søndag den 17. oktober 2010

Er det alderen der trykker?

For et par indlæg siden var jeg lidt bekymret for, om alderen skulle være begyndt at gøre sig gældende.

Det er ikke blevet bedre siden. Nu er jeg nemlig også begyndt at skvatte rundt. I hvert fald én gang, men så blev det også gjort eftertrykkeligt.

Jeg faldt ned ad en kantsten, der var højere end forventet og landede lige på trynen. Fortænderne i overmunden gik durk igennem underlæben og efterlod en masse tandstumper i læben. De blev pillet ud af en dygtig tandlæge på kæbekirurgisk afdeling på hospitalet, og bagefter blev læben syet sammen både ind- og udvendig med henholdsvis 6 og 3 sting. Godt at en kvik sygeplejerske på skadestuen fik mig sendt derhen.

Tandlægen fortalte mig også, at det kunne være gået meget værre, for heldigvis sidder tænderne fast endnu. Nyt tandlægebesøg hos den praktiserende venter i morgen.

Jeg er egentlig ikke meget for at sætte billedet, der blev taget, da vi kom hjem fra hospitalet, på bloggen. Jeg har lige ændret bloggens layout og synes selv, at den ser mere moderne og elegant ud, og selv om jeg forsøger at smile til fotografen, er jeg ikke ret dekorativ. Men hvad pokker, det er jo ikke et dating-site, det her.

I øvrigt er jeg ikke blevet kønnere siden. Underlæben er svulmet voldsomt op, og området omkring højre øje er rødviolet. Jeg ligner et offer for hustruvold.

mandag den 11. oktober 2010

Kunst & Lunch

For et par uger siden var vi til Rock & Brunch i den Gamle By, i fredags var vi til Kunst & Lunch i Odense.

Det var min sidste seniordag i år, der blev brugt i det fynske på Brandts Klædefabrik (der nu kun hedder Brandts - hvorfor??? Jg synes, det er dumt at fraskrive sig historien!) i Odense. Der er næsten altid nogle gode udstillinger. Denne gang var det især fotoudstillingen Steder, der lokkede.

Udstillingen har undertitlen Danmark i forandring, og det er 14 fotografer, der har forholdt sig til denne bundne opgave. Det var meget spændende at se billederne og høre - for der var nemlig små film med hver enkelt.
Det var også sjovt at se, hvordan de professionelle fotografer kan tillade sig at se stort på alle de dyder, vi amatørfotografer hylder - for eksempel ekstrem skarphed og "rule of thirds" komposition - og alligevel får de et godt resultat.

Jeg var optaget af næsten alle 14, bl.a. synes jeg, Fie Johansens billeder var spændende. Billedet her kunne jeg godt have hængende herhjemme. Det var nu ikke alle billederne, der var smukke. Det øverste billede viser en væg af - jeg har glemt navnet! - men hans indfaldsvinkel var i hvert fald grænser. Og som han sagde på filmen: Grænser er ikke specielt smukke, faktisk er de tit meget kedelige. Så det var mange af hans billeder også. Men det samlede resultat var interessant.

Udstillingen er åben til den 21. november, og den er bestemt værd at køre efter.

Og så var der det der med lunch. Det er et koncept Brandts og fire caféer i området har lavet, og det er sjovt, synes jeg. Man kan købe en fællesbillet med entre og brunch- eller lunchspisebillet, som kan indløses på en af de fire caféer. Faktisk er der også et Kunst & Kage tilbud. Smart, og det skulle vi selvfølgelig prøve, selv om vi næsten ikke havde tid til at spise.

Af samme grund valgte vi den café, vi i forvejen vidste hvor lå, nemlig Café biografen. Det skulle vi dog ikke have gjort. Vores bresaola-salat var ganske vist udmærket, men betjeningen var frygtelig langsom. Det var ikke lige det, vi havde brug for, så næste gang vælger vi en anden café.

søndag den 10. oktober 2010

En forladt lille slange

Lørdag havde vi en skøn slappe-af dag i byen med en af vores venner. Vi blev jo begavet med lækkert efterårsvejr.

Vi var lige forbi Schweizer- bageriet, inden vi kørte ned på fiskerihavnen, hvor vi kiggede på fisk og smagte på Fiskehusets og Restaurant Et's bouillabaisse. Den smagte af mere, og nu har vi bestilt bord til deres fælles bouillabaisse-aften senere på måneden.

Jeg havde for første gang min nye pytonslangeskinds-armring på, men da vi senere kørte ind i et parkeringshus, var den ikke på armen mere. Øv, altså! Tilbage til bageriet for at høre, om slangen var der, men det var den ikke, så vi vendte tilbage til dagens improvisationer, som kom til at byde på frokost, besøg på Kvindemuseet og på madmessen i Ridehuset, hvor vi blev smidt ud kl. 17.

Inden vi tog hjem, vendte vi lige fiskerihavnen for at se, om der skulle ligge en forladt lille slange der, og hurra - det gjorde der! Dorthe fandt den, vi andre var vadet lige forbi den uden at se den - også selv om vi faktisk kiggede efter den.

Den har kun få og små spor efter udflugten, som til alt held endte lykkeligt.

I dag har jeg udnævnt Dorthe til officiel tingfinder. Da bortkom jeg gudbedredet mig nøglepung på en fuldstændig uforklarlig måde. Det tog MEGET lang tid at finde den, og faktisk havde vi opgivet håbet og forberedt os på, at vores låse skulle skiftes ud, da Dorthe fandt den i en af havens storkenæb.

Jeg plejer altså at kunne passe på mine ting - gad vide om det er alderen, der trykker???

onsdag den 6. oktober 2010

Prinsessehandsker

Er de ikke søde, de her handsker? Det er Lillin Villadsen, LiVi Strik, der har designet dem (og kalder dem prinsessehandsker), og jeg købte opskrift og garn som et kit i Ribe i juni. Faktisk var der opskrift på hele fire varianter i kittet.

Garnet er håndfarvet strømpegarn og KidMohair. Dette par er brugt som gave, men jeg vil sikkert lave flere. Måske også til mig selv. Jeg er godt nok ikke nogen prinsesse, faktisk er jeg ikke en gang tilhænger af kongehuset, og alt det prinsessefis, der er, synes jeg er lidt kvalmende. Men handskerne er søde, og de var sjove at strikke.

mandag den 4. oktober 2010

Fristelser...

...var der nok af på Århus Sten- og Smykkemesse i går. Vi har været på nogle stenmesser for en del år siden, og siden da er de færdige smykker kommet med, så nu er der noget både for stensamlerfolkefærdet, smykkefremstillerfolkefærdet og for dem, der som os bare er interesseret i de færdige produkter.

Det var en sjov blanding af professionelle og mere hobbyprægede designere, og priserne var også meget varierede.
Noget af det bedste var Jensens Opaler, der ud over de fantastiske opaler også havde ting lavet af bl.a. kænguru- og tudseskind. Pengene sad dog ikke så løst, at vi investerede i opaler, men der var andre ting, vi fik med hjem. Der er ellers et par helt fantastiske øreringe på deres hjemmeside, men så skal jeg lige vinde en større slant i lotto.

Faktisk har jeg længe været på udkig efter øreringe med blåt, og jeg fandt hele to par, jeg kunne lide. Begge med sodalitter og i den billige ende. Et sølvhalssmykke fra Katina Design kom også med hjem, og endelig faldt jeg for en armring i pytonslangeskind - det sidste i den lidt dyrere afdeling, men det er også vildt lækkert, synes jeg.

Billederne viser øverst en hel masse fluoritter, nederst nogle af alle de sjove perler, der var til salg.

fredag den 1. oktober 2010

Endnu en seniordag

som i realiteten er en omsorgsdag. Mandag aften opdagede vi "noget", som ikke plejede at være der, på Lilits mave. Tirsdag aftalte vi undersøgelse hos dyrlægen, onsdag fandt undersøgelsen sted, og torsdag fik Lilit så fjernet en mælkekirtel med noget suspekt i.

Man føler sig som en forbryder, når man om morgenen indfanger en glad og tilsyneladende helt rask kat og godt ved, at om eftermiddagen henter man en vakkelvorn og noget sølle lille Lilit hjem. Også selv om operationen i følge vores gode dyrlæge gik rigtig fint.

I dag er jeg så hjemme ved rekonvalescenten. Jeg har downloadet en krimi på MP3-afspilleren og har i lang tid siddet med hovedtelefoner på og strikket på Dorthes multifarvede sjal, mens jeg har holdt øje med, at Lilit ikke slikker sig alt for meget på maven og forsøger selv at fjerne de tråde, som hun naturligvis synes er forstyrrende fremmedelementer. Lige nu sover hun trygt, så jeg kan godt lave lidt andet.

Sjalet er sjovt at strikke i et ret enkelt hulmønster, men alligevel skal jeg det meste af tiden være opmærksom. Det bliver strikket i Kauni uldgarn. Jeg er glad for at få afprøvet den slags hulmønstrede sjaler, for jeg har opskrift og garn til to andre.

Krimien er Rosa af Jonathan Rabb. Det er en historisk krimi, der foregår i 1919 i Berlin. Rosa er Rosa Luxemburg. Der er både tids- og lokalkolorit i bogen, og jeg blev fanget ind med det samme, men er endnu ikke kommet så langt. Det er det værste ved lydbøger - det går så langsomt. Det er meget hurtigere at læse selv, men så kan jeg altså ikke strikke hulmønstrede sjaler samtidig.

Lilit fotograferede jeg den dag, hun havde været til undersøgelse. Glad for at være hjemme igen og heldigvis helt uvidende om, at dagen efter skulle det blive endnu værre. Tænk at hun stadig er glad for mig, selv om jeg to dage i træk har kørt hende til dyrlæge.

torsdag den 23. september 2010

Efterårsjævndøgn

Det er ikke til at komme uden om: Fra nu af og det næste halve år er dagene kortene end nætterne.
Selv om der var over 20 grader i dag, og det ikke var spor for koldt at gå med sandaler og uden jakke, så kan man selvfølgelig mærke på lysets intensitet og farvernes ditto, at det ER efterår.

Jeg tror ikke, jeg ville kunne leve i et land uden årstider - i hvert fald ikke ret godt. Jeg synes bare, sommeren burde være en anelse længere. Man kan ikke få alt og hellere efterår end ingen årstider.

Billedet tog jeg, da jeg stod ud af min bil på parkeringspladsen ved mit arbejde i morges. Tænk så dejlig udsigten kan være fra en parkeringsplads.

Jeg havde tidligt fri og tog en bytur helt for mig selv, og jeg tror, det bliver et billigt efterår. Jeg så ikke et eneste par sko eller støvler, jeg så meget som overvejede at prøve. Gad vidst om udvalget er mere interessant i Tyskland. Men jeg må indrømme, at jeg faldt for en ny taske. I ruskind og rigtig efterårsgul - d.v.s. med bare en anelse karry i. Den skal vist straks tages i brug. Så kan jeg også bedre klare at gemme sandalerne væk - de passer ikke til tasken.

P.S. For et par nætter siden var jeg ude at kigge på den store Jupiter. Imponerende smuk! Man kan sagtens med det blotte øje se, at den ser større ud, end den plejer, og jeg bilder mig ind, at jeg også kan se, at den er en planet og ikke en stjerne. Lyset er mere jævnt, den blinker ikke så meget som stjernerne.

mandag den 20. september 2010

En nyerhvervelse - eller to

Sarantoya er altså en underholdende kat!

For nylig var vi i Petworld efter grus, og jeg lod mig samtidig friste af en ny katteseng. Jeg syntes, den var ret pæn - og det er bestemt ikke nogen selvfølge for kattetilbehør, men den her kunne jeg altså godt lide.

Da vi kom hjem, stillede jeg den indtil videre på gulvet i køkkenet, og Lilit tog den vanen tro straks i brug.

Næste morgen kom Sarantoya ikke, som hun plejer, straks ind på mit værelse, da jeg åbnede døren. Det første, der skal ske, er ellers altid, at jeg skal gå med ned for at give hende lidt at spise. Jeg gik ned i køkkenet, og der var hun - liggende i den nye katteseng og med en inderlig tilfreds mine. Hun havde tydeligvis benyttet sig af lejligheden, da Lilit og jeg var gået i seng på mit værelse.

Senere da vi spiste morgenmad, kom hun heller ikke, som hun plejer, for at fortælle, at nu var det altså tid for anden servering. Næ, hun mjavede godt nok højlydt for at gøre opmærksom på, at hun altså godt ville serviceres, men hun sad ret op og ned i det nye inventar, mens hun mjavede.

Behøver jeg at fortælle, at jeg samme dag investerede i endnu en seng af samme type - og de er blevet brugt flittigt af begge misser siden.

mandag den 13. september 2010

Haven om efteråret

Jeg må indrømme, at haven ikke har nær samme tiltrækning om efteråret som om foråret og sommeren. Det er ikke specielt meget, jeg beskæftiger mig med den på denne årstid.

I formiddags var der dog helt dejligt. Vi havde været på planteskole i går for at få nyt til krukkerne. Det fik vi nu ikke, men jeg kunne ikke dy mig for at investere i nye ensianer. De gamle er ikke så flittige til at blomstre mere - muligvis trænger de til noget gødning. Jeg købte sommer-, efterårs- og trompetensian, og nu håber jeg på masser af blå, blå blomster næste år.

På billedet er det en anden nyhed i vores have: Skjolddrager eller på latin Scutellaria incana. Jeg købte et par stykker i foråret og håber, de breder sig. De er rigtig søde. De har også fået plads til at brede sig på nu, for en af de rebelske lavendler er blevet fjernet. Jeg er ikke meget for at tilføje lavendlerne noget som helst ondt, men de har altså et helt bed for sig selv, så jeg tog mig sammen, og denne selvsåede (den var blevet kæmpestor) måtte nu lade livet og overlade pladsen til skjolddragerne.

Det forpligter altså, skjolddragere!

søndag den 12. september 2010

Kunstgallerier

Hvorfor har alle andre byer end Århus gode kunstgallerier? Og er det rigtigt, at der ikke er gode kunstgallerier i Århus? Måske kender vi dem bare ikke. Kommentarer til det modtages meget gerne.

Under alle omstændigheder var vi i Horsens i går netop med kunstgalleri-besøg på programmet. Nå ja, vi nåede kun to, men de var altså gode begge to.

Først besøgte vi Galleri Franz Pedersen på Carolinelunds- vej. Der var en forholdsvis nyåbnet udstilling af nye værker af Lise Malinovsky. Gode, meget farvestrålende, især kunne vi godt lide hendes tyre-billeder. Der var solgt godt af dem, og det kunne vi godt forstå.

Bagefter var vi i Galleri Progres i Smedegade. Det var sidste dag af deres udstilling med Knud Odde, grafik og keramiske værker. Det sidste er nyt for Knud Odde, men hans meget grafiske tilgang virkede godt sammen med keramikken. Allerbedst syntes jeg dog hans monotypier var.

Billedet er taget i Galleri Franz Pedersen og viser, som det ses, en skulptur af Michael Kvium, som der også var en del værker af. Det må bestemt være nutidens bibliotekar i en - måske forgæves, men i hvert fald vanskelig - balancegang på det boglige medium. Bag skulpturen et af Lise Malinovskys malerier. Det er tilfældigt, at det lige er det med katten, for faktisk synes jeg, det var et af de mere uinteressante på trods af motivet.

onsdag den 8. september 2010

Så fik jeg den!!!

"Den" er Gluck-kanden fra Iittala, som jeg tidligere har skrevet om.

Jeg har ønsket mig den i ret præcist 10 år, og har i adskillige år haft en søgeagent på Ebay, så jeg ville få besked, når/hvis den blev sat til salg.

For nylig kom så den mindste af de to store runde kander i klart glas - den jeg allerhelst ville have - på auktion, og heldigvis med "Køb den nu"-mulighed. Jeg skulle IKKE have pruttet om prisen, der i øvrigt var helt rimelig.

Undervejs har jeg også fået fingre i den mindste kande, der vist er en fløde/mælke-kande, i topasfarvet glas og karaflen i opalfarvet. Især karaflen synes jeg også er dejlig.

Dem fandt jeg i USA, men den store klare kande fandt jeg såmænd i hjemlandet Finland.

Nu mangler jeg bare den største af kanderne, men det er ikke så vigtigt nu, hvor jeg har fået den anden. Jeg har nu alligevel ikke afinstalleret søgeagenten...

søndag den 5. september 2010

En super søndag

Vejret var fuldstændig perfekt til årets høstmarked på Gothenborg, og vi tog en hel bilfuld - 4 stk. - af sted.

I år var der mange flere boder end første gang, vi var der, og flere (ikke mig - hellig, hellig!) lod sig friste til større indkøb. Men jeg fik også hilst på gæssene denne gang:


- og der var rovfugleshow med bl.a. den 2-årige ugle Ulla


- og så var der selvfølgelig lækker mad:
citron-sesam Gothenborg kylling, 2 salater, kartofler, chilidip og brød.

Vi genså også et par af killingerne. Denne gang fik vi dog ikke potet på Trunte - i hvert fald tror vi, det var Trunte. Der var nemlig mange andre poter på hende:

mandag den 30. august 2010

Glæder og sorger med kattene

Glæder, når vi får et dejligt billede af Zuri, Sarantoyas søn.


Og sorger, når vi får at vide, at Lilits søn Zoogin er død af kræft kun 10 år gammel

Billedet er fra den sidste gang, vi besøgte ham, hvor han nød livet og solen på terrassen. Han havde uden tvivl et godt liv - Lincoln-citatet fra min fødselsdag passer i den grad på ham.

Begge "vores" drenge er - var - skønne katte, yderst intelligente og store personligheder. Vi ved, at Zoogins ejere savner ham. Lige så glad man er for sin ven, lige så slemt er det at miste ham.

tirsdag den 24. august 2010

Min strikkekurv

Jeg skal nok lade være med at skrive om alle de gaver, jeg fik til min fødselsdag, men strikkekurven skal altså på bloggen.

Jeg fik den af Yrsa, der selv har flettet den i pil. Den er så smuk og dejlig stor og lige hvad jeg havde brug for til mit garn.

lørdag den 21. august 2010

Sommeraften på Gothenborg

I går var vi til økologisk sommeraften på Gothenborg. Vi var jo rigtig heldige med vejret, det var virkelig en sommeraften.

Det er ikke første gang, vi deltager i øko-sommeraftenen, og det er så hyggeligt, og vi får så lækker mad med Gothenborgs eget økologiske fjerkræ som omdrejningspunkt. I går fik vi både kalkun, and og kylling plus tre gode salater.

Der er også rig lejlighed til at se på fjerkræet - dog ikke kyllingerne, som allerede er slagtet - men Annette og jeg blev voldsomt distraheret af en bedårende cremefarvet killing. Den havde to søskende, der var lige så kønne, men de gad i modsætning til Trunte ikke snakke med os.

Jeg nåede dog lige ud at kigge på gæssene - jeg har jo en svaghed for gæs - inden aftenen sluttede med kaffe og dessert.

søndag den 15. august 2010

Flere strikkede sjaler

I år har jeg indtil nu strikket 4 sjaler.

Først strikkede jeg 3 fnuglette sjaler i mohair, men i forskellige farver. De to har jeg brugt til gaver, det gule ligger stadig i gavekassen, men måske bliver jeg nødt til at beholde det selv. Ikke alle er så glade for gult, som jeg er.






Det fjerde sjal er helt anderledes.
Jeg fik noget naturfarvet Lucca Fino med tweed-effekt på tilbud, men jeg syntes ikke hulmønsteret fra de tre første sjaler passede til. Der skulle noget mere stringent til det naturfarvede tweed.

Det mønster, jeg fandt, var med en anden strikkefasthed end den, jeg ville bruge, så jeg var nødt til selv at finde ud af, hvor mange masker, jeg skulle slå op - sjalet startes fra oven. Det drillede lidt - mønsterrapporten er på ikke færre end 57 masker, og måske blev det heller ikke helt rigtigt, men jeg er lige ved at tro, at jeg alligevel har fået et nyt yndlingssjal.


Jeg er nemlig blevet meget glad for Lucca-garnet. Det er bare så let og behageligt at strikke med, og resultatet er superblødt og lækkert.

Det bliver nok til flere sjaler i Lucca-garn, men lige nu er jeg i gang med noget helt andet.

mandag den 9. august 2010

Forsinket fødselsdag

Langt om længe fik jeg fejret sidste års runde fødselsdag. Det vil sige, faktisk var der gået et helt år plus nogle dage, så i virkeligheden var det min 61 års dag, der blev fejret - også lidt forsinket.

Jeg havde de familiemedlemmer, jeg ser mest til, og gode venner på en forkælelsesweekend på Fakkelgården. Vi spiste der en gang for 5-6 år siden, og ud over at maden var vældig god, var vi også imponerede af, hvor smukt Fakkelgården ligger - på den danske side af Flensborg Fjord.


Det blev en god weekend, og det tror jeg også, mine gæster syntes. Vi var begavet med skønt vejr, så vi rigtig kunne se, hvor smukt der er.

Da vi kom, stod der et fad med udskåret frugt og en flaske champagne på hvert værelse - det har jeg godt nok ikke oplevet før. Men så var tonen ligesom slået an.

Middagen, der blev indtaget i tårnrestauranten, var både innovativ og velsmagende, og mine gæster var kommet med godt humør og hyggede sig rigtigt, tror jeg. Snakken gik i hvert fald livligt.

Rigtig mange tak til alle gæsterne, fordi I var med til at gøre det til sådan en dejlig oplevelse. Også mange tak for gaverne. Der var personlige gaver og gaver med flere oplevelser og forkælelse, og min ønskeseddel ligger i ruiner. Ikke en eneste gave skal byttes.

Søndag morgen var jeg ude at fotografere ved 7-tiden. Der var næsten blikstille og et dejligt, lidt diset lys. Bagefter var der morgencomplet, hvori bl.a. indgik spejlæg - af vagtelæg!

På et af gavekortene står dette citat af Abraham Lincoln: "Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv der tæller - det er mængden af liv i dine år". Jeg fik vist lige forøget min mængde af liv betragteligt i weekenden.

fredag den 6. august 2010

Ting griber om sig

Da jeg "bestilte" min paper-potter, kunne jeg pludselig se mig selv i haven ved et plantebord
- i fuld gang med at ompotte og passe og pleje de små planter, der skal blive til fine blomster i haven.

Problemet var bare, at jeg ikke havde noget plantebord. I ferien så jeg forskellige, men det var nogle tunge skrumler med alt for mange krummelurer efter min smag, men da vi passede naboernes huse under deres ferie, sneg vi os til at kigge de reklamer, som vi ellers har frasagt os.

Og minsandten om Dorthe ikke fandt et nydeligt plantebord på udsalg i Bilka. Hvidt, som jeg gerne ville have det, med zinkarbejdsplads og et par hylder og som en ekstra bonus en skuffe. Og sammenklappeligt, så det let kan sættes i udhuset, når det bliver vinter.

Så nu har jeg et plantebord. Måske skulle jeg gå på pension inden næste forår, så jeg også får tid til potteriet.

tirsdag den 3. august 2010

Dagens duftende dont

En enkelt basilikumplante er tilstrækkeligt til vores behov hele sommeren - men vi har to, en grøn og en rød!
De var begyndt at blomstre lidt rigeligt, fordi vi ikke har spist nok af dem, så det var tiden til at lave pesto.

Jeg syntes, jeg klippede rigtig meget af, men det ser ud til, at der er masser endnu. Billedet er faktisk taget efter jeg gik løs med saksen.

Alligevel blev der en stor portion pesto. Mon man egentlig kan fryse det? Jeg har i hvert fald prøvet. Min pesto består ud over basilikummen af ristede pinjekerner, hvidløg, parmesan eller noget der ligner (Parmigiano Reggiano), olivenolie og en anelse salt. Jeg smagte mig frem til, hvor meget jeg skulle bruge af hver ingrediens.

Men jeg smagte nu også på det til frokost, hvor jeg havde lavet mig en kartoffelsalat af salat, kartofler, oliven og kapers. Intet andet bortset fra pestoen og en god skive rugbrød.

Lækkert! Og mine fingre har stadig en svag duft af basilikum.

mandag den 2. august 2010

Miljørigtige cremer m.m.

Egentlig er jeg ved at udfase (som det hedder på nydansk) alle mine konventionelle cremer og kosmetikprodukter til fordel for mere miljørigtige, men det går rigtig dårligt.

For et stykke tid siden besøgte jeg Naturskøn i Guldsmedegade her i Århus. Den har ligget et andet sted før, men jeg har kun været der enkelte gange, mest fordi jeg syntes, jeg fik dårlig vejledning. Det er lang tid siden, så jeg troede, det havde ændret sig.

Jeg har tre kriterier, når jeg skal vælge miljørigtige præparater. Først og fremmest skal det selvfølgelig være miljørigtigt. Desuden skal det være mindst lige så godt at bruge, som det jeg plejer, og endelig må det ikke være mere end ca. ½ gang så dyrt. Nå ja, så må det for resten heller ikke være alt for parfumeret - og det er mange af de miljøvenlige præparater desværre, synes jeg.

Jeg manglede tre ting: en øjenskygge, noget løst pudder og en ansigtscreme til daglig brug.
Øjenskyggen valgte jeg selv. Jeg kunne ikke finde lige præcis den farve, jeg gerne ville have, men jeg fandt en Annemarie Börlind, der er næsten rigtig, og den er også i øvrigt ok.

Pudderet ville jeg gerne have hjælp til, og jeg valgte den Jane Iredale, jeg fik anbefalet. Jeg synes, det er svært at vurdere farven i kunstlys, men troede - fejlagtigt viste det sig - at ekspedienten havde ekspertisen i det stykke. Jeg fik en alt for gylden farve. Min hud er lys med fregner, og det er altså ikke det samme som gylden hud.
Desuden synes jeg, pudderet er svært at bruge - det lægger sig simpelthen ikke særlig pænt på huden. Måske ville det blive bedre, hvis jeg arbejdede 5-10 minutter med børsten, men jeg gider simpelthen ikke bruge så meget tid på det, og det er unødvendigt med det pudder fra Elizabeth Arden, jeg plejer at bruge. Det nye pudder holder heller ikke særlig godt og meget dårligere end mit sædvanlige. Efter ret kort tid skinner fjæset flot igen.
Endelig blev jeg lidt snydt med prisen. Jane Iredale-pudderet kostede ikke så meget mere end mit sædvanlige, og det var først, da jeg fik pakket ud hjemme, at jeg opdagede, at der kun er godt en tredjedel i dåsen i forhold til det "gamle". Og den er ikke drøjere i brug. Altså ikke flere Jane Iredale-produkter til mig.

Jeg ved ikke rigtig, om det gik bedre med ansigtcremen. Min meget tørre hud har brug for en meget fed og fugtgivende creme. De fede cremer er også grunden til, at jeg bruger pudder, for ellers er jeg fuldstændig blank i bærret, når jeg har smurt mig. Med en del overtalelse fik jeg ekspedienten til at vise mig hele to forskellige cremer, og jeg valgte Jurlique. Det er også en rigtig god creme, lige så god som den Beauté Pacifique jeg plejer at bruge, men se lige HER - nederst på siden. Øv, altså!

Kun 3/4 succes ud af 3 - det er ikke godt nok! Og det er vejledningen i butikken heller ikke.