Udvikling

Vi har i maj og juni besøgt to jyske kunstmuseer, hvor der var separatudstilling med to kunstnere, der omkring 1980 var tilknyttet De Unge Vilde. Begge hat haft en stor udvikling siden dengang.

Først var vi på Tønder Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Female Muses med værker af Anette Abrahamsson (1954 -), først vist på Fuglsang Museum i Toreby på Lolland. Titlen hentyder til, at Anette Abrahamsson altid har været meget bevidst om, at hun er en kvindelig kunstner, hvilket man både før og nu har kunnet mærke i mange af værkerne. 

Det er godt nok ikke tilfældet i disse, men jeg er jo ligesom kunstneren glad for dyr, så det blev i denne sal, jeg tog nogle fotos. Der er sket meget siden de unge, vilde dage, ikke?

Dorthe syntes vist, at værkerne var lidt kedelige, men jeg kunne nu meget godt lide dem. Jeg synes også, der var en del humor i dem, og det er jo ikke at foragte.

Senere har vi været på Esbjerg Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Billeddomino med værker af Inge Ellegaard (1953-2010). Den blev oprindeligt vist på Sorø Kunstmuseum, og det er nok også dem, der har fundet på den ret geniale titel. 

Struktur og fragmenter med bier, 1999

Her kan man i noget højere grad spore den ungdommelige vildskab, men den er unægtelig blevet kombineret med en masse struktur - tern og striber var et gennemgående træk i mange af Inge Ellegaards værker. Netop kombinationen af de to modsætninger gør billederne spændende og dynamiske. Jo mere, jeg så på dem, jo bedre syntes jeg, de var.

Man kan stadig nå at se begge udstillinger. Anette Abrahamsson-udstillingen vises helt frem til 4. januar 2026, og den fine Inge Ellegaard udstilling vises til 31. august.

I øvrigt stor ros til museernes samarbejde. Hvis vi havde skullet til Toreby eller Sorø, havde vi nok ikke fået de oplevelse med.

Tilbage mod normalen

Når det drejer sig om kunstudstillinger, er vi vist tilbage til normaltid fra før coronaen. Vi opdagede, at Silkeborg Bad har åbnet en udstilling af værker af Anders Moseholm. Ham kan vi godt lide, og vi tog straks af sted.

Det var altsammen værker fra 2021, og Anders Moseholm må være en flittig mand, for der var rigtig mange værker. Det var også varierede værker, men det var dog tydeligt for enhver, at naturen er begyndt at spille en stor rolle i Moseholms kunst.

I eksemplet her er der både storby, som gennem mange år har været et elsket motiv for Anders Moseholm, og natur. Hvis man ikke selv skulle få den tanke, at det er naturen, der er ved at generobre kulturlandskabet, så hjælper titlen "Invert invasive" på vej.

Der er så dejligt på Silkeborg Bad:

Vores udsigt fra den store sal var næsten en kommentar til udstillingen. Den smukke natur suppleret af flyenes kondensstriber på himlen.

I parken så vi et duetræ:

Sådan et kan jeg ikke huske at have set før, i hvert fald ikke i blomst, men det er jo tydeligt, hvorfor det hedder som det hedder.

Kommentar til duetræet fra udstillingen: The Chorus.

Ikke mindst (gen)så vi Pontus Kjerrmans skulptur: 

Bortset fra kunstudstillinger og lidt andet er vi stadig forsigtige på grund af coronaen. Især for senfølgerne - Long Covid som det kaldes i udlandet, hvor man synes at tage det mere seriøst end her i landet. 

For eksempel har vi skippet symfonikoncerterne. Vi kan simpelthen ikke lide store og/eller tætte menneskemængder, og vi synes, der bliver taget forbløffende lidt hensyn. Det gider vi ikke, men ad åre...

Leg med kugler

Vi har for en gangs skyld været på Aros. De har nemlig udstillet en kæmpestor kuglebane, lavet af Jeppe Hein. Et værk, der oprindeligt er fra 2004.

Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.

Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.

Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.

En af kugleelevatorerne.
Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling.

Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.

Cisternerne er i sig selv spændende at bevæge sig rundt i, men vi kunne også godt lide udstillingen, selv om den vist ikke havde fået supergode anmeldelser.

På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.

Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.

Udstillingen i Cisternerne kan man ikke se mere, men kuglebanen på Aros kan opleves til den 22. april.