Genåbning

Hvor har der dog været snakket meget om "lys for enden af tunnelen" under corona-krisen. I et læserbrev i vores avis var der en, der skrev, at han var træt af at høre om lyset for enden af tunnelen. Hvorfor kunne man ikke se noget andet - en pingvin for eksempel? Dorthe mente, at hun kunne se en kop cafékaffe.

Det har man jo kunnet få i et stykke tid nu, hvis man ville indtage den udendørs, og det har vi da også gjort nogle gange. Desværre ser det ud til, at kvaliteten på nogle af vores favoritsteder er faldet i løbet af krisen.

Et af vores faste steder er Emmerys her i Åbyhøj. Kaffen og betjeningen er vist på samme niveau, men den morgentallerken, vi fik for et par uger siden, havde ikke vanlig standard. Ægget var hårdkogt, osten vendte hjørnerne opad, der var mindre skyr uden rabarberkompot, og det lækre flagesalt var skiftet ud med ordinært fint salt. Der var simpelthen ikke på nogen måde kælet for detaljerne - mon det er helt slut nu?

Endnu værre var det på RS28 i midtbyen. Den var ved sidste besøg bemandet med en ung pige, der ikke var særlig interesseret i sit arbejde, og hun får måske heller ikke ret meget for det. Men letmælken var sur, hun kom til at lave en latte i stedet for den ønskede cappuccino, toiletterne var lettere uhumske. Kaffen var dog stadig god.

I går forsøgte vi os så med Street Coffee i Jægergårdsgade, som måske er vores favoritsted af alle, og det var heldigvis helt, som det plejer.

De andre yndlingssteder skal have en chance til, men ellers skal vi nok til at frekventere nogle andre steder. Ud over Street Coffee, altså.

Jeg har bestemt ikke noget imod at komme i Jægergårdsgade. Gaden er under stadig forandring, butikker går og nye kommer til. Jydsk Skum har været i gaden lige så længe, som vi har boet i byen, og det er altså snart 40 år, men nu er det åbenbart slut

Det er lidt trist, når de ikoniske butikker forsvinder. På den anden side har vi ikke handlet der i umindelige tider, men da vi flyttede til byen, var det da der, vi købte vores skumgummimadrasser. Jeg havde min på mit sengeleje bygget af ølkasser, indtil jeg for 5-10 år siden syntes, at nu var den blevet for flad, og jeg investerede i ny seng.

Og i morgen falder maskerne så. Jeg har ikke følt mig synderlig plaget af påbuddet og vil nok stadig anvende mundbind i en del situationer. Smitten er jo ikke forsvundet, bare fordi der ikke er mundbindspåbud mere, snarere tværtimod. Jeg kan dog udmærket forstå, at det bliver dejligt for dem, der på grund af deres arbejde har været tvunget til at gå med beskyttelsen i mange timer ad gangen. 

Det, jeg glæder mig mest til i den forbindelse, er at slippe for al den brok, der har været fra mange, bare fordi de skulle tage mundbind på for eksempel i forbindelse med indkøb. Så på sin vis bliver det en glad dag for mig også.

Ugens træ - uge 37

Jeg har været i Jægergårdsgade for at finde ugens træer.

For ikke så mange år siden, blev der plantet træer i gaden - robinier. Det er et træ, der åbenbart egner sig godt i byer, og de århusianske stadsgartnere er i hvert fald glade for det, for det er næsten altid det, der bliver valgt, når der bliver plantet nyt.

Træet på det øverste billede er ældre end de træer, der står i selve gaden. Jeg synes, det er rigtig godt, når der bliver plantet træer i byen, og jeg er glad for robinierne i Jægergårdsgade, selv om det ikke er mit yndlingstræ. Men Jægergårdsgade er en af mine favoritgader.

Man skal passe på de cyklende i gaden. Til gengæld er det umuligt for bilerne at fræse af sted.
Superbrugsen på hjørnet er specielt focuseret på økologi, og på det modsatte fortov ligger
Street Coffee, hvor der er rart, og hvor man får en rigtig god kaffe.

Mer' musik

- og mer' symfoniorkester

Man kan i hvert fald ikke beskylde vores symfoniorkester for ikke at komme ud blandt folk.

Lørdag var der markedsdag i Jægergårdsgade, og gaden var lukket for trafik. Til gengæld fyldte Århus Symfoniorkester, et kor og tre solister gaden med musik, nærmere betegnet med gadeoperaen Tusk, skrevet af Line Tjørnhøj.

Cirka midt i gaden stod dirigent Søren Kinch Hansen, mens musikere og sangere var placeret i hele gaden - i lejligheder, i butikker og caféer og i selve gaden. Langt fra alle kunne se dirigenten, men alle kunne via skærme følge dirigentens anvisninger.

Den orange paraply, man kan se på billedet af dirigenten, var vist den eneste paraply i det fine vejr i Jægergårdsgade, og den fungerede som solafskærmning.

Hvordan lød det så? GODT! syntes vi. Og det var spændende lavet. Man kunne vist ikke noget sted høre hele orkestret og alle sangere, men når man gik fra den ene ende af gaden til den anden, hørte man et rigtig flot forløb.

I tegneseriebutikken Stribeladen spillede tre af vores favoritinstrumenter:
Klarinet, violin og cello

Samtidig fungerede de mindre opstillinger af musikere som små særskilte koncerter, selv om de også var en del af helheden.

Det var altså ret genialt, man fik noget ud af det, ligegyldigt hvor i gaden man lige var.

Også mere utraditionelle instrumenter var med. Her en sav -
På dette foto kan man se den skærm, hvor savspilleren kunne følge dirigenten.

- og her vaskebræt sammen med andet slagtøj

Arrangementet - eller eventen som det hedder på nudansk - er en del af fejringen af Aarhus Unge Tonekunstnere AUT, der bliver 50 i år.

Der kommer flere arrangementer i den anledning, og det glæder vi os til.

Basunen er for resten også et favoritinstrument.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.