Godt i Ribe

Carl Rasmussen: Ribe set fra vest, aften. 1869

Sådan så Ribe ud i 1869. Og sådan ser byen næsten ud i dag, når man kigger ind fra omfartsvejen vest om byen. 

Domkirken troner stor og mægtig over byen i det flade landskab, og det gør den stadig. Det er en del af Ribes magi. Tak og lov for at der ikke er blevet bygget højhuse. Jeg spekulerer lidt på, om de skorstene, der faktisk er på billedet, stadig er der. Under alle omstændigheder er de så smalle, at de ikke ødelægger noget.

Carl Rasmussens lille billede (18 x 26 cm) er udstillet på Ribe Kunstmuseum, som er et af de rigtig gode provinskunstmuseer. Der er ikke plads til voldsomt meget, men det, der er, er kræs. 

Det er nogle år siden, vi var der sidst, så vi nød gensynet ekstra meget. Blandt andet er der nogle af Skagen-malernes rigtig gode billeder.

J. F. Willumsen: Side fra skitsebog.
Oran 1931
Selvfølgelig var det på grund af katten,
at det lige præces var den side, 
jeg tog et billede af

Da vi var der i pinsen, var der også en særudstilling, "I lyset af Nordafrika - J. F. Willimsen og andre danske kunstnere". Den er blevet til i samarbejde med Willumsen-Museet i Frederikssund.

Absolut en spændende udstilling, blandt andet var det sjovt at se, hvor meget Willumsen havde udviklet sig i tiden mellem hans to Nordafrika- rejser. 

Men de ledsagende tekster var ved at få os op i det røde felt. De forekom os at være nedladende over for kunstnerne og både nedladende og forsøgt manipulerende over for os betragtere. 

For eksempel forekommer det os at være det rene vrøvl, at de forskellige kunstnere har skildret den nordafrikanske befolkning som stereotyper. Ja, den er skildret i de lokale klædedragter - hvad ellers? Der var nok ikke mange andre end europæerne, der gik i europæisk tøj. Det var der heller ikke i begyndelsen af 70erne, hvor jeg var i Marokko. Jeg tror, den kurator har fået woke-bevægelsen galt i halsen.

Dog er det rigtigt, at kunstnerne ikke har skildret koloniseringen, og dermed heller ikke bagsiden af samme, men faktisk synes jeg heller ikke, det kom specielt meget frem i teksterne.

Vi var der på udstillingens sidste dag, så det er altså for sent af se den med mindre den kommer op på endnu et kunstmuseum.

Derimod kan man altid besøge Jacob A. Riis Museet. Det gjorde vi, og det var noget af en oplevelse. Mere omfattende end forventet og både rørende og med stof til eftertanke. Absolut et besøg værd.

Det er Terpager og Co også. Huset er fra ca. 1550 og må være et af Ribes ældste. Det er selvfølgelig blevet ændret mange gange i tidens løb, men de nuværende ejere har ført det tilbage til 1671, hvor Niels Terpager ændrede huset fra et gavlhus til et længehus. Kig på Terpager og Co hjemmeside og se, hvor meget tilbageføringen har betydet.

I den ene ende af huset er der købmandsforretning (landets ældste?), i den anden ende café og ikke en hvilken som helst cafe. Den serverer nemlig kun plantebaseret kost suppleret med en lille smule fisk. Lige noget for os. Vi nød vores frokost med udsigt til den meget skæve dør på billedet, der må være en erstatning for det foto af købmandsbutik og café, som jeg ikke fik taget.

Lidt længere nede i gågaden var der åbnet er ny butik med italienske ejere og italienske produkter - faktisk mest chokolade. Hvabehar! Vi kunne da godt lige gå derind og se, om de tilfældigvis skulle forhandle Venchi - min favoritchokolade. Stor overraskelse, det gjorde de! Så selv om jeg endnu ikke har spist alt det, jeg købte i Berlin, måtte jeg naturligvis have noget mere med hjem. Godt at vide, at det kan fås i Ribe. Det er unægtelig tættere på end Berlin.

Gram og omegn

Min blog fungerer lidt som dagbog og huskeliste for mig selv, men jeg tror nu ikke, jeg behøver hjælp til at huske, at vi gerne vil tilbage til Gram Slotskro.

Det var uprætentiøst, som vi godt kan lide det, men vores værelse var pænt stort og rent og med gode madrasser, hvilket er vigtigt i vores alder.

Vi var også tilfredse med beværtningen, spiste begge aftener på kroen. Den første middag var med i arrangementet. To retter, hvilket er passende for os, og vi slap helt for tungt kød. Den anden aften spiste vi a la carte, så vi kunne selv vælge at få forret - løgsuppe, som jeg elsker - og ost.

Kroen ligger et stenkast fra slottet, som er et rigtig nydeligt slot.

Vi gik flere ture i parken på grund af gæssene, som jeg tidligere har skrevet om, og derfor fik vi også set parkens vandkunst, Jagtscene af Torben Ebbesen. Der var ikke vand i endnu, men det sjoveste for os var alligevel alle dyrene, blandt andet dette væseldyr:

Det var ikke de eneste dyr, vi så den dag. Pelle Haleløs mødte vi på parkeringspladsen ved kroen:

I påsken så vi ikke et eneste lam, hvilket jeg var utilfreds med, så vi kørte til området omkring Ballum Sluse, hvor vi ved, der plejer at være lam. Og det var der! Masser af lam! Nogle af dem lå sammen med deres mødre og så enormt tilfredse ud, andre drønede rundt og legede:

Så kunne man jo også lige komme forbi yndlingsslusen. Vi havde ikke vores kikkerter med, og der var optaget på udsigtsbænkene, så vi blev ikke så længe og så hverken sæler eller specielt interessante fugle, men slusehuset så vi selvfølgelig, og det er ikke det mindst vigtige.

Vi var næsten en hel dag på Rømø, for ud over Havneby skulle vi unbedingt besøge Hattesgaard og nyde deres gode kager, som jeg flere gange før har bragt billeder af, blandt andet her. Derfor ingen kagebilleder denne gang, men derimod et af en lidt interimistisk bro lige i nærheden. Jeg forcerede den ikke!

På ankomstdagen nåede vi et par timer i Ribe, som altid er et besøg værd. Det gør altså noget ved en by, når den er helt flad, og der ikke er nogen højhuse. Og det passer jo heller ikke, for der er domkirken. Den kan man så få øje på, næsten ligegyldigt hvor man befinder sig. 

Hvis vi vender tilbage til slotskroen, kunne vi godt finde på at følge præcis det samme program.

August-udflugter

Vi havde ikke rigtig fået nok af vadehavet, så en kaffeaftale med Bodil blev lavet om til en udflugt. Bodil havde aldrig været i Ribe før, så der måtte vi til.

Vi havde bestilt bord til frokost på et af Ribes udmærkede spisesteder, men inden kunne vi nå at besøge Sankt Catharinæ med dens fine klostergård.

Vi var i Ribe på en af de meget varme dage,
men i klostergården kan man altid finde skygge et eller andet sted

Efter frokosten ville vi selvfølgelig se domkirken, både indvendig og udvendig. Der er jo meget at kigge, udvendigt blandt andet de fine bronzedøre af Anne Marie Carl Nielsen. Jeg har vist ikke før bidt mærke i de søde dørhåndtag på norddøren i facon som snegle, men det gjorde jeg denne gang:

Efter nogle timer med Ribe Domkirke kørte vi til Rømø, som Bodil heller ikke kendte, for at få vores kaffe på - ja, gæt selv. Bodil er også kageentusiast, så hun skulle da præsenteres for Hattesgaards kagedisk.

På vejen hjem ville vi købe daglige fornødenheder i Ribe for at undgå de århusianske supermarkeder, men vi tog lige en omvej omkring Kammerslusen. Der var så fint og fredeligt, og der var en masse svaler til at stå for underholdningen. Indkøbet bagefter foregik som forventet uden de store menneskemængder, ret smart af os, syntes vi selv.

En uges tid efter var Ringkøbing Fjord målet for vores udflugt. Jeg ville gerne se de mange svaner, der holder til der, mens de fælder svingfjerene og ikke er i stand til at flyve.

Jeg fik set svaner, men godt nok mest ved Skjern Enge, hvor vi så store eskadrer sejle af sted. På billedet er kun et lille udsnit.

Inden vi kiggede svaner, havde vi været forbi Stauning Havn, hvor vi ikke før har været. Det viste sig at være en meget idyllisk plet med en masse små, meget velholdte huse nærmest på størrelse med kolonihavehuse. Vi tror ikke, det kun var redskabshuse, men at de nok fungerede som en slags sommerhuse. 

 
Der var også en restaurant, hvor vi valgte at få vores frokost, og det blev sommerens bedste stjerneskud. Indtil nu i hvert fald.

Vi gentog successen med at købe ind uden for Århus. Denne gang i Ringkøbing, hvor der heller ikke var overfyldt. Der var dog et enkelt par foran os i betalingskøen, og tænk, det var nogle af vores naboer. Fuld enighed om, at Kvickly i Ringkøbing var bedre end Kvickly i Åbyhøj. Men bortset fra Kvickly fik vi ikke set meget til Ringkøbing, så måske tager vi på endnu en udflugt.

Landmændene var overalt i gang til langt ud på aftenen med at høste de sidste marker. 

De ellers så store landbrugsmaskiner så så små 
og legoklodsagtige ud på toppen af bakken.

Årets første garnfest

For godt en uge siden var vi sammen med Annett og Yrsa til årets første garnfest. Det foregik på Vadehavscentret i Vester Vedsted, og det er jo næsten vores hjemmebane.

Dorthe skulle have garn og fik købt en hel masse. Vi andre skulle ikke have noget, men Annett fandt en opskrift, hun ville have. Det gjorde jeg også - på pulsvarmere såmænd, og så købte jeg lige 50 g lækkert garn med også. Så jeg kan altså ikke prale af, at jeg holdt mig fuldstændigt på måtten.

Det er helt utroligt, hvad bare 2% kashmir kan gøre

Festivalen var ikke så stor, og der var mange mennesker. Det tog ikke ret lang tid for os at komme igennem trods trængslen. Vi havde godt nok taget frokostforsyninger med hjemmefra, men vi kunne simpelthen ikke finde andre steder at indtage den end i bilen, og det havde vi ikke lyst til, så vi tog til Ribe i stedet.

Normalt er der masser af spisesteder i Ribe, men mange andre fra Vadehavscentret havde fået samme ide, så det tog os faktisk lidt tid at finde et frokoststed. Heldigvis fik vi det sidste firemandsbord i Vægterkælderen, men da vi var også blevet godt sultne.

Der var rart i Vægterkælderen, og vi hyggede os, så klokken blev næsten 16, inden vi bekvemmede os til at forlade stedet. Vejret var ikke noget at prale af, men vi gik alligevel lidt rundt - blev kolde og fik lyst til varm kakao.

Vi valgte det første det bedste sted - en grillbar, og der var såmænd også hyggeligt. Fyldt med americana som den gamle jukebox på billedet. Og kakaoen var varm og sød.

Da vi nærmede os aftensmadstid, blev fritureosen for meget for os. Vi måtte ud i kulden og den heldigvis ikke alt for kraftige regn og finde parkeringspladsen, hvor vi havde efterladt bilen. Ribes gader er maleriske selv i mørke og regn.

Selv om vi ikke oplevede så meget vadehav og egentlig heller ikke så meget strik, var det en fin tur!

3½ dag i Ribe

Ribe er sådan en fin by. Helt perfekt til en miniferie. Fotomotivet er der hele tiden, men kan se domkirken fra næsten hvorsomhelst. Her er et par af mine shots:

Fra museumshaven

Fra slotsbakken

Dronning Dagmar skuer ind mod Ribe fra slotsbakken.
Skulptur af Anne Marie Carl Nielsen

Vi havde valgt 2½ gode dag vejrmæssigt og én med en bidende kold blæst. Det var den sidste dag, vi spiste frokost med Annett (på Kolvig - deres vadehavstapas anbefales), og Annett og jeg klatrede op i domkirkens tårn. 248 trin, men de var nu ikke så slemme, som jeg huskede dem.

Vejrhanen på det andet tårn.Og udsigt mod den mindre maleriske del af Ribe.

Et kig op da vi var kommet ned igen,

Med 3½ dag til rådighed nåede vi også kunstmuseet, der har en fin samling af bl.a. guldaldermalere og Skagensmalere.

Vi har været der en enkelt gang før, men det var den gang, de blev huset et andet sted, mens den rigtige kunstmuseumsbygning blev restaureret, og så vidt jeg husker, var der ikke udstillet så mange værker.

Den stoute kone med spandene bor også på kunstmuseet. Kunstneren er Adam Fischer.

Ribe har jo vadehavet i baghaven, så vi var også på et par småudflugter i omegnen. De får deres eget indlæg.

Sort sol - sådan da

Her sidder jeg i mine uldne sokker på en lille bakke nord for Ribe og venter på stærene.

De kom heldigvis, mange endda. Vores guide mente, der måtte være over 100.000. Vi var også heldige med vejret: Tørvejr, ikke spor koldt, en flot solnedgang, som selv 100.000 stære ikke formåede at skjule, så egentlig synes jeg, at betegnelsen "sort sol" er en overdrivelse.

Jeg havde troet, at vi skulle ud i marsken, men udsigten ind mod Ribe (til højre for billedet) var fin.

Selvfølgelig forsøgte jeg at tage billeder af stærene, men de yder nu ikke fænomenet fuld retfærdighed. Pyt, her er et par stykker:

Det sjoveste var næsten lydene. Først fra venstre og højre, hvor stærene samlede sig, og senere forfra, hvor rørskoven, som er stærenes overnatningssted, var. "Sæt hænderne bag ørerne", sagde guiden, og sikken en forskel, det gjorde.

Faktisk har jeg oplevet sort sol før, men det var inden, vi havde hørt noget om sort sol. Vi var i forbindelse med min fødselsdag sidst i juli og i 1991 eller 1992 på en lille ferie i Tønder. Vi havde spist en bedre fødselsdagsmiddag, og på vej hjem til hotellet kom den ene kæmpestore fugleflok efter den anden lige hen over hovederne på os. Det varede nok mellem en halv time og tre kvarter, og vi kiggede og kiggede med nakken lagt godt tilbage. Der var mindst lige så mange fugle som i søndags, og de var meget tættere på.

Dengang vidste vi ikke, hvilke fugle, det var, men det må have været stære. Jeg synes, jeg kan genkalde lyden. Det er godt nok for tidligt på året til stæretræk, men netop på grund af fødselsdagen er jeg sikker på tidspunktet. Måske har de unge stære bare trænet deres flyvefærdigheder.

I søndags da vi kom hjem fra Ribe, var noget af det første, jeg hørte, at der havde været sort sol på Djursland. Sådan er der så meget.

Lørdag i Ribe

Vi havde fået lyst til en udflugt til Ribe, og det var nødt til at foregå i går. Også selv om vejret ikke var specielt godt udflugtsvejr - køligt, og også med lidt regn.

En flok ænder på gågaden tog imod os. Jeg var lige ved at investere i en af dem, men holdt mig i skindet, selv om de var billige. Men heller ikke så lækre at røre ved som de originale med gummistøvler.

Roser er der mange af i Ribe. Jeg kan ikke lade være med at stikke snuden i dem, og denne i iøjnefaldende farver var en af dem, der duftede bedst.

Vi havde ikke noget særligt på programmet bortset fra, at vi som altid ville i domkirken. Frokosten skulle naturligvis indtages i Quedens Gård. Vi havde gode minder fra en af vores ferier for 4 år siden.

Desværre holdt den slet ikke niveauet. Der var ingen mørbrad af marsklam og ingen oste fra de små lokale mejerier. Det var ikke dårligt, men det var ganske ordinær cafémad. Nå, vi prøver bare et andet sted næste gang, vi tager til Ribe.

Fotoet yder selvfølgelig ikke
mosaikken fuld retfærdighed.

Domkirken skuffede selvfølgelig ikke. Den eneste måde, den kan skuffe på, er ved at være lukket, fordi der foregår et eller andet i den. Det har vi prøvet en gang, men ikke i går.

Det er en imponerende bygning, både ude og inde. Jeg synes, Carl-Henning Pedersens udsmykning fra 1980'erne er fin og spændende og passer godt til kirken. Mosaikken med sol, måne og stjerner er en af mine favoritter. Især er månen udtryksfuld, synes jeg.

Denne lille spradebasse "bor"
i det nordre sideskib.
Kalkmaleri fra 1100-tallet.

Kaffe og kage nåede vi efter domkirkebesøget. Så var der godt nok ikke plads til is, selv om jeg fulgtes med to is-entusiaster.

Ligesom disse to hunde nøjedes vi med at kigge ind i isbaren

Quedens Gård i Ribe

Billedet her er taget ind gennem porten til Quedens Gård i Ribe.

Super-hyggeligt - det kunne vi heldigvis ikke stå for.

Heldigvis, fordi på Quedens Gård kan man nemlig får rigtig lækker cafemad.

Vi har altid godt kunnet lide Ribe, og vi kørte dertil flere gange i vores ferie - og blev nærmest stamgæster på Quedens Gård.

Her venter vi på vores tapas - de anbefales på det varmeste - og Dorthe er ved at tjekke, hvad vi egentlig skal se i Ribe, udover Quedens Gård og domkirken, altså.

Der var forskellige blomster på alle bordene i gården. Det med hornvioler i yndlingsfarven blev naturligvis valgt.



Overalt var der blomster og krydderurter i alle mulige slags beholdere. Højst sandsynligt også til brug i køkkenet.


SOMMEREN 2014:
Vi har igen været på Quedens Gård, og desværre er det nu en helt ordinær café - måske endda i den lidt ringere ende af skalaen. De har måske ikke kunnet klare successen.