Citater om katte #48

Alle killinger tror, at den hele natur er skabt udelukkende til deres underholdning. 
François-Augustin de Paradis de Moncrif

Jeg har slået citatets skaber med det imponerende navn op. Han var ikke overraskende fransk, dog med skotske aner, levede 1687-1770 og var forfatter og digter. 

Han fik bl.a. i 1727 udgivet et værk med den ligeledes imponerende titel Histoire des Chats : dissertation sur la prééminence des chats dans la société, sur les autres animaux d'Égypte, sur les distinctions et priviléges dont ils ont joui personnellement. Om citatet stammer derfra, har jeg ikke kunnet finde ud af.

Katten på billedet er Mads-Peter, som vi mødte på godsbaneterrænet for en uges tid siden. Han er endnu kun en stor killing, og jeg er sikker på, han lever op til citatet. Når han ikke lige lå i fred og skygge og betragtede den store verden, løb han rundt og legede med visne blade, græsstrå og hvad han ellers kunne finde. Han ville også gerne snakkes med og kæles for.

Ly for regnen

 

Julius har fundet det ideelle sted: På vores bil i carporten. Når han kigger i den ene retning kan han følge med til, hvad der sker på vejen, i den anden retning kan han kigge ind til os i huset. Og når han sætter sig på numsen og rækker armene op, kan han lege med klemmerne på tøjsnoren. - Og så får han frisk luft uden at blive våd - smart kat!

Ny nabo

 Vi har fået en ny nabo. Han hedder Julius Oppenheimer, og han ser sådan ud:

Han er nok 9-10 måneder gammel, og han er meget sød!

Han anser vist nok vores have for også at være hans have, og det må han hellere end gerne. Måske er den endda bedre end hans egen have, for der er flere gode gemme- og legesteder. Blandt andet i noget højt græs, der egentlig burde have været fjernet. 

Det bliver det selvfølgelig ikke nu.

Måske er der også en sidegevinst ved næsten at have fået kat. Vi har nemlig ikke fanget en eneste mus, siden Julius er begyndt at komme i haven. De er muligvis flyttet på grund af lugten af kat.

Årets Fanø-katte

Som frygtet, men også ventet, var der ingen Pizza mere. Hun så meget skidt ud sidste år. I stedet er her et link til et foto af hende i 2018, hvor hun var i topform. Mærkeligt nok var også pizzabixen lukket, vist nok var den blevet solgt. Jeg tror, de har ventet med at sælge, til de ikke havde nogen forpligtelser over for Pizza mere.

Vi mødte ingen katte, der kom på siden af Pizza, men heldigvis mødte vi andre søde katte. I år især i Nordby. 

En Nordby-skønhed

Hende her (jeg tror, det var en lille dame) var lidt genert

Generthed var ikke noget problem for ham her, faktisk vidste han ikke,
hvordan har bedst skulle te sig for at gøre sig lækker.
Måske er han Pizzas arvtager, i hvert fald var han den eneste, vi kendte fra tidligere.

Vi - eller rettere Annett - havde også egne katte med. Egentlig skulle det have været Trolle, men det var Gamine ikke tilfreds med, så hun sørgede lige for at få en klo i øjet. Det blev nok lidt værre end beregnet. Faktisk tror vi, det gjorde temmelig ondt, og i starten var hun noget hænget og morsyg. Også selv om hun ikke kunne lide at få piller og får dryppet øjet.

Men hun kom i hvert fald med på sit tredje Fanø-besøg, og når øjet ikke lige skulle ordnes, nød hun det, tror vi. Især at have mor næsten for sig selv.

En lur på ryggen

Næsten, for Bella var også med. Det var hun også, da vi var på Holmsland Klit, men da kendte hun os ikke og var noget forbeholden, Det var anderledes nu, og i løbet af vores to uger blev vi meget charmerede af hende. Hun var kun knap et år gammel, men ikke desto mindre forstod hun at apportere. Intelligent lille kat! Og køn!

Spøgelsesrefleksbrikken, der sidder på min taske,
har været et elsket legetøj for adskillige af Annetts killinger. Også for Bella

Til vore udelte fornøjelse, kunne hun minsandten også lide havregrød. Når vi var færdige med morgenmaden, fik hun lov til at se, om der var lidt tilbage i grødskålene.

Efter Bellas kattevask af skålen var opvaskemaskinen næsten overflødig.

En kat på vejen

 

Denne kat var totalt uinteresseret i  mig

Der var andet, der var mere spændende. Noget, der puslede i buskadset. En solsort?

og  væk var den...

Gårsdagens kat

 

Denne fine tabby gik tur i parken med sine mennesker. Tror jeg. Der gik i hvert fald en lille familie foran den, men den skulle da lige se, hvad jeg var for en.

Pludselig opdagede den, at den vist var kommet bagefter, og drønede af sted.

Det er langt fra den første kat, jeg har set gå tur med de tobenede. Emma, der boede her på vejen, gik altid med, når der blev gået tur med barnevognen, og senere gik hun til min udelte fornøjelse også tur med mig, når jeg passede hende. 

Citater om katte #47

 

En computer og en kat har meget tilfælles. Begge spinder, begge vil gerne stryges med hårene, og de tilbringer størstedelen af dagen uden at bevæge sig.
Desuden har begge hemmeligheder.
John Updike

Det er Lilit, der på billedet sidder foran skærmen, hvilket hun tit gjorde. Vel at mærke, når der også sad et menneske foran skærmen. At der var rodet på skrivebordet, var hun bedøvende ligeglad med.

Nytårskatten

 

...som jeg mødte på min travetur nytårsdag. Der var endnu ikke helt samlet helt sammen efter nattens fyrværkeri, som vi i parentes bemærket ikke havde megen glæde af på grund af tåge.

Katten må bedømt på både udseende og væremåde være en norsk skovkat eller i hvert fald en blanding med en del skovkat i anetavlen. Meget imødekommende og en af den slags katte, der er umulige at fotografere, når man sætter sig på hug, fordi de så straks kommer hen til en for at kæle. Hun (jeg tror, det var en hun) var i hvert fald vældig sød, og jeg må hellere gå den vej en anden gang igen.

Fanø-kattene 2021 - ud over vores medbragte

 

Minsandten om ikke Pizza var der endnu! Hun er blevet meget tynd. Det føltes, som om hun bare var et lille katteskelet med en ganske vist fin og tyk pels udenpå. Men hun må have nogle muskler tilbage. Selv om hun langt det meste tid lå og sov på bordet foran grillbaren, så vi hende også gå rundt på den sædvanlige rute.

Hun så ud til at være glad for, at vi snakkede med hende og strøg hende over den tynde krop. Kan hun virkelig kende os? Ganske vist har vi snakket med hende utallige gange igennem mange år, men som regel har vi kun været på Fanø én gang årligt. Og hun har også været glad for at snakke med andre mennesker, så det er nok en overfortolkning. Denne gang må også have været et farvel til Pizza. Jeg tror ikke på, at hun kan klare endnu en vinter.

Krølleøre i Sønderho har vi også kendt gennem nogle år. Hun er en lille kat, og derfor tror jeg, det er en hun, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Hun er både køn og sød og ser ud til at nyde det leben, der er omkring sandwich- og iscaféen Tre søstre.

I samme område så vi hende her, som jeg tror er i familie med Krølleøre

Jeg er nu heller ikke helt sikker på, at det er en hun, men er hun ikke en lille bitte smule skildpaddefarvet?

Det er hende her, som vi traf i nærheden af Uldsnedkeren i Sønderho, i hvert fald:

Hun havde vældig travlt, og sekundet efter jeg tog billedet, for hun i fuldt firspring efter et eller andet. Vi så flere katte i det område, men der var vist for mange mennesker til, at kattene følte sig helt på hjemmebane, så de blev ikke længe nok til, at jeg kunne få dem foreviget.

I Nordby mødte vi - på nogen afstand - denne røde kat:

Ham kan vi i sagens natur med sikkerhed kende, hvis vi møder ham igen, og det kunne da godt ske, for han må jo være en elsket familiekat. Ikke alle vil ofre en øjenoperation på "bare en kat", men den rødstribede her har været heldig.

Den sidste kat, jeg fik billeder af, var bare en stor killing

Som alle killinger var hun meget legesyg, og hun ville også gerne snakke. Når hun havde tid altså, for der var hegn, der skulle forceres, græsstrå, der skulle daskes til, og visne blade, der skulle jages. Hende vil vi gerne træffe igen, og jeg tror også, vi kan kende hende.

Dyr i og omkring sommerhuset

For det tilfælde at vi ikke skulle møde nogen katte på Fanø, havde vi medbragt vores egne. Eller mere præcist: Annett havde. Tifany og hendes på det tidspunkt 8-9-10 uger gamle killing Trolle. Og så var Gamine også kommet med som legetante og aflastning for Tifany. 

Jeg fik et enkelt ikke særlig fremragende billede af alle tre:

Trolle ligger på mig og hygger, Tifany til højre er ved at undersøge, om hun kan komme ind under tæppet, og Gamine står på bordet ved siden af.

Trolle er stadig brun om mulen, fordi hun tidligere, da hun skulle lære at spise andet end mors mælk, havde fået smatmad. Måske syntes hun også. at hun skulle være tortie ligesom de andre. Vi vidste udmærket, at hun ikke var tortie, men vi troede på det tidspunkt efter adskillige befamlinger i den anden ende stadig, at hun var en hun. Det har senere vist sig at være en fejl, så nu kan han godt blive pænt ren i hovedet. Vi lader os ikke narre mere.

Gamine er så smuk:

Tif er også smuk, men hende fik jeg ikke nogen gode billeder af. Her kommer i stedet et, fra da vi var i Nørlev:

Der var flere katte, der gik omkring huset, men de ville ikke snakke. En af dem var blå, og vi havde mange steder set opslag om en 14 år gammel blå kat, der var forsvundet fra en tysk familie, der ferierede i Rindby, så vi forsøgte at få kigget ekstra godt på "vores" blå kat. Det var dog ikke den forsvunde kat. I slutningen af ferien var der på et af opslagene skrevet, at den var blevet fundet, og vi fik at vide, at katten var blevet set på et vildtkamera og derefter lokket i en fælde. En lykkelig slutning!

Vi så mange rådyr omkring huset, både råer, en rå med to kid, og en ung buk var fast gæst ved huset.

Kaniner så vi som altid mange af:

Vi mente at kunne kende en af dem, der næsten altid sad i vores indkørsel, men ellers ser de jo umiddelbart meget ens ud - bortset fra én, for den var nemlig sort. Det har vi alligevel aldrig set før på Fanø.

Der var ikke så mange fugle omkring huset. Vi så mange skader og også en rødkælk og diverse andre, men fasanerne hørte vi næsten hele tiden, og vi så dem også flere gange. Især fædrene promenerede med deres afkom, men de her kyllinger var nu alene. Der var 5-6 styk, men jeg nåede ikke af fotografere dem alle. 

I år så vi ingen ræve, men faktisk mødte vi en del katte på øen. De får deres eget indlæg.

Nu kommer det - foråret

Det har unægtelig været et køligt forår, men nu er der endelig lovet højere temperaturer. Jeg håber, det kommer til at passe, vi trænger til det.

For nogle dage siden var vi i Randers, og da var det ganske vist køligt, men ellers kunne vi nu ikke klage over vejret. Vi gik tur i Doktorparken for at se, om gæssene var kommet, og det var de.

Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte nøjes med telefonen, hvilket forhindrede specielt gode billeder af gæssene.

Som en ekstra attraktion var der også en kat i parken den dag. En nydelig rød hankat, og han var overhovedet ikke bange for mennesker, så ham kunne jeg komme passende tæt på med min telefon.

Han var ikke uinteresseret i gæssene, som vist nærmest var større end ham.

Kan jeg nå den, hvis jeg springer rigtig hurtigt?

Tror han ikke, at en gås er et lidt for voldsomt bytte? En af vores solgte killinger tog engang en fasan, men en grågås er altså noget større. Det lykkedes for Rødemis at jage gåsen på det øverste billede i vandet, men det var det hele.

Vi må snart i Doktorparken igen medbringende et bedre kamera, og vi vil meget gerne også hilse på Rødemissen igen.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

Små flasker

December har for os været de små flaskers tid:

De to mindste flasker på billedet er de sidste to i vores rom-kalender, som vi ligesom sidste år har haft stor fornøjelse af. Der har været mange gode, nogle exceptionelt gode, nogle få mindre gode og en enkelt udrikkelig, som minsandten var fra USA. Indtil nu, for mon ikke den, vi skal drikke i morgen, er en af de bedre.

De fire flasker gin er fra vores adventskalender. "Vores" killinger var nemlig så søde at forsyne os med en sådan. Der var også tonic'er, der passer til de enkelte ginner i kalenderen. 

Det er spændende, at ginnerne er fra et destilleri, som vi ikke kender i forvejen. Knaplund hedder det, og det ligger syd for Herning. På hjemmesiden kunne jeg læse, at det er startet som et whiskydestilleri, men at de også er begyndt at interessere sig for gin. Godt for os, der bedre kan lide gin end whisky, og vi glæder os til at drikke de fire varianter: classic, oak, magic og sweet mango.

Den største flaske er den sidste, der er kommet til samlingen. Den fik vi af Bodil, og den indeholder hendes egen stikkelsbærlikør. Faktisk har vi allerede smagt den, og jeg var ret vild med den. Stikkelsbær er vist godt til alt.

Tak til Bodil og til killingerne og Annett. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at vise nogle flere killingebilleder:

En søvnig Gamine

Smukke Samantha, der er lidt fornemt utilnærmelig
hvilket bare gør hende endnu mere spændende

Sidst, men ikke mindst: Frække og knuselskelige Dino

P.S. Det lykkedes at få set Jupiter og Saturn i går. De var meget tydelige, men allerede et lille stykke fra hinanden, så de ikke lyste helt så kraftigt, som de sikkert gjorde dagen før.

P.P.S. Glædelig jul til alle der kommer fobi denne blog.

En lidt anderledes Fanøferie

Strikkefestivalen var fornuftigvis aflyst i år, men det betød nu ikke så meget for os. De seneste år har det alligevel været begrænset tid, vi har opholdt os på festivalen, for meget af det er det samme hver gang.

Den vigtigste grund til, at ferien blev anderledes, var, at Annett havde Tifany og hendes tre 9-10 uger gamle killinger med. Annett har ganske vist før haft Tifany med, dengang med to lidt yngre killinger, men dengang boede kattene kun i Annetts værelse. Denne gang kunne de også være i stuen sammen med os.

Jeg tror, at netop 9-10 ugers alderen er den allersjoveste alder for killinger. De leger, slås, kæler og de her tre havde allerede udviklet hver deres personlighed.

På billedet er mor Tifany øverst til højre. Ved siden af hende er det Dino, hankillingen i kuldet. Alle killingerne har navne efter Fiat-modeller.

Dino er godt nok den yngste, men det lader han sig ikke effektuere af. Han er allerede en selvbevidst lille hankat, der forstår at anbringe sig på de mest flatterende måder. Sådan noget med at smække forpoterne langt ud, eventuelt lægge dem over kors. 

Jeg tror, han er en intelligent lille kat. Skrap til at undersøge, finde ud af og finde på. Selv om han havde travlt det meste af tiden, så nød han at blive taget op, så han kunne få en kæletur. 

Under Dino er det Gamine. Hun er bare så bedårende, blød og myg og ekstremt let at håndtere. Hvis der ikke var andre, der havde tid til at blive taget op, så kunne man altid give Gamine en kæletur. Selv om hun virkede så føjelig, gik hun alligevel ind i slåskampene med sine søskende med stor ildhu.

Endelig er det Samantha under Tifany. Hun var helt anderledes. Jeg syntes, hun hvilede meget i sig selv på en fornem måde, og hun var den, der havde mindst tid til kæl. Netop derfor blev hun taget ekstra meget op, for hun skulle jo socialiseres, og når hun først lå i armen, var hun såmænd meget tilfreds, men først til allersidst lykkedes det mig at tage hende op, uden at hun gav et hyl fra sig. I det hele taget var der meget lyd i hende. Under slagsmålene var det næsten altid hende, der hylede først og mest.

I begyndelsen af ferien. Lille Dino undersøger, hvad man kan bruge en skammel til.

Vi har aldrig sat større pris på brændeovne,
men Samantha og Dino viser, hvordan man fornuftigt kan bruge sådan et monstrum.
Især når solen spiller med.

Gamine kan også se fræk ud. Som mange kvinder elsker hun sko.

Dino på mit strikkepindeetui.
Jeg synes, man godt kan se, han er vokset, siden det første billede blev taget.

Jeg har selvfølgelig mange flere billeder af killingerne. Flest af Dino og Gamine, Det er meget sværere at få gode fotos af en sort/hvid kat som Samantha.

Vi har lige besøgt Annett og kattene igen. Tifany kunne helt sikkert huske os, men killingerne skulle lige komme i tanke om, hvem vi nu var. De voksede meget, mens vi var på Fanø, og nu er de selvfølgelig vokset endnu mere. Dino er snart lige så stor som sin mor. 

Dagens skønhed

 

Når sandheden skal frem, var det i går jeg mødte denne helt bedårende skildpaddefarvede kat. Det lyder bare ikke så godt at skrive "gårsdagens skønhed", der kommer et anstrøg af afdankethed ind i det, og skildpaddekatten var bestemt ikke afdanket.

Hun ville oven i købet godt snakke med mig, og hun var bare så lækker og blød; rigtig kattet.

Indlægget burde have været bragt for to dage siden, for da var det nemlig Verdens Kattedag, men da havde jeg jo endnu ikke mødt skønheden. Jeg var ærlig talt ikke klar over, at der fandtes en Verdens Kattedag, men fik et hint i min kalender, hvor der i sidste uge stod, at der ville være en god lejlighed til at fejre kattens frihedstrang og elegance på Verdens Kattedag netop den 8. august.

Katte på min vej

Jeg mødte en ny kat på min spadseretur for et par dage siden. En fin klassisk tabby:

Den ville måske ikke ligefrem snakke med mig, men jeg kunne gå ret tæt på den, uden at den syntes, den skulle springe ind i buskadset. Først da der også kom en hund, mente den, at den hellere måtte komme i skjul.

Det er ellers næsten altid sådan, at enten er katten nærmest overstadig og kan ikke komme tæt nok på, eller også løber den væk, når den får øje på mig. Jeg kan godt tage billeder af de sidste, hvis jeg har mit zoomkamera med, men irriterende nok er det næsten altid de frimodige katte, jeg møder, når jeg har gidet slæbe det med, og de er heller ikke lette at fotografere, når de smider sig for ens fødder. Som denne:

Retfærdigvis skal det siges, at den langhårede kat i sommerklipning senere stillede sig i mere fotovenlig positur:

Til den første kategori hører også Lillemissen, som er den kat, jeg møder tiest. Hun er absolut en minimodel, men hun må være voksen, for det er lang tid siden, jeg så hende første gang.

Så er der kattene, som jeg ikke kan komme tæt på:

Kavalkadens sidste kat er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den var langt væk og havde på ingen måde tænkt sig at komme tættere på, men jeg var så heldig at have zoom-kameraet med: