2017s bedste musikoplevelse

Ingen tvivl om årets allerbedste musikoplevelse i 2017. Det var selvfølgelig koncerten i Elbphilharmonien  i Hamborg, hvor vi hørte Arnold Schönbergs Gurre-Lieder.

Ih, hvor havde vi glædet os, og ih, hvor det hele levede op til forventningerne.

Her er vi på vej op til den store og fantastisk smukke koncertsal. Elphi er er kæmpestort hus!

Og nu til noget helt andet: For nogle år siden erklærede vi, at hvis de to jazzsangerinder Madeleine Peyroux og Stacey Kent nogen sinde kom til Danmark, ville vi gøre meget for at komme til deres koncerter. De er begge amerikanere, og begge har tilknytning til Frankrig og synger til vores store fornøjelse en del på (godt) fransk. Minsandten om de ikke begge to kom i 2017. Madeleine Peyroux her i byen og Stacey Kent i Ålborg.

Begge er vist også blevet sammenlignet med Billie Holiday, og jeg kan godt høre hvorfor, men synes egentlig ikke, sammenligninger er nødvendige. Begge klarer sig udmærket på egne ben.

Det blev et par gode koncerter. Madeleine Peyroux og hendes musikere var super professionelle, og hun var overraskende morsom. Jeg lo faktisk rigtig meget til den koncert. Og så var det selvfølgelig skøn musik.

Man måtte selvfølgelig ikke fotografere til koncerten,
men her er et billede fra inden, den gik i gang.

Også Stacey Kent kan bare sit kram. Der er ikke en tone eller frasering, der sidder forkert. Vi nød musikken, men vi kunne ikke lide Musikkens Hus i Ålborg. Det virkede mørkt og underlig forladt. Den sal, vi var i, blev kaldt Intimsalen, men den var ikke specielt intim efter vores mening, bare grim og kedelig. Faktisk ødelagde det oplevelsen en lille smule. Madeleine Peyroux koncerten virkede mere intim, selv om den foregik i Musikhusets store sal.

Foto: Tore Sætre

Billedet er taget af Tore Sætre ved en koncert i Oslo i 2016 (tak for at det må bruges!). Jeg tror, det var samme lineup i Ålborg.

Ellers er det mest nogle symfonikoncerter, jeg husker. Brittens War Requiem har jeg tidligere skrevet om. Senere gjorde både Sjostakovitjs 7. symfoni "Leningrad Symfonien" og Mahlers 3. symfoni stort indtryk. Alle tre dirigeret af Marc Soustrot, og til alle tre koncerter var der hentet forstærkning til orkestret. Det var gode koncerter.

Og endelig også en lille perle af en helt anden slags, nemlig med et rent Bach-program. Meget mindre orkester, igen Soustrot på dirigentpodiet og solister fra orkestrets egne rækker. Tydelig afslappet stemning og ekstranumre. Det var en koncert, jeg blev glad i knolden af.

Alt i alt et super godt musikår.

Årets jazzfestival i Århus

Årets jazzfestival i Århus er slut, og sjældent har vi nået at høre så meget. Og jo, det var mestendels godt vejr, så vi hørte også nogle af de udendørs arrangementer.

Vi sluttede lørdag med maner med Norrbotten Big Band dirigeret af Anne Mette Iversen, der også havde skrevet materialet. "Everything in between" kalder hun programmet, som også senere (hurra!) skal resultere i en CD.

Anne Mette Iversen og Norrbottens Big Bands saxofongruppe.
Lige fra den lyseste til den mørkeste var repræsenteret.

Det var ren fryd for øregangene. Spændende, spændende melodier virkelig godt arrangeret og spillet. Lange numre med lange soli - dejligt - og fantastisk sammenspil. Den koncert blev et af festivalens højdepunkter for os.

Vi trængte også til noget rigtig big band. Godt nok havde vi hørt Aarhus Jazz Orchestra, og det var også godt, men årets tema var sydafrikansk big band musik, sådan meget Miriam Makeba-agtigt og noget forskelligt fra det, vi forstår ved rigtig big band musik.

Før Norrbotten Big Band havde vi også hørt finalen i Global Jazz Explorers Youth Camp. Fire ungdoms-big bands fra Letland, to fra Holland og fra Danmark havde haft workshops hele ugen og gav en rigtig fin finalekoncert.

Trængsel på scenen: Alle fire ungdomsbands spiller sammen.

Der er bestemt grøde i jazzmusikken, men da vi hørte Norrbotten Big Band, kunne vi nu godt høre, at de unge har et stykke vej endnu.

I år levede festivalen mere end sædvanligt op til at være international, sandsynligvis takket være tilskud fra kulturby midlerne. Vi startede for eksempel med tre koncerter, hvor japanske musikere var involveret. Vi hørte også nordmænd, finner, estere, italienere og amerikanere. Og sydafrikanere. Og andre fra det afrikanske kontinent. Og en masse danskere naturligvis. Plus at jeg nok har glemt nogle nationaliteter.

Cesar Joaniquet, som vi også senere
hørte med Aarhus Jazz  Orchestra

Endnu et højdepunkt fra ugens løb var trioen Tsu-Na-Mi, der spillede materiale af saxofonisten Cesar Joaniquet, spanier, men bosiddende i Danmark.

Jeg synes somme tider, det er lidt for meget, når de forskellige bands absolut skal spille egne kompositioner, ikke alle er efter min mening lige så gode komponister, som de måske selv mener, men det her fungerede. Musikken var anderledes, spændende og godt spillet.

For resten var vi også til koncerten med Madeleine Peyroux. Det er nok i udkanten af jazzen, men ikke desto mindre var det vældig godt. Madeleine Peyroux har en helt speciel stemme. Det vidste vi selvfølgelig godt, men vi vidste ikke, at hun var så humoristisk, og hun og hendes meget dygtige musikere gav en meget professionelt koncert.

En anden koncert, der ikke helt kunne kaldes jazz fandt sted på Kunstnernes Værksted på havnen. Under titlen "Rummenes Ekko" havde Christian Balvig optaget lyde i huset og mixet dem med levende musik, som vi hørte, mens vi blev ført fra rum til rum i huset. Vi blev tvunget til at opleve den gamle bygning på en ny, langsom måde i dialog med husets lyde og musikken. Jeg syntes, det var tættere på moderne kompositionsmusik end jazz, men det er sådan set ligegyldigt. Under alle omstændigheder en fin og anderledes oplevelse.

Christian Balvig fyldte et  rummene i "The House" med toner

Selv om det igen var en uge, hvor jeg måtte øve mig på at gå glip af noget mere, blev det en af de allerbedste jazzfestivaler, vi har deltaget i. Nu står der nedtrapning - eller måske er det snarere en kold tyrker -  på programmet.