Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside

I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

Griseri

I Politiken i lørdags var der en stor, god artikel om dyreetik skrevet af Thomas Møller Larsen. Titlen var "Dyr mærker mere end vi tror", og den handlede om de resultater, en gruppe hjerneforskere var nået frem til med hensyn til dyrs bevidsthed.

Resultaterne mundede ud i en konference og en erklæring, Cambridge-erklæringen (The Cambridge Declaration on Consciousness in Non-Human Animals), hvor det fastslås, at mange dyr er i besiddelse af de samme strukturer i nervesystemet som mennesket - vel at mærke de strukturer, der skaber bevidsthed. "Dyr" er i denne forbindelse pattedyr, fugle og mange andre dyr, bl.a. blæksprutter.

Det korte af det lange er, at dyr ligner mennesker meget mere end almindelig antaget. Dyr har ikke bare instinkt, de har bevidsthed ligesom mennesket.

Vi, der har kæledyr, kan dårligt undgå at tillægge vores dyr såkaldt menneskelige egenskaber. Det er altså slet ikke så langt ude.

For hjerneforskere er det ifølge artiklen almindelig viden. Det er bare endnu ikke udbredt viden, og for det meste af landbruget og for kødelskere er det meget upraktisk viden.

Hovedforfatteren til erklæringen er erhvervsmanden og hjerneforskeren Philip Low. Han siger selv, det er umuligt at forblive upåvirket af den nye indsigt, han har fået, så han tror, han bliver veganer.

Jeg er hverken veganer eller vegetar - i hvert fald ikke endnu - men jeg ved godt, at jeg er heldig, for jeg er ikke den store kødspiser. Eller måske er jeg ikke den store kødspiser, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan dyrene har haft det.

I hvert fald foretrækker jeg at spise kød sjældnere og så betale for, at dyrene har haft gode forhold. Som frilandsgrisene på det øverste billede. De er fotograferet på Store Lyngdal, der havde åbent hus en dag i september.

I det hele taget har vi set mange grise i september. Gris nummer 2 er en gammel dansk landracegris fotograferet i Andelslandsbyen Nyvang, som vi besøgte, da vi var i Holbæk. Og det sidste billede er af nogle af de små duroc'er på food-festivalen.