Om bord på en luxusliner

Når vi er i operabio, får vi altid at vide, at opera i biografen aldrig kan leve op til en levende opera på scenen.

Det er jeg nu ikke altid enig i, men Den Jyske Operas opførelse af polakken Mieczyslaw Weinbergs Passageren var efter min mening intet mindre end fantastisk. Vi havde simpelthen intet at klage over.

Operaen foregår dels på en luxusliner, dels i koncentrationslejren i Auschwitz. En opera med et alvorligt tema: Skal vi glemme fortiden, eller skal vi tværtimod huske den og lære af den? Jeg kan undre mig over, at det spørgsmål bliver ved med at være aktuelt - er vi virkelig ikke blevet klogere? Men verdens tilstand taget i betragtning er det vel mere aktuelt end nogen sinde.

Weinberg skrev sin opera i 1960, så musikken er selvfølgelig moderne kompositionsmusik. Jeg hørte nogle tilskuere, der mente, at det slet ikke var musik, og naturligvis er det langt fra Donizetti, Mozart og Puccini. Det hjælper nok, at man har hørt en del nutidig kompositionsmusik inclusiv tolvtonemusik, og vi syntes, at musikken var særdeles spændende, og den udtrykte så mange forskellige følelser. Vi var 100% med hele tiden.

Vi venter på, at lineren skal lægge fra land

Scenografien til turne-operaer er tit lidt simpel - den skal kunne flyttes rundt med, og den skal kunne tilpasses mange forskellige scener. Til Passageren var den meget vellykket, både når vi var om bord på luxuslineren, og når vi var i Auschwitz. Jeg ved godt nok ikke, om Passageren skal i turne. Kan det virkelig passe, at der var de 4 forestillinger i Musikhuset, og så var det det? Det er da godt nok synd for resten af landet.

Det var også totalteater. Ud over hovedhandlingen var der en masse små sideoptrin. Jeg kom til at tænke på, da vi første gang så Royal Shakespeare Company, der netop praktiserede, at der ikke stod nogen passive skuespillere på scenen.

Når det er ny og ukendt musik, skal man være mere musikekspert, end jeg er, for helt at bedømme orkestrets og sangernes præstationer, men vi havde ingen ankepunkter. Syntes tværtimod, det hele gik op i en højere enhed, og jeg er sikker på Passageren kommer med på min liste over årets musik. Den får maksimalt antal stjerner og hjerter og hvad har vi ellers fra mig.

Langt om længe

...fik vi oplevet Jonas Kaufmann i Operabio.

Ikke i en Verdi-opera, som billedet - som var det bedste med Creative Common licens, jeg kunne finde på Flickr - kunne antyde, men i Massenets Werther.

Handlingen kan beskrives som ulykkelig kærlighed, ulykkelig kærlighed og endnu mere ulykkelig kærlighed, hvilket ikke kan overraske kendere af Den unge Werthers lidelser. Massenets musik er dejlig, og Jonas Kaufmann fyldte den tragiske rolle fantastisk ud.

Når sandheden skal frem, har vi oplevet Kaufmann én gang før. Det var bare ikke så vellykket. Det var i Wagners Parsifal. Så vidt jeg husker, var vi kommet sent hjem aftenen før. Jeg er ikke så gode venner med Wagner, og da vi så, at Parsifal varede 6 timer, var jeg allerede træt, inden den begyndte. Da Kaufmann så kom på scenen i bare fødder og en påklædning, der til forveksling lignede min mørkeblå pyjamas, bortset fra at den ikke havde bordeaux kanter, var det altså for distraherende. Vi så ikke operaen til ende.

Det kunne ikke falde os ind ikke at se Werther til ende. Allerede inden starten blev jeg enig med min sidemand (af hunkøn) om, at vi i hvert fald fik noget pænt at kigge på. Da operaen var slut, kunne vi igen samstemme, at vores forventninger ikke var blevet skuffede. Og som Dorthe sagde, så kunne også bagerste række høre ham. En sand maskulin diva!

Nyt på operarepertoiret

Inden for en uge har vi set hele to nyere operaer.

Først så vi i operabio Sjostakovitj' Næsen, der havde premiere i 1930. Historien er hentet fra en novelle fra 1836 af Gogol. Jeg kendte den faktisk godt i forvejen, for den er udkommet som billedbog, illustreret af Gennadij Spirin, så jeg har læst den i min tid som børnebibliotekar.

Jeg synes, det er en meget spændende opsætning, The Met har lavet. Hele produktionen understreger den absurde historie, der på trods af absurditeten også er spækket med både satire og humor, og Sjostakovitj' spændstige og mangestrengede musik. Jeg hørte nogle, der mente, at det slet ikke er musik, men jeg tror, de bare skal høre noget mere 1900-tals musik i almindelighed og Sjostakovitj i særdeleshed. En masse stjerner fra mig.

Parat!

Et par dage efter så vi Janáceks opera Katja Kabanova opført af Den Jyske Opera. Den havde premiere i 1921. Forlægget til librettoen er et skuespil, Stormen, af Alexander Ostrovskij.

Straks fra ouverturens første toner var vi klar over, at det er en helt vidunderlig musik. Den er først og fremmest smuk og hjertegribende, men indeholder også en masse andre stemninger. På en mærkelig måde syntes jeg, den er lidt i familie med noget andet af min yndlingsmusik, Canteloubes sange fra Auvergne.
Jeg har senere læst, at Janácek bliver kaldt Tjekkiets Puccini. Det kan jeg godt tilslutte mig.

Titelrollen blev sunget fantastisk godt af den tjekkiske sopran Pavla Vykopalova, men i det hele taget var det en god opførelse med gode sangere, god dirigent og orkester og fin om end enkel turnescenografi. Jeg har ikke tidligere været begejstret for Den Jyske Opera, men det er jeg for Katja Kabanova. Endnu flere stjerner til den.

For en gangs skyld slår den levende opera operaen i biografen. Var det i øvrigt ikke noget for The Met at få Katja Kabanova på repertoiret?

En verdensstjerne i Århus

Flórez på plakaten med reflektion af rådhustårnet

I går sang Juan Diego Flórez i Musikhuset, og vi var blandt publikum! Han er en af vores yndlingstenorer.

Så er det lige ved...

Og han var god. Ja, sådan set var han fantastisk! Han synger så klart og ubesværet, behøver overhovedet ikke at presse stemmen, selv om han synger masser af de helt høje toner.

Det er altså noget af et scoop fra Musikhusets side at have fået ham til byen. Hans Europa-tour indbefatter også koncerter i Paris, London, Liege, Berlin, Rom, Wien og Salzburg. Fornemt selskab, må man sige.

Flórez er ikke en spradebasse på samme måde som Roberto Alagna, men han er lige så charmerende på sin måde og havde ingen problemer med at komme ud over rampen. Vi var ikke ene om at være begejstrede, og der måtte hele tre ekstranumre til. Både Politiken og Jyllands-Posten giver koncerten 6 stjerner af 6 - helt fortjent.

Flórez med sin dirigent Alessandro Vitiello
og meget velfortjente blomster

Der er ingen tvivl om, at den fabelagtige Flórez for os blev højdepunktet i musiksæsonen 2011-12, som nu er slut. Vi var til den sidste symfonikoncert for en uges tid siden og til den sidste operabio i søndags.

Symfonikoncertrækken sluttede med Mahlers Opstandelsessymfoni, som også blev afskedskoncert for chefdirigent Giancarlo Andretta. Rigtig godt, og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har været utilfredse med en symfonikoncert.

Vi har købt billetter til næste sæson. Det er et meget interessant program, synes vi, og vi var nødt til at købe til flere koncerter, end vi på forhånd havde tænkt os. Vi må spare et andet sted, og tiden har vi jo nu. Når den nye sæson starter, er Dorthe også gået på pension.

La Traviata, som var vores slutforestilling i operabio, har jeg faktisk aldrig set før, men jeg kender jo den dejlige musik. Natalie Dessay sang titelpartiet. Jeg er ellers glad for Dessay, men jeg synes ikke, hun var nogen særlig god Traviata. Opsætningen var moderne og minimalistisk - for minimalistisk for min smag, og La Traviata  var lidt en skuffelse.

Det var operakoncerten på Århus Teater samme eftermiddag til gengæld ikke. Vi havde vundet billetterne til Passione, som koncerten hed. Dejlig musik med to sopraner akkompagneret af klaver plus - ikke mindst - Herning Kirkes drengekor og for resten også deres pigekor. I operabio siger de altid, at opera på film ikke kan sammenlignes med den ægte vare, og det er rigtig nok, både når den ægte vare er Passione, og i særdeleshed når den er Juan Diego Flórez i levende live.

Rendemasker

Det har ikke noget med strik at gøre denne gang - det er os selv, der er rendemasker i denne tid.

Operabio er startet igen med Donizettis Anna Bolena med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Det er en "historie", vi kender vældig godt. Anne Boleyn, som hun hedder på engelsk, var Henrik VIIIs 2. kone, og den første der blev halshugget. Billedet af en ukendt kunstner er det mest kendte af Anne. Det befinder sig i London på National Portrait Gallery, som er vores favorit-museum i London. En af de gange, vi har været der, var vi nødt til at besøge det adskillige gange.

Anna Bolena er et KÆMPEparti, og navnesøsteren strålede i rollen, men de øvrige medvirkende var også gode. Ganske vist syntes vi ikke, Ekaterina Gubanovas mezzosopran i rollen som Jane Seymour var ret smuk, men den gav til gengæld en god kontrast til Netrebkos fantastiske stemme. Den bedste ud over Netrebko var helt sikkert tenoren Stephen Costello, der sang Richard Percy.

Scenografien var lidt minimalistisk og kostumerne helt traditionelle. De så ud som den tids dragter. Det er ikke noget, der generer os. For vores skyld skal ikke alt henlægges til nutiden (eller endog fremtiden) for at blive vedkommende. Vi var godt tilfreds med sæsonåbningen, og Donizetti er altså lige ved at være min yndlingsoperakomponist.

I denne uge har vi også set Leonard Cohen teaterkoncerten på Århus Teater. Den er ikke helt så iderig og crazy som de andre teaterkoncerter, vi har set. Måske er der lagt mere vægt på koncertdelen og mindre på teaterdelen. Til gengæld var samtlige medvirkende gode, hvor der de andre gange har været en enkelt eller et par stykker, der faldt lidt igennem. Dorthe kedede sig ind imellem, men det gjorde jeg nu ikke.

Tidnød

Er det absolut nødvendigt, at VM i de nordiske skidiscipliner PLUS skiskydnings VM PLUS indendørs EM i atletik skal foregår samtidig? Det går lige at få det hele set, når harddiskoptageren ellers kører nærmest i døgndrift - og man har ferie - og det har vi haft i den forløbne uge af samme grund.

Men når vi så også skal til operabio, så kommer vi i knibe. Optageren kan jo kun optage på en kanal ad gangen, og vi havde brug for mindst to. Det var lige ved, jeg overvejede at droppe operaen, men også kun lige ved - noget af vintersporten måtte ofres. Operaen var nemlig John Adams' Nixon in China, og den ville jeg godt nok svært nødigt gå glip af efter Doctor Atomic, som vi så for et par år siden.

Vi blev ikke skuffede! Jeg er vild med Adams' musik, og jeg synes, det er så spændende, at hans operaer handler om noget, der har betydning. Nok en gang fantastisk sunget og spillet af samtlige medvirkende i alle roller. Det var sjovt at se Kathleen Kim som fru Mao - en helt anden karakter end dukken i Hoffmanns eventyr.

Der er forbløffende få i Århus, der er interesserede i moderne operaer. Vi var 10 (ti!) tilskuere i den store sal i BioCity. Jeg er næsten flov på min bys vegne.

En fuldfed opera

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

Endelig fik vi ham at se igen!

"Ham" er Mariusz Kwiecien, baryton på The Met, og vi så ham i dag i operabio i Donizettis Don Pasquale. Vi så ham første gang i Lucia di Lammermoor - også Donizetti - og han var både imponerede og charmerede. Det er han minsandten også i Don Pasquale!

Det er en opera, der er meget anderledes end de fleste af de operaer, vi ellers har set. Der er 4 kæmpepartier, kun en enkelt lille rolle og næsten ingen kor. Det kræver meget af de 4 hovedrolleindehavere, men der var ikke sparet på kræfterne. Ud over Mariusz var det Anna Netrebko, Matthew Polenzani og ikke mindst John Del Carlo. De sang guddommeligt, agerede fantastisk og så ud til at have det enormt sjovt. Og det havde vi også - det er nemlig en komisk opera.

Det har været en rigtig travl weekend. Fredag aften så vi Line Knutzons Birkehytten på Svalegangen, gæstespil fra Mungo Park. Det var godt fundet på og godt spillet og også rimeligt sjovt - men så heller ikke mere.

Lørdag var vi det meste af dagen til danseturnering i Randers. Dorthes niece var med i børnerækken og klarede sig rigtig flot sammen med sin partner.

Der var også EM i 10 danse for ynglinge. De så nu ret voksne ud, og dansekjolerne var mindst lige så konforme som de voksnes. Der er altså alt for meget bling-bling og slør og flæser efter min smag. Adskillige af pigerne lignede dansede juletræer i alternative farver.

Jeg tog nogle få billeder (som ikke blev specielt gode) af et par af de lidt mere interessante kjoler.

Den rødlilla er ganske vist også glitter, men i det mindste stilrent glitter. Jeg kunne dog sagtens undvære de flagrende slør fra armene, men det er tydeligvis nærmest obligatorisk. Den anden kjole skilte sig ud ved at være syet af et flot, mønstret stykke stof.

Der var masser af god dans, så det var meget sjovt at være der på trods af den alt for voldsomme lydstyrke. Heldigvis havde jeg mine ørepropper med, så jeg kunne høre Don Pasquale i dag uden øresusen. Weekendens højdepunkt på knock out!

En ny skøn sopran

Nino Machaidze hedder hun, og vi var til koncert med hende for to dage siden. Hun er bare 26 år, fra Georgien, og hun er god, skulle jeg hilse og sige.

Da vi købte billetterne for over 1 år siden, havde vi aldrig hørt om Nino Machaidze, og vi vidste ikke stort mere, da vi arriverede til koncerten i går, men nu er vi medlemmer af den garanteret hurtigt voksende fanskare.

Hun har en meget fyldig og udtryksfuld sopran. Rigtig flot i bel canto-operaerne, men hun kan nu også synge Puccini, viste det sig. Og så har hun ingen problemer med at gebærde sig på en scene.

Der var en masse Donizetti på programmet, og ham bliver jeg altså mere og mere glad for. Det passer mig fint, at der er hele to Donizetti-operaer med i næste sæsons operabio.

Jeg synes for resten, det er flot, at vi her i byen har et symfoniorkester, der så flot kan accompagnere verdensstjerner. Også stor ros til dem og til dirigent Giancarlo Andretta.

Jeg kunne ikke komme til at tage billeder af divaen, og det er såmænd nok heller ikke tilladt, så i stedet er der et kig op i en af palmerne i foyeren. Til gengæld er her et link til en YouTube video med Nino. Hun synger "O mio bambino caro" fra Gianni Schicchi. Den fik vi som et af ekstranumrene, og der var vist adskillige, der havde en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Inklusiv mig selv.

P.S. Hele koncerten bliver sendt på P2 i aften.

Kultur 2

Et par dage efter symfonikoncerten stod der operabio på programmet: Lucia di Lammermoor af Donizetti med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Og nøj, hvor er hun da fantastisk! Sikke mange udtryk, hun har i sin stemme. Jeg må give mig, hun er lige så god som Angela Gheorghiu, og jeg kan godt forstå, der blev udsolgt til hendes koncert i København næste efterår på bare 14 minutter. Nu må Musikhuset her i byen også se at komme på banen, tak, for vi er altså ikke lykkelige indehavere af billetter til koncerthuset.

Selve operaen var for resten også god, efter en roman af Walter Scott og meget dramatisk med masser af højdepunkter. Den har fået en plads på listen over favorit-operaer.

En for mig indtil da ukendt Mariusz Kwiecien sang og spillede Lucias onde bror, og det gjorde han fremragende, mens Piotr Beczala (heller ikke en af mine bekendte) var hendes elskede. Egentlig var vi blevet lovet Rolando Villazón i den rolle, men han var altså blevet skiftet ud. Vi kunne ikke klage over Beczalas sang, men hans skuespillermæssige præstation var ikke noget at prale af.

På trods af denne lille anke er det en af de allerbedste operabioer, vi har været til.