Ø-fan

Ja i den grad, når øen er Fanø! Igen i år var vi 5 piger (heraf to katte) to uger i september i sommerhus på Fanø, og jeg tror, det er den bedste tid på året for os alle. Fanø er nærmest blevet vores andet hjem.

Vi får skuldrene ned, og vi nyder at bo lige midt i naturen, samtidig med at caféer og spisesteder i både Nordby og Sønderho er lige i nærheden.

Hver eneste gang kan vi betragte rådyr, kaniner og fasaner fra vores vinduer i sommerhuset - det er altså noget særligt.

Dette noget forpjuskede eksemplar smovsede i brombærrene langs vores terrasse, og man kan tydeligvis få en meget lang hals for at få fat på lækkerierne.

Vi havde glimrende vejr næsten hele tiden, så vi nøjedes naturligvis ikke med at betragte naturen fra vinduerne.

En dag gik vi tur ved Pælebjerg - et af Fanøs højeste punkter, hele 21 meter over havet, og langs Nøkkerose Sø. På vejen dertil samlede vi lyng, som vores nabo havde ønsket sig. Søen lå spejlblank og smuk.

Der var som altid ved søer mange insekter, og jeg var heldig at få taget et godt (synes jeg selv) billede af en guldsmed:

Vi gik helt ned til stranden med udsigt til drage- og buggyområdet ved Rindby Strand:

Og jo, der var da også strikkefestival, mens vi var på øen. Igen i år to festivaler, Fanø Strikkefestival, der foregik alle andre steder end i Nordby, og Nordby Wooldays. Kan man ikke bare af navnene udlede forskellen? Fanø Strikkefestival er hyggelig, spændende og for alle, Nordby Wooldays er eksklusiv (læs: kedelig, min fortolkning) med hvad deraf følger.

Nogle af Sønderhos mange fantasifulde vimpler. 

Faktisk er jeg uretfærdig, for handelsstandsforeningens arrangementer i Nordby er også hyggelige og for alle, og vi var da også til flere af dem. Det var kun de forskellige workshops og salgsboderne, som i år var i Fanøhallen, der var eksklusive. Vi var kun i hallen den allersidste time, hvor der var gratis adgang, og gaaab, hvor var der ikke noget nyt under solen. Hvis jeg havde betalt entre, ville jeg være blevet sur.

Men ellers var vi til strikkebanko i Sønderho, vi lærte at bruge rester og især at slå knuder på Fanø Krogård, vi var flere gange til arrangementer i Sønderho Kirke, vi lærte af lave japanske vendepinde i Nordby, og vi lod os friste i alle standene i Sønderho. 

Det var slået stort op, at det ville blive den sidste strikkefestival på Fanø, men bare rolig, det er kun familien Seyfarths afdeling, der lukkede og slukkede. Alt det, vi synes er sjovt, fortsætter heldigvis.

Jeg kom for skade at købe lidt garn med hjem. Dum ide, allerede inden vi ankom til Fanø, havde jeg problemer med min højre hånd, og jeg har en mistanke om, at problemerne er kommet af for meget strikning, så hvor megen strik, det bliver til i fremtiden for mit vedkommende, er et åbent spørgsmål.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig. Til højre i billedet er der tre farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Den kvalitet købte jeg også af sidste år, og jeg har været glad for at strikke af det. 

I midten ligger et bundt Hedgehock Fibres Sock, købt hos Sommerfuglen, der holdt til på Sønderho Kro. Jeg kunne ikke stå for, at farven hed Drivtømmer, til trods for at drivtømmer normalt ser noget anderledes ud.

Endelig er der et bundt lavendelfarvet silke-merino købt hos Unik Garn, der havde stand på den gamle skole. Her var det farven, jeg ikke kunne modstå. Unik havde meget og meget lækkert garn, og både Dorthe og Annett købte også hos dem. Og de købte meget mere end mig!

Min hånd skal snart røntgerfotograferes, og indtil der er blevet stillet en diagnose, må jeg nøjes med at kigge på mit nye garn, men det er såmænd heller ikke så ringe endda.

Hjemme igen fra Fanø og sidste strikkefestival

Igen i år har vi været to uger på Fanø sammen med Annett og til vores udelte fornøjelse også tre af hendes katte. Vi har hygget, strikket, spist godt, nydt naturen og nydt at være sammen alle seks.

Selvfølgelig var vi også til årets strikkefestival, både i Nordby og i Sønderho. Man kunne godt mærke, at der ikke var så mange standholdere, især i teltet i Nordby var der god plads, og der var slet ikke noget i den gamle skole i Sønderho. Var det på grund af coronaen, eller fordi arrangementet er ved at løbe lidt træt?

Næsten som sædvanligt syntes vi, det var sjovest i Sønderho. I Nordby var standene meget ens, jeg var lige ved at få kvababbelse af håndfarvet merino. Bevares, meget flot garn i alle regnbuens farver, og der var da også diverse andre fibre end merino, men helhedindtrykket var altså, at det var meget ens og dermed noget kedeligt.

Jeg overvejede noget af det håndfarvede, fordi der var noget hør i, men var ikke helt overvældet af farverne, så jeg holdt mig på måtten. Derimod købte jeg lidt angora. Håndfarvet selvfølgelig, i grønlige og stærkt pink nuancer, men ellers ikke noget.

Vi begyndte og sluttede i Sønderho. Der var både det håndfarvede og en masse andet forskelligt, og minsandten om jeg ikke på den sidste dag fandt noget håndfarvet merino/hør i en farve, jeg synes er spændende.

Så der kom alligevel håndfarvet garn med hjem. Hvad det skal bruges til, har jeg ingen anelse om.

Det blev den sidste strikkefestival i det sædvanlige regi, og det er nok egentlig meget godt. Nu vil hovedarrangør Christel Seyfarth i stedet lave eksklusive arangementer med få deltagere og førende (BVADR! - vi er altså i 2021!) garnproducenter og designere. 

Det lyder for snobbet for os, så vi har ikke tænkt os at blive nogle af de udvalgte, men mon ikke Sønderho er på banen igen næste år? Vi hyggede os i hvert fald gevaldigt til søndagens strikkebanko i teltet ved forsamlingshuset. Den må de - også - gerne gentage.

P.S. Vi overhørte i Nordby en morsom beskrivelse af alle strikkedamerne og deres eksponering af egne værker. Blandt andet havde der til et strikkearrangement på bryggeriet kun været én eneste deltager, der ikke bar farvestrålende hjemmestrik. Annett og Dorthe har med fuldt overlæg aldrig gået i deres egne kreationer til festivalen, jeg har gjort det nogle få gange, men vil måske ikke gøre det i fremtiden. Man skulle jo nødigt bare blive én af flokken ;)

Årets garnindkøb på Fanø

Som sædvanlig skulle jeg ikke have noget. Jo, nye pinde, men ikke garn, lagerets størrelse taget i betragtning. Det er bare mærkeligt med det lager, for når jeg finder noget, jeg godt kunne tænke mig at strikke - eller får bestilling på noget - så er det langt fra altid, der er egnet garn i lageret.

Enten investerer jeg i det forkerte garn, eller også skulle jeg begynde at give lagerbeholdningen første prioritet, når jeg vælger et nyt projekt at gå i gang med i stedet for at prioritere modellen til projektet.

Tilbage til strikkefestivalen, for jeg faldt selvfølgelig alligevel for noget. Jeg kigger først og fremmest hos de forhandlere, der har noget, jeg ikke tror, jeg kan få hos Århus' mange forhandlere. Det vil sige, de små independent forhandlere og især de udenlandske forhandlere, der er dukket op.

Denne gang så mit indkøb sådan ud:

Det er fra højre: Noro Silk Camdeboo. Jeg var ikke med på Noro-bølgen, da den fandt sted for nok over 10 år siden. Jeg syntes, garnet var for dyrt, og jeg gad heller ikke strikke af det samme som "alle de andre". Det har dog ikke forhindret, at jeg syntes, det "alle de andre" strikkede af deres Noro-garn blev rigtig lækkert. Jeg faldt over en stor rest på godt 350 g hos Lisbeth Nygaard i en dejlig orange. Hvis det bliver sat sammen med en anden farve, skulle der nok kunne blive til en cardigan.

Ved siden af ligger tre nøgler Lang Cashsoft Baby, som jeg ikke rigtig ved, hvorfor jeg købte. Det kan muligvis godt fås her i byen, det var ikke på tilbud, jeg havde ikke et bestemt projekt i tankerne. Men det er vidunderlig blødt, og jeg blev fristet over evne i Trine P.s stand.

Endelig det mest spændende. Helt fra Skotland var The Border Mill kommet med nogle spændende og utroligt dejlige garner. En af kvaliteterne indeholdt rosenfibre. Det var nu ikke den, jeg købte, deres Alpaca Tweed Silk passede mig bedre i tykkelsen.

Der var også noget, jeg ikke købte. Jeg plejer at sige, at shetlandsuld gider jeg ikke strikke af, fordi det er for hårdt og kradsende. Det passer imidlertid slet ikke på garnet fra Jamieson's of Shetland, som forhandles hos Kastaniestrik. Det er superlækkert, og så fås det i 225 farver. Kastaniestrik har dem alle! Jeg vil helt sikkert prøve at bruge Jamieson's, og nu har jeg ydermere forelsket mig i nogle pulsvarmere, hvor det ville være meget velegnet. Kastaniestrik kommer på den store messe i Fredericia. Jeg havde ikke regnet med at skulle til Fredericia, men måske...

Jeg fik også de strikkepinde, jeg gerne ville have, men jeg købte ikke en eneste knap!

Som altid var der yarnbombing rundt på øen:

Foran slagter Christiansens butik i Nordby...

...strategisk placeret ved siden af bankens hæveautomat, også i Nordby

Men 2CV'en i Sønderho tog vist prisen hjem

Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

Langvarigt strikkeprojekt...

...som nu er færdigt.

"Spisebordstoppen" er i brug!

Jeg heftede de sidste tråde, da vi var ankommet til Fanø (d.v.s. der er vist stadig en ti tråde, der mangler, men de ses kun på bagsiden), så jeg kunne præsentere den på festivalen.

Faktisk var den politisk ukorrekt på den officielle festival. Den er nemlig strikket af Karen Noe-garn, og Karen Noe var én af dem, der ikke var inviteret med i kæmpeteltet i Nordby, men hun var heldigvis at finde i Sønderho. Jeg kan godt lide hendes garner og også nogle af hendes modeller.

Garnet blev købt på Fanø-festivalen i september 2011. Jeg begyndte at strikke toppen i april 2013 og færdiggjorde den altså her i september 2015. Det har unægtelig været en langvarig proces.

Egentlig er der ikke noget belæg for, at det skulle tage så lang tid, for den var ikke specielt vanskelig. Somme tider (det meste af tiden faktisk) skulle jeg bare strikke med ret mange nøgler samtidig, så det var bedst at sidde ved et bord, hvor jeg kunne opmarchere nøglerne.

Jeg fandt stærk inspiration i "Fur" i Annette Danielsens Kunsten at strikke en ø, men tegnede selv mit snitmønster, hvis man kan kalde det sådan, når det er strik, det drejer sig om.

Garnet er Country Casual, 80% uld og 20% silke. Det garn blev der solgt meget af på festivalen i 2011, for det var vist et rigtig godt tilbud. Jeg har stadig næsten halvdelen tilbage af mit indkøb, og det vil jeg nok bruge til børnetøj, selv om det vist ikke kan vaskes i maskine. På trods af at det mestendels er uld, kradser det næsten ikke.

Dorthe har fotograferet mig i mit nye klædningsstykke ved sommerhuset på Fanø. I livlig blæst - eller måske i laber brise, som nordmændene til vores udelte fornøjelse kalder en af vindstyrkerne.

Krig og fred - og strik

Knitting Peace hedder en forestilling med svenske Cirkus Cirkör. Til festmiddagen på den nyligt overståede Fanø Strikkefestival blev der vist et uddrag af forestillingen, og det var både poetisk, spændende og imponerende.

Cirkus Cirkör stiller spørgsmålet, om man kan strikke fred i en verdensomspændende bevægelse. Sideløbende vil de strikke jorden rundt - over 40000 km. Det vil de gerne have hjælp til. Der er allerede strikket meget - billedet viser et kaffebord: Udelukkende strik og garn og helt i hvidt.

Mens man strikker, er man i hvert fald meget fredelig. Det er vel højst pindene og garnet, man af og til kommer op at slås med. Men ligefrem at strikke sig til fred...nej, jeg tror ikke rigtig på det.

Lidt ironisk var der vist oven i købet lidt strikkefestivalKRIG på Fanø i år.

De andre år, vi har været af sted, har hele øen været involveret. Det var den også i år, men det var ikke den "store" festivals skyld. Den blev nemlig udelukkende afholdt i Nordby, mestendels på Nordby Skole (workshops og udstillinger) og i et kæmpestort telt, hvor alle standene var placeret.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for éndags-deltagerne ikke at skulle bevæge sig så langt omkring, men der var nu ikke så megen atmosfære i teltet. Det adskilte sig ikke meget fra de store kreative messer. Desuden blev der lynhurtigt ulideligt varmt og noget beklumret i teltet, når solen stod på.

Heldigvis havde resten af øen: Sønderho, Victorias Palace og Kunstladen lavet deres egne arrangementer, og meget, meget smart havde de sluttet sig sammen om en shuttle-bus, der kørte i fast rutefart mellem de forskellige steder og også havde stop ved Nordby Skole.

Fra den "store" festival blev der temmelig småligt ikke gjort opmærksom på, at der foregik noget andre steder - tværtimod. Jeg opdagede det, fordi min kusine havde videresendt et nyhedsbrev fra Uldfisken i Hornslet. De havde nemlig en lille strikkecafé i et galleri i Sønderho. Annett fandt ud af det via en løbeseddel i turistbureauet. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi måske have ventet med Sønderho til dagene efter festivalen, og ih, hvor vi ville have ærgret os, når vi så fandt ud af, at vi var gået glip af en hel masse. Men det gjorde vi heldigvis ikke.

Der kommer flere indlæg om vores Fanø-ferie. Jeg må indrømme, jeg har arrangeret stikordene på billedet lidt. Det er i øvrigt Marianne Toft (Frk. Toft keramik), der er ophavskvinde, og vi så keramikken - og fjeren - i butikken Salt i Nordby.

En strikket fugl?

På Fanø til strikkefestivalen i september var der masser af stære, selv om man skulle lidt sydligere for at se rigtig sort sol. Mange mindre flokke var sikkert på vej for at deltage i den store efterårssamling.

Stærerast på et hus i Nordby

Her sidder en flok stære tæt i et træ i Sønderho.

Der var altid en lystig kvidren, når vi nærmede os en flok. Det mindede ikke så lidt om en flok snakkende, strikkende kvinder.

Jeg havde ikke mit zoom-kamera med den dag i Sønderho, men det havde Annett.

Foto: Annett Rasmussen

Allerede på skærmen kunne vi se, at stære er helt perfekte til at akkompagnere en strikkefestival. De er minsandten selv iført strikkede kostumer.

Deres fjerdragt ligner præcis en sort trøje med strikkede hvide "lus", der bare er anbragt mere tilfældigt end normalt i lusekofter.

Stæren er hermed af mig udnævnt til strikkefestivalens officielle fugl.

Det investerede jeg i

Som nævnt kunne jeg ikke helt dy mig på strikkefestivalen:

Her ligger det indkøbte garn på strikkekurvens låg. Der er mest Country Casual fra Karen Noe. Jeg kan godt lide de douce farver, og de modeller, der var strikket af det, var lækre at føle på. Garnet udgår åbenbart, så det var på tilbud. Jeg købte 8 forskellige farver, og jeg aner ikke, hvad det skal bruges til.

Jeg kan jo også godt lide skrappe farver, og det var farverne, jeg faldt for i de to bundter Gepard angora. De skal sikkert bare bruges som effekt.

Endelig er der også et bundt af den lækreste bløde, mellemgrå babykameluld. Beregnet til den sædvanlige babyundertrøje, men den medfølgende opskrift havde en fin variation, som jeg glæder mig til at prøve - men det kan godt ske, det bliver i noget andet garn, og så bliver babykamelulden også til noget andet. Kommer de små babykameler egentlig ikke til at fryse, når man tager deres uld? Jeg får helt dårlig samvittighed.

P.S. Keramik-knapperne fra Buttonmad var slet ikke til at stå for. De er lavet i Sydafrika, og der var bl.a. alle mulige og umulige dyr. Det var MEGET vanskeligt at vælge. Men dem, jeg købte, var der kun et enkelt ark tilbage af - det hjalp på beslutningsprocessen. Sandsynligvis havde sælgeren flere i kufferten :-) Jeg er nødt til at strikke et eller andet specielt til disse knapper.

Strik og snak

Så har jeg prøvet det med - at være til strikkefestival. Det foregik på Fanø i weekenden. Allerede ved færgelejet fredag aften kunne vi se masser af biler fyldt med kvinder, hvoraf en del også promenerede i egne kreationer.

Den lille porcelænsfigur, som vi så i en butik, kunne godt have været logo for festivalen. I hvert fald hvis det faktisk er en Fanø-pige.

Vi er så heldige, at Annett "kender" et sommerhus på Fanø, og så blev vi inviteret med. Vores sommerhus lå i et skønt område i Fanø Bad (ja, det hedder området altså) et par kilometer fra Nordby. Jeg tror nok, det var den strand, hvor jeg blev godt forbrændt, sidste gang jeg var på Fanø - for 45 år siden, da jeg var ung og forfængelig og troede, at jeg burde være solbrændt. Siden er jeg heldigvis blevet klogere.

Bedømt på tilstrømningen var festivalen en stor succes. 6000 kvinder - var der nogen mænd? - skulle der have været. Nogle sagde endda 8000. Og som de kunne snakke. Når man nærmede sig et af de huse, hvor der var en workshop, var der en kvidren og knævren og grinen.

Der var selvfølgelig rig mulighed for at få fyldt garnlageret op. Det trænger mit lager ikke til, men ikke helt overraskende kunne jeg ikke nære mig, og der kom en fyldt pose med hjem. Jeg fik også lidt nye ideer, og det var egentlig det, jeg var mest på udkig efter.

Det mest innovative var norske Duodus modeller. Lavet til høje, åleslanke kvinder, men måske kan det alligevel give inspiration også til vi andre i normal eller rund facon. "Kraven" på billedet kan jo da bruges af alle staturer, og det hele var i hvert fald spændende og flot.


Jeg er nødt til lige at have et billede med fra min søndagsmorgentur. Det var helt vidunderligt at gå i solopgangen og se soldisen lette.