Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Bedste musik i 2018

Der er ingen tvivl for mig. Det største oplevelse i 2018 var Den Jyske Operas opførelse af Passageren.

Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera

Zofia Posmysz i Auschwitz

Det var en totaloplevelse. Musikken er af Mieczyslaw Weinberg, teksten af Alexander Medvedev baseret på en novelle af Zofia Posmysz, der selv var fange i Auschwitz, men overlevede. Ja, faktisk lever hun stadig. I 2018 fyldte hun 95 år.

Jeg synes stadig, det er voldsomt ærgerligt og også meget mærkeligt, at operaen kun blev opført fire gange.

På jazzfronten synes jeg, at hele sommerens jazzfestival her i byen var en oplevelse, hvilket det fantastiske vejr naturligvis bidrog til.

Især var Pierre Dørges New Jungle Orchestra helt forrygende, også selv om lydniveauet i Kunstbygningen var alt for højt. Det burde ikke være nødvendigt at bruge ørepropper til jazz, men måske mener arrangørene, at vi allerede er godt døve (det er de sikkert selv), så der skal skrues voldsomt op for lydniveauet. Det skal nu ikke forhindre mig i at høre New Jungle Orchestra igen, hvis jeg får lejlighed til det.

Mit strikkeår 2018

For et år siden skrev jeg, at garnlageret skulle bringes ned i løbet af året. Det skulle blandt andet effektueres ved, at jeg skulle give noget garn væk, hver gang jeg købte nyt. Jeg har da også foræret over 3300 m væk, men hvad hjælper det, når jeg har indkøbt over 20000 m.

Det gik meget godt i begyndelsen af året, men i juni holdt Rasmilla ophørsudsalg. Hendes kvaliteter var ganske vist præcis de samme, som man kan få med diverse andre labels på, men det var hendes indfarvninger ikke. Og jeg vidste, at der var én af dem, jeg meget gerne ville strikke af. Jeg faldt i og købte godt ind af den pågældende farve, og jeg glæder mig stadig til at strikke af den.

I sidste tredjedel af året opgav jeg totalt mit fortsæt og bestemte mig i stedet for ikke at have dårlig samvittighed, når nyt garn blev indlemmet i lageret. Det var dejligt!

Jeg har strikket godt 10000 m, men brugt næsten 13000, fordi noget er blevet strikket med dobbelt garn. Begge tal er dog væsentlig lavere end i 2017, og de burde også være højere. Faktisk har jeg strikket mere, men jeg trevlede usædvanligt meget op i løbet af året. Det tæller jo ikke med nogen steder.

Især gav ovenstående cardigan, som jeg strikkede til min søster, problemer. Mærkeligt, for jeg har tidligere strikket en til mig selv, og det gik uden de store trakasserier med mønsteret, men denne gang gik det galt gang på gang, og jeg tror, jeg har strikket mindst halvdelen to gange.

Mønsteret hedder Hitofude, og det er kreeret af den japanske designer Hiroko Fukatsu. Hitofude betyder "et enkelt penselstrøg", og det passer fint, for teoretisk set kan man strikke cardiganen fra ende til anden uden at skulle begynde på et nyt nøgle garn. Hvis det, man strikkede af, ellers var stort nok.

Det sjoveste, jeg strikkede i 2018, var uden tvivl girafdragten til min kusines barnebarn, Jens. Den har godt nok tidligere været vist her på bloggen, men jeg gentager ligge successen:



Også de babysneakers, jeg faldt over en opskrift på, har jeg haft meget fornøjelse af:



Jeg har lavet 2-3 opskrifter, men ikke offentliggjort nogle af dem endnu. Den ene er lige på trapperne, men mon ikke det burde være et mål for 2019 at få offentliggjort de andre også. Jeg er meget god til at læse engelske opskrifter, men det taget mere tid for mig at oversætte mine egne. I nødsfald kommer de kun på dansk.

Strikkeriet kostede mig omkring 3500,- kr. i 2018. Det er helt OK, synes jeg.

Lykken er...

...når New Jungle Orchestra under ledelse af Pierre Dørge spiller Caravan. Selv om det foregik i en særdeles tætpakket Kunsthal Århus i omkring 30 graders varme, var jeg i hvert fald nærmest salig.

New Jungle Orchestra var for mig et af højdepunkterne i årets jazzfestival. Lige så varm og svedig musik som vejret. Jeg kan ikke mindes, at det før har været så godt vejr, ikke en dråbe regn og knap nok en sky på himlen. Faktisk er det vejr ret uhyggeligt, men vi nød det nu under festivalen.

Jeg fotograferede ikke i kunsthallen, men det gjorde jeg til andre af koncerterne.

Besætning:
Thomas Hass (t-sax), Kathrine Windfeld (p), Niels Wilhelm Knudsen (b), Michael Dalgas (drm)

På Hantwerk hørte vi Niels Wilhelm Knudsen Quartet spille. Skøn, lidt kantet og anderledes musik. Kan man virkelig høre forskel på århusiansk og københavnsk jazz? Det gik rent ind hos os.

Det næste billede er bare med for at vise, hvor lækkert der er på Salling Rooftop:

Der var fuldt hus til Mads Bærentzen og Peter Vuust. Afslappet frokostjazz, men af den lidt mere almindelige skuffe, og vi skulle også videre til Huset nede på havnen, hvor Christian Balvig under overskriften Mixing spillede sammen med 5-6 andre musikere. En helt anderledes oplevelse. Ikke så meget jazz, snarere moderne og vildt spændende kompositionsmusik.

Yngvild Vivja Haaland Ruud på accordeon

Til gengæld var den koncert, hvor vi havde betalt den højeste billetpris, ikke helt vellykket. Kira Skov og Maria Faust med band spillede på Radar på Godsbanen.

Allerede inden koncerten var den gal, for der var kun siddepladser til ca. en tredjedel af publikum. Det er bare for uprofessionelt, når der har været billetter i forsalg til over 200 kr. Det var jo ikke en rockkoncert, vi skulle høre. Efter endog meget hårdt pres fra publikums side blev der efter lang tid hentet ekstra stole, så næsten alle kunne komme til at sidde, men stemningen var lidt ødelagt.

Desuden må vi indrømme, at vi godt have undværet Kira Skov. Maria Faust og de øvrige musikere var vældig gode, men Kira Skov trak musikken ned på det mere floskelprægede plan. Hun synger sådan set udmærket, men nogen jazz-sangerinde er hun altså ikke. Hun er heller ikke nogen ny Annisette, selv om jeg tror, hun har været en inspiration. I længden blev hun noget ensformig.

Derimod var koncerterne med Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset vældig gode. I år var overskriften Scandinavian Big Band Nights, og der var hele to solister, nemlig danske Mads Mathias og svenske Mimi Terris. Især Mimi Terris var forrygende. Den aften, vi var der, faldt der en ekstra appelsin i turbanen, for norske Live Foyn Friis, som vi er vældig glade for, kom og bidrog til det skandinaviske med et par af sine numre.

Den sidste koncert, jeg vil fremhæve, havde også svensk tema. Jacob Danielsen og Cesar Joaniquets koncert havde overskriften Giller du svenskt? - og det gjorde vi!

Besætning:
Jacob Danielsen og Cesar Joaniquet (cl, sax), Thomas Sejthen (b), Morten Nottelmann (drm)

De har begge studeret hos dens svenske tenorsaxofonist Fredrik Ljungkvist og endnu en svensk jazzmusiker, som jeg har glemt navnet på (måske Per Johansson?), og alle numrene var skrevet af de to herrer från hinsidan. Øj, det var godt! Det bedste, syntes jeg, efter New Jungle Orchestra. Det blev næsten det sidste, vi nåede at høre, og det var i den grad et værdigt punktum.

Et par dråber malurt angående festivalen som helhed: Flere steder blev der spillet for højt. Mon alle lydmænd allerede har fået deres hørelse ødelagt, så de ikke kan finde ud af at indstille lydniveauet. Og så blev der altså røget ret meget ved udendørskoncerterne. Jeg synes ikke, man kan eller skal forbyde rygning udendørs, men behøver rygerne virkelig kæderyge, bare fordi det er tilladt?

Strikkeåret 2017

Sidste år holdt vi ferie i forbindelse med flere strikkefestivaler. Den ene var på Fanø, og her lærte Annett mig elementær regnearkkunnen, så nu kan jeg for alvor holde øje med mit strik. Det er særdeles fornøjeligt, synes jeg.

Blandt andet kan jeg ud af mit regneark læse, at min hobby kostede mig 3400,- kr. Egentlig ikke så slemt? Tilbehør, opskrifter, workshops og selvfølgelig garn er medregnet.

Jeg er lidt mindre tilfreds med, at garnlageret er vokset med godt 2200 meter. Det var jo meningen, at det skulle formindskes, men det er absolut ikke sket. Jeg har strikket 15597 meter, men noget er blevet strikket med dobbelt garn, så jeg har brugt i alt 16728 meter, men jeg købte mere, end jeg brugte. Af lageret, altså.

To af de mest garnkrævende projekter i 2017 strikkede jeg nemlig for andre med garn indkøbt til formålet, hvilket i sagens natur ingen gavnlig indvirkning har på lageret.

Allermest garn gik der til de klude, jeg strikkede til Dorthes søster, der er dagplejer. Hvert barn har sin egen farve, og nu har de også en klud i deres egen farve til hver dag i ugen.

Jeg kan godt lide at strikke klude, så jeg var glad for opgaven. Fire af mønstrene ses på billedet, men jeg strikkede selvfølgelig i fem forskellige strukturmønstre.

Det andet større projekt var en trøje til Lise. Hun valgte selv, at det skulle være en Striber-og-tern bluse, og hun valgte også selv farverne. De turkise farver klæder hende godt.

Det var et usædvanligt langvarigt projekt. Garnet blev indkøbt i december 2016, jeg begyndte at strikke i april 2017, og blusen var færdig i september. Det tog mig ekstra lang tid at strikke trøjen, fordi jeg først have lavet striberne for anarkistiske.  Det blev for rodet, og jeg begyndte næsten forfra.

Det tredje større projekt var en poncho til mig selv. Den har tidligere været afbildet på bloggen, men her er endnu et billede.

Ellers har det mest været mindre ting, jeg har frembragt. I alt blev 38 projekter færdiggjort.

Jeg har også offentliggjort en enkelt opskrift, nemlig en klud, jeg kalder Splashing Addis.

Jeg har allerede færdiggjort syv - primært mindre - ting i 2018.

Jeg har minsandten også allerede købt en masse garn. Det var ikke meningen, men by Nyboe i Kolding solgte alt garn ud for en pænt reduceret pris, og der er to af hendes garner, jeg er ret vild med. Dels den luksuriøse Kamille (50% cashmere og 50% silke), dels merinoen Rosemary, som er så blød, så blød.

Jeg er sikker på, de findes med andre banderoler også, jeg har bare ikke fundet dem, men nu er der altså en del Nyboe-garner i mit lager. Og lageret er p.t. i +655 meter for 2018.

2018 skal ellers være året, hvor lageret skal formindskes. Jeg har fået en ny ide: Når lageret er i plus, og jeg alligevel køber garn, skal jeg forære noget fra lageret væk. Det har jeg så allerede gjort én gang, men jeg gav ikke så mange meter væk, som jeg købte.

Vi har ikke planlagt at skulle på nogen af de større garnfestivaler i år, hvilket nok bliver en hjælp med hensyn til lagerets størrelse. Det skulle da lige være, hvis vi finder ud af, at der kommer til at foregå noget i Hamborg :)

Til gengæld står der i kalenderen to projekter strikket for andre med garn købt til formålet. Jeg må hellere komme i gang...