Viser opslag med etiketten reklamer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten reklamer. Vis alle opslag

mandag den 20. marts 2017

Næsten som juleaften


Information er godt. Denne kæmpeplakat har kunnet ses i Åbyhøj i et par måneder.

Så kunne man også begynde at glæde sig i god tid. Meget kan man glæde sig til, men at det lokale apotek flytter 300 meter til nye lokaler????

Jeg må indrømme, at jeg, utaknemmeligt skarn som jeg er, af og til helt har glemt at tænke på og glæde mig til den store dag.

fredag den 27. maj 2016

Tåbelige reklamer - og én sjov

Set bag på en bus: "HAVEMØBLER DU MÅ EJE".

Sikke dog noget sludder! Jeg vil ikke påduttes, hvad jeg må eje. Måske har jeg lige købt nye havemøbler. Måske er jeg godt tilfreds med de gamle. Måske har jeg ikke råd til at købe nye. Måske har jeg slet ikke nogen have.
Jeg bliver obsternasig, når jeg ser den slags reklamer. Jeg skal i hvert fald ikke have de havemøbler. Jeg undgår for resten også alle must-haves.

Set på et frisørsalonvindue:


Store ord, som måske kunne være OK, hvis det drejede sig om en frisør, der virkelig var fremme på beatet. I øvrigt behøver de sjældent skilte med deres fortræffeligheder.

I denne helt almindelige frisørsalon virkede det komisk, især fordi der også var fotos af fire af deres frisører, og deres frisurer var altså ikke specielt iøjnefaldende. Nogle af dem havde nærmest morgenhår. Det kan godt ske, morgenhår er eller bliver moderne, men det er unødvendigt at skabe det. Det kommer helt af sig selv.

I samme genre er Bruuns (Bruuns er et stort indkøbscenter ved Århus Banegård) slogan "Take Fashion to the Next Level". Altså, ærlig talt. Ikke bare er det åbenbart ikke muligt for dem at udtrykke sig på dansk, men det drejer sig om Bruuns, et indkøbscenter hvor samtlige butikker er de helt gængse, som man kan finde i ethvert indkøbscenter eller gågade.

Og så den sjove, som mere er oplysning end egentlig reklame:


Jeg må indrømme, jeg hoppede lidt i sædet, første gang jeg så denne facade. Stod der virkelig det, jeg troede? Bagefter kom jeg til at grine lidt. Det er vel ellers noget, der er lidt tys-tys, så smart at bruge humoren for at få budskabet ud.

Om man så går ind for trimning af dusken er en anden sag. Jeg synes, det er synd for de unge piger (og drenge?), der skal gøre alt muligt for at være gode nok, for de er tydeligvis ikke gode nok, som de er skabt.

tirsdag den 8. september 2015

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.