Viser opslag med etiketten Han Herred. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Han Herred. Vis alle opslag

søndag den 5. juli 2020

Ferie i Han Herred

Jeg havde bildt mig selv ind, at vi skulle på ferie i Thy, men fandt undervejs ud af, at Fjerritslev og omegn ikke ligger i Thy. Så måtte det jo ligge i Vendsyssel, troede jeg. Men nej, mellem Thy og Vendsyssel ligger nemlig Han Herred - eller måske helt korrekt Han Herrederne - og det var der, vores sommerhus lå.

Han Herred, og Thy med for den sags skyld, er områder, jeg indtil nu bare er kørt igennem ved nogle få lejligheder. Temmelig ukendt land for mig altså, men det var et meget positivt bekendtskab. Der er simpelthen så mange forskellige landskabstyper i det forholdsvis lille område, og det var en fornøjelse at køre fra det ene sted til det andet.


Med Jammerbugten til den ene side og Limfjorden til den anden er der aldrig langt til vand. Bortset fra den første dag havde vi ikke megen vind, og Jammerbugten viste sig, som det ses på billedet fra sig blide side.

Billedet er taget ved Svinklovene, og når man går ned på stranden, ser man den spektakulære klint, hvor undergrunden består af kalk.


Faktisk betyder Svinklovene svineklove, og ligheden er da også påfaldende. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan Svinklovene udtales. Delt efter k'et ligesom Svinkløv eller skarpt delt efter n, så man bedre kan høre betydningen?

En anden karakteristisk klint er selvfølgelig Bulbjerg. Der har jeg været flere gange før, men vist aldrig i så godt vejr som denne gang.


Man kan lige se Skarreklit ude i vandet, men der er godt nok ikke meget tilbage af den. Der bliver vel også slebet af den år efter år.

Nu er det fuglefjeldet, der er det mest spændende. 


Riderne havde endda unger, men ellers vender de selvfølgelig rumpen til vestenvinden. Det gør træer og buske også, hvis man da ellers kan tale om en rumpe for deres vedkommende.


Her er det ved Hanstholm Fyr. Jeg er ikke den store landskabsfotograf og tog alt for få landskabsbilleder, men her er lige endnu et taget fra toppen af Svinklovene med vindmøller i horisonten. Han Herred er også vindmølleland:


Nå ja, og endnu et taget ved Amtoft Havn ved Limfjorden. Det er den første dag, hvor det ikke var klar blå himmel. Vi drak (god) kaffe i caféen i Amtoft og gik en tur i området bagefter.


mandag den 29. juni 2020

Ferie og fugle


Vipstjerten var nok den fugl, vi så allertiest, da vi i sidste uge sammen med Yrsa og Annett var på en uges ferie ved Kollerup Strand i nærheden af Fjerritslev.

Der var simpelthen hvide vipstjerte overalt. Den på billedet er "vores egen". Den regerede i haven til vores sommerhus og også i genboens. På billedet sidder den på genboens skorsten.

Der var rigtig meget fuglesang i haven. Vipstjerten synger fint, men blev dog slået af nogle meget aktive bogfinker og af solsortene. Og som det sjoveste også af stillitserne:


Jeg har kun én gang før i mit liv set en stillits. Nu så jeg hele tre på én gang, men fik dog kun to af dem med på billedet. 

Før vi tog af sted, var jeg ikke klar over, at Vejlerne var i området (havde blandet det sammen med Tipperne :( men det fandt vi heldigvis hurtigt ud af. Vejlerne er et meget fint fuglereservat, og vi var det flere gange. Vi så blandt andet knopsvaner, skestorke, hejrer, flere arter måger pg ænder, rødben, strandskader, klyder:


en sort svane:


og inde i rørskoven blandt andet rørspurve, en svanerede med tre unger plus forældrene og landsvaler:


Og grågæs ikke at forglemme:


Der var en stor flok skestorke - nok omkring 50 - men desværre på et sted, hvor vi ikke kunne komme til at tage billeder af dem. Men vi så dem!

Jeg overvejer, om det er på tide at få et nyk kamera. Mit Canon G12 tager billeder i udmærket kvalitet, men zoomen er for svag. Og mit Lumix, der har en meget bedre zoom, kan, som det også kan ses på disse billeder, ikke rigtig følge med på billedkvaliteten. Jeg skal vist til at have lånt nogle fotoblade og se, om der er noget, der opfylder mine krav, men som også er til at betale.

Der kommer nok flere indlæg om vores ferie. Jeg tog i hvert fald en del billeder, også af andet end fugle.

Da vi kom hjem, havde skovspurvene fået unger i fuglekassen:


Begge forældrefugle har vældig travlt med fodringen. Det er første gang, der er nogen, der har rede i kassen, så vi er vældig fornøjede, selv om det "bare" er skovspurve.