostskiftet, der har givet problemer. I modsætning til Lilit er hun ikke kræsen, når det bare drejer sig om tørkost, men i går kastede hun op flere gange, og det er ellers meget sjældent, det sker for hende. Vi gætter på, at hun måske ikke kan undvære fibrene i den sædvanlige slankekost. Den er vi foreløbig vendt tilbage til, og der har ingen opkastninger været i dag. Nu må vi have lagt en ny strategi for hende.

Rekonvalescens

Lilit ser ikke så frisk ud på dette billede, og det er hun heller ikke. Hun er lige kommet hjem fra dyrlægen efter at have fået fjernet en kræftknude.

Egentlig var begge misser bare til deres årlige tjek og vaccination, men vores dyrlæge kiggede også på Lilits knude. Jeg har vidst et stykke tid, at den var der, men dels troede (håbede) jeg, at det bare var en talgknude, og dels havde vi bestemt, at hun ikke skulle opereres. Da hun for 3 år siden fik fjernet en knude (i øvrigt ufarlig) i en dievorte, var hun noget sølle i lang tid efter, og det ville vi ikke udsætte hende for igen. Hun er trods alt 16 år.

Dyrlægen mente også først, at det nok var en talgknude. Den lå meget yderligt i huden, så det var ikke så svært lige at prikke hul og presse indholdet ud, og det lignede desværre ikke bare talg. Det ulækre indhold røg straks under mikroskop, og det var kræft. Vores dyrlæge rådede os til at få den fjernet. Det kunne gøres ambulant under lokalbedøvelse, og hun havde god tid, så det kunne gøres med det samme.

Vi ændrede holdning, når nu Lilit ikke behøvede at komme i fuld bedøvelse, og knuden blev fjernet, men jeg er lige ved at have fortrudt det nu, for Lilit er bestemt ikke frisk endnu. Måske er det mest psykisk. Det må ikke være rart, når de mennesker, man stoler på, udsætter én for den slags.

Lilit gider ikke snakke med mig - ØV

Lilit fik også taget en blodprøve, og hendes levertal var desværre ikke helt gode. Det er formodentlig på grund af galdegangsbetændelse, hvilket også passer med, at hendes appetit somme tider er meget lille. Hun skal på leverdiæt - bare hun nu kan lide den.

Det positive var, at Sarantoya fik ros, og vi synes også selv, at hun i det sidste års tid har haft det fantastisk godt. Allergien er næsten væk, og hun har den helt rigtige vægt nu. Hun skal ikke tabe sig mere, så nu skal jeg forsøge at finde ud af, hvor meget mad hun skal have, når vægten skal bibeholdes.

Hun har for resten været forvirret og ked af, at Lilit ikke er helt sig selv. I går lukkede jeg mig inde lidt tid sammen med Lilit på mit værelse, og det kunne Sarantoya ikke lide, så hun klæbede nærmest til Dorthe. Og Lilit ville bare være i fred, så det var ikke nogen specielt god ide.

Teenager nr. 2

En 13årig er blevet forstyrret i skønhedssøvnen

Sarantoya fylder 13 år i dag. Til lykke, lille pus!

Hun har fået det bedre i løbet af året. Hendes allergi er ikke nær så slem, og hun får ikke medicin mere. Hun er også blevet lidt tyndere og er ikke helt så sulten nu, hvor hun ikke får allergimedicinen. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig er meget glad for mad, og hun måtte godt tabe sig lidt mere, men hvis hun ikke gør det, er det ikke nogen ulykke.

Jeg måtte vække hende af hendes formiddagssøvn for at få et foto, og hun er stadig ikke helt vågen på billedet. Vi elsker hendes brede, lille ansigt. Efter fotoseancen sov hun meget fornuftigt videre.

Hele hovedet var nede i skålen.
Det er ikke så tydeligt på billedet,
men faktisk er der også cheesecake-creme på ørerne

Lilit har til gengæld været meget vågen i dag. I morges lavede Dorthe en slags cheesecake, og Lilit fik lov til at slikke skålen.

Hun elsker alle mulige mælke- produkter og kan høre på lang afstand, når vi tager noget af den kategori ud af køleskabet.

Som regel får hun ikke noget, for hvis hun gør, tror hun, at det skal hun også have næste gang, og det varer et stykke tid, inden hun slår sig til tåls med sin sædvanlige mad. Sådan var det også i formiddags.

Vi har forgæves prøvet at forklare damen, at katte ikke lever af yoghurt alene.

Lilit ser tit noget bekymret ud, det er ikke bare, fordi cremen havde taget slut.

GLÆDELIG JUL til alle
der kommer forbi bloggen

Billige tricks

Producenter gør alt muligt for at snyde os forbrugere.

Eksempel 1: Vores katte får kattemalt p.gr.a. henholdsvis hårboller og hård mave. De vil kun spise en bestemt slags, nemlig Trixie, så det har vi at rette os efter.

Malten serveres altid om morgenen på sengekanten, og Lilit får altid først.
Hun er færdig med sin portion, men slikker sig stadig om munden,
mens Sarantoya labber sit i sig.

Malten fås i to størrelse tuber. For at have styr på hvor meget de får, tager jeg lidt på min finger, og katten slikker det så af fingeren. Sædvanligvis køber jeg de små tuber, men en enkelt gang købte jeg den store, fordi det burde være mere økonomisk. Det var det bare ikke, for hullet i tuben var meget større end i den lille tube med risiko for, at kattene fik mere malt, end de behøvede.

Ingen tvivl om at Sarantoya synes, hun får noget lækkert.
Sådan har det ikke altid været, men da hun en gang fik hård mave,
tvangsproppede jeg malt i hende to gange. Derefter har hun spist det frivilligt.

Jeg gik tilbage til de små tuber igen, men minsandten om ikke hullet i dem nu også er blevet større. Jeg er sikker på, det er et trick for at få forbrugeren til at tømme tuben hurtigere.

Eksempel 2: For ikke så længe siden var et af de store tilbud i en dagligvarekæde den meget nødvendige vare chokoladeskildpadder.

Jeg har ikke normalprisen på skildpadder i hovedet, men jeg kunne da se, at der var 3 skildpadder i pakken. I "gamle dage" var der 4. Klart at det kan blive en god pris, når indholdet kun er 3/4 af det, man er vant til. I sandhedens interesse må jeg tilføje, at jeg ikke lige har present, hvornår normalpakningen indeholdt 4 skildpadder.

For resten synes jeg, skildpadderne var meget bedre i meget gamle dage, hvor man købte dem enkeltvis. De var ikke helt så store, noget fladere, og så var de fyldt med en gul romcreme. Meget bedre end det karamelagtige, der er i dem nu.