Det tog sin tid...

...men nu har jeg langt om længe fået lanceret min nyeste pulsvarmeropskrift på Ravelry. Det var især oversættelsen til engelsk, der tog tid. Jeg kan efterhånden læse de engelske opskrifter uden besvær, men det tager noget længere tid at få lavet den engelske version af mine egne skriblerier.

Desuden synes jeg altid, at jeg skal "strikke korrektur" på både den danske og den engelske udgave, og det tager selvfølgelig også tid. Jeg er nu alligevel altid i tvivl om, om alt er blevet dels helt korrekt og dels forståeligt. Det er ikke let at kontrollere egne opskrifter, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg mener helt præcist.

På Ravelry skal opskrifterne have et navn, og det er sådan set også meget praktisk. Jeg har kaldt disse nye pulsvarmere for Bitseren, opkaldt efter min første og højt elskede kat. Hun hed Bitsjkova på stamtavlen, men vi kaldte hende Bitsjka eller Bitseren.

Her er pulsvarmerne:

- og her er link til opskriften på Ravelry:
https://www.ravelry.com/patterns/library/bitseren

Pulsvarmerne har fået en fin modtagelse på Ravelry. De har på under et døgn fået over 400 hjerter og også en del kommentarer. Nu er jeg spændt på, om der også rent faktisk er nogen, der afprøver opskriften, og om den dur.

Den rigtige Bitsjka skal selvfølgelig også med. Billedet har været bragt før, men det er det eneste, jeg har af hende på Flickr. Det burde jeg måske få gjort noget ved, for jeg har flere billeder af min elskede kat, selv om jeg ikke havde så meget fotogrej den gang.

Fortiden på lossepladsen

Disse sække - og der er faktisk mindst én til - er fyldt med kataloger fra katteudstillinger. Dorthe havde samlet sammen, mens jeg var til træning.

Bitsjka hjælper med at lægge puslespil i vores sommerhus.
Billedet er fra 1987, og Bitsjka er gravid med sit eneste kuld.

Fra 1987, hvor vores første kat (den uforlignelige Bitsjka) blev udstillet for første gang og til et stykke ind i 00erne, var den såkaldte kattesport en meget stor del af vores liv.

I modsætning til kattene syntes vi, det var både spændende og sjovt at være på udstilling. Hvis vi ikke selv havde noget at udstille, var vi der tit bare som tilskuere.

Alle vores katte blev udstillet. De ville godt nok hellere være hjemme, men de led ikke voldsomt under vores forlystelsestrang, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at være på ferie med os. Langt de fleste af vores ferier i de år blev bestemt af, hvor der var en udstilling, vi gerne ville til.

Interessen forsvandt ret pludseligt, især for mit vedkommende. Det var der flere grunde til. Den ene var, at jeg syntes, "vores" race, Russian Blue, udviklede sig i forkert retning. Når jeg havde forelsket mig i russeren, var det meget, fordi den så ud som en almindelig, harmonisk kat.

Fra et tidspunkt i begyndelsen af 00erne blev det på mode at avle amerikanske russere ind i avlen, og hvis der er noget, de amerikanske russere ikke er, så er det harmoniske. De er meget mere ekstreme: små, spinkle og med ører ud til siden i stedet for som normale katteører oven på hovedet. Jeg kan simpelthen ikke lide dem. Men det kunne dommerne, og det er også meget lettere at bedømme en ekstrem kat end en kat, der skal være middel-dit og middel-dat.

Nogenlunde samtidig opdagede vi for alvor, hvor korrupt hele udstillingssystemet var. Vi kunne se, at flere og flere dommere dømte efter, hvem der var ejer af katten. Vi vidste godt, at sådan havde det været for andre racer i årevis, men havde egentlig ikke troet, at det også gjaldt russerne. Men det kom det i hvert fald til.

Jeg fik simpelthen nok, og jeg har faktisk overhovedet ikke savnet udstillingerne et sekund, men derfor er det alligevel lidt mærkeligt, at alle de år nu er på vej til lossepladsen. Det næste, der ryger ud, bliver nok alle kattebladene. De fylder godt op, og nu skal der jo være plads til garn.

Jeg er stadig vild med katte og selvfølgelig først og fremmest med vores egne, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde skal have en racekat igen. Så skal det i hvert fald være en, der af den ene eller den anden grund skal have et nyt hjem, men det bliver snarere en internatskat uden stamtavle. Forhåbentlig varer det mange år endnu. Sarantoya er jo kun 15.

Påskehilsen

til alle, der kommer forbi min blog.

Jeg har fundet et gammelt billede fra 2000 frem. Det er en killing fra Lilits første kuld, Zenit, der er fotograferet på en påskeudstilling. Hun er 5-6 måneder på billedet.
Zenits ejer var af en af vores venner, Anne Merete og hendes familie. Det er også Anne Merete, der har fotograferet (tror jeg nok), og hun havde lavet den æggeskal, Zenit ligger i. Det var dog mig, der havde fået ideen, så jeg har en lille andel.

Lilit fødselsdagsbarn

Lilit fylder halvrundt i dag - 15 år. Netop nu sidder vi og venter på hendes fødselsdagsgæster.

I formiddags stillede hun op til fotografering. Hun har altid været så let at håndtere og sidder gerne på min arm, især når jeg samtidig nusser hende i nakken.

Hendes pote er altså ikke så stor, det er en forvrængning i billedet, men hun "poter" også på mig af velbehag.

Lilit er udpræget bedårende og nuttet, blid, blød og lækker - og det er hun stadig, 15 år gammel. Det har hun faktisk altid været, bortset fra, da hun var en stor killing, hvor hun en overgang overhovedet ikke var køn.

Jeg synes, hun generelt virker rask, frisk og glad. Hun sover mere, end da hun var yngre, og vi er somme tider lidt uenige om hendes madindtag. Jeg synes godt, hun kunne spise noget mere.

Det ville hun nok også, hvis hun kunne få lov til bare at spise surmælksprodukter, men jeg mener ikke, katte kan leve kun af creme fraiche, yoghurt eller kærnemælk.

Desværre er billede nr. 2 ikke blevet helt skarpt, hverken på Lilit eller mig, men jeg kan godt lide det, fordi jeg synes, det er så åbenlyst, at vi begge nyder kæleturen. Det er Dorthe, der har fotograferet.

Det sidste billede har jeg selv taget, da Lilit begyndte at kede sig som model. Hun lagde sig heldigvis ind i Dorthes stol - normalt sover hun formiddagssøvn i min seng under dynen - så jeg kunne tage et par billeder. Men søvnig var hun unægteligt.

TIL LYKKE MED DE 15 ÅR, LILLE HEKS

Runde fødselsdage

Sarantoyas killinger, de to sidste der blev født hos os, er blevet 10 år. Underligt at det er så lang tid siden.

Ujiji Chimay, der "kun" bliver kaldt Chimay, rundede lørdag. Vi fik en dejlig mail med tak for det kort, vi havde sendt - og billeder!

Chimay sidder med flag og kort, og det er nok Marianne, der har fotograferet, tror jeg.

Det er så dejligt at høre, at de små kræ, man har været ansvarlig for at sætte i verden, har det godt og bliver værdsat.

Hos Uzuri - Zuri - der blev født en dag senere, var vi inviteret til fødselsdag. Han bor jo tæt på i Randers.

Han var ikke helt tilfreds med sin gave, og i sandhedens interesse må vi indrømme, at vi mere havde tænkt på ejeren end på fødselaren, da vi indkøbte naturalier, for Zuri mangler jo ikke noget, så vi havde kun taget en enkelt tøjmus med til ham. Men gavepapir og især bånd kan også være interessant.

Vi var ikke sammen med Zuri og medkat Addis hele dagen. Yrsa havde foreslået, at vi skulle se Vilhelm Kyhn udstillingen på Randers Kunstmuseum, og det var en rigtig god ide.

Guldalderen er ikke en periode, jeg har beskæftiget mig så meget med. Jeg er ikke så vild med alle de der malerier fra Italien etc. Men Kyhns billeder er primært fra Danmark, og så er det åbenbart noget helt andet for mig. Jeg synes, det var meget interessant at se, hvordan han havde fanget lyset på forskellige årstider og forskellige tider af døgnet, og det var spændende at følge ham rundt i landet.

På museet havde man leget lidt med digital formidling. Ikke alt var lykkedes, men det, der virkede, var sjovt. Det må der gerne være mere af.

Udstillingen varer til begyndelsen af januar og anbefales meget.

Inspireret af fotoet af Chimay forsøgte vi at få et brugbart billede også af Zuri med kort.

Det blev nu ikke så godt som det af Chimay, men pyt...det kommer på bloggen alligevel.

Det var en rigtig god fødselsdag, og så fik vi oven i købet kage med hjem, for der var for meget til overs til Yrsa alene, og hendes katte er heldigvis ikke kagespisere. Men kan ostekage egentlig ikke fryses?

5 års jubilæum

Min blog fylder 5 år i dag.

Den startede som et projekt på arbejdet, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg for min egen skyld ville fortsætte med at blogge også efter projektets afslutning. Jeg bruger bloggen lidt som en dagbog, skriver mest om de gode ting, der sker, og om ting, jeg gerne vil huske.

På de 5 år er det blevet til 414 indlæg. Der er 3 faste læsere, hvilket i sammenligning med andre blogs ikke er noget at prale med, og Blogger siger, at der har været 20380 sidevisninger. Det mest populære indlæg er uden tvivl opskriften på babyundertrøjen. Hvis jeg vil have flere besøgende, må jeg lave nogle strikkeopskrifter :-)

Bør man fejre det - hvordan? Jeg kan se, at det er populært at lave giveaways, som det så smukt hedder, men det har bloggen vist for få læsere til, og jeg har heller ikke lige fundet på noget velegnet.

Jeg har også tænkt på at lave endnu en blog, men jeg har ikke lige tænkt færdig.
Kan jeg i det hele taget finde på et velegnet billede at sætte på? Nå, det bliver mit yndlingsbillede af guldklumperne, som jo også er en vigtig ingrediens i bloggen. Hvis jeg ellers har lavet mine etiketter - eller tags - ordentligt, så har det ikke tidligere været vist her på bloggen.

Sarantoya er forrest, Lilit holder om hende

25 års fødselsdag

I dag er det 25 år siden, vores første kuld killinger blev født. Vores Bitsjka fødte ikke mindre end 5 velskabte killinger. Deriblandt Ofelia, der blev Dorthes kat. Hun boede hos os hele sit godt 15½ år lange liv.

Vi syntes selv, at Ofelia var umådelig smuk. Verdens smukkeste, sagde Dorthe.

Hun havde en usædvanlig udstråling, som man ikke helt kan se på billeder, men der er lidt af det på dette scannede foto af den 5 år gamle Ofelia.

Hun kunne nærmest tryllebinde én, når hun kiggede med sine grønne øjne. Som regel ser katte væk, både når de kigger på andre katte og på mennesker, men det gjorde Ofelia ikke altid, når hun kiggede på mennesker.

Ofelia var en klog og spændende kat. Da hun var yngre, tog vi stadig på kortere ferier uden kattene. Så blev de passet hos min mor. Når vi kom hjem og skulle hente kattene, syntes Ofelia helt ligeglad med os, og hun måtte som altid proppes ind i transportkassen.

Vel hjemme syntes alt at være, som det plejede. Men når først hun og Dorthe var gået i seng i Dorthes soveværelse, så stillede Ofelia sig på et bord ved siden af sengen, og så fik Dorthe ellers sandheden at vide. Mjav - mjav - mjav i lang tid fra Ofelia, der ellers som de fleste russere ikke var meget "talende". Først når en god gang skældud var blevet afleveret, lagde Ofelia sig tilfreds til rette på sin egen pude ved siden af Dorthes, og så var hun parat til kæl.

Minder

Bitsjka
Originally uploaded by cats_in_blue

I dag er det nøjagtig 25 år siden, vores første kat blev født.

Bitsjka, Bitser eller Bitseren som vi kaldte hende - i virkeligheden hed hun Bitsjkova - var en helt usædvanlig personlighed. Hun lærte os for alvor, hvad det ville sige at have kat.

Noget af min familie var ikke helt tilfredse med det vanskelige navn. En af mine tanter kaldte hende hele livet Whiskas.

Bitsjka og jeg var sjælesøstre, og vi var meget tæt knyttet til hinanden. Når hun lå på mig på sofaen, lå vi hjerte mod hjerte - så kaldte jeg hende Lille Hjerte. Hver eneste nat sov hun på en pude ved siden af min med min ene arm omkring sig. Det er der ingen af vores andre katte, der har villet.

På billedet er Bitsjka 3 år gammel. Hun var en lidt svagelig kat, og til min store sorg døde hun allerede 11 år gammel. Det er jo mange år siden nu, og nu er der kun de gode minder tilbage. Ydermere har Lilit tillagt sig nogle af de samme særheder som Bitsjka - så som at jeg er den eneste, der du'r. Det føler - og følte - jeg mig selvfølgelig vældig beæret over.

Hygge-fødselsdag

TIL LYKKE MED DE 10 ÅR, SARANTOYA

Sarantoya blev 10 år juleaftensdag.

Jeg havde håbet, at hun ville stille til fotografering, men stort set hele dagen hyggede hun sig med mor i kattesengen.

Det er helt sikkert hendes yndlingsbeskæftigelse, og hun er ikke en kat, man kan dirigere til noget.

Altså blev det kun til billeder med hel- eller halvlukkede øjne, men hun er da meget sød alligevel.

En teenager i huset

TIL LYKKE FØDSELSDAGSBARN ! ! !
Lilit bliver 13 år i dag! Vi tror nok, at hendes bedste fødselsdagsgave er, at vi har været sammen med hende næsten hele dagen (masser af vintersport i fjernsynet :-)

Endnu en seniordag

som i realiteten er en omsorgsdag. Mandag aften opdagede vi "noget", som ikke plejede at være der, på Lilits mave. Tirsdag aftalte vi undersøgelse hos dyrlægen, onsdag fandt undersøgelsen sted, og torsdag fik Lilit så fjernet en mælkekirtel med noget suspekt i.

Man føler sig som en forbryder, når man om morgenen indfanger en glad og tilsyneladende helt rask kat og godt ved, at om eftermiddagen henter man en vakkelvorn og noget sølle lille Lilit hjem. Også selv om operationen i følge vores gode dyrlæge gik rigtig fint.

I dag er jeg så hjemme ved rekonvalescenten. Jeg har downloadet en krimi på MP3-afspilleren og har i lang tid siddet med hovedtelefoner på og strikket på Dorthes multifarvede sjal, mens jeg har holdt øje med, at Lilit ikke slikker sig alt for meget på maven og forsøger selv at fjerne de tråde, som hun naturligvis synes er forstyrrende fremmedelementer. Lige nu sover hun trygt, så jeg kan godt lave lidt andet.

Sjalet er sjovt at strikke i et ret enkelt hulmønster, men alligevel skal jeg det meste af tiden være opmærksom. Det bliver strikket i Kauni uldgarn. Jeg er glad for at få afprøvet den slags hulmønstrede sjaler, for jeg har opskrift og garn til to andre.

Krimien er Rosa af Jonathan Rabb. Det er en historisk krimi, der foregår i 1919 i Berlin. Rosa er Rosa Luxemburg. Der er både tids- og lokalkolorit i bogen, og jeg blev fanget ind med det samme, men er endnu ikke kommet så langt. Det er det værste ved lydbøger - det går så langsomt. Det er meget hurtigere at læse selv, men så kan jeg altså ikke strikke hulmønstrede sjaler samtidig.

Lilit fotograferede jeg den dag, hun havde været til undersøgelse. Glad for at være hjemme igen og heldigvis helt uvidende om, at dagen efter skulle det blive endnu værre. Tænk at hun stadig er glad for mig, selv om jeg to dage i træk har kørt hende til dyrlæge.

En nyerhvervelse - eller to

Sarantoya er altså en underholdende kat!

For nylig var vi i Petworld efter grus, og jeg lod mig samtidig friste af en ny katteseng. Jeg syntes, den var ret pæn - og det er bestemt ikke nogen selvfølge for kattetilbehør, men den her kunne jeg altså godt lide.

Da vi kom hjem, stillede jeg den indtil videre på gulvet i køkkenet, og Lilit tog den vanen tro straks i brug.

Næste morgen kom Sarantoya ikke, som hun plejer, straks ind på mit værelse, da jeg åbnede døren. Det første, der skal ske, er ellers altid, at jeg skal gå med ned for at give hende lidt at spise. Jeg gik ned i køkkenet, og der var hun - liggende i den nye katteseng og med en inderlig tilfreds mine. Hun havde tydeligvis benyttet sig af lejligheden, da Lilit og jeg var gået i seng på mit værelse.

Senere da vi spiste morgenmad, kom hun heller ikke, som hun plejer, for at fortælle, at nu var det altså tid for anden servering. Næ, hun mjavede godt nok højlydt for at gøre opmærksom på, at hun altså godt ville serviceres, men hun sad ret op og ned i det nye inventar, mens hun mjavede.

Behøver jeg at fortælle, at jeg samme dag investerede i endnu en seng af samme type - og de er blevet brugt flittigt af begge misser siden.

En livsnyder

Alle katte burde selvfølgelig have mulighed for at være livsnydere, og gutten her er det i hvert fald! Det er Zoogin, Lilits eneste søn, der nyder forårssolen i fulde drag.

Han er nu 10 år, men det kan man ikke se på ham. Han er en flot, slank og meget muskuløs kat. Hans ejere siger, at han kan drøne endog meget hurtigt tværs over græsplænen, men det fik vi nu ikke at se i lørdags, hvor vi besøgte ham, for det var vist for varmt.

Det er utrolig dejligt at se, at den killing man tog ansvar for at sætte i verden, trives så godt - tak til Liza og I.C. for det!

Strik og katte

Det er ikke let at strikke med legesyge katte i nærheden. Selv om Lilit er over 12 år, kan hun godt finde på at lege med garn og strikkepinde, og hun har nogle gange bidt garnet over.

På billedet her er det mere fredeligt. Jeg sidder i sofaen med et tæppe over mig. Jeg strikker, og Lilit ligger på mig. Strikkeriet fik dog en brat slutning, da Lilit syntes, at garnnøglet kunne bruges til hovedpude.

Godt at kameraet var inden for rækkevidde, så jeg kunne få foreviget situationen - også selv om lyssætningen var mangelfuld.

Velkommen sol...

...siger Sarantoya, og det gør jeg også.

Begge katte nyder at sidde på min bogreol med solen lige i masken. Bagefter lægger de sig på sengen eller gulvet, helt strakt ud. For at dampe af, forestiller jeg mig.

Det kribler også i mig i solskinstimerne. Jeg vil gerne ud i haven og få klippet alle de visne planter af, men temperaturen er altså for lav endnu, synes jeg, så jeg har bare rodet en lille bitte smule.

Jeg er spændt på, om alt har overlevet. Godt nok har de sarteste planter været dækket til, men jeg er nu ikke helt sikker på, det har været tilstrækkeligt med den lange kuldeperiode.

Om bare et par dage er det forårsjævndøgn!

For h......! Det er dyrlægen!

For mange år siden var der en rigtig sjov lille børnefilm, der hed Jacko. Den viste vi mange gange på 16 mm i bibliotekernes børnefilmklubber.

Den handler om en dag i en grå jackos liv. Bl.a. skal den til dyrlægen for - så vidt jeg husker - at få klippet kløerne. Den kører med bussen med sin ejer, og undervejs går det op for Jacko, hvor den er på vej hen. "For helvede! det er dyrlægen", siger den frække papegøje - altid til de små tilskueres store jubel.

Sådan tænkte Lilit og Sarantoya sikkert også, da de i dag skulle til deres årlige tjek og vaccination på Abild Dyreklinik, men det var der nu ingen grund til, for de blev begge "godkendt". Vi synes også, de virker glade og raske, og så vidt vi husker, er det faktisk også et helt år siden, de var der sidst.

Så kattene kom til deres store tilfredshed hurtigt hjem igen, og vi var også glade. Det er godt at vide, at vores guldklumper er sunde og raske - eller i hvert fald ikke har flere skavanker, end vi vidste i forvejen. På billedet er det Sarantoya, der har set sit snit til at give mor Lilit en kærlig vasketur.

Med hensyn til børnefilmen, så har nogle af vores venner lånt den på vores anbefaling, men Jackos ed var ikke mere med. Den må være bortcensureret som politisk ukorrekt - forfejlet hensyntagen, synes jeg. Så sarte er børneører altså ikke.

Sarantoyas bedste stund...

...er om morgenen.
Når jeg står op, er hun der som en mis :-) Vi går ned og henter hendes allergimedicin samt en lille smule mad, som hun får på Dorthes værelse. Lilit snorksover bare videre i sin katteseng inde hos mig. Når Sarantoya har spist, møffer hun sig ned til den søvndrukne Lilit.
Efter lidt puffen frem og tilbage falder de begge i søvn, og det, tror jeg, er Sarantoyas allerbedste time. På billedet er det Sarantoya til venstre.
På en kold og mørk morgen kan jeg ikke undgå at blive lidt misundelig...

Ikke kun jul

I vores avis i går stod der noget om, at mange er ved at være trætte af det opskruede julegaveniveau, og at der alligevel næsten ikke er nogen, der kan huske, hvad de har fået den foregående jul.

Jeg er ikke nogen undtagelse, og i det hele taget smelter mine juler sammen for mig. Én skiller sig dog ud, og den husker jeg helt tydeligt. Det var julen 2000.

Da fik Lilit nemlig killinger. Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Billedet blev taget i går, og viser Sarantoya i færd med en af sine foretrukne beskæftigelser: At forhindre mig i at læse avis.

TIL LYKKE med de 9 år, lille tøs, og GLÆDELIG JUL til alle!

Så var det Zoogins fødselsdag...

Vores kattefødselsdage ligger tæt i de sidste par måneder af året, og i går var det Zoogins tur - 9 år blev han minsandten. Jeg havde bare ikke tid til at blogge, for vi var på besøg hos Uzuri i Randers.

Zoogin blev født i Lilits første kuld, og han blev den eneste søn, hun fik. Han var en supersød killing og blev en superdejlig kat, som siden han var gammel nok til det, har nydt livet hos Liza og I.C.

Apropos Lilit, så fyldte hun 11 d. 11. december. Billedet er selvfølgelig fra dengang. Zoogin er bare 2½ uge gammel, og faktisk havde han ikke engang fået navn endnu på det tidspunkt, men blev bare kaldt 2eren.

Til lykke, Sarantoya

Godt nok er det juleaftensdag, men det er altså også Sarantoyas 8 års fødselsdag, og da det nu er sådan en dejlig lys dag, syntes jeg, der skulle et fødselsdagsbillede på bloggen.

Det skal nemlig helst være en lys dag, hvis man skal fotografere sine katte indendørs uden flash - og det plejer at blive bedst. Så dagen burde være perfekt, men solen kan forårsage andre problemer.

Når solen rammer kameraets objektiv, kommer der nemlig tit en lille solrefleks et eller andet sted. Den farer rundt, alt efter hvordan kameraet bevæges - og det er bare sjovt at se på, synes kattene. Altså kigger de tit på solpletten i stedet for på fotografen, og det er også tilfældet med dette billede. Det blev ikke til så mange billeder, men det blev i hvert fald til lidt leg med solpletten - en ekstra fødselsdagsleg.

Til lykke, lille månestråle!!!