Temalæsning

Jeg er i gang med bog nummer 4 her i 2020. Så mange bøger har jeg i mange år ikke læst på så kort tid. Måske har coronakrisen lidt med det at gøre, men den største faktor er trods alt, at jeg har fundet nogle bøger, der interesserer mig.

Her er stakken:

Det gennemgårende tema er Østtyskland. Som barn, ung og ung voksen var der for mig to tysklande: Vesttyskland og DDR - Den Tyske Demokratiske Republik. Sådan var verden bare, og det kom som en kæmpeoverraskelse for mig, da muren lige pludselig faldt i 1989.

Det er helt sikkert den historiske begivenhed i min levetid, der har gjort størst indtryk på mig.

Der er så mange aspekter og problemstillinger både før og efter murens fald, som jeg stadig ikke forstår til bunds. Det er spændende at bore i.

Den nederste bog i stakken er ikke den mindst interessante. Den er skrevet af Tove Fleischer og hedder Kærlighed i kommunismens tid. Forfatteren er dansker, men emigrerede i begyndelsen af 80erne til DDR for at blive gift med sin østtyske kæreste. Familien boede i Leipzig til de kort før die Wende, som det hedder i Tyskland, flyttede til Danmark, og det er primært den tid, Tove Fleischer fortæller om. Interessant, tankevækkende og dejlig nuanceret. Der er ikke noget, der er kun sort eller kun hvidt. Man får fortællingen om, hvordan det var at leve bag jerntæppet fra én, der virkelig har oplevet det og ikke bare på en ferie eller studieudveksling.

De to næste i stakken er begge romaner med et spændingsmoment indbygget. Fælles for dem begge er også, at de beskæftiger sig med Stasi og Østtyskland både før og efter murens fald. Land i datid er skrevet af Jesper Bugge Kold, Beskyttelseszonen af Henrik Andersen. Jeg kunne nok bedst lide den første, men begge er værd at læse.

Den øverste Nachwendekinder af Johannes Nichelmann fik jeg i julegave. Nachwendekinder er de børn, der blev født i Østtyskland lige før eller lige efter murens fald. Deres familier har rødder i DDR, landet der ikke eksisterer mere, og det præger børnene. Det gør "Den store tavshed" også - altså at der i mange familier aldrig blev talt om DDR-tiden.

Jeg er ikke færdig med bogen endnu, det går noget langsommere, når det er på tysk, men indtil videre er den interessant og godt skrevet.

Jeg har læst...

For en gangs skyld har jeg læst en bog, som jeg synes fortjener et indlæg. Ellers er jeg blevet noget blasert med årene, når det drejer sig om bøger.

Det er Mette Fugls erindringsbog Fra koncepterne.

Når jeg godt kan lide den, er en af grundene, at den ikke er for privat. Det er ikke Mette Fugls person, der er det vigtigste, men derimod nogle af de vigtige begivenheder i hendes journalistliv, hun har dækket. Selvfølgelig set gennem hendes briller, som i parantes bemærket har været vidne til meget.

Man ved det jo godt, men det står rædsom klart, når man læser bogen, at det er en grum verden, vi lever i. En ting er de katastrofer, der er forårsaget af naturen. En anden er de utallige menneskeskabte krige og konflikter. Selv i områder - Europa - som man ellers opfatter som civiliserede. Civilisationen er et tyndt lag fernis, der let kan slides af.

Jeg blev også slået af, hvor meget udviklingen af journalistikken ligner udviklingen i mit eget fag . I TV-journalistik er det nu meget journalisten, der er stjernen og det vigtige - ikke det, der rapporteres om. Det er ærlig talt ret uudholdeligt, og det var åbenbart også årsagen til, at Mette Fugl forlod DR. Hun fik simpelthen ikke lov til at være den dygtige journalist.

Jeg genkender udviklingen fra min egen arbejdsplads, hvor faglig dygtighed blev i den grad nedprioriteret. Der skulle hele tiden ske nyt, for man skulle da endelig ikke gro fast, og for resten skulle lederne jo også have noget at lave. Ærgerligt at de ikke var dygtigere og klogere, når det nu er dem, der bestemmer. Det samme gælder nok DRs ledere.

Mette Fugl og jeg er begge født i Horsens samme år, men ellers har vi nok ikke så meget til fælles. Jeg har i hvert fald slet ikke Mette Fugls mod og udlængsel - hun har godt nok været med til meget.

Hvad mon hun laver i dag? Jeg tror i hvert fald ikke, hun egner sig til lediggang. For min skyld må hun gerne skrive flere bøger, for det kan hun også.

Anbefalinger

MUSIK  -  Benjamin Aggerbæk: My Oh My

Jeg bliver altid så overrasket, når jeg hører noget, jeg slet ikke kender, og så er det bare smaddergodt.

Sådan har jeg det med Benjamin Aggerbæks My Oh My. Det er jazz i den meget blide og bløde ende, men det swinger, og det overrasker. Faktisk også selv om man har hørt det 100 gange, og det har jeg vist, for cd'en var fast inventar i bilen i et par måneder. Det allerbedste er Aggerbæks stemme i nogle af numrene - lidt hysterisk og lige ved at kamme over, men den holder.

FILM  -  En kat i Paris

Animationsfilm for børn og barnlige og katteglade voksne. Måske lidt en bagatel, men jeg var nu meget charmeret både af katten og ikke mindst af filmens skildring af Paris. Jeg vil snart til Paris igen, ja jeg vil!

Det lød også til, at de børn, der så filmen, godt kunne lide den. Det er altid så sjovt at se film sammen med mindre børn. Deres kommentarer, som ikke bare kommer som en hvisken, er ret underholdende.

Jeg undrer mig dog over, at den i øvrigt fine musik i filmen skulle være originalmusik af Serge Besset. I mine ører lyder det meste som Philip Glass, og der er også noget Billie Holiday. Det kan vel ikke være den af mig ukendte Serge Besset, men han er den eneste, der er akkrediteret.

LITTERATUR  -  Anne Marie Løn: Willums verden

Minsandten om jeg ikke også har læst en roman, jeg synes godt om.
Da vi i ferien besøgte Strandfogedgården i Rubjerg, fandt vi ud af, at Willums veje foregår i netop det område under de store sandflugter. Den måtte jeg absolut læse.

Det fortrød jeg bestemt ikke, faktisk synes jeg, det er en fantastisk god lille roman.
Den kryber ind under huden, og man kan næsten mærke sandet knase mellem tænderne. Desuden er der en fantastisk flot opbygget spændingskurve. Godt gået!

Jeg er meget imponeret af Anne Marie Løns evne til at bruge sproget. Det er ikke så tit, jeg er det. Jeg skal vist have læst noget mere af hende - også selv om det ikke handler om sandflugtens mennesker.

En bloddryppende affære

Netop nu er jeg ved (bl.a.) at læse Det stockholmske blodbad af Lars Ericson Wolke, der er svensk professor i historie.

Da jeg var barn, havde vi til min store fornøjelse danmarkshistorie i skolen, og "historierne" om Kristian II var noget af det bedste - ikke mindst var det stockholmske blodbad både gyseligt og uforståeligt.

Jeg synes stadig, det er en mærkværdig og på sin vis fascinerende begivenhed. Hvad var det, der udløste blodbadet? Almindelig magtbrynde? Eller en naiv tro på, at hvis tilstrækkeligt mange modstandere blev aflivet, så ville modstanden forsvinde? Hævn? Eller noget helt andet?

Jeg er ikke kommet så langt i bogen, at jeg har fået forfatterens
bud på netop det, men jeg er kommet så langt, at jeg bliver voldsomt irriteret af, at den er skrevet i et så dårligt sprog. Sproget er sobert og nøgternt, og det er fint i en fagbog, men der er næsten udelukkende brugt hovedsætninger, og ca. hver tredje begynder med enten "og" eller "men". Det giver et meget kedeligt sprog, og på trods af at jeg synes, bogen er vældig interessant, kan jeg næsten ikke abstrahere fra det.

Jeg har en mistanke om, at oversætteren ikke er helt uskyldig, og det er lige ved, jeg har lyst til at læse bogen på svensk i stedet. Billedet er i hvert fald hentet fra den svenske udgave - meget flottere end den danske forside efter min mening.

Lekture

Jeg synes ikke, jeg har været specielt heldig med de bøger, jeg har læst i foråret.

Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist havde jeg hørt og læst anbefalet som en rigtig morsom bog, og dem kan man vel ikke få for mange af.
Men det er svært det der med humor, og i hvert fald skraldgrinede jeg ikke. Jeg trak da lidt på smilebåndet en gang imellem, men så syntes jeg altså heller ikke, bogen var sjovere.

Blodørn af skotske (!) Craig Russell læste jeg, bl.a. fordi den forgår i Hamborg. Det er en krimi af den mere blodige slags.
Beskrivelsen af Hamborg er ganske rigtigt det bedste i bogen, og måske giver jeg forfatteren en chance til - men det er da helt utroligt, så dumme de hamborgske politifolk er! Det irriterede mig ret meget og for mig gjorde det bogen utroværdig og også uspændende. Ikke så godt for en krimi.

Endnu værre gik det med Næsten død mand af Åke Edwardson. Jeg tror, jeg har læst alle Edwardsons krimier om Erik Winter og hans medarbejdere, og kvaliteten er meget svingende.
Denne er absolut en af de dårligste. Der var ingen ende på alle de personlige problemer for de stakkels kriminalfolk, og det gider jeg altså ikke læse om, når jeg læser en krimi.
Som i Blodørn plejer lokaliteten i Edwardsons bøger at være en ekstra person, og for mig bliver det ikke ringere af, at det er Göteborg, men i denne var heller ikke dette aspekt godt.

Endelig gik det meget bedre med Johan Theorins Skumringstimen.
Også en krimi, og endelig en jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Den er spændende, plottet holder, og der er nogle gode portrætter af de "medvirkende".
Den foregår på Øland, hvor jeg aldrig har været, men som jeg egentlig troede, jeg gerne ville besøge. Det er jeg ikke så sikker på mere - en uventet sideeffekt.


Lige nu læser jeg noget helt andet - og alligevel. Jeg genlæser Robert Jungks Stærkere end tusind sole om opfindelsen af atombomben og atomfysikernes skæbne. En gammel bog fra 1957 og selvfølgelig også en gammel historie, men ærlig talt mere spændende end de fleste krimier.

Jeg har læst en bog...

...nå ja, det sker da af og til, at jeg læser en bog. Som regel har jeg 2-3 stykker liggende på natbordet, men det går kun langsomt fremad, for jeg falder næsten altid hurtigt i søvn. Også selv om det tit er krimier, jeg er i gang med.

Men da jeg læste Dancing Charlie af Lars Johansson, måtte jeg bevidst lægge bogen fra mig, når jeg syntes, at nu skulle jeg altså sove. Jeg har lidt svært ved at præcisere, hvorfor jeg syntes godt om bogen, men det var i hvert fald noget med, at hovedpersonen udviklede sig. Eller rettere sagt, mit syn på hovedpersonen ændrede sig, efterhånden som der blev afdækket flere og flere lag i ham.

Det er også en interessant historie, forfatteren fortæller, og så skriver han simpelthen i et godt og billedskabende sprog. Jeg var meget imponeret af, at han beskriver et stykke musik over flere sider, og jeg kunne høre inden i hovedet, hvad det var for et musikstykke - meget hurtigt og lang tid før komponist og titel blev nævnt. God bog!

Læsning

Pile of books
Originally uploaded by cats_in_blue

Når jeg havde for travlt i tirsdags til at lave et blog-indlæg, var det bl.a. fordi jeg var til Årets litteratur-dag på Hotel Marselis.

Nej, hvor var det godt! 5 oplagte og vidende foredragsholdere var der. Og morsomme! Da Lone Kühlmann holdt sit foredrag, tror jeg, jeg lo 90% af tiden. Det er lang tid siden, jeg har moret mig så godt.

Et tydeligt bevis på, hvor godt det var, var, at jeg kun i få og korte perioder tænkte på de fine efterårsmotiver uden for vinduerne!

Jeg fik da også lyst til at læse en masse af de bøger, de snakkede om, men faktisk læser jeg - på trods af professionen - ikke ret meget, og jeg er meget slem til at falde i søvn, når jeg læser; men jeg fik i hvert fald masser af ideer.

Om aftenen var jeg igen til naturvidenskabeligt foredrag, denne gang om kulstof 14 datering. Ikke helt så spændende som myre-foredraget, eller også var jeg bare blevet fyldt op for den dag.