Viser opslag med etiketten bagning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bagning. Vis alle opslag

fredag den 24. december 2021

Julebagning

Normalt beskæftiger jeg mig ikke med julebagning, jeg er udmærket tilfreds med de julesmåkager, man kan købe sig til. Nå, ja, måske ikke lige Karen Volfs, men der findes da heldigvis gode bagere.

I Flensborg plejer vi at købe en julestolle med rom, men de senere år har vi ikke kunnet finde den. Måske var der for meget rom i, så den er blevet slettet af censuren?

Jeg tænkte, at man måtte da kunne bage den selv og begyndte at lede efter opskrifter. Det var ikke noget problem at finde en opskrift, men det var lidt et problem, at der i stort set alle dem, der var på tysk, hvilket jeg regnede med ville være mest autentisk, indgik en eller anden ingrediens, som ikke kan fås her til landet. Annett, der skulle til Flensborg, købte nogle af de ønskede ting, og så improviserede jeg i øvrigt.


Minsandten om ikke der kom en rigtig lækker stolle ud af det. Jeg kom godt nok for sent i gang, for sådan en sag skal ligge og trække i mindst to uger. Det kommer den her så ikke til, men hvis jeg selv bager romstolle næste år, vil jeg prøve at komme i gang i god tid. Det skulle vel ikke være så svært :) Og jeg vil også tilsætte mere rom :)

Når jeg overhovedet turde give mig i lag med stollebagning, er det fordi jeg faktisk flere gange med succes har bagt boller her i efteråret. Jeg gider ikke ælte så meget selv, men jeg har investeret i en lille køkkenmaskine, der klarer den slags for mig.


De her er bagt med purpurhvede og ølandshvede, og de smager bare godt. Jeg har tænkt mig efterhånden at afprøve forskellige meltyper. Foreløbig kan jeg sige god for purpurhveden.

For at det ikke skal være løgn, har jeg også "opfundet" en ret. Lidt inspireret af cacio e pepe, men jeg spiser ikke almindelig pasta herhjemme, så jeg bruger pasta lavet af grønne ærter. Desuden en eller anden slags kål, måske lidt røget laks, salt, friskkværnet peber og friskrevet parmesan eller lignende. 


Pastaen smager dejligt af friske ærter, og den er efter min smag helt perfekt sammen med kål (jeg har også brugt hvidkål, og det er mindst lige så godt som rosenkål) og peber. Måske skulle jeg kalde retten cavolo e pepe, men i aften står den godt nok på and...

Glædelig jul!

søndag den 12. april 2020

Jeg elsker kardemomme

Og jeg elsker kardemommesnurrer, som jeg ikke har kendt så lang tid, men som har været yndlingskagen, siden jeg satte tænderne i én første gang. For et par dage siden forsøgte jeg at bage nogen selv.

Mums - og i hvert fald ret flotte synes jeg
Jeg har lavet sammenlignende studier af de kardemommesnurrer, jeg er faldet over.

Den første fik jeg på "geden", altså kaffebaren La Cabra, som er et af vores faste steder. Deres snurrer er forbistret gode, måske endda de bedste.

De har dog fået konkurrence af dem, de har hos Meny på Langenæs. Det er MIBmadmarked, der står for bagerafdelingen derude. Jeg har prøvet at købe noget af deres brød, og det har ikke imponeret mig, men det gjorde kardemommesnurrerne.

En dag opdagede jeg, at Kvickly også af og til har Meyers kardemommesnurrer. Desværre ved de det ikke altid selv. De har næsten altid kanelsnurrer, som jeg har købt et par gange i mangel af bedre, og i hvert fald  nogle af snurrerne har vist sig at være kardemommesnurrer. Det er åbenbart tilfældigt, hvad man egentlig får i posen. Under alle omstændigheder er de ikke så gode som gedens og Menys. Jeg tror ikke, de er bagt med smør i modsætning til de andre.

Mine egne bagte jeg efter Valsemøllens opskrift. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke bortset fra, at jeg ikke havde Valsemøllens mel, så det blev andet mel af samme type, og så havde jeg kun skummetmælk i køleskabet.

De blev udmærkede. Bedre end Meyers, men ikke så gode som de to andre slags. De blev også mindre, og det var ikke nogen fordel, så hvis jeg forsøger mig igen, vil jeg lave dem større. Og så skulle de spise nybagte. De to, vi havde gemt til dagen efter, var ikke nær så gode. De fleste er blevet proppet i fryseren, så nu må vi se, om de kan klare det.

onsdag den 25. april 2012

Pensioneret, så...

...kan man få tid til at bage.

I sidste uge var jeg til en kær kollegas afskedsreception. På hendes arbejdsplads mente de, at nu ville hun få tid til at komme på besøg med hjemmebagt kage. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke har været på besøg med hjemmebag, men det kan da godt være, jeg skulle indhente det forsømte. Fakta er dog, at jeg har bagt flere gange, siden jeg fik min frihed, og det er bestemt ikke noget, jeg praktiserede i større stil, mens jeg arbejdede. Når jeg bagte, var det kager, stort set aldrig brød.

Men det har jeg gjort nu. Historien er, at jeg på Irenes blog så den trøje, hun er ved at strikke efter en opskrift fra Hendes Verden. Den kan jeg rigtig godt lide, så den opskrift ville jeg gerne have fingre i. Samme uge var der et strikketillæg med bladet, som fluks blev købt. Hvis det ikke var det tillæg, Irenes trøje var i, kunne der jo være noget andet godt.

Det var ikke det tillæg, og jeg syntes ikke specielt godt om modellerne i heftet. 
Men inde i bladet var der en opskrift på et havrebrød. Jeg elsker havregryn og bilder mig ind, at alt med havregryn smager godt, så det skulle prøves. Så ville indkøb af bladet ikke være helt spildt.

Det blev faktisk et udmærket brød. Heldigvis, for jeg måtte indkøbe både knækket rug og hørfrø, og der er til mange flere brød. Havregrynene har vi altid i huset.