En lidt anderledes Fanøferie

Strikkefestivalen var fornuftigvis aflyst i år, men det betød nu ikke så meget for os. De seneste år har det alligevel været begrænset tid, vi har opholdt os på festivalen, for meget af det er det samme hver gang.

Den vigtigste grund til, at ferien blev anderledes, var, at Annett havde Tifany og hendes tre 9-10 uger gamle killinger med. Annett har ganske vist før haft Tifany med, dengang med to lidt yngre killinger, men dengang boede kattene kun i Annetts værelse. Denne gang kunne de også være i stuen sammen med os.

Jeg tror, at netop 9-10 ugers alderen er den allersjoveste alder for killinger. De leger, slås, kæler og de her tre havde allerede udviklet hver deres personlighed.

På billedet er mor Tifany øverst til højre. Ved siden af hende er det Dino, hankillingen i kuldet. Alle killingerne har navne efter Fiat-modeller.

Dino er godt nok den yngste, men det lader han sig ikke effektuere af. Han er allerede en selvbevidst lille hankat, der forstår at anbringe sig på de mest flatterende måder. Sådan noget med at smække forpoterne langt ud, eventuelt lægge dem over kors. 

Jeg tror, han er en intelligent lille kat. Skrap til at undersøge, finde ud af og finde på. Selv om han havde travlt det meste af tiden, så nød han at blive taget op, så han kunne få en kæletur. 

Under Dino er det Gamine. Hun er bare så bedårende, blød og myg og ekstremt let at håndtere. Hvis der ikke var andre, der havde tid til at blive taget op, så kunne man altid give Gamine en kæletur. Selv om hun virkede så føjelig, gik hun alligevel ind i slåskampene med sine søskende med stor ildhu.

Endelig er det Samantha under Tifany. Hun var helt anderledes. Jeg syntes, hun hvilede meget i sig selv på en fornem måde, og hun var den, der havde mindst tid til kæl. Netop derfor blev hun taget ekstra meget op, for hun skulle jo socialiseres, og når hun først lå i armen, var hun såmænd meget tilfreds, men først til allersidst lykkedes det mig at tage hende op, uden at hun gav et hyl fra sig. I det hele taget var der meget lyd i hende. Under slagsmålene var det næsten altid hende, der hylede først og mest.

I begyndelsen af ferien. Lille Dino undersøger, hvad man kan bruge en skammel til.

Vi har aldrig sat større pris på brændeovne,
men Samantha og Dino viser, hvordan man fornuftigt kan bruge sådan et monstrum.
Især når solen spiller med.

Gamine kan også se fræk ud. Som mange kvinder elsker hun sko.

Dino på mit strikkepindeetui.
Jeg synes, man godt kan se, han er vokset, siden det første billede blev taget.

Jeg har selvfølgelig mange flere billeder af killingerne. Flest af Dino og Gamine, Det er meget sværere at få gode fotos af en sort/hvid kat som Samantha.

Vi har lige besøgt Annett og kattene igen. Tifany kunne helt sikkert huske os, men killingerne skulle lige komme i tanke om, hvem vi nu var. De voksede meget, mens vi var på Fanø, og nu er de selvfølgelig vokset endnu mere. Dino er snart lige så stor som sin mor. 

Fanø i september

Som sædvanligt var vi sammen med Annett på Fanø i september, men en del var anderledes i år.

Blandt andet var vi af sted i længere tid, og vi boede i et andet hus, i år i Rindby Strand. Det var et ret lille, men godt indrettet hus, der lå lige ved en lille sø, som vi nok delte med nogle andre sommerhusbeboere.

Solen er ved at brænde den sidste morgendis over søen væk

Det gav nogle gode oplevelser. Der var selvfølgelig kaniner ved huset, og flere gange spadserede rådyr rundt om huset og ned til søen. En dag var der er mor med to store kid, en anden dag en ung buk.

Det er altså noget ganske særligt at kunne sidde i sin egen stue og kigge lige ud på dyrene. Og fotografere dem gennem ruden :)

Der var også ænder i søen, op til ni ad gangen. Vi fodrede dem lidt - ikke for meget, for der er jo ikke megen næring i gammelt brød, men de vænnede sig alligevel hurtigt til det og kom, når vi nærmede os søen. Måske har de forrige lejere af huset også fodret dem.

I et nabohus kunne vi se, at der var en næsten tam fasan, der kom hver eneste dag og fik noget korn, tror jeg. 

Men det allerbedste, der slog både ænder, fasaner og rådyr, var, at vi en dag så en isfugl. 

Det var endda mig, der opdagede den, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at se en isfugl, fordi de er så hurtige, men da den var der, var jeg ikke i tvivl. Den skinner helt vildt turkis, fremhævet flot af det orange-rustrøde. Den fløj først lidt rundt, så satte den sig i buskadset på den anden side af søen, og jeg så den også fange noget i søen. Vi kiggede, indtil den ikke var der mere.

Men senere samme dag så vi den igen, det vil sige, da så vi faktisk to, så der har nok været et par ved søen. De var der så længe, at Annett kunne tage nogle billeder af dem med sin store zoom. Jeg forsøgte ikke engang, for mit hukommelseskort sad netop på det tidspunkt i computeren, hvor jeg var ved at kigge igennem de billeder, jeg havde taget. Det er altså Annett, der er fotografen bag fotoet af den ene af "vores" isfugle.  

Krager var der mange af omkring huset, både gråkrager, som vi kender dem her omkring, og sortkrager. Der sad altid en eller flere på naboens antenne, hvor de så meget maleriske ud.

En aften, vi kom hjem efter at have været til solnedgang på stranden, sad der en hel flok med nymånen som nabo:

Der var også andet på Fanø, der var anderledes, end det plejer at være, men det vender jeg tilbage til.