Årets Fanø-katte

Som frygtet, men også ventet, var der ingen Pizza mere. Hun så meget skidt ud sidste år. I stedet er her et link til et foto af hende i 2018, hvor hun var i topform. Mærkeligt nok var også pizzabixen lukket, vist nok var den blevet solgt. Jeg tror, de har ventet med at sælge, til de ikke havde nogen forpligtelser over for Pizza mere.

Vi mødte ingen katte, der kom på siden af Pizza, men heldigvis mødte vi andre søde katte. I år især i Nordby. 

En Nordby-skønhed

Hende her (jeg tror, det var en lille dame) var lidt genert

Generthed var ikke noget problem for ham her, faktisk vidste han ikke,
hvordan har bedst skulle te sig for at gøre sig lækker.
Måske er han Pizzas arvtager, i hvert fald var han den eneste, vi kendte fra tidligere.

Vi - eller rettere Annett - havde også egne katte med. Egentlig skulle det have været Trolle, men det var Gamine ikke tilfreds med, så hun sørgede lige for at få en klo i øjet. Det blev nok lidt værre end beregnet. Faktisk tror vi, det gjorde temmelig ondt, og i starten var hun noget hænget og morsyg. Også selv om hun ikke kunne lide at få piller og får dryppet øjet.

Men hun kom i hvert fald med på sit tredje Fanø-besøg, og når øjet ikke lige skulle ordnes, nød hun det, tror vi. Især at have mor næsten for sig selv.

En lur på ryggen

Næsten, for Bella var også med. Det var hun også, da vi var på Holmsland Klit, men da kendte hun os ikke og var noget forbeholden, Det var anderledes nu, og i løbet af vores to uger blev vi meget charmerede af hende. Hun var kun knap et år gammel, men ikke desto mindre forstod hun at apportere. Intelligent lille kat! Og køn!

Spøgelsesrefleksbrikken, der sidder på min taske,
har været et elsket legetøj for adskillige af Annetts killinger. Også for Bella

Til vore udelte fornøjelse, kunne hun minsandten også lide havregrød. Når vi var færdige med morgenmaden, fik hun lov til at se, om der var lidt tilbage i grødskålene.

Efter Bellas kattevask af skålen var opvaskemaskinen næsten overflødig.

Fanø-kattene 2021 - ud over vores medbragte

 

Minsandten om ikke Pizza var der endnu! Hun er blevet meget tynd. Det føltes, som om hun bare var et lille katteskelet med en ganske vist fin og tyk pels udenpå. Men hun må have nogle muskler tilbage. Selv om hun langt det meste tid lå og sov på bordet foran grillbaren, så vi hende også gå rundt på den sædvanlige rute.

Hun så ud til at være glad for, at vi snakkede med hende og strøg hende over den tynde krop. Kan hun virkelig kende os? Ganske vist har vi snakket med hende utallige gange igennem mange år, men som regel har vi kun været på Fanø én gang årligt. Og hun har også været glad for at snakke med andre mennesker, så det er nok en overfortolkning. Denne gang må også have været et farvel til Pizza. Jeg tror ikke på, at hun kan klare endnu en vinter.

Krølleøre i Sønderho har vi også kendt gennem nogle år. Hun er en lille kat, og derfor tror jeg, det er en hun, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Hun er både køn og sød og ser ud til at nyde det leben, der er omkring sandwich- og iscaféen Tre søstre.

I samme område så vi hende her, som jeg tror er i familie med Krølleøre

Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det er en hun, men er hun ikke en lille bitte smule skildpaddefarvet?

Det er hende her, som vi traf i nærheden af Uldsnedkeren i Sønderho, i hvert fald:

Hun havde vældig travlt, og sekundet efter jeg tog billedet, for hun i fuldt firspring efter et eller andet. Vi så flere katte i det område, men der var vist for mange mennesker til, at kattene følte sig helt på hjemmebane, så de blev ikke længe nok til, at jeg kunne få dem foreviget.

I Nordby mødte vi - på nogen afstand - denne røde kat:

Ham kan vi i sagens natur med sikkerhed kende, hvis vi møder ham igen, og det kunne da godt ske, for han må jo være en elsket familiekat. Ikke alle vil ofre en øjenoperation på "bare en kat", men den rødstribede her har været heldig.

Den sidste kat, jeg fik billeder af, var bare en stor killing

Som alle killinger var hun meget legesyg, og hun ville også gerne snakke. Når hun havde tid altså, for der var hegn, der skulle forceres, græsstrå, der skulle daskes til, og visne blade, der skulle jages. Hende vil vi gerne træffe igen, og jeg tror også, vi kan kende hende.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

Pizza og de andre

Her kommer en kavalkade over de katte, vi mødte på vores Fanø-ferie i september.

Først og fremmest er der Pizza. Jeg tror, vi hilste på hende, hver eneste gang vi var i Nordby - og det var vi næsten hver dag.

På billedet her er hun gået på visit hos en nabo til pizzeriaet. Naboen kom ud til hende med en godbid, og jeg benyttede lejligheden til at få lidt mere at vide om Pizza.

Hun bor hverken i pizzeriaet eller hos naboen, men et andet sted i byen, og hun hedder rigtigt Twist. Vi er dog ikke de eneste, der kalder hende Pizza.

Hun er lidt af en berømthed, og har været i tysk fjernsyn. Det forstår vi godt!

Alle kattene i kavalkaden bortset fra den sidste, traf vi i Nordby.

Endnu en skildpaddefarvet, men med mere hvidt end Pizza - og med solen i øjnene

En smuk stribet med hvidt bryst og hvide poter. Helt klassisk!

En skøn legesyg sort og hvid. Også en klassisk.farvefordeling.

Denne lille charmør mødte vi flere gange.
Det var en stor hankilling, meget legesyg og snakkesalig, men ikke så populær hos de forretningsdrivende, for han gik ugenert ind i butikkerne med risiko for at blive lukket inde.

Her kommer så Missie, og hun bor ikke i Nordby, men i Kunstladen i Rindby. Den sort/hvide kat, der tidligere regerede i Kunstladen, var i årets løb gået til de evige jagtmarker (19-20 år gammel, så han havde holdt helt pænt ud), og så var der blevet plads til Missie, der tidligere måtte holde sig inde i beboelsen. Ingen tvivl om, at hun nød at være sammen med sit menneske i butikken.

OK, her kommer lige endnu et billede af Pizza, hvor hun gør pizza-bagerne opmærksom på, at hun godt kunne tænke sig en bid pølse.

På eventyr i Hundredemeterskoven

For et par måneder siden læste jeg i avisen, at der på Fanø Kunstmuseum ville komme en helt speciel udstilling med Ernest Shepards originale Peter Plys illustrationer. Tegninger, som ellers bliver vist på Louvre og andre store steder, ville nu komme til Sønderho. Det er da noget af et eventyr.

Udstillingen har sidste åbningsdag den 1. september - altså før strikkefestivalen - så vi måtte til Fanø en ekstra gang i år. Både Yrsa og Annett ville gerne med. Annett ved alt om, hvad der foregår på Fanø, så vi skulle af sted en onsdag, hvor der i sæsonen har været Late Night i Nordby.

Det blev en helt igennem vellykket udflugt. Vi startede med en tidlig frokost hos Rudbeck i Nordby. Nej, allerførst var vi faktisk i Brugsen. Vi har nemlig tidligere bemærket, at de har den mysli, vi blander i vores havregrød. Vi har ikke set den nogen steder i Århus, så vi plejer at købe den på nettet, men Nordby Brugs var igen leveringsdygtig!

Efter frokosten kørte vi til Sønderho. Vejret var godt, så vi startede med at gå tur i de snævre gader og stier og nyde atmosfæren. Vi traf også en enkelt kat:

Den ville gerne snakke, men nok endnu hellere lege. Legetøjet var lige ved hånden. Græsstrå, blade, der blafrede i vinden...

Så var det tid til Kunstmuseet. Shepards tegninger er bare så dejlige, og det var et fint udvalg, der var på udstillingen. Der var flest fra Peter Plys universet, men også nogle fra Muldvarpen og hans venner. Man måtte forståeligt nok ikke fotografere på udstillingen, men den lille plakat kunne jeg da forevige.

Som en ekstra appelsin i turbanen var der endnu en særudstilling med titlen Fuglefortolkninger. Den er arrangeret af Fanøs egen Marco Brodde og med bidrag fra tre briter samt Carl Johan Forsberg, der malede fugle på Fanø for omkring 100 år siden.

Næsten alle Marco Broddes billeder var solgt. Ikke så underligt, men det her med strandskader og en måge kunne man stadig erhverve:

Mit yndlingsværk var dog af en af briterne, Wynona Legg:

Det er med knortegæs, og hvis det ikke var, fordi det ikke er så længe siden, jeg har købt et lidt dyrere maleri, så havde jeg fået sat en rød prik på det billede.

Der var også fugledigte skrevet af elever i 7. klasse på udstillingen. Hold da op, hvor var de gode! De elever må have en lærer, der er ekstremt god til at sætte sine elever ind i digtets verden.

Efter endnu en slentretur i det gode vejr i Sønderho kørte vi tilbage til Nordby. Annett trængte til is, så første stop var hos Fanø Is.

Lige overfor kunne Nordbys flotteste og "blåeste" hortensiaer beundres. Mit billede er i virkeligheden ikke særlig godt, for noget af det imponerende er, at hortensiaerne står i hele husets længde, og det er altså ret langt, men det viser billedet jo slet ikke.

Jeg var i øvrigt langt fra den eneste, der mente, at hortensiaerne var noget af en attraktion. Jeg så mindst fem andre, der også fotograferede.

Vejret var stadig godt, så vi gik tur på hovedgaden og kiggede på forretningerne. Hvem er der endnu, hvem er forsvundet?


Pizzeriaet, hvor den skildpaddefarvede kat, vi kalder Pizza, bor, var der stadigvæk, og det var Pizza herself også. Da vi gik den ene vej, sad hun på bordet uden for vinduet ind til pizzeriaet og var meget opmærksom på, hvad der skete der. Det var måske ved at være hendes aftensmadtid, inden der kom alt for mange spisegæster.

Da vi gik den anden vej, var der ganske rigtigt kommet spisende gæster, men Pizza lå helt roligt på "sit" bord. Hun er bare så sød!

Selv spiste vi på Aroma. Der var en speciel Late Night-menu. Særdeles lækker! Og rigelig! De gamle -  Dorthe og jeg - blev desværre nødt til at levne.

Mon Kunstmuseet også næste år arrangerer en sommerudstilling, som vi absolut må se. Det ville jeg ikke have noget imod.

Årets Fanø-katte

Pizza, som vi kender fra tidligere år. Hun bor i Nordby i et pizzeria, deraf navnet - faktisk ved vi ikke, hvad hun rigtigt hedder.

Hun er en meget imødekommende og glad kat, der gerne snakker med forbipasserende og pizzeriagæster, men hun er ikke påtrængende.

En dag så vi hende stå på et af de udendørs borde og med poten banke på ruden ind til pizzabageren, der kvitterede med at smide en stump skinke eller pølse ud til hende. Gæt om det så sødt ud!

Denne sorte kat med flot hvid krave boede også i Nordby. Den var totalt uinteresseret i os, og jeg måtte også tage billedet på lang afstand, så det er mildest talt grynet.

I Kunstladen havde gårdens kat listet sig ind i salgslokalerne, hvor den hyggede sig på et rensdyrskind. Den vakte behørig beundring, men den sov dybt, helt uanfægtet af, hvad der foregik omkring den.

Vi mødte den også sidste år. Da forsøgte den talrige gange at snige sig ind i butikken, men den blev hver gang sendt udenfor igen. Det har man åbenbart opgivet nu, mis får lov til at være i fred på sit rensdyrskind.

Da vi besøgte gårdbutikken Fanø Angus & Merino regnede det. Det tog den semilanghårede gårdkat sig nu ikke af. Til trods for at dens pels tydeligvis ikke er vandskyende, søgte den ikke under tag.

Vi mener, vi så denne lille Sønderho-kat også sidste år, men jeg har ikke taget billeder af den før. Den bor i nærheden af Tre Søstre.

Den ville gerne snakkes med, men var alligevel lidt reserveret.

Jeg troede først, den havde mistet spidsen af venstre øre, men det er bare et krølleøre.

Også denne særdeles afslappede kat bor i nærheden af Tre Søstre, og ligesom sidste år nød den livet på et lammeskind på en af bænkene. Den kan man let komme til at snakke med!

Den røde hankat var et nyt bekendtskab for mig. Den stod på en af Sønderhos små veje og ventede på, at dens menneske kom hjem, så de sammen kunne følges ind i huset. Jeg fik at vide, at den hedder Simba. Flot og sød kat!

Desværre så vi ikke den hvide kat Fru Kokos, der i virkeligheden hedder Ida, i Nordby. Jeg tænkte på at gå ind i butikken og spørge, om Ida var hjemme, men syntes så alligevel, at det ville være for fjollet. Jeg håber, hun stadig er i live og har det godt.

Katte i Sønderho 2017

I modsætning til i Nordby var der ingen kattegensyn i Sønderho - men der var nye bekendtskaber.

Tabbyen her var den første, vi mødte. Den havde vældig travlt, og efter et lille stykke tid opdagede vi en lidt ældre killing, som den legede med. Jeg fik ikke nogen fotos af nummer to, tagfatlegen var alt for hurtig for mit kamera og mig som fotograf.

Senere mødte vi den mindste igen, og da var den blevet træt. Så træt som næsten kun en killing, der har leget godt og grundigt, kan være.

Den var faldet om på en bænk ved det lille serveringssted Tre Søstre. Egentlig skulle der jo nok have siddet en gæst på pladsen, men der var heldigvis ingen, der kunne nænne at smide killingen ned. Der var andre siddepladser, og jeg behøver vel ikke skrive, hvor vi indtog kaffen den dag.

I en anden ende af byen mødte vi endnu en stor killing, meget fin skildpaddefarvet med lidt hvidt. Den anbragte sig selv yderst dekorativt på et stakit. Hvis det havde været en menneskepige, ville man have troet, at hun udmærket selv var klar over, hvor yndig hun var, men nu var det altså en kattepige, og dem er der noget anderledes helt uskyldigt over.



Da hun havde taget sig ud i et stykke tid, løb hun ind i en anden have, hvor hun mødtes med en fin gråblå kat.

Den stod heldigvis stille et ganske kort øjeblik, men så gik den vilde jagt efter skildpaddepigen. Ind imellem fik den dog tid til at kradse sig - man kunne godt ønske, at ejerne lige ville ofre et par kroner på et loppemiddel.



Alle katte er kønne, og Fanøs katte er ingen undtagelse.

Katte i Nordby 2017

Jeg prøver altid at tage billeder af alle de katte, jeg møder på min vej, og på Fanø gælder det om altid at have kameraet skudklart. I Nordby så vi flere katte, som vi kender fra tidligere. 

Den skildpaddebrogede så vi sidst ved en is- og fastfood-biks i den sydlige ende af byen. Hun - og nok også indehaveren af biksen, gætter jeg på - har nu fået et pizzaria midt i byen. Vi så hende flere gange. Hvis der var mange gæster under et af bordene, men ellers sad hun gerne på et bord og fulgte med i, hvad der skete rundt omkring. 

Også "paraplykatten" hilste vi på flere gange. Den er meget social. På et tidspunkt var den ude at promenere med en flok strikkekvinder, der var godt forsynet med poser fra festivalen. Sådan så det i hvert fald ud.

Billedet er fra et par år siden.

Det er billedet af Fru Kokos også, men til vores store glæde så vi hende igen. Hun har ikke behov for at snakke med fremmede, men jeg snakkede lidt med nogle, der kender hende, og faktisk hedder hun ikke Fru Kokos, men Ida. Men katte har jo mange navne, jævnfør T.S. Eliot, så jeg er nu sikker på , hun også hedder Fru Kokos. Måske Fru Ida Kokos?

Hun er altså helt bedårende.

Den sort-hvide tror jeg faktisk også, vi har set før.

Jeg er ikke så god til at genkende de sort-hvide, men her er et link til et billede fra forrige gang, og er det ikke de samme aftegninger?

Dyr på Fanø

I modsætning til i København så vi masser af levende dyr på Fanø. Det kan selvfølgelig ikke undre.

Det skotske højlandskvæg gik rundt i naturen ved Sønderho Gårdbutik. Det så ud til at passe dem storartet. "Dyrevelfærd giver en bedre smag i munden" står der på gårdbutikkens hjemmeside. Det synes jeg også, og de bøffer, vi stegte af det indkøbte kød, smagte i hvert fald særdeles godt.

Ellers var det selvfølgelig mest katte, jeg fotograferede. Her kommer et lille udvalg:

Først og fremmest er der Fru Kokos.
Hende har vi hilst på før, og det var dejligt at se hende igen. Hun er bare så smuk.

Jeg ved faktisk ikke, om hun hedder Fru Kokos, men hun bor i det hus i Nordby, hvor der er en butik, der hedder Fru Kokos. Jeg tror bestemt, butikken er opkaldt efter katten.

Selv om hun er hvid, er hun ikke døv. På billedet var hun lige blevet opmærksom på en vogn, der kom med nye varer til forretningen, og få sekunder efter havde hun forlagt residensen.

Denne lille charmetrold, som vi så i Sønderho, ved vi, hedder Karla, for hun havde navneskilt på.

Hun var kun en stor killing, og hun legede med alt. En havenisse, der stod i nærheden, blev overfaldet adskillige gange. Her er det bare de lange græsstrå, hun leger med.

Ikke langt fra hvor Karla boede, hilste vi på en nydelig sort-hvid kat.

Måske er den i familie med Karla. Vi syntes i hvert fald, de lignede hinanden ret meget.

Killingen i vinduet så vi også i Sønderho.

Jeg havde lidt problemer med at få hende fotograferet. Første gang, jeg så hende, havde jeg vældig travlt med at finde et toilet. Jeg måtte vende tilbage.

Det gjorde jeg så adskillige gange uden held, men i fjerde forsøg lykkedes det.

Hun sad i vinduet og så bedårende ud. Jeg håber, at husets - og killingens - ejere tilgiver, at jeg måtte tage et skridt ind på deres græs for at få en okay vinkel.

En dag i regnvejr fik vi øje på denne sorte, langhårede kat i Nordby.

Dorthe holdt sin paraply over den, mens jeg fotograferede.

Det kunne den ikke stå for. Den strop, der hang ned, måtte der da kunne leges med. Måske kom der et par huller i paraplyen, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

En morgen gik der et fasanpar med fem store kyllinger rundt om sommerhuset.

De havde ikke travlt, og vi kiggede på dem i lang tid.

Sarantoya syntes også, det var sjovt at kigge på dem, og Annett fik det fine foto af både fasankyllinger og Sarantoya.

Der kommer flere af mine kattebilleder på Flickr.