Viser opslag med etiketten udstillinger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udstillinger. Vis alle opslag

lørdag den 16. februar 2019

Leg med kugler

Vi har for en gangs skyld været på Aros. De har nemlig udstillet en kæmpestor kuglebane, lavet af Jeppe Hein. Et værk, der oprindeligt er fra 2004.

Det var sjovt! Både at følge kuglerne rundt på banen og at se på alle de andre - deriblandt rigtig mange børn - der også kiggede på kuglerne.

Vi prøvede at følge en bestemt kugle hele vejen rundt, hvilket slet ikke var så let. Det var også en ide, andre havde fået, bemærkede vi.

Først syntes vi, det kunne være sjovt, hvis kuglerne havde haft forskellig farve eller numre, men det er muligvis med vilje, at de ser helt ens og anonyme ud. Måske ville det forårsage for mange trafikuheld, hvis alle fartede rundt efter lige deres kugle.


En af kugleelevatorerne.
Børnene havde tydeligvis fået lov til at dekorere væggene med deres egne kunstneriske udfoldelser, inden væggene skal males i en ny farve til den næste større udstilling.

Det er ikke første gang, vi har oplevet en af Jeppe Heins kuglebaner. I maj sidste år så vi nemlig udstillingen In is the only way out i Cisternene i Frederiksberg Have. Det var noget af det, jeg ikke - meget mod min vilje - fik blogget om, men nu er der en anledning til at følge op på den del af vores lille ferie i hovedstaden.

Cisternerne er i sig selv spændende at bevæge sig rundt i, men vi kunne også godt lide udstillingen, selv om den vist ikke havde fået supergode anmeldelser.

På det tidspunkt havde vi heller ikke før set en større Jeppe Hein installation, så det hele var nyt og spændende for os.

Der var arbejdet med både lyd, lys og bevægelse, og det kunne vi godt lide. Kuglebanen var den sidste del af udstillingen. Vi kiggede længe på den, men jeg fik ikke nogen anvendelige billeder af den. Spejlene var nemme at fotografere.


Udstillingen i Cisternerne kan man ikke se mere, men kuglebanen på Aros kan opleves til den 22. april.

fredag den 31. august 2018

Vi nåede det

Jeg ved ikke, hvorfor vi tit er i sidste øjeblik, når det drejer sig om udstillinger. Når man bliver opmærksom på en udstilling, man gerne vil se, kunne man vel lige så godt lægge den i kalenderen med det samme, men sådan fungerer det åbenbart ikke hos mig. Næsten altid nærmer vi os sidste åbningsdag, inden vi får gjort alvor af besøget. Og det bliver da også somme tider for sent.

Hergé portrætteret af Andy Warhol
Men den store udstilling om Hergé hos Brandts i Odense nåede vi. Vi var der onsdag, og den slutter søndag, så den passer fint i mønsteret. Og det var også godt, vi nåede den, for det var en god udstilling.

Meget var naturligvis koblet sammen med Tintin, som jeg i øvrigt holder meget af. Tintin har som bekendt en hund, der hedder Terry, men jeg tror, Hergé himself må have haft en kat. Det stod der nu ikke noget om, men der var katte i udstillingen flere steder.


For eksempel på dette maleri, som Hergé malede, da han ikke tegnede Tintin mere. Han var meget glad for moderne kunst, havde selv en pæn samling, og forsøgte sig altså også selv. Jeg synes, det er et fint billede af dame med kat.

Der var også en tegning, hvor Hergé selv har en kat på skulderen. Tintin agerer slavepisker, mens katten interesseret ser på, hvordan det går med tegneriet.

Siameseren er også med i mindst et af albummene, men jeg kan ikke huske i hvilket. Jeg skal vist have genlæst alle Tintin'erne.

Måske var det et af dem, hvor Møllenborg er med. På Møllenborg huserer tjeneren Nestor, og ham var der også et skønt billede af på udstillingen.


Hvem der bare havde sådan en i huset!