Viser opslag med etiketten træer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten træer. Vis alle opslag

fredag den 20. april 2018

Ugens træ uge 16


I denne uge står kandidaterne til ugens træ i kø, så måske kommer der en del to, men foreløbig er det denne kastanje (heste-, altså), der får æren.

Den står sammen med flere andre artsfæller i Klostergade i Århus ved muren til Vor Frue Kloster og den lille parkeringsplads i gaden. Det er træer, jeg tit har frydet mig over.

Det flotteste står nærmest ved Klostertorvet, som netop nu er ved at blive renoveret, så der er en masse rod omkring netop det træ. Jeg valgte at fotografere et andet, og heldigvis kan man ikke se rodet i baggrunden så tydeligt på fotoet som i virkeligheden.

Ikke alle kastanjerne har det lige godt. Jeg er bange for, at nogle af dem desværre er blevet ramt af kastanjesyge. Men en del ser ud til at have det helt fint, og lige nu er de ved at springe ud.

I mandags kunne man i Politiken læse, at man i København har udpeget en hel masse "ikoniske træer". Det betyder blandt andet, at de ikke uden videre må fældes. Bare man nu husker at fortælle bygherrer og entreprenører, at de ikke altid lige kan gå i gang med motorsaven.

Jeg blev så glad, da jeg læste det. Alene det fakta, at der er nogen, der bekymrer sig om byens træer og tager dem alvorligt, er glædeligt. Hvor ville jeg dog ønske, at der var en lignende politik i min kommune, men måske spreder ideen sig. Læs den gode artikel her.

Kastanjetræer er dejlige træer. De er smukke i udspring. De er også smukke, når de blomstrer.

Jeg er så gammel, at jeg kan huske kastanjerne på Rådhuspladsen i København. De var af den art, der havde lyserøde blomster. Jeg kan også huske sangen "Når kastanjen står i blomst på Rådhuspladsen". Når den gjorde det, var det forår og tid til at forelske sig.

Kastanjer er smukke hele sommeren med deres fligede blade, og de giver en dejlig skygge.

Og så er kastanjerne - altså frugterne - sjove og smukke, selv om de ikke kan spises. Hvem har ikke leget med kastanjer? Jeg har i hvert fald. Min morfar og mormor havde i min barndom en gård ved Assens, og en lille kastanjeallé førte op til gården. Det var altid en fest at finde kastanjer i alléen om efteråret og at lave dyr og andet af dem bagefter.

Jeg finder stadig kastanjer om efteråret, men nu bor de bare i min lomme.

P.S. Man kan for resten også farve med kastanjeblade. De giver gulbrune til brune farver afhængigt af bejdsningen. Jeg har et sjal, som jeg i sin tid lavede til min mor, hvor en af farverne er brun farvet med kastanjeblade.

lørdag den 17. februar 2018

Ugens træ - uge 7

Hu! For første gang er jeg lige ved at komme for sent med ugens træ.

Det er på grund af vinter-OL. Jeg ser ikke alle ishockey-  og curlingkampe, men ellers er der ikke meget, jeg ikke gerne vil se. Det kræver sin kvinde.

Træet er ellers blevet fotograferet for flere dage siden på en af mine gåture.

Et par dage før var jeg kommet forbi samme sted. Der blev gravet og regeret på hjørnegrunden, og på vejen var et af vores vejtræer blevet fældet. Kun stubben - og den var ret stor - stod tilbage i ringen af brosten.

Jeg ved godt, at træerne er ved at have en vis alder, så måske var der en grund til, at dette var blevet fjernet. Tænkte jeg. Men jeg tænkte også, at det måske var ejerne af den grund, hvor der blev gravet, der havde gjort det, bare fordi de syntes, træet skulle væk. Og at det havde de faktisk ikke lov til.

Heldigvis viste det sig, at jeg havde gjort dem uret. Da jeg kom forbi et par dage efter, var det plantet et nyt træ - billedet - i ringen af brosten, så det er højst sandsynligt kommunens gartnere, der har været i gang. Jeg var glad og tilfreds.

Gad vidst hvad det er for et træ? Mange andre steder er der ahorn, så måske er dette også en ahorn.

Jeg skal vist have lavet en liste over steder, jeg skal tilbage til, når der er kommet blade på træerne.

torsdag den 1. februar 2018

Ugens træ - uge 5


Jeg fotograferede i går, hvor det var ret mørkt i vejret, men det gør ikke træets silhuet ringere. Træet står i parken i Åbyhøj.

Jeg synes, stammen er sjov, snoet som den er.

Men hvad er det for et træ? Jeg kan ikke identificere det bare på silhuetten. På nettet har jeg ledt efter silhuetter af vintertræer, men er ikke kommet ret langt. Jeg plejer ellers at kunne finde det meste på nettet, men denne gang gav det ikke pote.

Jeg har så bestilt bogen Træer og buske i vintertilstand på biblioteket. De har bare kun et eneste eksemplar i Århus. Det er ganske vist ikke lånt ud, men er i et såkaldt fjernlager, og jeg ved af erfaring, at netop i de tilfælde kan det tage ret lang tid, inden bogen når frem. Der skal jo en person til at finde den frem, og personale er der ikke så meget af.

Måske skulle jeg bare købe bogen. Den er ikke vildt dyr. Nå, jeg giver biblioteket en chance først.

Måske er bladet nedenunder fra netop det træ, men der er andre træer rundt om, så jeg er ikke sikker. Og desværre har jeg heller ikke identificeret bladet. Ask? Nej, der er vist for lang stilk. En eller anden slags eg? Ægte kastanje? Kvalificerede gæt modtages med glæde.


fredag den 12. januar 2018

Ugens træ - uge 2


Denne uges træ er et egetræ, der står på en af vores naboveje. Egetræer er (også) et af mine yndlingstræer.

Jeg fotograferede i mandags. Netop på det tidspunkt var der nogle folk med en motorsav i gang med at fælde et andet træ på samme vej. Jeg hader lyden af motorsave, har en ide om, at de mænd, der fører dødsinstrumentet føler sig vældig store og har svært ved at stoppe igen. OK, jeg overfortolker sikkert.

I hvert fald var jeg bange for, at det ville gå ud over flere træer på den pågældende vej, så jeg gik samme vej et par dage efter, og jeg havde gjort mændene uret: Der var ikke fældet flere træer og altså heller ikke "min" eg.


Jeg synes, egens silhuet er flot. Endnu mere, når den bliver ældre og kroget. Løvet har en usædvanlig grøn farve i løvspring, der supplerer de andre løvtræer flot, og jeg kan også godt lide de krøllede brune vinterblade.

mandag den 8. januar 2018

Ugens træ - uge 1

Jeg er ret vild med træer og har i flere år haft planer om, at jeg ville have et "Ugens træ" som fast indslag på bloggen.

Nu skal det være, også selv om jeg ikke helt nåede af få indlægget med i uge 1. Billedet blev i hvert fald taget i uge 1, nemlig i det flotte vejr i går.


Egentlig havde jeg et andet træ i tankerne, men jeg kunne ikke stå for dette blomstrende træ på Sankt Knuds Torv i Århus, da vi kom ud fra årets første operabio.

Jeg vil helst vide, hvad et er for et træ, jeg viser, men jeg er ikke specielt god til at kende træerne om vinteren, så måske kan det komme til at knibe. Lidt søgen på nettet gør mig dog ret sikker på, at det er VINTERKIRSEBÆR, der blomstrer midt inde i byen. Man kan da ikke undgå at blive glad af at se på sådan et.

For resten er det også noget flot murværk i huset bagved.

onsdag den 9. november 2016

Et ret sjældent syn


Det går åbenbart lidt op i træer her på bloggen i denne tid. Tirsdag morgen vågnede jeg op til et fint lag sne og et tempeltræ med hængende blade, som om træet havde taget ved lære af rhododendronerne ved siden af.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har set tempeltræet hænge med bladene. De er bare faldet af, når tiden var inde, og det har nok sædvanligvis været før den første frost. De fleste blade var da også faldet af for en uges tid siden, men ikke dem alle.

Taktikken lykkedes i øvrigt ikke. De resterende blade dalede til jorden i løbet af dagen.