Jazz - og elefanter

Juli har været en måned fuld af musik for os. Først tog vi til København midt i den københavnske jazzfestival, og da vi kom hjem var Århus Jazz Festival allerede i gang.

Det var altså et enormt program, de havde i København, og det var svært at vælge. Heldigvis valgte vi at tage til Råhuset i Kødbyen allerede den første aften, for det blev en af de allerstørste oplevelser. 

På programmet var den japanske avantgarde-pianist Chuichi Chino, der blev bakket op af Asger Thomsen på bas og Kresten Osgood på slagtøj. Det var noget for vores ører!

Jeg kan også godt lide det halvt industrielle miljø i Kødbyen. Råhuset på billedet ser virkelig noget upoleret ud.

Også i Århus var der spændende koncerter i gamle industriområder. Nedenfor er det Papirlageret på Sydhavnen, som vi fandt efter nogen tids søgen. Den yderst beskedne indgang var i smøgen. Retfærdigvis må det siges, at der er en mere officiel, som ikke blev brugt den aften, vist nok fordi musikerne stod lige på den anden side af den.

Alt i alt hørte vi nok 20-25 koncerter, både godt og mindre godt. Allerede den anden dag i København blev vi så trætte af guitar-soloer, at vi erklærede, at vi ikke ville høre en eneste jazz-guitarist mere. Guitarer hører hjemme i rockmusikken, ikke i jazzen!

Det kom vi nu alligevel til, blandt andet på Papirlageret, hvor der var en vild koncert med 7-8 mand grupperet omkring årets gæstekunstner, den norske trommeslager Paal Nilsson-Love. Blandt dem den ligeledes norske guitarist Hein Westgaard, men han lød godt nok aldeles anderledes end den traditionelle jazzguitarist. 

Også i kirkerne var der gode koncerter. I København i Koncertkirken på Blågårds Plads, hvor vi hørte Littotina Saxophone Quartet med hele fire saxofonister fra Estland, Finland, Sverige og Litauen - deraf navnet. Det var supergodt, saxofoner hører i den grad hjemme i jazzen.

I Århus hørte vi orgel-jazz i Domkirken (særpræget) og en meget spændende koncert i Langenæskirken, hvor Olga Witte dirigerede vistnok 11 musikere inklusiv Nilsson-Love (og ingen guitarer:) i et nyt værk, hun selv havde skrevet, med titlen Quantum Gravity. Det blev også et højdepunkt.

I København hørte vi mest mindre ensembler, men i Musikhuset i Århus kom big bandene på banen, og igen i år var Aarhus Jazz Orchestra i førersædet. De blev dirigeret af Geir Lysne, som minsandten også er fra Norge, og havde Kira Skov med som solist. Hun plejer ikke at være på min hitliste, men hun var meget bedre, end jeg havde frygtet.

Som vi plejer, nåede vi også Zoo i København, for vi skulle da se, om Chin var vokset. Hun er næsten 1½ år nu, og hun var helt sikkert vokset, men er hun ikke stadig en lille lækker baby?

Vi var rigtig lang tid hos elefanterne og hørte en af dyreguiderne fortælle. Yderst interessant var det, at hele to af hunnerne venter babyer i 2026. Det må vel være de to ældste Kungrao og Surin, for Chins mor Kumari kan nok ikke allerede igen være i lykkelige omstændigheder. Gæt om vi var tilfredse med, at vi havde fået vores årskort fornyet - bare alt nu går godt.

Guiden sagde ganske vist, at det er svært at se på elefanter, om de er gravide, for de kan skjule rigtig meget i deres store korpusser, men prøv lige at se dette billede af Kungrao:

Det er de mærkeligste associationer, man kan få, når man sådan sidder i lang tid og kigger på dyr. 

Da jeg kiggede på elefanternes snabler, syntes jeg, at deres mønster meget ligner et strukturmønster, jeg strikker ret tit. Billedet er af 5-årige Mun med det lille højre øre.

Hendes mor Surin har et par knæk på halen, som jeg synes ligner den lille hjælpepind, jeg bruger, når jeg strikker snoninger. Desværre ville hun ikke vende numsen til, da jeg fik kameraet klar, men det bliver måske næste gang, jeg skal bruge mit årskort.

Lille og stor på samme tid

I sidste uge var vi et par dage i København. Vores vigtigste mål var at se den nye elefantunge, Chin, født den 20. februar i år. En stor baby, men en lillebitte elefant.

Og vi fik hende heldigvis at se:

Hun er simpelthen så sød og livlig, med klare, vågne øjne, og selv om hun det meste af tiden er tæt på de andre elefanter, har hun også lyst til at lege og gå på eventyr.

Både mor Kumari, de to andre voksne hunelefanter, der hedder Kungrao og Surin og den anden unge, Mun, på 3½ år, som på billedet ses med bagdelen til, passer rigtig godt på Chin. Da hun kom lidt for tæt på graven rundt om udendørsanlægget, stak Mun lige et bagben ud og fik hende længere ind.

Zoo har ellers ikke gjort det nemt at finde frem til de forskellige dyr. Der er godt nok masser af skiltning, men der er også masser af forhindringer i form af spærrede stier og opgravede områder. I det hele taget var Zoo noget i vintertilstand, faktisk burde de have haft billetter til vinterpris.

Vi fandt ingen spisesteder, bortset fra et sted hvor man kunne få junkfood. Egentlig havde vi regnet med at blive i haven, til den lukkede, men vi var nødt til at forlade den tidligere for at få lidt sen frokost. Ganske vist havde vi fået en udmærket morgenmad på vores hotel, men den kunne ikke vare hele eftermiddagen.

Vi så også andre dyr end elefanterne. Blandt andet de røde pandaer. De blev fodret med frisk bambus, mens vi var der. Det var de dog bedøvende ligeglade med, de sov! Men senere kom en af dem alligevel ned.

Og til slut endnu et billede af Chin, denne gang inde i elefanthuset:

Ser hun ikke ud, som om hun er parat til lidt af hvert?