Viser opslag med etiketten arkitektur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten arkitektur. Vis alle opslag

torsdag den 18. november 2021

Vejle igen

Vi har gentaget besøget i Vejle, som nu var blevet iklædt juleudstyr, og det er jo altid stemningsskabende.

I den ende af gågaden, vi ikke nåede sidst, opdagede vi et vaskeægte konditori. Opdateret til vores tid, men umiskendeligt et konditori. De havde Gateau Marcel-kager:


En pæn størrelse, og selv om de smagte helt perfekt (og jeg ved, hvordan jeg synes, en Gateau Marcel skal smage. Jeg har spist rigtig mange), så kunne vi ikke spise op. Kaffen var for resten også god.

I Århus har vi mig bekendt ikke et ordentligt konditori. Vi har et hav af Lagkagehuse, men dem tæller jeg ikke med. Og så har vi Emmery's, men der kommer vi for kaffen og for deres brød - ikke for kagerne. Men Vejle kan altså præstere i den disciplin.

Fra salonen, hvor vi sad, kunne vi se ud i en bindingsværksgård. Jo mørkere der blev, jo mere idyllisk blev den


Der var en vinbar og et andet udskænkningssted i gården, men med maverne fulde af Gateau Marcel skulle vi ikke nyde mere. Vi kunne heller ikke spise noget større aftensmåltid. Til trods for at vi havde udset os et par steder, der så spændende ud, og til trods for at vi gik en længere tur i de julebelyste gader, måtte vi nøjes med en sandwich fra Seven Eleven - men de er nu også gode.

Det var bælgravende mørkt, da vi gik hjem til hotellet. Vi gik på stien langs cylinderhusene, og det var noget af en oplevelse:


Jeg troede ikke, jeg kunne få ordentlige billeder, men det lykkedes da meget godt. Husene kaldes i øvrigt Fem Søstre, og ok - der er kun tre af dem med på billedet.

fredag den 29. oktober 2021

I Vejle

Vi har lige haft en enkelt overnatning i Vejle, hvor vi også nåede en lille eftermiddagsbytur.

Vejles gågade er en tro kopi af gågaderne i mange andre provinsbyer - altså ikke specielt interessant - men vi fandt byens garnbutikker. Man må jo lige tjekke, om der skulle være noget specielt, hvilket dog ikke var tilfældet. Hvilket igen ikke er ensbetydende med, at der ikke blev foretaget indkøb.

Tilfældigvis kom vi i en smøge, der gik ud til gågaden, forbi Kjærstrup Chokolade, og sådan en er der langt fra i alle byer. Nogle af deres flødeboller blev indkøbt, men faktisk syntes jeg ikke, de var helt så gode, som de plejer at være. Er kvaliteten faldet, eller var det bare et tilfælde? Trods alt er det stadig nogle af de bedste.

Der var et glædeligt gensyn med Vejles Pontus Kjerrman-skulpturer:

Ja, Dorthe er altså en senere og midlertidig tilføjelse

Dejligt, at man i næsten alle byer gør noget ud af den kunstneriske udsmykning, som i sagens natur giver byerne hver deres særpræg.

Når man lige ser bort fra bymidten, så synes jeg også, det ser ud til, at Vejle gør noget ud af de nye bygningers arkitektur. Bølgen er selvfølgelig et tydeligt eksempel, men det er en del andre nyopførte bygninger også, og det er bestemt ikke altsammen firkantede kasser.

Da jeg var barn, skulle vi altid lige lægge mærke til det runde hus på Fredericiavej, når vi kørte forbi. Det er der endnu, men der er kommet adskillige nye cylinderformede huse og også andre huse med sjove skæve vinkler. Tomlen op for det!

tirsdag den 8. september 2015

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.