Håndarbejde i kunsten

Jeg har et godt stykke tid haft et album på min Flickr-konto med titlen Håndarbejde i kunst. Der er nu ikke så mange billeder i det, men jeg "samler", når jeg besøger kunstmuseer rundt omkring.

Brandts Kunstmuseum i Odense har endnu et par dage en særudstilling over samme tema, "Nål og tråd - Håndarbejde i kunsten" hedder den. Faktisk et oplagt tema netop for Brandts, der jo er en gammel klædefabrik.

Vi besøgte udstillingen i går og syntes, det var en fin udstilling. Ikke så stor og også lidt anderledes end forventet, for mindst halvdelen var snarere kunst i tekstiler, men det var også interessant at se. Nedenfor et eksempel på det, vi egentlig var kommet for at se:

Det er Christian Krohgs maleri "Sypigen" fra 1880. Det minder mig om min farmor. Hun blev enke som 53-årig i 1945, og for at få til dagen og vejen begyndte hun at sy for folk. Måske er hun også faldet i søvn ved maskinen en gang imellem.

Jeg nød selv godt af hendes syfærdigheder. Når jeg havde fødselsdag, var gaven fra hende tit en kjole, hun havde syet. Min 7½ år yngre søster fik så også en kjole syet i samme stof. Her er vi i 1958-modellerne, jeg er lige blevet 9 år. Stoffet havde blå bundfarve - min yndlingsfarve - og var med kløvermotiv.

Tilbage til kunsten. Mange af billederne var ret gamle. For eksempel har skagensmalerne tit skildret strikkende og syende kvinder. Men der var også yngre. Et af dem er Allan Ottes helt nye og meget fine porttæt af Dronning Margrethe, der broderer. Det er ejet af dronningen selv og skal vist hænge på Gråsten Slot. 

Og så var der det her:

Harald Giersings "Dame med Sytøj" fra 1919. Egentlig ikke så meget yngre end skagensmalernes, men hvor er der dog sket meget i den mellemliggende tid. Maleriet ejes faktisk af Aros, men jeg kan nu ikke huske at have set det der, selv om jeg vældig godt kan lide Giersing.

Jeg er godt tilfreds med at have fået nogle nye billeder til mit Flickr-album og egentlig også med, at der ikke var overvældende mange nye. Så har jeg en chance for også fremover at kunne finde nyt til albummet.

Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...

Vi nåede det

Jeg ved ikke, hvorfor vi tit er i sidste øjeblik, når det drejer sig om udstillinger. Når man bliver opmærksom på en udstilling, man gerne vil se, kunne man vel lige så godt lægge den i kalenderen med det samme, men sådan fungerer det åbenbart ikke hos mig. Næsten altid nærmer vi os sidste åbningsdag, inden vi får gjort alvor af besøget. Og det bliver da også somme tider for sent.

Hergé portrætteret af Andy Warhol

Men den store udstilling om Hergé hos Brandts i Odense nåede vi. Vi var der onsdag, og den slutter søndag, så den passer fint i mønsteret. Og det var også godt, vi nåede den, for det var en god udstilling.

Meget var naturligvis koblet sammen med Tintin, som jeg i øvrigt holder meget af. Tintin har som bekendt en hund, der hedder Terry, men jeg tror, Hergé himself må have haft en kat. Det stod der nu ikke noget om, men der var katte i udstillingen flere steder.

For eksempel på dette maleri, som Hergé malede, da han ikke tegnede Tintin mere. Han var meget glad for moderne kunst, havde selv en pæn samling, og forsøgte sig altså også selv. Jeg synes, det er et fint billede af dame med kat.

Der var også en tegning, hvor Hergé selv har en kat på skulderen. Tintin agerer slavepisker, mens katten interesseret ser på, hvordan det går med tegneriet.

Siameseren er også med i mindst et af albummene, men jeg kan ikke huske i hvilket. Jeg skal vist have genlæst alle Tintin'erne.

Måske var det et af dem, hvor Møllenborg er med. På Møllenborg huserer tjeneren Nestor, og ham var der også et skønt billede af på udstillingen.

Hvem der bare havde sådan en i huset!

Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år

Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 

Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet

Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.

Kunst & Lunch

For et par uger siden var vi til Rock & Brunch i den Gamle By, i fredags var vi til Kunst & Lunch i Odense.

Det var min sidste seniordag i år, der blev brugt i det fynske på Brandts Klædefabrik (der nu kun hedder Brandts - hvorfor??? Jg synes, det er dumt at fraskrive sig historien!) i Odense. Der er næsten altid nogle gode udstillinger. Denne gang var det især fotoudstillingen Steder, der lokkede.

Udstillingen har undertitlen Danmark i forandring, og det er 14 fotografer, der har forholdt sig til denne bundne opgave. Det var meget spændende at se billederne og høre - for der var nemlig små film med hver enkelt.
Det var også sjovt at se, hvordan de professionelle fotografer kan tillade sig at se stort på alle de dyder, vi amatørfotografer hylder - for eksempel ekstrem skarphed og "rule of thirds" komposition - og alligevel får de et godt resultat.

Jeg var optaget af næsten alle 14, bl.a. synes jeg, Fie Johansens billeder var spændende. Billedet her kunne jeg godt have hængende herhjemme. Det var nu ikke alle billederne, der var smukke. Det øverste billede viser en væg af - jeg har glemt navnet! - men hans indfaldsvinkel var i hvert fald grænser. Og som han sagde på filmen: Grænser er ikke specielt smukke, faktisk er de tit meget kedelige. Så det var mange af hans billeder også. Men det samlede resultat var interessant.

Udstillingen er åben til den 21. november, og den er bestemt værd at køre efter.

Og så var der det der med lunch. Det er et koncept Brandts og fire caféer i området har lavet, og det er sjovt, synes jeg. Man kan købe en fællesbillet med entre og brunch- eller lunchspisebillet, som kan indløses på en af de fire caféer. Faktisk er der også et Kunst & Kage tilbud. Smart, og det skulle vi selvfølgelig prøve, selv om vi næsten ikke havde tid til at spise.

Af samme grund valgte vi den café, vi i forvejen vidste hvor lå, nemlig Café biografen. Det skulle vi dog ikke have gjort. Vores bresaola-salat var ganske vist udmærket, men betjeningen var frygtelig langsom. Det var ikke lige det, vi havde brug for, så næste gang vælger vi en anden café.