Viser opslag med etiketten sønderjysk kaffebord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sønderjysk kaffebord. Vis alle opslag

søndag den 5. februar 2023

Fra Spanien til Sønderjylland

Af en eller anden grund har jeg aldrig været interesseret i Spanien endsige i at rejse til Spanien. Så hellere Sønderjylland. 

Måske hænger det sammen med, at jeg ikke kan lide sproget. Jeg synes, det lyder, som om det bliver talt med en varm kartoffel i munden, og både fransk og italiensk er meget smukkere efter min mening.

Ikke desto mindre deltog vi i et heldagskursus om netop Spanien forrige lørdag, "En kulturhistorisk rejse gennem Spanien" var overskriften. Det var virkelig godt, måske især for ignoranter ud i emnet som mig. 

Selvfølgelig kommer man ikke i dybden, når man skal forbi både arkitektur, kunst, litteratur og musik. Og som baggrund for det hele Spaniens historie bliver det en stor mundfuld, men jeg synes, vi fik et virkelig godt overblik. 

Her er vi kommet til musikken:
Paco di Lucia, John McLaughlin og Al Di Meola på scenen

Spændende var det blandt andet at se nærmere på den spanske malerkunst. Jeg har aldrig været vildt betaget af Velasquez og Goya, men jeg fik faktisk et lidt andet syn på både dem og andre spanske malere fra ældre tid efter lørdagens forelæsning. De var mere nyskabende, end jeg troede.

Forelæsningen foregik på Matematisk Institut på universitetet. Det var også her, jeg første gang satte mine ben på Århus Universitet til en forelæsning med selveste Svend Bundgaard. Formodentlig var det i løbet af 3.g, at vi var på en ekskursion til universitetet som en del af den i øvrigt ikke særlig omfattende erhvervsvejledning.

Dengang leftede man ikke for de studerende for at få flere til at vælge netop deres fag. I løbet af en dobbeltforelæsning i matematik skrev Bundgaard 10 store tavler fulde - det var jeg meget imponeret af. Så vidt jeg husker, kunne jeg godt forestå, hvad der foregik, men tempoet var utrolig højt, og jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg nok hellere måtte holde mig fra at læse matematik, som jeg ellers lidt havde overvejet.

På gangen uden for vores undervisningslokale hang flere billeder af Svend Bundgaard.
Blandt andet dette fremragende foto. Stod der, hvem fotografen var? Det må jeg have kigget efter ved lejlighed

Jeg er stadig ikke interesseret i at rejse til Spanien. Der er for varmt, og det er for langt væk, når man som jeg ikke vil flyve af hensyn til miljøet. Jeg mødte for resten en af mine gamle medkursister fra tysk til forelæsningen. Hun og hendes mand flyver heller ikke, men de har planer om at tage til Spanien med tog. Respekt!

Sønderjylland vender jeg derimod gerne tilbage til. Foreløbing har vi været til sønderjysk kaffebord i Den Gamle By sammen med Bodil.

Det var et fint arrangement, dog ikke med helt så mange slags kager, som et sønderjysk kaffebord egentlig skal bestå af, hvilket overhovedet ikke gjorde noget. Men man kunne drikke al den kaffe eller te og spise alle de kager, man havde lyst til, man blev fint betjent af et opmærksomt og venligt personale, og der var et glimrende lille foredrag om kaffebordets historie.

Et par af kagerne: Bismarcks-eg, der i 1920 blev omdøbt til kongestamme, og rugbrødslagkage.
I baggrunden også boller og kringle

Når sandt skal siges, var kagerne - bortset fra bollerne og kringlen - ikke lige min smag: For meget flødeskum og for lidt mørdej, men det var mere min fejl end kagernes. Jeg er sikker på, de var, som de skulle være. Og det forhindrede ikke, at vi hyggede os gevaldigt.

mandag den 27. maj 2013

Weekend med Gloria, Lawrence og ...

Det var helt vildt, så meget der foregik i Århus i den forgangne weekend. Så meget, at vi var nødt til at vælge til og fra.

Normalt er teater noget, vi vælger fra, men den lillebitte forestilling PIG kunne vi ikke stå for.


Her står bondemanden fra England med sin sovende gris, Gloria. Når hun vågner op, kan 10 smågrise (=tilskuere) lægge sig til hver sin patte og se ind i Glorias mave, hvor der bliver opført en meget fin lille forestilling.

Fredag var det Dorthe og jeg, der stod med krølle på halen og morede os sammen med børn og andre barnlige voksne.

Lørdag var vi til koncert med den fantastiske tenor, Lawrence Brownlee, i Musikhuset. Mærkeligt nok har vi aldrig hørt og set ham i operabio, for han har ellers haft mange roller på The Met. Men nu fik vi hørt ham i levende live, og det var godt. Brownlees stemme har en meget smuk, varm og ren klang, og han beherskede den fuldstændigt. Der var ikke den mindste vaklen i programmet, der mest bestod af Rossini og Donizetti.

Jeg fik ikke nogen billeder af Brownlee, men på vej til Musikhuset kom vi forbi denne mand på en bænk.


Han ser ikke helt glad ud, og det forstår man, når man ser, hvad han har i hånden. Hvad er der mon sket? Sidder han i selvmordstanker, eller har han allerede haft skydevåbnet i anvendelse? Eller begge dele?

Ved manden står der, at værket hedder "Drawing of a created memory", men det er alt, man får at vide.

Ind imellem nåede vi også latinerfestival i latinerkvarteret og kunsthåndværkermarked på Klostertorv. Begge dele uden at svinge betalingskortet, så jeg følte mig helt helgenagtig.

Den følelse forsvandt igen søndag, da vi var til kagedag i Den Gamle By.

Ikke nok med det, vi deltog også i det sønderjyske (eller skal der være d i jysk i denne forbindelse?) kaffebord i Bendtsens Pakhus.

Jeg har faktisk aldrig været til sønderjysk kaffebord før, men jeg ved da, at når det er "rigtigt", bliver værtinden meget fornærmet, hvis man ikke smager på alt. Her kunne man heldigvis vælge (til og fra :-), så jeg fik plads til 1½ stykke rugbrødslagkage. Og en helt masse andet, men ikke det hele.

Det var den weekend....