Én hare, tre bisoner, mange gæs og flere millioner anemoner...

...var bare noget af det, vi så fra bussen mellem Fåborg og Odense for en uges tid siden.

Vi havde booket et par overnatninger på Fåborg Strandhotel med det formål at besøge nogle fynske museer.

På vej til Fåborg var vi på Clay, som keramikmuseet i Middelfart til vores fortrydelse hedder. Hvad var der dog i vejen med Grimmerhus, som det hed før? Det er der altså noget mere tyngde og historie i. Nå, men museet er godt nok på trods af navnet.

Netop nu er der er en særudstilling om Saxbo Keramik. Den var meget mere spændende, end jeg havde forestillet mig, både indholdet, men også historien om Saxbo og de to stærke kvinder Nathalie Krebs og Eva Stæhr-Nielsen, der stod for henholdsvis glasurer og design.

En meget typisk Saxbo-vase.
Glasuren hedder harepelsglasur, og jeg synes, man tydeligt kan se, hvor lækker vasen er at røre ved.

Udstillingen har undertitlen "Stentøj til folket", hvilket var Nathalie Krebs' kongstanke. Jeg kan også godt huske Saxbo keramik fra min barndom i 50erne, og jeg kom altså ikke i de højere kredse, men det var nok alligevel ikke alt, der helt var "for folket". For eksempel kan denne kat nok ikke have været helt billig:

Kat på kugle, 35 cm høj. Gråmarkmus glasur. 
Skabt af billedhuggeren Hugo Liisberg i 1945.

Udstillingen kan ses helt til 20. september i år.

Dagen efter tog vi rutebilen til Odense, hvor vi ville på Brandts for at se den aktuelle særudstilling "Rosa sejl. Svensk modernisme fra Moderna Museet". 

En virkelig god udstilling med mange spændende og interessante værker af svenske kunstnere i første halvdel af 1900-tallet. En tid, der ligesom vores var præget af forandringer og uro, og det afspejledes også i kunsten. De kan altså noget på Brandts!

Isaac Grünewald: Lyftkranen, 1915
I dette værk er det nok mest forandringerne i samfundet, der er motivet.

Jeg har været på Moderna Museet, men det er lang tid siden. Lige præcis dette Grünewald-billede mener jeg at kunne huske.

Der var også nogle træskærerarbejder af "Dödarhultarn", som rigtigt hed Axel Petersson. Vi har set flere af hans arbejder, i Skåne tror jeg, og de er meget fine og som regel også med en god portion humor. Måske faldt de lidt uden for emnet på Brandts. Modernist kan man vist ikke ligefrem kalde Dödarhultarn, men det var alligevel dejligt at se hans træskærerarbejder. Derimod faldt nogle fotos af Carl Gustaf Rosenberg fint i tråd. Det, jeg har taget med her, viser Hofors Jern- og Stålværk og er fra 1931.

Sidste dag for Rosa Sejl er 6. august.

Inden vi kørte hjem dagen efter var vi på Fåborg Museum. Deres aktuelle særudstilling, der varer til 6. september, hedder "Plantefeber. Verden i vindueskarmen". Et lidt søgt emne, synes jeg, og blomstermalerier er altså ikke det mest ophidsende. Men jeg fik et par nye bidrag til mit Flickr-album med håndarbejde i kunsten. Det ene af dem dette af Jens Birkholm:

Kunstnerens mor i interiør, 1903
Jeg er glad for den halve urtepotte i vindueskarmen,
for ellers havde maleriet ikke været med på udstillingen

Vi brugte ikke vildt megen tid på særudstillingen, men vi brugte lang tid på den faste samling med malerier af fynbomalerne, selv om vi har set den flere gange før. Det er så dejlige billeder, og de har virkelig noget af cremen i Fåborg. De tåler mange gensyn.

Og så er der lige det med haren, bisonerne og gæssene, som vi så på markerne, og anemonerne, som vi naturligvis så i skovområder. Men vi så også gæs i luften. Det lykkedes dem ikke at få dannet den perfekte kile, mens jeg så på dem, men der var i hvert fald mange:

Vinterens strik

Egentlig burde man strikke til vinterbrug om sommeren og til sommerbrug om vinteren. Sådan fungerer det bare ikke, i hvert fald ikke for mig. Jeg har lyst til at strikke vinterting efterår og vinter og sommerting forår og sommer.

Vinteren 2025/26 har jeg strikket flere vinterting til mig selv. 

Først strikkede og filtede jeg et par orange vanter. Jeg blev så glad for dem, at jeg også  lavede et par i pink. De er beregnet til bilbrug, så de skal have gummidutter i håndfladen.

Jeg har ikke prøvet at filte før, så det var spændende, men det lykkedes fint. Garnet er Fivel fra Rauma, og opskriften er også fra Rauma. Den hedder Tovede turvotter og er på letforståeligt norsk.

Næste vinterprojekt var et trendy tørklæde med hætte. Dem har jeg set mange af i bybilledet i løbet af vinteren, og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville kunne lide at gå med sådan et.

Jeg brugte PetiteKnits Sophie Hood opskrift, men der er mange, der ligner, og garn fra lageret. Yak 50/50 fra Lang, købt i 2019 og som navnet antyder, består det af 50% yak, som ikke kradser. De sidste 50% er merino, som jeg håber også er kradsfrit.

Tørklædet blev lidt tykt og måske også lidt klodset i yakgarnet, men jeg tror, det bliver godt, når det igen bliver koldt.

Sidste vinterprojekt var endnu en ulden trøje til mig selv.

Jeg har længe gerne villet prøve at strikke en sweater med sadelskuldre, og bestemte mig efter mange overvejelser for Elevation Loop Sweater fra Other Loops. Garnet havde jeg købt på Mayflowers ophørsudsalg i Salling. Premium Georgina i en meleret gul farve, 80%uld plus lidt lyocell og hør.

Den blev strikket oppefra, så jeg kunne prøve undervejs, og jeg blev mere og mere betænkelig. Sadelskuldre klæder mig tydeligvis ikke. Nå, måske kunne jeg bruge det færdige klædningsstykke til hjemmebrug.

Helt færdig var jeg rimeligt utilfreds med værket, som ydermere kradsede. Lidt, men umiskendeligt. Jeg vaskede sweateren i håb om, at det ville blive bedre. Det gjorde det ikke - til gengæld voksede misfostret temmelig meget.

Jeg syntes også, at farven virkede blakket, til trods for, at alle mine garnbundter havde samme indfarvningsnummer. Hrmpff!!!

Alt taget i betragtning syntes jeg ikke, der kunne ske så meget ved at forsøge at filte trøjen lidt. Nu var det gået så godt med vanterne, så jeg brugte samme "opskrift". Det gik totalt anderledes denne gang. Sweateren kom ud af vaskemaskinen meget lille - vel en størrelse 3-4 år - meget tyk og i mærkelige proportioner. Jeg ved, at nogen bruger sådan noget tykt filt til bordskånere og andet, men jeg gider ikke selv forsøge mig med det, så nu bliver den givet til genbrug. 

Det positive: Garnlageret blev formindsket med over 1000 meter, som, når sandheden skal frem, ikke havde ligget i lageret ret længe. Men det kommer det så heller ikke til.

P.S. Jeg har tidligere skrevet, at Mayflower var gået konkurs. Det var de også, men de blev opkøbt og videreført af et andet firma. Man kan muligvis stadig købe Georgina garn. Jeg har dog fået lysten styret!

Violet vår

 

Århus er ikke nogen specielt grøn by, selv om nogle århusianere bliver meget fornærmede, når jeg siger det. Men det passer altså! Til gengæld synes jeg, stadsgartnerne gør et godt arbejde. Om foråret er der masser af blomstrende krokus på hver lille plet græs.

Især Rådhusparken er blomstrende, og der bliver taget utallige fotos af de mestendels mørkviolette krokus der. Mine billeder er imidlertid fra den nedlagte Skt. Olufs Kirkegård, hvor jeg kom forbi i dag, og her er de lysviolette i overtal. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det lyslilla krokustæppe og kranerne på havnen.

Jeg har for resten været meget tilfreds med foråret i år. Det er kommet langsomt, og det kan jeg godt lide. Det der med +15° i februar er altså noget rod!

De små glæder

 

Julius-fodspor på vores havegang er en af de små glæder. Vi ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, om det er Julius, der har sat aftryk, men vi tror det. Det ser i øvrigt ud til, at Julius er glad for sneen, og han pynter i hvert fald:

Julius selv er en af de store glæder. Når vi møder ham, kommer han altid løbende med højt løftet hale for at få lidt kæl. Jeg er mere end én gang kommet for sent til bussen, fordi jeg skulle snakke med ham, men der kommer som bekendt altid en sporvogn bus til.

Vi er også glade for ham af en mere prosaisk grund. Vi tror nemlig, han er med til at holde rotter (og mus) væk. Ikke fordi vi ved, at han tager dem eller i det hele taget kan tage rotter, for det er jo ikke alle katte, der har den evne. Men det siges, at det ved rotterne ikke, så de holder sig på afstand, når de kan lugte katte. I hvert fald er det et faktum, at vi ikke har fanget så mange gnavere, efter at Julius er flyttet ind.

Kyndelmisse slår sin knude

Det er godt nok koldt og blæsende i år, men det forhindrer ikke nogle meget smukke morgener og tusmørketimer.

Dette billede tog jeg på hjemvejen for et par dage siden. Farverne var endnu smukkere i virkeligheden.

"Det er hvidt herude" passer ikke lige nu her i byen, men der er trusler om snestorm i dag. Jeg kan godt undvære både frosten og sneen. Jeg siger med Blicher:

Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger
kom og løs den bundne jord!

Et af vejrvarslerne i forbindelse med Kyndelmisse - eller Kjørmes knud som dagen hedder på jysk - siger, at hvis det blæser så meget, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Jeg gætter på, at varslet ikke gælder, når blæsten er østenvind, og godt nok blæste det meget i mandags, men så meget? Nå, for resten findes der vel slet ikke kællinger mere.

Strik i 2025

Det er godt nok ikke meget, jeg får blogget efterhånden. Det kniber med tiden! Jeg strikker mere, end jeg blogger. Men sidste års strikkestatus skal altså med, også selv om der igen i år er røde tal i stort set alle felter. Det tager jeg nu ikke så tungt.

FAKTA

14041 meter fik jeg strikket, og til det brugte jeg 16005 meter garn, så en hel del blev strikket med dobbelt tråd. Gad vidst om det egentlig ikke er rekord?

2236 meter blev lageret forøget med. Vi kan da stadig være i huset, men der er godt nok også garn lagret op mange steder.

3630,85 kr. købte jeg garn for, og når tilbehør med videre er lagt til, så brugte jeg 4045,50 på strikkeriet i 2025. Jeg solgte for 1985,- kr. Noget lavere end de forrige år, primært på grund af lavt besøg på julemarkedet.

49 projekter blev færdiggjort i årets løb. Heraf var der en del større projekter: 2 voksen-sweatere, 2 tees til voksne og et stort sjal, som dog er hæklet.

Sjalet købte jeg opskrift og garn til i 2011, og faktisk bloggede jeg om det her, da jeg fik pakken. Jeg har da flere gange overvejet at gå i gang med det, uden at der skete yderligere, men nu skulle det altså være. Især da jeg opdagede, at opskriften hedder Henny (det havde jeg glemt), og gæt selv hvad den ældre dame, jeg hæklede sjalet til, hedder. Det er blevet overrakt og godt modtaget.

Jeg havde i øvrigt ikke garn nok, så måske finder jeg nogle forvildede bundter et eller andet sted. Men i hvert fald måtte jeg på jagt efter noget Navia Uno. Det var lidt af et detektivarbejde. Jeg fandt det i en malerforretning i Rønde, og heldigvis kunne man stort set ikke se forskel på farverne. 

Jeg har planer om at få strikket endnu et par uldne sweater til mig selv i 2026. For ca. et år siden fik jeg denne færdiggjort. Jeg brugte den ikke så meget sidste vinter, men her i januar har det været så koldt, at jeg har brugt den rigtig meget, og nu vil jeg gerne have noget at variere med.

Garnet er Maxima fra Mayflower, købt da Mayflower åbnede en butik i Salling vistnok i september 2024.

Efter bare et år havde den ophørsudsalg - en af grundene til det store overforbrug på min garnkonto. Der var meget stor rabat på alt, og så kunne århusianerne - mig selv inkluderet - komme ud af hullerne. Jeg ville gerne have mere af Maximaen, men der var nu ikke nok til en sweater af den farve, jeg var interesseret i. Jeg købte alligevel. Plus en hel del andet.

Her i januar kom så beskeden om, at Mayflower er gået konkurs. Den farve, jeg havde for lidt af, var stadig i deres webshop, så jeg måtte svinge kortet igen. Det er kommet, og minsandten om det ikke er samme partinummer. Bortset fra det synes jeg, det er trist at firmaet er gået konkurs. Det har eksisteret lige så længe, jeg kan huske, og nu kan man ikke mere få deres bomuld nummer 8!

Jeg havde ellers været meget dygtig på Fiberfolk-festivalen i Vejle her i midten af januar. Hverken Annett eller jeg købte så meget som en meter garn. Til gengæld købte jeg de sødeste maskemarkører med rav og wirer i læder.

De er taget i brug, og de er rigtig gode. Lige så gode som de elskede fra Sukkaplokki. De blev købt hos Fenja Farver, der også normalt holder til i Vejle, men helt sikkert har nogen med Fanø at gøre. Mange af deres produkter har Fanø-navne, mine maskemarkører hedder for eksempel "Sønderho", så det er nok Fanø-rav. For mig selvfølgelig et ekstra plus.