Musik i marts

Marts blev en vældig musikalsk måned for vores vedkommende.

Billedet her er taget ved Aarhus International Piano Competition. Jeg havde ikke tid til at være der hele tiden, men jeg hørte da en del af de yngste og næsten alle de af de ældste, der var gået videre fra første runde.

Det blev kommenteret af Mathias Hammer, min - og adskillige andres - yndlings-P2-vært. Jeg er aldrig enig med dommerne, men denne gang var der dog flere af mine favoritter, der kom i finalen.

Sidst på måneden var der RAMA festival. Denne gang var det 100% tilrettelagt af de studerende, og man kunne altså godt mærke, at der manglede et professionelt touch, men der var også nye, sjove tiltag. Blandt andet en hemmelig rundtur på konservatoriet. Hvor er der dog mange øvelokaler!

Undervejs lyttede vi til musik, som da en af de organiststuderende fortalte om et af de fine øveorgler og spillede på det.

Der blev også spillet rundt om i gangene, både på rundturen og ellers.

Det bedste, vi hørte, var RAMA saxofonensemblet, der spillede både ny og gammel musik, og ikke mindst to kommende operasangere, der sang Gluntarne. Ingen tvivl om, at operasangere nu skal kunne andet end at synge. Det var bare morsomt!

Det var det også, da vi var til en aften med swingmusik fremført af Aarhus Jazz Orchestra med Live Foyn Friis som solist og historikeren Søren Hein Rasmussen, der særdeles underholdende fortalte om swingtiden. Det er længe siden, jeg har grinet så meget.

Desuden en slagtøjsdebutkoncert, flere symfonikoncerter og operabio, hvor vi så Regimentets datter. Det er den sødeste opera, jeg kender. I denne udgave sang og spillede sydafrikanske Pretty Yende Marie og mexicanske Javier Camarena Tonio, og det gjorde de helt utrolig godt. Begge har afgjort komiske talenter, ud over at de kan synge. Camarena måtte endda efter publikums ihærdige klapsalver og stående ovationer gentage arien "Ah! Mes Amis", så vi fik ikke bare ni, men atten høje C'er.

Så fremragende var Den Jyske Operas udgave af Maria de Buenos Ayres langt fra. Faktisk var den temmelig kedelig. Vi har set den før i Holstebro, og den udgave var på alle måder meget bedre.

Travl uge

Somme tider klumper tingene sig, så arrangementerne står i kø. Sådan en uge havde vi i sidste uge.

Faktisk begyndte det allerede lørdag den 7., hvor der var RAMA-festival - altså den årlige festival for musikkonservatoriets elever. Det er en af årets sjoveste dage, synes jeg.

Der er næsten tradition for, at vi starter med slagtøjskoncert, og det gjorde vi også i år. Som det plejer at være, var det ny musik. Altid spændende!

Senere hørte vi bl.a. Ensemble Edge, som vi har hørt tidligere, fortolke Jan Johansson. Denne gang med forstærkning af fire jazz-musikere, blandt andet en pianist. Det ville også være mærkeligt at spille Jan Johansson uden piano.

RAMA Big Band. Trombone solo.

Det er dristigt at komme med en ny fortolkning af så ikonisk musik som Jan Johanssons, og jeg syntes heller ikke, ensemblet kom helt i mål.

Måske var de for tæt på originalerne, som man selvfølgelig ikke kan gøre bedre. De skulle nok have bidraget med endnu mere nyt, end de gjorde. Eller måske skulle det simpelthen have været mere Ensemble Edge og mindre Jan Johansson. Men det var nu værd at høre under alle omstændigheder.

Vi nåede også nye danske sange, big band og til slut Pergolesis Stabat Mater. Med mere.

De to første koncerter vældig gode, i Stabat Mater syntes jeg for en gangs skyld, at man godt kunne høre, at solisterne manglede en del i deres uddannnelse endnu. Men det var en undtagelse. Alt i alt synes jeg, de unge musikere er vildt dygtige.

Det var så bare starten på ugen. Desuden var vi i biografen fire gange (der var blandt andet Tyske Filmdage, hvor vi så to vældig gode film), på guidet byvandring og til symfonikoncert. Foruden tandlægetjek og brystkræftscreening. Lavendlerne blev beskåret, og jeg var til en enkelt gang træning. Vi sluttede af, som vi startede, i Musikhuset, hvor vi i går hørte saxofonisten Anja Nedremos debutkoncert. Så var den uge også gået.

Den uge, vi lige er gået ind i, bliver ikke helt så hektisk, men kedelig bliver den nok ikke.

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.

Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.

Slagtøj med vaskebalje

Hvad laver en vaskebalje halvt fyldt med vand sammen med slagtøjet? Jo, den blev såmænd brugt til at nedtone klangen af et bækken, som blev dyppet ned i baljen, efter at der var blevet slået på det.

Det foregik på årets RAMA festival, Det Jyske Musikkonservatoriums årlige festdag med masser af (gratis :) koncerter, som der efterhånden er ved at blive tradition for, at vi er til.

Det var skrækkelig svært at vælge, hvilke koncerter, vi ville til, for der foregik mange spændende ting samtidig. Som sædvanlig valgte vi en del slagtøj. Jeg tror, konservatoriets afdeling her i byen må være et slagtøjs-kraftcenter.

Vaskebaljen blev brugt i en koncert med Njyd Quartet (fløjte, sax, guitar, slagtøj) i en uropførelse af et værk af Hans-Henrik Nordstrøms. Komponisten var selv til stede og så vældig fornøjet ud med opførelsen. Vi var også fornøjede.

Det allerbedste, vi hørte, var dog et værk spillet af RAMA Symphonic Wind Band - altså et harmoniorkester. Det var af den japanske komponist Tetsunosuke Kushida og hed "Ritual Fire". Jeg har bagefter forsøgt at opdrive japansk kompositionsmusik i de danske biblioteker, men der findes kun meget lidt og intet af Kushida. Jeg må prøve at høre noget af andre komponister.

Det var for resten vanskeligt at finde frem til i det elendige søgesystem, der bliver stillet til rådighed på bibliotek.dk, og måske har jeg slet ikke fundet det hele. Som gammel bibliotekar burde jeg ellers kunne klare sådan en søgning, men man får altså ikke megen hjælp af systemet.

Ung musik

I lørdags var vi til den årlige RAMA-festival, hvor Musikkonservatoriets elever holder et hav af koncerter, alle med gratis adgang.

Der foregår noget i stort set hele Musikhuset, som ellers virkede underligt uengagerede i arrangementet. Da vi et par dage inden spurgte efter programmet i billetsalget, var de alt andet end hjælpsomme. Det var tydeligvis Konservatoriets arrangement, som Musikhuset ikke ønskede at have nogen andel i. På selve dagen blev der kun orienteret om Musikhusets egne arrangementer på de storskærme, som nu er obligatoriske alle mulige steder.
Mærkelig prioritering, synes vi, men vi klarede os så uden storskærmene.

Elever fra den rytmiske afdeling spillede og dansede i RMB-sjowet til rytmer fra Senegal, hvor de havde været på studietur.

Hvis de unge mennesker ikke kendte noget til rytmer i forvejen (det gjorde de nu nok), så gjorde de det i hvert fald efter rejsen.

Ellers hørte vi mest slagtøjs- og blæsermusik fra den klassiske uddannelse. Allerbedst syntes vi om RAMA Symphonic Wind Band, der var dannet til lejligheden, men også eleverne fra slagtøjsklassen spillede spændende musik.

Vi hørte også pasodobler - det var også blæsere og slagtøj - hvor elever fra den klassiske og den rytmiske afdeling spillede sammen. Dejlig musik!

En anden fusion var mellem jazz og klassisk, hvor musikken var inspireret af et par sværvægtere som Ornette Coleman og Igor Stravinski. HØVL kaldte orkestret sig.

Selv om vi nogle gange godt kunne høre, at de studerende ikke er helt færdiguddannnede endnu, så var vores overordnede indtryk, at de kan en masse, og det var spændende at høre, hvad der rører sig.

Kultur i påsken m.m.

Vores påskeaktiviteter var meget traditionelle, for vi besøgte en del større og mindre kunstudstillinger.

Den bedste var uden tvivl Holstebro Kunstmuseums udstilling The Staging Area - Peter Linde Busk. Vi kendte ikke Peter Linde Busk i forvejen, men vi kunne rigtig godt lide hans billeder. De er meget varierede, og man finder både humor og alvor, ironi, sarkasme, bekymring, poesi. De fleste har en lang billedtitel, som var sjov at læse, når man ellers havde kigget - for var ens egen tolkning og kunstnerens nu parallelle? Her er en lille billedkavalkade:

Dette hedder: They don't give you any hope,

but they leave you plenty of rope.

Jeg kom straks til at tænke på Billie Holiday og Strange Fruit.

Det her syntes jeg kunne være en illustration
til Johannes V. Jensens Kongens fald.

Der er noget landsknægt og Carolus over det.

Det hedder: The Dam Has Broken, Young Man, and Only Ourselves Can Fuck Up

(hvilket jeg ikke rigtig forstår meningen med)

Mine associationer: De Unge Vilde, måske også Nick Cave.

Ved nærmere eftertanke kunne det godt være en illustration af krigsrædsler.
Titel: You Made Me a Murderer

 

Peter Lunde Busk arbejder også med keramik og grafik.

Dette keramiske værk hedder Charakterkopf 1 (For F.X. Messerschmidt).
Der var adskillige Charakterkopf'er på udstillingen

Det er tredje år i træk, vi har været på Holstebro Kunstmuseum i påsken, og for tredje gang var det en stor fornøjelse. Det er vist blevet en god vane.

Det bliver nok også en vane at tage til RAMA Festival, som vi var i går. Det er de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, der afholder en hel række små koncerter inden for alle de genrer, der undervises i på konservatoriet.

Man er nødt til at vælge ud, og vi ville ønske, vi kunne have været flere steder på en gang. Vi valgte slagtøjsklassens koncert; mere slagtøj i en koncert, der hed Legetøj, som var for fløjte og slagtøj; lidt af cellisternes koncert og endelig baltisk kormusik. Det, vi hørte, smagte af mere, og hvis vi kan, kommer vi bestemt igen næste år.