Vejrudsigter og rejsepas

Mon meteorologerne har en aftale med rejsebureauerne om altid at bringe dårligere vejrudsigter, end der er belæg for?

Vi havde i god tid købt rejsepas til brug i første halvdel af juli, Da vi nærmede os de pågældende datoer, holdt vi godt øje med vejrudsigten, for vejret kunne godt få indflydelse på, hvor vi ville tage hen.

Først så det ud til, at det nærmest ville regne alle 8 dage. Det blev mildnet lidt hen ad vejen, men hele tiden blev der annonceret mere regn, end vi rent faktisk fik.

Den første dag, en fredag, skulle det nærmest regne i hele landet. Det gjorde det ikke, og det regnede i hvert fald ikke i Esbjerg, som var vores første udflugtsmål. Det regnede heller ikke på vejen dertil.

Jeg havde egentlig regnet med, at vi skulle på Fiskeri- og Søfartsmuseet, men opdagede, at de havde en udstilling på Kunstmuseet, der måtte være noget for os.

Kunstmuseet i Esbjerg - og det regner ikke!

Opbrud - Hamborg-kunst fra 1920'erne og 30'erne hed udstillingen. Den er blevet til i samarbejde med Maike Bruhns, kunstprofessor og samler af værker fra denne periode. Værker af kunstnere, der i nazitiden mestendels blev anset for at være politisk ukorrekte, og som man for en stor del troede for længst var gået tabt. 

Hamborg havde sådan set en blomstrende kunstscene i 20erne, men det blev der selvfølgelig gjort en ende på med nazusternes magtovertagelse i 33.

Vi kendte ikke en eneste af kunstnerne i forvejen, men det forhindrede ikke, at vi syntes, det var en vildt spændende udstilling. Måske snarere tværtimod.

Jeg vover at bringe et enkelt foto fra udstillingen. Billedet er af Hella Jacobs, 1905-1974. Det er fra 1930 og hedder Gas. Måske er pigen ved at dø af et gasudslip - selvmord? Eller en vision om krig? Hun er i hvert fald ikke specielt glad.

Jeg har læst mig til, at Hella Jacobs tit skildrede marginaliserede mennesker, og det passer jo meget godt på dette værk. Hella Jacobs blev selv marginaliseret under nazisterne. Alene det at være kvindelig kunstner var jo suspekt og diskvalificerende.

Dagen efter var der nærmest lovet heldagsregn, og der kom da også nogle byger. Inspireret af vejrudsigten tog vi til Randers Regnskoven. Dum ide - som utallige andre også havde fået.

Vi har ikke været i Regnskoven i årevis, men vi kom i tanke om hvorfor.

Vi kan nemlig egentlig ikke lide at være der. Der er for varmt og for fugtigt, hvilket der i sagens natur ikke er noget at gøre ved, Der er også for mange mennesker. 

Værst er det dog, at især de store dyr har alt for lidt plads; det er ikke rart at se på! Pilegiftfrøerne som den på billedet lider nok ikke noget videre.

Der er dyrt, og alligevel kan man ikke få noget anstændigt at spise. Regnskovscaféen mener, at den har "lækre retter for enhver smag". Lyv! den har udelukkende junk food (for børn?). Så hjælper det ikke så meget, at oksekødet er bortcensureret.

Det blev heldigvis rejsepasdagenes eneste fejltrin.

Turen går til Danmark, del 2

 

var næste destination i vores uge med rejsepas. For en gangs skyld var det ikke kunstmuseet, der trak, men derimod zoo.

Vi var lidt forundrede over, at de allerede var gået i udenfor-sæsonen-tilstand. Der var nogle få såkaldte speaks, men de fleste var om formiddagen, så dem kunne vi ikke nå. Og ingen af deres spisesteder bortset fra et ikke særlig attraktivt fast food sted havde åbent. Det havde vi heldigvis luret i forvejen, så vi besøgte en udmærket café, inden vi tog en bybus til zoo.

Det vigtigste var selvfølgelig også dyrene, og det allerbedste var de 8-9 uger gamle løveunger. 

De var stadig så små, at de ikke gik langt væk fra deres mor. Det er asiatiske løver, som er en truet art. Det betyder, regner vi med, at afkommet får lov til at overleve for at indgå i et avlsprogram.

Jeg måtte fotografere gennem en glasrude, det tager jo lidt af skarpheden.

Dagen efter nøjedes vi ikke med rejsepasset. Da havde vi også investeret i pladsbilletter, for målet var 

eller mere præcist 

Vi ville nemlig til Øregaard Museum for at se udstillingen L.A. Ring - Årstiderne. Desværre var udstillingen noget skuffende. Vi kunne ikke nær så godt lide Ring, som vi troede. Hans mange landskabsmalerier var ærlig talt noget stillestående og blev trættende i længden.

Bedst syntes vi om hans vinterbilleder, blandt andet dette:

Vintermaleren. Snelandskab med Maler Aage Bertelsen
siddende ved sit arbejde, 1905

Der blev også tid til at opleve København lidt, og det er jo altid dejligt, men du fredsens, hvor er der mange turister. Man kan blive forfærdelig træt af lyden af de evindelige rullekufferter.

Hjemturen blev noget mere langvarig end forventet, for da kom vi ud for ugens eneste forsinkelse. Vi slap for togbusser, men forsinkelsen var til gengæld så massiv, at vi var bange for ikke at kunne nå den sidste bus helt hjem. Til vores held standsede toget ekstraordinært i

Billedet er taget senere.
Da vi kom hjem fra København skulle vi bare nå vores bus

og derfra nåede vi den allersidste bus.

Vi havde ikke nogen planer for rejsepassets sidste dag, men besluttede os om morgenen for

som vi stort set ellers altid bare er kørt forbi, men vi vidste da, at de har en havn, og den kunne man vel altid hænge lidt ud på.

Nå, vi vidste også, at der er kommet et kunststed, der hedder Kunstetagerne. Deres største udstilling var, da vi besøgte stedet, en 25 års jubilæumsudstilling for udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst, der har 15-20 medlemmer.

Det var en udstilling, der gjorde indtryk. Dels er de tydeligvis vildt dygtige, de gobelinkunstnere, dels er spændvidden i deres udtryk enormt stor. Som Kunstetagerne selv præsenterer udstillingen, så spænder den fra billedfortællinger til skulptureksperimenter i tre dimensioner og fra det naturefterlignende til det helt abstrakte. Her et eksempel på billedfortællingerne:

Anet Brusgaard: Petits Gubbes d'Or

Hobro havde imidlertid mere at byde på. For eksempel en islandsk café. Mon der findes andre islandske caféer her i landet? Den findes så desværre ikke så meget længere, for den overgår inden så længe til ren catering, men vi nåede at få deres fiskesuppe. Turens bedste fiskesuppe! OK, også den eneste, men det var en fremragende fiskesuppe, hvor man rigtig kunne smage den helt friske fisk.

Vi sluttede med en tur på havnen, og der faldt endnu en appelsin i vores turban. I Det Røde Pakhus var der nemlig Uge33 Kunsthåndværkerudstilling, og det var minsandten også en god udstilling. 

Man kunne let være kommet for skade at investere i et eller andet, hvis det ikke lige er, fordi vi har ting nok, og desuden skulle man komme og hente det indkøbte på den sidste udstillingsdag. 

Der var dog en afdeling, hvor man kunne få tingene med med det samme, og der fandt Dorthe - surprise, surprise - noget garn, som der allerede er ved at blIve strikket af. Jeg måtte nøjes med at prøve den sekskantede sølvring, jeg faldt for, men den var (u)heldigvis en anelse for stor, så det blev ikke nødvendigt at vende tilbage til Hobro efter bare et par dage.

Rejsepasset var en succes for os, og - hvis ordningen fortsætter - vil vi nok gentage successen næste sommer. Men for os var det ikke nogen afslappende ferieform, så det passede os ret godt i ugen efter at tage til VM i atletik i Budapest. Fra sofaen i stuen vel at mærke.

Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...