Første miniferie i 2023

Et par af de sidste dage i april havde vi bestilt et ophold på Hjerting Badehotel. Ikke nogen deal eller noget, bare fordi jeg længe har ønsket at komme til netop dette badehotel.

For mange år siden, da jeg var 16, arbejdede jeg en sommer på er cafeteria i Esbjerg. Det var en dejlig sommer. Jeg kunne godt lide Esbjerg. Den var meget anderledes end min hjemby Viborg, meget mere ligetil og usnobbet. Det er en efterrationalisering, at det var derfor, jeg følte mig så godt tilpas, dengang var jeg ikke så klartskuende. Jeg nød bare den sommer helt vildt. Var for resten også forelsket, og ikke bare i Esbjerg. Det gjorde jo nok også sin del.

Når jeg havde fri, cyklede jeg meget rundt i omegnen og kom selvfølgelig også til Hjerting. Selv om man på det tidspunkt ikke kunne bade i Ho Bugt, var badehotellet der, og faktisk har jeg siden da ønsket at overnatte der bare et par nætter. Det ønske gik i opfyldelse nu.

Vi havde planlagt at tage omkring Vejen Kunstmuseum på vej dertil. Der er netop nu en stor udstilling med Ejnar Nielsens kunst, som vi havde fået en anbefaling af (tak, Elsebet L!). Jeg kendte godt Ejnar Nielsen, også kaldet Gjern-maleren, i forvejen, men jeg var slet ikke klar over, hvor bredt hans kunst spændte. Det fandt jeg så ud af nu. 

En meget anbefalelsesværdig udstilling! Fint kurateret og rundvisningen, som vi var så heldige at komme med på, var også god og interessant.

På dette selvportræt fra 1899 ses i rummet bag maleren to af hans malerier.
Til højre er det det meget kendte "Den syge Pige" fra 1896, til venstre "Og i hans Øjne så jeg Døden" fra 1897. Begge disse bor til dagligt på Statens Museum for Kunst, men de var udlånt til Vejen Kunstmuseum.

Vejen har ud over kunstmuseet endnu en attraktion, nemlig Byens Brød & Café. Der spiste vi supergode frokost-sandwiches. Kagerne så godt ud, men dem sprang vi over. Nogle af dem var enorme, onsdagssneglen havde samme størrelse som en middagstallerken, men vi skulle gemme appetit til middagstallerknerne på hotellet om aftenen.

På andendagen ville vi til Rømø, hvis det blev godt vejr, og det gjorde det heldigvis. Vi havde de sædvanlige programpunkter: Vi ville se lam, vi ville se gæs og også gerne andre fugle, og vi ville drikke kaffe og spise kager på Hattesgård. 

Det gik ikke helt efter planen, for fuglene glimrede ved deres fravær. Får og lam var der en del af, og vi så også både bæltedyr - altså kvæg, muligvis Galloway, med hvidt bælte om maven, og heste og det sødeste lille føl. Og på Hattesgård fik jeg den bedste kage, jeg nogen sinde har fået. Det siger jeg vist nok hver gang ;)

Vi kørte til min yndlingssluse, Ballum Sluse, og så fik vi ellers set gæs. Enorme flokke af gæs, som en tilstedeværende ornitolog med kæmpekikkert sagde, var bramgæs. De lavede flyveopvisning, mange landede på vandet og, opdagede vi senere, også på nogle af markerne i nærheden af slusen. 

Inden da havde vi også set en gåsefamilie ude i slusen. Mor, far og 5 gæslinger. 

Ornitologen identificerede den lille familie som grågæs

Vores hovedformål med den lille ferie var faktisk et besøg på det nye museum Flugt i Oksbøl. Altså tog vi på Flugt på vejen hjem - og det var beklageligvis en stor skuffelse.

Det hører under Vardemuseerne, og de er helt vilde med audioguides. Vi har oplevet dem både på Tirpitz og på Nymindegab Museum. Jeg er ikke vild med audioguides, jeg vil også gerne kommunikere med dem, jeg er af sted sammen med, i stedet for at være helt optaget af, hvad der bliver sagt i hovedtelefonerne. Jeg kan dog godt se, at de kan være en udmærket tilføjelse til de udstillede genstande og plancher. På Flugt har det taget overhånd. Man er totalt afhængig af det, man får at vide i hovedtelefonerne. 

Jeg havde flere kritikpunkter. Måske er museet mest for børn. Alle besøgende var godt nok nærmest i pensionsalderen, men det kan jo være anderledes på andre tidspunkter. Den nye afdeling, som beskæftiger sig med mennesker på flugt i almindelighed, var ret patroniserende, og i afdelingen om de tyske flygtninge i Oksbøl var informationsniveauet simpelthen for lavt. Jeg kender nok mere end de fleste til de tyske flygtninges vilkår i Danmark efter 2 verdenskrig, simpelthen fordi emnet har interesseret mig i en del år, men jeg fik kun én eneste ting at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. Det er sølle!

Museet ligger, hvor Oksbøl flygtningelejren lå i sin tid, og det består af den gamle hospitalsbygning og af en ny bygning tegnet af af Bjarke Ingels Group. Meningen er, at fortid og nutid skal smelte sammen. Det ved jeg ikke rigtig, om det sker, men den nye bygning ser sådan set meget fin ud, men også meget standard-2020erne-museumsagtig. 

Bevæbnet med sin audioguide kan man også gå ud i området og høre en stemme fortælle om, hvordan der var i lejren. Desværre er det tydeligvis en amatør, der har indtalt. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud at høre på hende ret længe. Desuden syntes jeg, at teksten var ret tendentiøs. De havde det jo godt i lejren, forlød det. Det var et meget rosenrødt billede, som jeg ikke tror på.

Det mest spændende var, at man blev klar over, hvor stor lejren og området var. Da der var flest, boede der omkring 35000 personer, så naturligvis skal der noget plads til. Det syntes jeg, at jeg fik et godt indtryk af.

Jeg undrer mig over, om de besøgende vil komme igen, for så vidt jeg kunne se, var der ikke plads til skiftende udstillinger, og man kunne sagtens overkomme det hele på nogle timer. Selv om man måske havde syntes godt om museet (der til min overraskelse har fået fine anmeldelser), ville der egentlig ikke være nogen grund til at gentage besøget. Det må fremtiden vise.

Vores dag var dog ikke spildt. Efter hotellets glimrende morgenmad gik vi op til Hjerting Kirke, en moderne kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen. Det mest spændende var kirkens indre, hvor arkitekturen er meget smuk, og hvor Robert Jacobsen har skabt dekorationen. 

Jesus går på vandet, en del af alterudsmykningen.
De to figurer i siderne er fiskere. Til venstre er det apostlen Peter, til højre en fisker fra Hjerting. Robert Jacobsen var meget bevidst om, at Hjerting er et gammelt fiskerleje.

Vi kan godt anbefale Hjerting Badehotel, der har en naturlig ro og charme. Maden var også god det meste af tiden, men der var en enkelt smutter på andendagen, hvor kødet var nærmest uspiseligt. Og det var altså ikke, fordi vi havde forædt os i kager på Rømø. Foreløbig er det kommet på listen over de steder, vi gerne vil vende tilbage til. I modsætning til Flugt museet.

Gram og omegn

Min blog fungerer lidt som dagbog og huskeliste for mig selv, men jeg tror nu ikke, jeg behøver hjælp til at huske, at vi gerne vil tilbage til Gram Slotskro.

Det var uprætentiøst, som vi godt kan lide det, men vores værelse var pænt stort og rent og med gode madrasser, hvilket er vigtigt i vores alder.

Vi var også tilfredse med beværtningen, spiste begge aftener på kroen. Den første middag var med i arrangementet. To retter, hvilket er passende for os, og vi slap helt for tungt kød. Den anden aften spiste vi a la carte, så vi kunne selv vælge at få forret - løgsuppe, som jeg elsker - og ost.

Kroen ligger et stenkast fra slottet, som er et rigtig nydeligt slot.

Vi gik flere ture i parken på grund af gæssene, som jeg tidligere har skrevet om, og derfor fik vi også set parkens vandkunst, Jagtscene af Torben Ebbesen. Der var ikke vand i endnu, men det sjoveste for os var alligevel alle dyrene, blandt andet dette væseldyr:

Det var ikke de eneste dyr, vi så den dag. Pelle Haleløs mødte vi på parkeringspladsen ved kroen:

I påsken så vi ikke et eneste lam, hvilket jeg var utilfreds med, så vi kørte til området omkring Ballum Sluse, hvor vi ved, der plejer at være lam. Og det var der! Masser af lam! Nogle af dem lå sammen med deres mødre og så enormt tilfredse ud, andre drønede rundt og legede:

Så kunne man jo også lige komme forbi yndlingsslusen. Vi havde ikke vores kikkerter med, og der var optaget på udsigtsbænkene, så vi blev ikke så længe og så hverken sæler eller specielt interessante fugle, men slusehuset så vi selvfølgelig, og det er ikke det mindst vigtige.

Vi var næsten en hel dag på Rømø, for ud over Havneby skulle vi unbedingt besøge Hattesgaard og nyde deres gode kager, som jeg flere gange før har bragt billeder af, blandt andet her. Derfor ingen kagebilleder denne gang, men derimod et af en lidt interimistisk bro lige i nærheden. Jeg forcerede den ikke!

På ankomstdagen nåede vi et par timer i Ribe, som altid er et besøg værd. Det gør altså noget ved en by, når den er helt flad, og der ikke er nogen højhuse. Og det passer jo heller ikke, for der er domkirken. Den kan man så få øje på, næsten ligegyldigt hvor man befinder sig. 

Hvis vi vender tilbage til slotskroen, kunne vi godt finde på at følge præcis det samme program.

Tre dages gåsejagt - med kameraet

At det blev tre dage med gæs, vidste vi ikke, da vi bestilte to overnatninger på Gram Slotskro. Men det blev det til vores store fornøjelse, og dette indlæg er udelukkende illustreret med billeder af gæs. 

Allerede da vi den første sene eftermiddag gik en tur ved slottet hørte vi grågæssenes hilselyde - ergo måtte der være gæs i søen. Og det var der! Der kom flere ind i små flokke med flere glade velkomsthilsener til følge. Helt tæt på søen kunne vi da også se dem på vandet og ovre ved den anden søbred.

Næste morgen gik vi igen en tur ved søen, men det var mest søens svaner, vi så. Jeg tog et billede af noget, jeg troede var gæs på den modsatte side af søen, men da jeg fik kigget nærmere på billedet, viste det sig, at det også var svaner.

Ellers var Rømø på programmet den dag, blandt andet for at kigge efter fugle. 
Vi tog til Havneby, som vi kender så godt. Det var ebbe, og ude i mudderet gik nogle fugle, som ved hjælp af kikkert blev identificeret som knortegæs.

Vi gik lidt rundt, og igen så vi flokke i luften:

Vi holdt øje med, hvor de slog sig ned, og da vi kom nærmere, kunne vi se, at det også var knortegæs:

Knortegåsen er sådan en nydelig gås, synes jeg

På afrejsedagen var vi selvfølgelig igen i parken for at sige farvel til grågæs og svaner. Denne gang var der gæs lige ved vores udkigspost - og gæslinger! De blev straks beordret ud på vandet af de voksne. 

Der var to gåsepar med i alt seks gæslinger - ikke alle er med på billedet.

Efter hjemkomst fra Gram og granskning af mine billeder opdagede jeg, at der også havde været gæslinger på vandet den første aften:

Jeg tror ikke, det er de samme gæslinger. De her er da mindre? Der er selvfølgelig også halvandet døgn mellem billederne, og gæslinger vokser hurtigt, men så hurtigt?

En tur, hvor vi ser gæs alle dagene, er for os en succes, men også på andre måder havde vi en dejlig tur. Det vender jeg måske tilbage til.

Havnen i Havneby

Jeg har en forkærlighed for havne og specielt for kraner. Jeg tror, det stammer fra min børnehavetid i Horsens, hvor vi tit gik tur på havnen.

Der var ikke så mange kraner i den lille havn i Havneby på Rømø, men der var andet godt at kigge på. Skibe, selvfølgelig. Som det grønne her, der endda har en baby.

Og de to røde:

Der lå også en lille borerig. De er ekstra fotogene, synes jeg.

Vi havde kun fornøjelse af den et par dage, så sejlede den ud i Vesterhavet.

Havnen er den ene hjemmehavn for færgen til Sild. Sildefærgen eller på halvtysk Syltefærgen? Nå, det er måske ikke så morsomt endda.

Sildefærgen sejler nærmest nonstop, og vi så den både i havnen, fra vores feriehus, fra vores ture på fastlandet og på vores vandreture blandt får og lam på strandengen neden for vores hus.

I havnen lå også et gammelt rustent skib. Det så ud, som om der blev arbejdet på det, men kan det virkelig komme til at sejle igen?

På siden var der aftegninger, der minder om ikke særligt velbevarede kalkmalerier. Det må da bestemt være en rytterfrise.

Der var også fugle i havnen. Mest måger, men en dag stoltserede en strandskade i lang tid frem og tilbage.

Jeg kan godt lide strandskader! Og havne!

Rømøs spisesteder

Indrømmet: Overskriften er for flot, for vi afprøvede overhovedet ikke samtlige spisesteder på Rømø. Men nogle nåede vi da.

I Havneby fik vi den store fiskebuffet på Holms Fiskerestaurant, og stor er den unægtelig. Det er ikke den højere gastronomi, men jeg synes da nok, den var pengene værd. Vi spiste ikke på det andet fiskested, Otto og Anis Fisk, men vi købte noget med hjem. Nordsørejerne var ok, selv om jeg synes, jeg har fået dem bedre, men fiskefrikadellerne var af kanonkuglevarianten.

Der er et par andre spisesteder i Havneby. Et af dem spiste vi på, da vi var på Rømø i 2013, og det var en skuffelse. Vi kunne bare ikke huske med sikkerhed, hvilket et af dem, det var, så vi undlod dem begge denne gang.

I Lakolk er der også nogle forskellige caféer/restauranter. En af dem er ret berømt. Fru Dax er nemlig kåret til Danmarks bedste issted 2019. Jeg var sammen med tre passionerede isspisere, så det lød jo forjættende, men vi opdagede, at det var Frisko Is, de forhandlede, og den er der ingen af os, der sætter større pris på.

Vi valgte i stedet nabocaféen, Café Midtpunkt, hvor det er deres hjemmelavede Rømø Is, der bliver puttet i vafler og bægre. Udmærket is og særdeles gode vafler ifølge Annett, men som sædvanlig bliver man straffet prismæssigt, hvis man bare skal have en enkelt kugle.

I den lokale Superbrugs i Havneby forhandlede de også Rømøisen i literpakninger (tommel op!), og vi købte vaniljeisen med hjem, fordi vi skulle bruge den til en dessert, der også involverede en helt specielt øl med kaffesmag, som Annett havde haft med. Yrsa og jeg var noget uenige om kvaliteten. Yrsa mente ikke, der var tydelig vaniljesmag, men det gjorde jeg, til trods for at jeg ikke kunne se vaniljekornene.

Derimod spiste vi frokost en dag og brunch en anden dag hos Fru Dax. Rigelige portioner og cafémad over gennemsnittet. Især var jeg glad for brunchen.

Efter min mening var det allerbedste, vi fik på øen, dog kaffen og kagerne på Hattesgaard, der også forhandler både ægte og nyproduceret antik.

Der var simpelthen et kæmpestort udvalg af kager, og man kunne også få flere forskellige gluten- og sukkerfri. Det er al ære værd, selv om ingen af os behøver at tage hensyn til den slags.

Vi var nødt til at få vores eftermiddagskaffe der to gange. Billedet er fra den første gang. Min er den allerforreste, noget med chokolade og saltkaramel - MUMS! Anden gang fik jeg rugbrødslagkage. Jeg er ualmindelig glad for kager, men de andre var også tilfredse. Kaffen, deres specialblanding, var også god.

Anden gang fik Annett os lokket med på en kande med kaffe, der smagte af irsk kaffe, bare uden puddersukker og flødeskum - den var jeg knap så begejstret for, men sådan set bryder jeg mig heller ikke om irsk kaffe. Nu blev den i hvert fald afprøvet, og kagerne er en omvej værd.

I vest

Det startede egentlig med, at en af mine tysk-medkursister opdagede en udflugt til Pellworm på Store Bededag.

Vi har i den forløbne sæson læst Schneetage af Jan Christophersen, og den handler blandt andet om Vadehavet, hvor Pellworm ligger, og om den forsvundne by Rungholt. Vi var flere, der gerne ville med på den tur - faktisk 8 i alt, men Dorthe og jeg syntes, at vi lige så godt kunne kombinere det med en ferie på Rømø.

Ergo bestilte vi et feriehus magen til det, vi boede i i november for 5½ år siden, stort nok til at Annett og Yrsa også kunne bo der. De ville gerne med, og de ville også gerne med på turen til Pellworm.

I november 2013 havde vi meget skiftende vejr og især en masse blæst grænsende til storm. Denne gang havde vi i sagens natur bedre vejr, selv om det ikke var rigtig sommer.

Rømø har en masse natur at byde på, tidevand, fugleliv, og så har de en fantastisk bred sandstrand. Vist nok en af de bredeste i hele verden.

I det fjerne ses drageflyvere

På billedet er det stranden ved Lakolk. Jeg tror, der var en hel kilometer fra klitrækken til vandkanten. Inden man kommer til stranden, skal man forbi Lakolks indkøbscenter. Det er så grimt, at det nærmest er en oplevelse!

Ellers er det begrænset, hvor mange attraktioner, der er på øen, og jeg tror, vi besøgte dem alle. Tønnisgård Naturcenter, Kommandørgården, kirken og kirkegården, havnen i Havneby, hvor vores feriehus lå, og Toftum Skole, den mindste skole i landet.

Den er da sød, den lille Toftum Skole

Skolen blev bygget af beboerne på nordøen i 1784, og beboerne i de små samfund der var forpligtet til at lade deres børn - både drenge og piger - gå i skolen.

Det var også de lokale gårdmænd, der stod for undervisningen -  mange af dem havde tidligere været styrmænd eller kaptajner, så de var absolut ikke uuddannede. Skolen fungerede til 1874.

Et andet lille hus lå lige midt i det flade landskab, som jeg er så vild med. Læg mærke til det meget lille udhus. I horisonten er Rømø-dæmningen, de to knotter er lastbiler, der måske er kommet med Sild-færgen til Havneby.

Rundt om i landskabet lå der selvfølgelig også de karakteristiske marskgårde. Dem tog jeg af en eller anden grund ingen fotos af, men så er der også en grund til at tage tilbage til Rømø igen. Det passer for resten ikke helt, for jeg har billeder af Kommandørgården, som nu hører under Nationalmuseet.

Årets sidste ø-ferie

...ja, sidste ferie i det hele taget i år gik til Rømø.

Vi arriverede dagen efter mandagsstormen, så jeg troede, jeg skulle finde mit første stykke rav, men det havde jeg ikke held med.

Til gengæld så vi masser af fugle - til min store fornøjelse især gæs. Mange større og mindre fugleflokke, men sort sol så vi desværre ikke.

Når man ser billedet i fuldt format kan man godt se, at det er bramgæs, men det er noget lettere at identificere dem på billedet, hvor de fouragerer på en eng.

Derimod er jeg ikke sikker på, hvad det er for nogle, der letter på billedet herunder. Det er i hvert fald ikke gæs. Måske hættemåger.

Vores ferievejr var meget blandet - blæst, sol, regn og den sidste dag nærmest vindstille og meget smukt. Fra vores fine feriehus kunne vi følge både vejrets skiften og tidevandet. Spændende!

Færgen til Sild i mindre godt vejr.

Udsigt fra vores feriehus. Vi er midt mellem ebbe og flod.
Klik på billedet, så kan du se gæs også her.