Bedste film i 2018

Hu, det er på høje tid at få skrevet det her indlæg.

Jeg så mindst 26 film i 2018, og der var mange gode - godt at overskriftens "bedste film" kan være både ental og flertal, for jeg har brug for flertallet. Skuffelserne gider jeg ikke skrive om - her er nogle af de gode:

Den første rigtig gode, vi så, varThree Billboards Outside Ebbing, Missouri.
En bidende samfundskritik og et sydstatsdrama, hvor Frances McDormand brillerede.

Hende er jeg altså vild med. Jeg tror også, hun kun gider spille i film, hvor der er noget kød på. I hvert fald har jeg aldrig set hende i noget, jeg ikke syntes om.

In den Gängen, der senere kom op under den engelske titel In the Aisles, var tysk nutids superrealisme. Afdæmpet og overbevisende og hundrede procent loyal over for sine karakterer.

Desuden var den overraskende. Det kan jeg godt lide.

Grænse. Hvis jeg kun skulle vælge én film, måtte det nok blive denne fantastiske svenske film om at være anderledes og stå udenfor.

Masser af sort humor - det er altid godt.

En af den slags film, der bliver ved med at køre rundt i hjernen bagefter.

Den franske Vogterne var vist den smukkeste film i 2018.

Et meget helstøbt stykke kvindehistorie om de, der blev tilbage, da mændene blev sendt til fronten i 1. verdenskrig.

Vidunderligt smukke billeder, og så kunne jeg godt lide den usentimentale slutning.

Endelig er jeg nødt til at have endnu en tysk film, To minutters stilhed, med.

Om et stykke tysk historie, som jeg ikke kendte i forvejen, og et godt bidrag til at forstå, hvad det egentlig var, der skete i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Bedste musik i 2018

Der er ingen tvivl for mig. Det største oplevelse i 2018 var Den Jyske Operas opførelse af Passageren.

Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera

Zofia Posmysz i Auschwitz

Det var en totaloplevelse. Musikken er af Mieczyslaw Weinberg, teksten af Alexander Medvedev baseret på en novelle af Zofia Posmysz, der selv var fange i Auschwitz, men overlevede. Ja, faktisk lever hun stadig. I 2018 fyldte hun 95 år.

Jeg synes stadig, det er voldsomt ærgerligt og også meget mærkeligt, at operaen kun blev opført fire gange.

På jazzfronten synes jeg, at hele sommerens jazzfestival her i byen var en oplevelse, hvilket det fantastiske vejr naturligvis bidrog til.

Især var Pierre Dørges New Jungle Orchestra helt forrygende, også selv om lydniveauet i Kunstbygningen var alt for højt. Det burde ikke være nødvendigt at bruge ørepropper til jazz, men måske mener arrangørene, at vi allerede er godt døve (det er de sikkert selv), så der skal skrues voldsomt op for lydniveauet. Det skal nu ikke forhindre mig i at høre New Jungle Orchestra igen, hvis jeg får lejlighed til det.

Årets bedste...film - 2017

I 2017 var jeg i biografen 22 gange, og jeg er ikke i tvivl om, hvilken film jeg bedst kunne lide.

For en gangs skyld var det en amerikansk film, nemlig Manchester by the Sea.

Den har stort set det hele. Først og fremmest en god historie, der er både spændende, overraskende og meget bevægende.

Jeg kunne også godt lide fortællemåden, hvor man langsomt kommer til at forstå, hvorfor personerne - især hovedpersonen - handler, som han gør, og jeg var ret imponeret af den underspillede facon, der gjorde, at det hele ikke udviklede sig til en gang sædvanlig amerikansk pladdersentimentalitet.

Endelig var der ikke en finger at sætte på skuespillerpræstationerne. Især Casey Affleck i hovedrollen var helt fantastisk.

Ellers var året præget af en del underholdende film, som måske alligevel ikke gjorde det helt store indtryk. Dog hævede den norske Kongens valg, den tyske Frantz og minsandten også krigsfilmen Dunkirk (international) sig over gennemsnittet.

Endelig var jeg meget glad for tre af årets fire dokumentarfilm: de to jazzfilm Chasing Trane og Lets get lost og filmen om Istanbuls katte, Kedi.

Måske skulle jeg også lige navne Paddington 2. Den eneste børnefilm, jeg så i 2017. Den var så til gengæld god.

I skrivende stund er filmåret 2018 allerede godt i gang...

Årets bedste... kaffe. I 2017, altså

Sidste år handlede et af mine indlæg om, at jeg burde glæde mig til, at det lokale apotek flyttede til nye lokaler.

Det glædede jeg mig nu ikke specielt til, men det burde jeg have gjort. Et par måneder efter flyttede der nemlig en ny lejer ind i apotekets gamle lokaler: Emmery kom til Åbyhøj, Endelig en anstændig kaffebar i gå-afstand.

Åbyhøj-boerne har taget godt imod deres nye café. Der er næsten altid mange mennesker i alle aldersgrupper fra babyer til pensionister og stort set ligeligt fordelt på begge køn. Mange mødre og fædre kommer forbi med ungerne; de skal vel også lære at gå på café. Det bidrager altsammen til den gode stemning

Selv juleaftensdag, hvor ovenstående foto blev taget, var der kunder.

Indretningen er lys og rar. Der er ingen levende lys til at forpeste luften. Kaffen er god, det er hindbærsnitterne også (faktisk de eneste hindbærsnitter, jeg bryder mig om), og alt er økologisk.

Deres brunkager, som kun kan fås til jul, er uforlignelige. Og så videre...

Åbningen af Emmery i Åbyhøj var helt sikkert årets kaffebegivenhed for mig i 2017. Behøver jeg nævne, at jeg er stamkunde?

P.S. Indlægget er ikke sponseret!

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program

Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

Årets bedste...film

I år har jeg i biografen set lige knap 2 film om måneden i gennemsnit. Hvis ikke biografen Øst for Paradis eksisterede, så var jeg nok oppe på højst ½.

Mine tre favoritter i år er

1. Westen
som jeg skrev om den i dette indlæg.

Den gjorde et meget stort indtryk, og for mig er det helt uforståeligt, at den ikke er importeret som almindelig biograffilm, men at man kun fik lejlighed til at se den, fordi den var en del af de tyske filmdage.

2. A Late Quartet

En "voksen" film om valg og prioriteringer i livet og om konsekvenserne af valgene. Rigtig godt spillet bl.a. af Philip Seymour Hoffman, der døde i årets løb.

Men hvor er plakaten dog grim - og kunne man ikke have fundet en dansk titel?

3. Min søns familie

I år igen har jeg en japansk film blandt mine favoritter.

Denne er både varm og humoristisk og meget tankevækkende.

Årets sjoveste var uden tvivl Kraftidioten.

Den er grov og grotesk og fyldt med en tør humor.
Jeg blev ikke overrasket, da jeg fandt ud af, at Kim Fupz Aakeson er manuskripsforfatteren.

Særdeles underholdende!





Årets bundskrabere:
Inside Llewyn Davis og Kapgang. Enormt kedelige og uvedkommende film efter min mening.
Jeg ser ikke mange danske film, og da jeg så Kapgang, vidste jeg hvorfor. Jeg fortryder det nemlig næsten hver gang. Der laves sikkert danske film, som jeg ville gide se, men det er umuligt at vide hvilke. Anmeldelserne giver ikke megen hjælp.

Årets bedste...spisested

Igen i år er det måske lidt pjat at udnævne et årets bedste spisested - så mange gange har vi altså heller ikke spist ude. Jeg gør det alligevel.

Æggekagen her er fra Mylius-Erichsen Bryghusets café og restaurant i Ringkøbing.

Jeg elsker æggekage, men kan ikke selv lave den ordentligt, og det synes jeg heller ikke, der er ret mange spisesteder, der kan.

Bryghusets café kan! Den, vi fik, var intet mindre end fremragende; sådan skal en perfekt æggekage laves.

Når vi kommer på de kanter igen, ved jeg godt, hvor frokosten skal indtages.

Æggekagebilledet er lånt fra caféens hjemmeside

Også Tyrstrup Kro, hvor vi opholdt os et par dage i forbindelse med min fødselsdag, laver god mad.

Det eneste, vi kunne sætte en finger på, var, at der ikke hørte dessert til menuerne - jeg holder meget af dessert. Men det vi fik, var glimrende og med dejlig meget fisk.

Desuden havde kroen et godt fif. Portionerne var ikke kæmpestore, de passede til os. Men man blev spurgt, om man kunne spise mere, og det var der en del, der tog imod. En fin måde at undgå madspild på, samtidig med at alle fik, hvad de kunne spise. God service.

Jeg har også en bobler: den veganske restaurant Mikuna i Århus. Det irriterer mig, at deres retter skal relatere sig til almindelige retter med kød i (koFRI bøf, fiskeFRIfilet), så derfor gik der et stykke tid, inden jeg bekvemmede mig til at gå derind. Så fik jeg til gengæld en mulligatawny, der fik englene (heldigvis ikke mig. Jeg har kun 2½ tone i livet) til at synge. Den skal jeg have igen, og måske skal jeg også prøve deres hønseFRIsalat.

Årets bedste...musik

Vi har været til så meget god musik i 2014, men tre ting hæver sig over de øvrige.

De to af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Den første var symfonikoncerten med Århus Symfoniorkester med Martin Fröst som solist i Kalevi Ahos klarinetkoncert, og den anden var den fantastiske koncert med Patricia Petibon.

Den tredje af de største oplevelser var en korkoncert i Århus Domkirke. Ars Nova Koret dirigeret af Paul Hillier opførte Svend Nielsen værk Sommerfugledalen til Inger Christensens store digt med samme navn.

Indtil da helt ukendt musik for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald dybt berørt af både musik og tekst. Koret kom vist også helt til sin ret i den fantastiske akustik i Domkirken.
En kæmpe oplevelse!

Jeg kan umuligt rangere de tre koncerter, og jeg kan ikke huske nogen større skuffelser hele året.



Mit eget sommerfuglebillede passer vist meget godt til emnet. Jeg tager ellers ikke så mange fotos af sommerfugle. De flagrer næsten altid videre, inden jeg når at skyde.

Årets - altså 2013's - bedste...smykker

Der er ingen tvivl om, hvad mit bedste smykke i 2013 er. Nemlig dette armbånd:

Jeg købte det hos ravsliber Uwe Apel i Nordby på Fanø. Det er en Fanø-knap af rav, som Fanø-kvinderne brugte i deres traditionelle dragter, der sidder på armbåndet. Vi så en hel del af den slags knapper på Fanø Skibsfart- og Dragtsamling, men jeg har ikke kunnet finde noget ordentligt billede af en dragt med knapper.

Faktisk blev dette armbånd lavet til mig. Jeg så et tilsvarende, men med en knap af lysere og gennemsigtigt rav. I ravsliberens gemmer fandt vi min knap af uigennemsigtigt rav, som jeg meget bedre kan lide. Ravsliberen kunne heldigvis lige nå at sætte den i et armbånd, mens vi var på øen.

Jeg har ikke anskaffet så mange smykker sidste år, men endnu et nyt smykke, jeg er meget glad for, er en hvid sommerring.

Den er lavet af stål og keramik, og det er Bering, der vel mest er kendt for sine stilrene ure, der har lavet den.

Jeg tror, det koster en del, at der står Bering på den. I hvert fald syntes jeg, at prisen for stål og keramik var urimelig høj, men jeg fandt den på udsalg, og så var prisen spiselig. Måske var før-prisen slet ikke reel? Under alle omstændighder brugte jeg den rigtig meget sidste sommer.

Årets bedste...kop kaffe

...drak jeg i går, men jeg har drukket mange tilsvarende i årets løb.

Latte Doppio fra Baresso er garanteret den, jeg har drukket flest af - lige bortset fra den hjemlige kolbekaffe, selvfølgelig.

Jeg kan godt lide at komme på Baresso af flere grunde. Det er et dejligt usnobbet sted med et generelt meget venligt personale. Det er dansk. Og så har de god kaffe.

Desuden har de en holdning med hensyn til social ansvarlighed over for kaffebønderne.

Billedet tog jeg en februardag for nogle år siden. Heldigvis har vi ikke fået sne af betydning endnu i denne vinter. I går var vejret helt perfekt til byturen, som altså for mit vedkommende sluttede med en - som altid - dejlig Latte Doppio.

med mange gode kopper kaffe til alle. Eller te, hvis man foretrækker det.

Årets bedste film

Jeg har set mange film i år - også mange gode.

Årets bedste:
Den, der gjorde mest indtryk, må være den japanske Håbets land. Den fik ikke vildt gode anmeldelser, nogle anmeldere syntes, den er for langsom, andre at den er for pædagogisk. Jeg er helt uenig.

Der er så mange forskellige temaer i den film, at den hele tiden er interessant - synes jeg altså. Desuden synes jeg, den på en fornem minimalistisk måde får inddraget noget poetisk og fantastisk. Endelig er det spændende, at den foregår i den japanske kultur.



Også gode:
Lore. Tysk film om en ung tysk pige, der er opdraget som god nazist, så hendes verden smuldrer selvfølgelig fuldstændigt mod krigens slutning. Fremragende spillet, spændende problemstillinger, gribende.

Mud fordi den har så gode skuespiller- præstationer, fordi den helt solidarisk skildrer sydstatsmiljøet i Arkansas, og fordi der er så meget drengeliv i den. Man bliver helt forelsket i de to knægte, der har to af hovedrollerne.

Og så var der også Pi's liv, Kvartetten, Smagen af rust og ben, Angel's Share, Philomena og Sorg og glæde. Bl.a.

Årets bundskraber:
Den allermest skuffende var vist De elskende passagerer. Jeg har ikke set så mange film af Aldomóvar, men dem, jeg har set, var langt bedre. Denne var umådelig langtrukken og fuldstændig ligegyldig.

Årets bedste...musik

I år har vi hørt vildt meget musik, og det er umuligt at vælge det bedste. Her er dog et par højdepunkter.

Katja Kabanova, Janáceks opera opført af Den Jyske Opera, var en kæmpeoplevelse.

Den blev nok ikke mindre af, at jeg ikke havde så store forventninger, og der er måske også lidt Oscar-effekt. Altså at det, man har oplevet for ikke så lang tid siden, fylder mere (det er næsten altid de nyeste film, der får flest Oscars).

Jeg var vild med både musikken og med Pavla Vykopalavas fortolkning af titelpartiet. Jeg glemmer ikke Katja Kabanova lige med det samme.

Jazz-festivalen som helhed. Koncerterne, stemningen, vejret. Gentagelse næste år ønskes.

Prokof'evs violinkoncerter, som vi har lært at kende i år, og som vi er vendt tilbage til gang efter gang. Vi har hørt forskellige indspilninger, og favoritten er med Arabella Steinbacher og Det Russiske Nationalorkester dirigeret af Vasilij Petrenko.

Og så er der jo alle symfonikoncerterne, operabio, musikkonkurrencerne. Og alt det andet. Musik er fantastisk!!!



P.S. Koncerten på Fanø med Danmarks Radios Big Band og solist Pattie Austin var nu heller ikke ringe. Det var en appelsin, der faldt i vores turban, at DR Big Bandet skulle spille i Nordby lige præcis, da vi var der.

Årets bedste...film

Jeg skulle lige se årets sidste film, inden jeg skulle forsøge at finde den bedste. Det er ikke let! Jeg har set mange film i år, og jeg har set mange gode.

Årets bedste:

Ligesom når der er Oscar-uddeling er det de nyeste, der har størst chancer, for dem husker man bedst, men jeg tror nu alligevel, jeg ender med én, jeg så for nogle måneder siden, nemlig Wes Andersons Moonrise Kingdom.

Den har en god historie, og så er den skør på en måde, der gik rent ind hos mig. Desuden er musikken skøn.

De næstbedste:
bliver en hel kavalkade.

Den sjoveste var helt sikkert De urørlige, instrueret af Olivier Nakache og Eric Toledano og med en meget velspillende Omar Sy i den ene af hovedrollerne.

Den bedste dokumentarfilm, jeg så, var den schweiziske film Børnene fra Mount Napf af Alice Schmid. Den gjorde faktisk et stort indtryk.

Men kommer der ikke en del to? Jeg vil gerne vide, om den lille Laura fik sit diplom året efter.

Aki Kaurismäkis Miraklet i Le Havre var en dejlig feel-good film. Den første film af Kaurismäki, jeg har set. Senere har jeg set flere på dvd.

Jeg havde bildt mig ind, at finske film måtte være sorte og dystre. Det er der kun små glimt af i Miraklet.

Spændingsfilm er normalt ikke min genre. Jeg synes, biljagter etc. er dybt kedsommelige. Men i år har jeg set hele to spændingsfilm, og begge var gode.

Konge dame es spion af Tomas Alfredson hører nu også til i den mest lavmælte ende af genren.

Som altid når det drejer sig om John Le Carré er det en historie, hvor man skal holde begge ører stive og bruge indersiden af hovedet. Det kan jeg godt lide.

Den anden er filmen, vi så lige på falderebet til 2013, nemlig Operation Argo af og med Ben Affleck.

Yderst effektiv spænding må jeg sige, jeg sad i lange perioder alleryderst på sædet. Og skræmmende og nogle gange så virkeligt, at det næsten var fysisk ubehageligt.

Årets skuffelse:
Jeg troede længe, at den største skuffelse ville blive The Artist, hvor jeg synes, historien er alt for tynd og i øvrigt også set før, men den blev her i december slået af Michael Hanekes Amour.

Jeg var ellers meget berørt af Hanekes Det Hvide Bånd, men ikke af Amour. Jeg behøver ikke over to timer for at vide, hvor rædselsfuldt det må være at blive hjælpeløs - både for den hjælpeløse og for de nærmeste pårørende. Moralen af filmen må være: Kræv ikke det løfte af dine nærmeste, at du aldrig skal sendes på hospital eller plejehjem. Det er i hvert fald ikke kærlighed.

Når filmen har fået alle de priser, den har, så tror jeg, det er, fordi Michael Haneke tør være så kompromisløs. Der er bare ingen formildende omstændigheder. Djævelens advokat - i dette tilfælde mig - siger så, at de to personer med deres selvtilstrækkelighed i temmelig høj grad selv har været ude om det.

For et par år siden så jeg den islandske Volcano, der behandlede samme emne, men med mange flere facetter og i øvrigt også med samme slutning. Den kunne jeg meget bedre lide.

Årets bedste...musik

Årets bedste:
Én musikoplevelse rager op over alle andre: Koncerten i maj med Juan Diego Flórez.

Årets næstbedste:
Årets nr. 2 må være koncerten med Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble i Domkirken. Smuk og spændende musik og en fabelagtig udnyttelse af kirkerummet.

Jeg ville prøve at vælge den bedste af de mange symfonikoncerter, vi har været til, men det kan jeg ikke. Der er simpelthen for mange gode. Den sidste, hvor vi hørte den unge polske Krzysztof Urbanski dirigere Dvorák og Ludoslawski, var i hvert fald ikke den ringeste. Finske Arto Noras var solist i Dvoráks cellokoncert - rent guf for øregangene. Og Lutoslawskis Koncert for orkester var rigtig, rigtig spændende. Den var en koncert efter vores hoveder.

I en helt anden genre var genhøret med Kaizers Orchestra rigtig godt. Vi hørte rigtig meget Kaizers i tiden efter forestillingen på Svalegangen.

Årets skuffelse:
En koncert i Domkirken, hvor musikken simpelthen ikke sagde os noget. Det var Jacob Buchanans iRequiem, som på papiret lød som noget for os, men det var det altså ikke. Vi gik efter 1½ time, hvor vi var kommet igennem 3 af requiemets 9 dele. Det var mere end rigeligt.

P.S.
Nytårsønske til symfoniorkestret: Henryk Goreckis 3. symfoni på programmet. Det behøver ikke nødvendigvis være med Dawn Upshaw som solist. Eller noget fra Alan Hovhaness' omfattende produktion. Jeg tror bestemt, orkesteret godt kan spille det.

Årets bedste...øreringe

De bedste øreringe, jeg har fået i år, var en uventet gave:

Det er et par bittesmå strikkede sokker, som Benedikte fik øje på i en garnforretning. Hun mente straks, at de var lige noget for mig. Og det var de jo! Så da hun og Henriette var på besøg, havde de dem med til mig.

Jeg har set små strikkede sokker i øreringe før, men aldrig så små. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at strikke noget så småt? Tændstikken, der viser størrelsesforhold, er en almindelig størrelse tændstik - ikke noget med pejsetændstikker her.

Årets bedste...smykke

Jeg tror ikke, jeg får eller anskaffer flere smykker i år, så jeg tager chancen og kårer allerede nu det bedste. I år er det en ring:

Et sølvbånd, der er oxyderet i den ene ende og belagt med guld i den anden. Meget enkelt og virkningsfuldt, synes jeg. Jeg købte den hos Quan Smykkegalleri i Lønstrup i august og har gået med den næsten hver dag siden.

Øreringe får for resten deres egne Årets bedste..., så det kommer en af dagene.

Årets bedste...musikoplevelse

Årets bedste:
Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

Årets bedste...spisested

Årets bedste:
Der er adskillige kandidater til denne titel: Restaurant Et (igen), lillebroderen TGV caféen på Banegårdspladsen i Århus, Franks i Sæby, men det bedste var trods alt Ruths Brasserie i Gammel Skagen.

Jeg fik to af mine absolutte favoritter: Andelår confit og Gateau Marcel. Begge dele meget veltillavet - så er det svært at hamle op med. Bedre Gateau Marcel fås ikke! Det er jo så også Michel Micheau, der er chefkok på Ruths Hotel, der har opfundet den.

Bundskraberen:
Bundskraberen "oplevede" vi også i vores sommerferie: Aalbæk gl.Kro. Vi havde fået en udmærket kop kaffe en eftermiddag, så vi stolede på, at de også kunne lave mad. Vi var ikke voldsomt sultne, men havde svært ved at finde noget let på spisekortet, så vi endte med den klassiske biksemad. Den var nærmest uspiselig. Den flød bogstaveligt talt i et centimetertykt lag fedtstof (i hvert fald ½ cm tykt), mens kødet var tørt og senet. Ikke godt! Det meste gik ud igen.

Årets bedste...smykke - del 2

Nu har jeg fået taget et billede af mit andet yndlingssmykke købt i 2011:

Det er en sølvbroche med fugle, duer tror jeg. Jeg spottede den i Victorias Palace mellem duftende sæber, bløde håndklæder og andre lækre sager. I første omgang lod jeg den ligge, men dagen efter måtte jeg tilbage for at se, om den stadig var der. Og det var den heldigvis.

Den er jo ikke ny, men hvor gammel mon den er? Den er stemplet bagpå med "E.S." Ifølge Nobel Antiks liste over danske sølvmærker er der flere, der har haft det mærke, men jeg gætter på, at den rigtige er Einar Sørensen, der var virksom i Hellerup i perioden 1944-1987. Hvis der er nogen, der ved noget om det, vil jeg blive glad for en kommentar.