Viser opslag med etiketten te. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten te. Vis alle opslag

søndag den 3. november 2013

Te og efterår

Te smager bedre om efteråret end om sommeren. Synes jeg i hvert fald.

Vi har fået en ny tesalon i Århus. Eller ny og ny, det er gamle og hæderkronede Perch, der har fået en afdeling her i byen, vist nok den første uden for København. Egentlig synes jeg, det er noget pjat - ikke "alt" behøver at være "alle" steder, men det skal nu ikke forhindre mig i at besøge tesalonen.

Første besøg var for et par uger siden, og konceptet er præcis det samme som i hovedstaden. Samme store udvalg af rigtig gode teer, dertil engelske fingersandwich og scones og nogle få kager.

Perch har fundet et helt centralt beliggende lokale i Volden og møbleret det i ret klassisk tesalon-stil. Loftet ser specielt godt ud.

Mindre heldig er akustikken. Den er rent ud sagt rædselsfuld. Lyden drukner fuldstændigt, det er meget svært at føre en samtale, og den unge dame, der betjente os, var nødt til at få bestillingen gentaget flere gange. Ikke smart, det må de se at få gjort noget ved.

Det nederste billede viser bagindgangen i Borgporten. Tænk, at der findes sådan en uudnyttet arkade lige midt i byen. Den bliver ikke brugt til noget som helst fornuftigt, det skulle da lige være oplagrings- eller skraldeplads.

Perchs del ser sådan set meget godt ud, men det hjælper ikke, når der ellers kun er papkasser og skraldespande og absolut intet liv.

Når man tænker på alle de sjove og smukke arkader, der findes i andre byer, så forekommer det mig at være tåbeligt spild ikke straks at få brugt Borgporten på noget fornuftigt. Rammen er der.

søndag den 10. marts 2013

Første udflugt

i år gik til København på den indtil nu flotteste forårsdag i onsdags.

En lovende dag fotograferet fra bussen

Vi var tidligt af sted, denne gang med bus 888. Det var hurtigt, bekvemt og rimeligt i pris, så det prøver vi nok en anden gang. Oven i købet var der kommet en Baresso på færgen, så vi kunne få en ordentlig kop kaffe, og det satte vi pris på kl. 7 om morgenen efter at have været oppe i flere timer.


Næste kop kaffe - som faktisk også blev dagens sidste - fik vi hos min niece. Vigtigere end kaffen var dog, at hendes 4 måneder gamle Emilie var så venlig at vågne op, så vi kunne få set hende.

Hun kan allerede lege med maskemekanisk legetøj med lyd. Kvik tøs! Det er min niece Katrine, der har fotograferet.

Jeg fik afleveret en lille kjole, Snedronningen, strikket i Isager Alpaca 2. Den er for stor til Emilie endnu, men jeg tror nu ikke, den er en størrelse 1 år, som opskriften mener. Snarere 9 måneder.

Den var for resten dejlig at strikke, og det er en god og tydelig opskrift. Den findes i bogen Snedronningen - og andre strikkede historier af Marianne Isager.

Når vi ikke fik mere kaffe den dag, var det, fordi vi sidst på eftermiddagen drak the (med h!) hos den gamle hæderkronede thehandel, Perch.


Jeg har i tidens løb købt en del te hos Perch, men ikke tidligere prøvet deres tesalon.

Det er oplagt at sammenligne med den bedste tesalon her i byen, nemlig Simply Tea. Perch har et - efter vores smag - mere interessant udvalg af te, men Simply Tea's scones er bedre, så det må vist nærmest stå uafgjort.

Den gode te gjorde, at vi ikke havde lyst til mere kaffe - og heller ikke te - den dag. Ikke engang på vej hjem i toget.

lørdag den 31. oktober 2009

Mit liv med te

Som barn kendte jeg ikke noget videre til te. Det var noget man drak, når man var syg og så Store Bededags aften. Den var af mærket Singalwatte, som blev købt i Brugsen.

Som ung drak jeg masser af te sammen med veninderne. Mange forskellige sorter blev afprøvet, men meget tit var det den røgede Lapsang Souchong, der var på kanden.

Sådan som jeg husker det, var der ikke alle de forskellige frugtteer, krydderiteer o.s.v. på det tidspunkt, men de kom kort tid efter, og de ødelagde næsten mit forhold til te. Altså kvædete - BVADR!!! Det vidste jeg bare ikke, så jeg søbede mængder af jordbær- og kardemommete. Men jeg kom til at synes bedre og bedre om kaffe, og efterhånden gled teen ud.

For en 10 år siden fik jeg imidlertid noget te af min niece. Det var købt hos Fortnum & Mason i London, hed Royal Blend, og ih, hvor den smagte. Altså begyndte jeg igen at drikke te. Meget praktisk, for i mellemtiden var jeg kommet til ikke så godt at kunne tåle kaffe.

Jeg er ikke regelmæssigt i London :-( så da jeg havde brugt op af min Royal Blend, måtte jeg igen prøve mig frem, og jeg har fundet ud af, at min foretrukne te er Assam. Med mælk. Det er dog ikke alle Assam-teer, der er lige gode. Min favorit køber jeg i Flensborg, men jeg er somme tider nødt til at supplere med køb andre steder. Hos Sofies Forældre, hvor jeg har taget billedet af de små glas, hvor man kan lugte til teen, har de en udmærket en af slagsen, og hos min lokale teforretning Mundus har de adskillige forskellige, som jeg ikke har fået afprøvet endnu.

Så der er altså et liv med te, også efter kvædeteen! Og jeg skal snart prøve en Lapsang igen.