Det kan nås endnu

Vi har i løbet af sensommer og tidligt efterår besøgt et par kunstudstillinger, som vi har været glade for, og som man stadig kan nå at se.

Vi har ikke før været på Skive Kunstmuseum, men vi tog dertil sidst i august for at se en udstilling med værker af Ulrik Møller og Allan Otte. Den var egentlig produceret af Johannes Larsen Museet i Kerteminde, men der nåede vi ikke at se den, så det var godt, den flyttede videre til Skive.

Ulrik Møller har vi kendt i mange år, Allan Otte knap så længe, men vi kan godt lide begge. "Familieskabet" er, at de begge maler meget naturalistisk, og at de maler mange landskabsmalerier.

De er også begge ret afdæmpede i deres udtryk. De registrerer og gengiver, Allan Otte dog ofte også med en del ironi.

Billedet herover viser Allan Ottes prospekt af Roskile, hvor domkirken pludselig er blevet meget mindre, fordi der er opført et kraftværk (tror jeg det er), der dominerer horisonten.

Man kommer uvægerligt til at tænke på alle de høje bygninger, der bliver bygget rundt omkring, som fuldstændigt forandrer byernes skyline. Det er meget udtalt her i Århus. Jeg har egentlig ikke noget imod høje bygninger, men jeg synes, de skal opføres i respekt for, hvad der er af smukke og bevaringsværdige bygninger fra fortiden.

I Århus er vores ellers fantastiske domkirke totalt druknet, og det er udsigten til havnen og vandet også for rigtig mange mennesker. Der er simpelthen sat propper i i form af højhuse alle de steder, hvor man tildligere havde en rigtig god udsigt til havnen og Århusbugten. Ærgerligt og mangel på ordentlig byplanlægning synes jeg. 

Udstillingen i Skive kan ses til 2. januar.

Man skal have mere fart på, hvis man vil opleve hele to gode udstillinger på Fanø Kunstmuseum, for de har sidste åbningsdag den 19. oktober.

Dels er der en Julius Exner jubilæumsudstilling i anledning af hans 200 års fødselsdag. Exner var først og fremmest folkelivsmaler og især i hans senere år inspirerede Fanø og dens befolkning ham meget. Udviklingen gik ikke så hurtigt på Fanø, så her kunne han finde den motivkreds, han holdt så meget af.

Julius Exner: Mor Lydom læser Biblen, 1880. Privateje

En stor del af de udstillede værker er i privateje, så det er en fin chance for at få set noget, der ellers ikke er tilgængeligt for offentlighden.

Dels er der udstillingen "Sand, strand og symbolisme" med værker af kunstnerparret  Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen sat sammen med værker af Carl Johan Forsberg, der har været en kilde til inspiration for dem begge. Alle tre har eller havde en forbindelse til Fanø, hvilket man tydeligt kan se i værkerne.

Fællesværk af Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedetrsen

På væggen: Carl Johan Forsberg: Sønderho Fanø. 1928
Hængende: Tine Hecht-Pedersen: Sandstrandkjole. 2025?

Jeg tror, værkerne taler for sig selv. Det var en fantastisk god udstilling, som jeg var rigtig glad for. Men som nævnt skal man skynde sig, hvis man ikke vil går glip af den oplevelse.

Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år

Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 

Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet

Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.

På kunstmuseum

I vores ferie vidste vi, at vi skulle en dag til Tønder, selv om der er et godt stykke vej fra Blåvand.

Jeg havde læst om en udstilling på Tønder Kunstmuseum, som vi absolut måtte se. Vi kunne ganske vist ikke huske, hvad det var for en udstilling, men det kunne vi jo altid finde ud af.

Det viste sig at være Jais Nielsen, og det var ganske rigtigt en meget fin udstilling. Som mange andre kendte jeg i forvejen Jais Nielsen som keramiker, men på denne udstilling kom man hele vejen rundt. Han var også en glimrende maler, især i de unge dage.

Jeg tog nogle få billeder. Øverst en skitse fra 1918, nederst et keramisk portræt af Pontius Pilatus. Det er lige præcis sådan, jeg forestiller mig, at han har set ud.

Museet er også andet end særudstillinger - faktisk var vi meget imponerede af både samlingerne, bygningen, der har et fantastisk lys, og egentlig også af stemningen.
I museets egne samlinger er der især lagt vægt på nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Jeg synes godt, jeg kunne se, at værkerne har en nordisk tone. Hvad det er, kan jeg til gengæld ikke præcist definere, men jeg tror, det er noget med lyset.

Der var bl.a. en del spændende værker af finske Kain Tapper, som jeg ikke kendte i forvejen, af Per Kirkeby, Kehnet Nielsen og mange andre. Inklusive Ingelise Westman fra Bornholm.

På billedet sidder hendes "Haren der ville sidde som en ægyptisk kat" foran et af hendes malerier.

Jeg så også for første gang et billede in natura af Ulrik Møller. Jeg har set nogle af hans billeder på nettet og ville frygtelig gerne se dem i virkeligheden - og pludselig da jeg drejede om hjørnet til et nyt rum: Et Ulrik Møller maleri. Det var mindst lige så godt, som jeg havde troet - nu vil jeg gerne se flere!