Viser opslag med etiketten Fanø Strikkefestival 2026. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fanø Strikkefestival 2026. Vis alle opslag

onsdag den 14. oktober 2026

Ravdag

Dagen efter saltdagen blev en ravdag. 

Det var officielt strikkefestivalens første dag, og vi startede med at tage til Rindby Forsamlingshus. Det gik vi glip af i 2025, fordi vi fejlagtigt troede, at der ikke skete noget særligt, og det skulle i hvert fald ikke gentage sig.

Lige inden for døren var den første stand med rav, og så gik Annett og jeg i stå - også selv om det ikke havde noget med strik eller garn at gøre. Faktisk kendte vi godt udstilleren, for han plejer at have en stand på vejen i Nordby, når der er strikkefestival. Vi har mere end én gang kigget på hans ting og også købt noget, men ikke så meget som denne gang.


Jeg må jo indrømme, at jeg er ejer af en del ravsmykker, men jeg faldt alligevel for et halssmykke med et ret rustikt stykke rav. I det hele taget kunne jeg godt lide det flotte ikke-fuldendte rav, som ravmanden fra Nordby, der selv finder sit rav og selv laver alle smykker og andre genstande, havde brugt en del af.

Blandt andet i denne nøglering, som jeg også forkælede mig selv med. Den glæder jeg mig over stort set dagligt.



Det samme gælder maskemarkørerne, som jeg fandt hos Fenjas Farver, da vi langt om længe fik os løsrevet fra ravmanden. Faktisk havde jeg nogle i forvejen, men de er så gode, fordi wiren er en meget tynd lædersnor, og jeg kunne godt bruge lidt flere. Og så er de jo bare smukke at se på og rare at røre ved! 

Jeg er ved at strikke et sjal af garn, jeg købte i 2012 :)
Godt garn ikke har nogen sidste anvendelsesdato.

Det var nogle rigtig gode stande med garn, der var i Rindby. Jeg købte godt nok kun rav, men der er flere af de sælgende, der er på huskelisten til næste år.

Sidst på eftermiddagen var vi til musik med Ravsmeden i Sønderho. Ham har jeg for resten også tidligere købt rav hos. Musikken havde intet med hverken strik eller rav at gøre, lige bortset fra at det altså var Ravsmeden, der stod for den.

Det var særdeles fornøjeligt! Der var også et par tyske strikkere til stede. De kunne godt nok ikke forstå, hvad der blev sunget, men de kunne høre, når alle vi andre lo, og så morede de sig også.

onsdag den 7. oktober 2026

Saltdag

Fanø Strikkefestival starter offiielt altid en fredag, men allerede om torsdagen sker der en masse.

I år blev torsdagen lidt i saltets tegn for vores vedkommende. 

Vi opdagede Sønderho Gårdbutiks hjemmesydede salt med timian, rosmarin og persille for et par år siden, og nu bruger vi næsten ikke andet.

Vi har imidlertid aldrig før set det blive sydet, men det gjorde vi i år. Det var nogle vildt flotte flager, gårdbutikkens ejer Camilla fik lavet.

Ny forsyning af saltet blev indkøbt, og denne gang købte vi også den anden kryddervariant med oregano, basilikum og hvidløg. Hvis det ikke lige var en Fanø-salt ville den vist være provencalsk. 


Efter sydningen var det tid for et af højdepunkterne, nemlig strikkebanko i Sønderho, hvor jeg som skrevet i forrige indlæg blandt andet vandt et bundt bouclégarn. Annett vandt én at gevinsterne fra Sønderho Gårdbutik med - rigtig gættet - flere varianter salt.

Om aftenen var vi til strikkepubquiz på Fanø Bryghus. 


Ingen af os har nogen sinde været til pubquiz før, og det har heller ikke så meget med salt at gøre, men en lille forbindelse er der.

Hvis man vil have noget at spise til den øl, der er includeret i prisen, så holder Lighthouse "drengene" med deres madvogn lige udenfor. Deres burgersted ligger ellers i Rindby, hvor vi boede den første uge, så vi havde prøvet deres burgere - for mit vedkommende årets burger. Burgere er absolut ikke en af mine livretter, men den her var nu ret god. Vi skulle dog ikke have flere burgere, men en enkelt portion pommes til deling kunne vi godt klare, og hvis burgeren er god, så er deres pommes fremragende og med lige så fremragende dips til. Og: Pommes er jo salte. Sic!

Det var for resten sjovt at være til quizzen. Der var ikke så meget strik i den, kun 5 af 30 spørgsmål havde noget med strik at gøre. Måske heldigt for os, for vi havde faktisk ikke alle strikkespørgsmålene rigtige. Til gengæld havde vi en masse andet rigtigt, og til vores store fornøjelse blev vi nummer 2 i quizzen efter en stærk slutspurt. Vi var vist kun nummer 7 eller 8 efter første halvleg. 
Fra Fanø Bryghus'
webshop

Præmien var naturligvis øl, til andenpladsen tre styk Knit-Wit, der er en øl brygget i anledning af netop strikkefestivalen. Den er lyserød og smager af både øl og saftevand, og vi fik dem drukket i løbet af vores Fanø-dage, hvilket er lidt af en bedrift, for normalt drikker Dorthe og jeg ikke meget andet end vand og kaffe.

Vi krydser fingre for billetter til både banko og strikkequiz næste år.

søndag den 27. september 2026

Årets Fanø-garn

Når vi er til strikkefestivalen på Fanø, køber jeg næsten altid lidt garn, selv om jeg har rigeligt i lageret. Dels bliver jeg fristet af lækre kvaliteter og farver, og dels vil vi jo gerne have, at standholderne får så godt et salg, at de kommer igen næste år. 

I år så mit indkøb sådan ud:


Til venstre er det tre bundter uld med en lille smule kashmir i fra Else Schjellerup. Det er ufatteligt, hvad sådan en smule kashmir kan gøre med hensyn til lækkerhedsfaktoren. 

Ved siden af ligger et bundt bouclegarn fra Mohair by Canard. Det købte jeg nu ikke, det var en gevinst i strikkebankoet i Sønderho, som vi altid forsøger at få billet til. Sjovt nok har jeg planer med lige præcis det garn. Det vender jeg forhåbentlig tilbage til, når jeg begynder på det projekt, jeg har i tankerne.

Det pink garn er en ren merino, der er plantefarvet hos Garnfarveriet, der var kommet fra Fyn med sine så vidt muligt bæredygtige garner. Jeg faldt for blødheden i garnet og for farven, som godt nok stammer fra cochenille-skjoldlus og altså ikke fra en plante groet i den fynske muld.

Endelig er der noget bomuld med pailletter. Jeg var meget i tvivl om farven, men bestemte mig til sidst for den sorte med brogede pailletter ud fra devisen: Skal der være bling, så lad er være bling!  Pailletter har vist været det helt store de sidste par år, så de er nok gået af mode igen, når jeg får frembragt noget af mit indkøb, men pyt!

Jeg blev fristet hos Sassy Yarns, der har en af de mest "unge" og innovative stande. For et par år siden promenerede de alle "Min skøre kusine" (opskrift fra Lisa Renner), som blev et stort hit, og i år var det altså pailletterne, der vistes på de unge standholdere.

Vi havde indtryk af, at festivalen i år var en stor succes. Der var i hvert fald en fantastisk stemning og mange glade gæster overalt på øen. Vi savnede ikke den store hal i Nordby, hvor hovedparten af standene plejer at være samlet. I år var der som altid flere steder med stande i Sønderho og Rindby. Fanø Bad har været med nogle år, men det var nyt med de mange salgssteder i Nordby. Jeg købte garn i Sønderho, i Fanø Bad og i Nordby. Ikke i Rindby, hvor der ellers var nogle rigtig gode stande. Der købte jeg rav i stedet for.